Jagt i de mørke gader

Dato :: 03:34 (Om natten)
Årstid :: Efterår.
Dag :: Fredag
Vejr :: Mørkt og koldt
Sted :: Gader i Seattle
Tid :: Nat
Omgivelser :: En masse fulde mennesker og mennesker der bare prøvede at slippe væk.
____________________________________________________________

Zilla kom forbi et hjørne, hun havde på lang afstand kunne lugte menneskeblod og som sædvanelig kunne hun ikke holde sig væk. Hun kiggede sig omkring og hun vidste godt, at det bare ville skabe porstyr, hvis hun begyndte nu. Så hun gik ind af sidegaderne og minsandten om der ikke var en teenagepige der græd. Normalt kiggede Zilla ikke på sit bytte, men denne gang kunne hun ikke alde være. Hun havde lyst hår, med mørke striber og grønne øjne som var helt røde, efter at have grædt. Pigen hævede blikket mod Zilla. "H-hvem er du?" Stammede pigen bange. Det var trodsalt ikke hver dag, man mødte en pige på 11, som stod der og stirrede. Zilla svarede ikke. Zilla tog et skrift frem og sprang hen imod pigen, hun bed frem imod halsen. Pigen kæmpede for at komme fri, men hun havde ikke nok krafter.
Noget tid efter lå ppigen død på jorden, helt tømt for blod. Zilla smilede og slikkede sig om sine læber. Hun stod i lang tid og stirrede på pigen, som lå helt livløs.

Lily kom gående hen ad den kolde gade. Hun var næsten aldrig ude om natten, og hun kunne mærke at hun blev mere og mere paranoid for hvert skridt hun tog. Den eneste grund til at hun var ude midt om natten, var at hun var kommet forsent til sit tog, og prøvede derfor forgæves at finde et sted at sove. Hun skævede nervøst til de fulde mennesker der trampede højlydt omkring. Hun rystede af kulde, og trak sin hue lidt længere ned over ørene og lagde armene rundt om sin krop, for at holde den sidste varme inde. En af de fulde mænd, sikkert midt i 30'erne, så ud som om han ville konfrontere hende, og hun satte automatisk farten op, i håb om at han ville fortryde og vende om. Men med hendes held gav han selvfølgelig ikke op, han begyndte derimod at løbe; hvis man kan kalde det, at løbe når man bevæger sig så ukordineret som ham. "Hey!" råbte han med en buldrende stemme, og greb ud efter hendes arm. Han snittede hendes jakke og Lily begyndte nu at løbe, for at slippe væk. Der gik ikke lang tid før manden gav op; Lily's hurtige spurten var meget hurtigere end hans mærkelige løben der var svækket af alkoholen der pulserede rundt i hans overvægtige krop. Da Lily var omkring 500 meter væk, gik hun gradvist fra at løbe til at jogge til at gå før hun tilsidst stoppede for at få vejret. Hun gik rundt om et hjørne og ind i en gyde så hun var sikker på manden ikke ville finde hende. Hun åndede tungt, hendes hjerte galoperede, og adrenalinen susede rundt i hendes krop. Hun stod så hun støttede med sine hænder på sine lår og kiggede ned i jorden for at koncentrere sig om at slappe af; intet hotel ville lukke hende ind hvis hun kom ind helt svedig og stakåndet. Efter lidt tid kiggede hun ind mod gyden. Hun skreg et halvkvalt skrig, der lå en død pige, og en anden lidt yngre pige stod ved siden af. Lily kiggede med store øjne på den levende pige.

Hun stod noget tid endnu og pludselig kom hun til at tænke på, hvorfor pigen havde grædt. - Men det var for sent at finde ud af nu, så hun lod tanken slippe væk. I lang tid følte Zilla sig mæt, hun havde aldrig følt sådan før, så hun synes det var spændene, så hun smilede stort. Men smilet blegnede hen, da en pige kom ind i gyden. *Åh åh* Tænkte Zilla og stod bomstille og kiggede på hende. Der var stille, lige før pigen fik øje på den blodløse pige, der lå på jorden og var stendød, og skreg. Zilla kiggede op på hende, pigen var en del højere end Zilla og derfor måtte Zilla kigge rimelig langt op.
Zilla viste at hvis hun ikke fandt på en undskyldning for at være her, skulle hun til at forklare alt. "Hjælp mig, det er min søster. Hun faldt om." Hviskede hun op til pigen og hulkede falsk. Skuespil var ikke lige Zilla's glas blod, men hun var ikke ligefrem elendig til det. En fordel havde Zilla ved mørket, - menneskeøjne kunne ikke se så klart i mørke, så pigen kunne forhåbenligt heller ikke se Zilla's blodrøde øjne.

Lily kunne mærke hvordan hendes hjerte knugede sig sammen da hun nævnte at det var hendes søster. Hun prøvede at flytte sig fra sin stilling, men hendes krop reagerede ikke. Hun havde aldrig før set et lig, og det var meget værre end hun havde forestillet sig. Kvalmen dulmede i hendes hals, og pludselig kunne hun mærke en uforklarlig strøm at tåre løbe ned over hendes kinder. Hun fik efter en lang indre kamp med sin hjerne, sin krop til at reagere. Hun rettede sig lidt op og tørrede hurtigt sine tårer væk før hun med varsomme skridt nærmede sig den døde pige. Hun var ikke den bedste til biologi, men hun kunne sagtens se at det var forsent at rede pigen. Da hun var helt ovre ved liget, satte hun sig langsomt og forsigtigt ned på hug. Hun turde ikke røre pigen. "Hvad skete der?" spurgte hun med en stemme der stadig ikke helt var kommet sig over chokket. Hun vendte sit hoved op mod den pige der ikke var død, men hun turde ikke helt fjerne blikket fra liget. Hendes paranoide hjerne, overbeviste hende om at der var en mulighed for at den døde krop måske ville vågne op som en slags zombie og forskrække hende. Hun sukkede dybt over sit paranoia og fjernede helt blikket fra den døde pige for at kigge op på den anden pige, for at høre hvad der var sket.

Zilla tog forsigtigt et skrid hen imod den hjælpsomme pige, Zilla følte ikke trang til at dræbe hende, men det var mest fordi hun lige havde dræbt en og nu ikke var særlig mæt. Hun løftede forsigtigt hånden op og rørte pigens kind, den var helt blød - i forhold til sin egen hud. "Hun havde lovet mig at følge mig hjem, inden hun selv gik til hendes veninde's fest," Forklarede Zilla og flyttede hånden hen til den anden kind. "Lige pludselig, begyndte hun at blive svimmel og gå helt mærkeligt, så gik hun herind med mig og faldt pludselig om på stedet..." Løj hun og fortsatte sit skuespil, med at sætte sig ned på jorden og se helt fortabt ud. Hun fjernede sin hånd fra pigens kind og kiggede op på pigen, med sine uskyldige øjne.

Lily blev overrasket over at pigen rørte hendes kinder. Det virkede underligt at røre ved en fremmed person, men hun tænkte ikke mere over det, og hørte opmærksomt efter, da pigen fortalte om hvad der var sket. Hun rynkede lidt på panden over at pigen bare var faldet død om. Det virkede lidt mærkeligt; måske havde hun en sygdom. Hun ville ikke spørge. "Jeg tror ikke hun vågner igen..." sagde hun lidt tøvende og skævede ned på ligets blege næsten gennemsigtige hud. Hun ville ikke være den der skulle fortælle pigen at hendes søster var død. Hun havde jo selv prøvet hvordan det var; hun kunne tydeligt huske da sygeplejerskene havde fortalt hende og hendes forældre at hendes lillesøster var død. Hendes mor var brudt sammen i gråd og havde grædt uafbrudt i to dage. Hendes far prøvede at være den der holdte hovedet koldt, men han havde grædt, når han var alene. Lily havde også grædt, eller grædt var nok ikke ordet; hun havde skreget af psykisk smerte. Lily kiggede ned på den lille pige og kunne igen mærke tårerne presse sig på, hun var ikke sikker på hvorfor de var der, men det var de. Hun tørrede hurtigt tårerne væk med baghånden.

Zilla kiggede nærmere på pigen og forstod ikke, hvorfor at hun græd. Hun kendte jo ikke pigen? Og det gjorde Zilla jo i virkeligheden heller ikke. Zilla løftede hånden op til sin næse og snusede forsigtigt, en brænene fornemmelse kom frem i hendes hals. Hun prøvede at lade være med at smile og den søde duft der indhyllede hele gaden. Zilla kiggede ned i jorden i et par sekunder og tænkte over en ny løgn hun kunne stikke mennesket, hun kiggede op igen og sagde: "Det ved jeg godt." Hendes stemme lød en smule hæs, pågrund af flammerne i hendes hals. Hendes svar var måske lidt dystert, men denne gang løj hun ikke. Dette var bare en af hendes hundrede af ofre. Dette livløse menneske som lå på jorden, var bare et lille måltid, som nu var tømt for blod. Zilla vidste at hvis hun ikke smuttede hurtigt, ville folk bare blive mistænkelige og gå ind og lede efter mennesket. En ny idé strøg op i hendes tanker. "Vil du følge mig hjem? Jeg tør ikke gå alene." Mumlede hun og så spørgene på pigen.

Lily åndede lettet op da hun fandt ud af, at det ikke kom som en overraskelse for pigen at hendes søster var død. Hun kendte ikke den lille pige, men ville gerne hjælpe hende så meget så muligt. "Selvfølgelig" sagde hun og prøvede at lyde glad, men hendes våde øjne og usikre smil gjorde at hun fejlede. "men jeg tror ikke at vi bare skal lade hende ligge der. Tænk hvis der er nogen der finder hende" sagde hun og begyndte at lede efter sin mobil i sin jakkelomme. "Jeg tror vi bliver nødt til at ringe til politiet før vi går nogle steder" sagde hun og kiggede ned på sin mobil. Hun begyndte at taste nummeret til alarmcentralen, og ringede dem op.
Hun snakkede ikke så længe i telefonen før hun lagde på og smilte til pigen. "Så. Nu kan jeg følge dig hjem" sagde hun og var lidt mere rolig nu da politiet var informeret, og at hun var på vej væk fra liget. Hun tog pigens hånd og gik ud mod gaden hvor der var fyldt med fulde mennesker. Hun havde helt glemt om manden der havde jagtet hende, men flokken af mennesker mindede hende om det. Hun gøs ved tanken.

Zilla's ansigt lyst op, da pigen gik med til hendes plan. Imens pigen ringede til politet, lyttede Zilla og håbede ikke at hun ville sige noget, der kunne få politiet til at blive mistænkelige. Det ville kunne ødelægge alt. Da pigen lagde sin telefon ned i lommen igen, begyndte Zilla at gå ud fra gyden. Samtidig med pigen tog Zilla's hånd, rakte Zilla ud efter pigens hånd, for at spille på sit skuespil. Et menneske ville normalt i den alder, blive ret bange at gå rundt mellem så mange fulde mennesker. Hun tænkte ikke på at menneskepigen måske ville blive chokeret over Zilla's stenhårde og iskolde hånd. "Der er et godt stykke vej hjem. Jeg bor ude i skoven." Forklarede hun med sin perfekte klokkestemme og kiggede ikke op på pigen, da de var kommet ud på vejen, hvor der var lygtepæle. Hvilket ville sige, at mennesket bare ville ligge mærke til Zilla's blodrøde øjne og hvis hun så dem, ville hun sikkert bare løbe skrigende væk.