Tilbage...

Dag: Fredag
Tid: Morgen
Vejr: Overskyet, støvregn
Sted: Det sædvanlige sted
Omgivelser: Ret fyldt
Påklædning:.. I dag må det være ava Oo'

Cedric sad tilbagelænet i café-stolen, imens han udstødte et dybt suk.
Alle hans musler var ømme, men han var endelig tilbage.
Det havde været det værste stykke tid i hans liv, værre end de sidste minutter af hans menneskeliv.
Han havde ikke mindst ondt i sit kolde hjerte, han savnede alle.
Han sukkede, og hvilede sin kind på bordet.
Han var ikke død.
Men lige nu kunne det være ligemeget...
Han ville hellere dø, end at være alene.
Helt alene, uden Cisse, Madelaine(Amber), Melanie(Hmm, også noget med A?) og Emily (Det var noget med C?) ^^

Victoria gik roligt rundt i sine egne tanker, hun havde i noget tid heller ikke været ude så meget.
Hun havde gået glip af mange ting og så slet ikke så meget til Andrew mere som hun gerne ville, hun savnede at snakke med nogle af dem hun kendte, hun savnede Sydney rigtig meget, men havde faktisk også givet Nonec en enkelt tanke. Men så grund af alt det ballade som havde været imellem dem, undgik hun helst at tænke for meget på ham, selvom han savnede ham rigtig meget. Victoria kom roligt gående ind i cafeen og på grund af alle de forskellige lugte lagde hun slet ikke mærke til Nonec´s lugt. Hun så sig lidt omkring og gav et enkelt suk fra sig og prøvede at finde et sted at slå sig ned.

Han var så langt inde i sin tanker, at han ikke lagde mærket til Victoria.
Han drejede din kakao-kop, så det skvulpede, og kom tilbage.

Victoria havde ikke forandret sig særlig meget i den tid Nonec havde været væk, kun at hendes hår var blevet lidt længere og på grund af hendes status som vampyr, var hendes øjne blevet ravfarvet istedet for grønne. Hun sukkede svagt igen, men hun blev meget mere tænkende da hun endelig fik øje på Nonec, ikke på grund af hans duft, men på grund af at hun sagtens kunne genkende ham. Victoria folede sig hænder foran sig og bed sig diskret i læben, men hun rokkede sig ikke ud af stedet, selvom Nonec var der.

Cedric havde ikke set ham ret meget imens hun var vampyr, så han kendte ikke rigtigt hendes duft ret godt.
Han betragtede bare den dampende kakao i hans kop.
Godt nok ville han have set hendes karakteristiske røde hår, men ... nej.

Victoria havde valget mellem at gå over til ham eller gå igen, da det kun så ud til at der var plads der hvor Nonec sad.
Hun havde det meget svært lige nu, men gad ikke ud i regnen igen, også selvom det kun var støvregn, men det kunne man altså også godt blive våd af. Victoria sukkede, men valgte så at gå roligt og forsigtigt over til Nonec, så man næsten ikke engang kunne høre at hun kom, hun stoppede ved kanten af hans bord og lagde armene over kors. "Har du ikke tænkt dig at drikke den?" spurgte hun roligt, men hendes tone havde ikke sådan nogen følelse lige nu, da det var underligt at se Nonec igen.

"Nej, det tror jeg ikke."
Han så op, og mødte hendes skinnende gyldne øjne, smilede skævt.
"Hyggeligt at se dig igen, Victoria. Jeg har savnet dig."
Han rørte ikke en af sine kolde muskler, afventede bare et eller andet som hun ville gøre.
Hans kop drejede stadig rundt, selvom han ikke så på den.

Victoria havde det helt underligt med at høre hans stemme igen, det var helt mærkeligt men samtidig meget rart.
Hun kunne ikke lade være med at smile svagt, da han smilte skævt til hende og hun tog sin hånd op og roede ham blidt i håret, " jeg tror ikke at du har savnet mig, ligeså meget som jeg har savnet dig Nonec" sagde hun roligt og tog sin hånd til sig igen, det svage smil sad stadig på hendes læber, men forsvandt igen da hun så sig lidt om.

Da hun stadig stod op, kunne han kun lægge armene om hendes talje.
Han trykkede sit ansigt drillende mod hende.
"Sikker?" sagde han igennem et ret smalt smil.

Victoria så tilbage på Nonec og smilte svagt igen, hun mærkede hans arme om hendes talje og lagde sine hænder på hans arme, hun kunne jo ikke mærke hans kolde hud, når nu hun jo også var kold. Victoria så ham kort i øjnene og nikkede så svagt, " jep jeg er helt sikker" svarede hun stadig roligt og smilte lidt størrer men ikke meget mere end det svage smil.

Hans smil var blevet større.
Bare en lille smule.
Han havde virkelig savnet hende, og det virkede mærkeligt at hun havde savnet ham mere.
Det virkede åndsvagt at tænke på at hun måske skulle have været hans forlover.
Han skævede op til hende.
Det føltes godt med hendes hænder.
"Hvordan går det så for dig?"

Victoria´s smil forsvandt da han spurgte hvordan det gik med hende, hun bed sig diskret i læben, og dumpede uden videre ned ved siden af ham, men hun håbede selvf på at det ikke gjorde noget. Hun rystede lidt på hovedet og tænkte kort, " det går godt men også skidt... Jeg har tænkt mig at forlade Andrew, jeg er allerede flyttet ind i min egen lejlighed" sagde hun stille og hendes blik kørte ned på hendes hænder.

Han så overasket på hende, hans gyldenblå øjne var faktisk blevet endnu større.
Sidst han så dem sammen, havde han det som om de ville være sammmen..
Tjoh, forevigt?
De var så søde sammen.
"Hvad gik der galt?" spurgte han forsigtigt.
Selv for vampyrere kunne der gå noget galt.
Især i forhold, når man skulle være så længe sammen.

Victoria trak lidt på den ene skulder og tog en tot hår om bag øret, hun sukkede svagt og så derefter op på Nonec igen og rystede kort på hovedet, " han er næsten aldrig hjemme mere, jeg ser ham næsten aldrig og sådan et forhold kan jeg ikke have, jeg holder meget af ham selvf, men jeg kan ikke klare at savne ham så meget, derfor jeg tænker så meget" forklarede hun stille og så ned igen.

"Nuuurh," mumlede han.
Det var lige det han frygtede der ville ske for ham nu.
Nu hvor Cisse ligesom var lidt væk.
Sådan måske, meget væk?
"Så kan vi bare være alene sammen," smilede han skævt.
"Cisse er også væk."
Godt nok gjorde det lidt ondt, men nogle skulle jo være den stærke.

Victoria syntes ikke rigtig at hun fortjente at få omsorg og slet ikk når han var ude i noget af det samme.
Hun klappede ham kærligt og blidt på kinden og smilte svagt, " du fortjener meget bedre" mumlede hun til det første og lod sin hånd glide ned igen. Hun nikkede til det andet han sagde og sukkede svagt, " ja det ved jeg, hun er sammen med vincent nu, mener jeg, jeg har kun mødt ham en gang" sagde Victoria og så kort ned.

Han fnøs hånligt.
Endelig en følelse som ... var bare lidt tæt på hans sindstemning.
"Jeg fortjerner ikke noget Vic," svarede han koldt.
Lige så koldt som hans hud, som var let i berørring med hendes.
Han svarede ikke til det sidste.
Han var slet ikke ked af det.
Han forstod det jo hundrede procent.
Helt...
Hun havde jo ikke troet at han kom tilbage, og han viste at hun havde været sammen med Vincent.
Han var også en sød fyr.

Victoria så surt på ham, men hun var ikke som sådan vred eller sur på ham, bare kun over det han lagde.
Hun løftede hånden igen og slog ham blidt oven på hovedet, en vane hun havde fået og det gav også minder om deres fortid sammen, og alle de andre gange hun havde slået ham sådan, " jo du gør Nonec, Cisse kunne måske bare ikke se det gode ved dig, men det betyder jo ikke at du ikke finder en som gør" sagde Victoria bestemt, men sørgede for at holde tonen rolig og fnøs selv bagefter.

Cedric grinede skævt, så på hende.
Hun mindede så meget som den Victoria hun var engang, bare mere..
Tjoh, måske stille?
Han var ked af at det var hans skyld hun var, som hun var.
Et monster.
Han prøvede at glemme de slemme af deres gamle minder, men de gode var så stærke, at de næsten overlappede de andre.
Hun var en af hans bedste venner.
Lige på det tidspunkt, nok hans bedste.

Victoria smilte svagt da han begyndte at grine og himlede bare kort med øjnene, da han fandt det morsomt at hun slog ham oven i hovedet igen, ligesom i gamle dage. Hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige, hun åbnede munden, men lukkede den igen, da hun ikke rigtig kunne sætte nogle ord sammen. Hun huskede kort tilbage på den tid hvor Nonec havde sagt at han elskede hende, også derfra havde alt bare slået klik, men hun så det ikke som hans skyld at hun var som hun var nu. Hun holdte stadig meget af Nonec og havde stadig ikke vænnet sig til at sige Cedric, men det var måske fordi hun synes Nonec var mere nuttet til ham.

Han lagde sit hoved på hendes skulder, og lo lidt, indtil krutten ligesom gik af.
De gode gamle tider, dem havde han dog ikke glemt endnu.
Det fik ham til at føle sig tryg, når hun slog ham sådan - ligesom hun plejede.
Han viste heller ikke rigtigt hvad han kunne finde på at sige, noget som ligesom kunne lette stemninen.

Victoria sukkede lydløst da han lagde sit hoved på hendes skulder og hun kunne ikke lade være med at smile svagt, men alligevel var hun meget tænkende lige nu. Hun tøvede lidt, men lagde så sin hånd på hans hår og nussede det lidt, hun var meget forvirret lige nu, men en ting viste hun da, at hun havde savnet ham virkelig meget. Hun snuste diskret til hans hår, for at kunne kende hans duft ordenligt igen og sukkede lydløst igen. Victoria følte hverken at der var pinlig tavshed eller at der var en dårlig stemning, men hun havde skam fået at vide at der ikke var noget galt med at man kunne være stille sammen og det fik hende til at smile svagt.

Stilheden var som om den kærtegnede ham, den lod ham vide at han ikke skulle føle at noget var hans skyld.
Og at det alt sammen nok skulle blive som det var engang.
Måske endda bedre.
Nej, når ikke engang Emily var her mere, var Victoria nok hans eneste ven tilbage.
Men hun havde også været hans tætteste.

Victoria tænkte sig lidt om igen og lod så derefter sin hånd glide fra hans hår og ned på hans kind. Hun viste ikke om det var iorden med ham at hun rørte sådan ved ham, men det var svært for hende at lade være lige nu, for hun havde lyst til at trøste ham ved berøring, hvis det var det han trængte til. Victoria bøjede hovedet lidt ned og lagde sine læber i hans hår, men kyssede det ikke, " Cedric.." det var første gang hun brugte hans rigtige navn og hun sukkede svagt, og tog læberne op af hans hår igen.

Cedric opfattede også at det var første gang hun kaldte ham det.
Hendes læber i hans hår føltes meget beskyttende, på trods af at hun kun var en...
Ja, hun var nærmest livsvigtig for ham lige nu.
"Mmm?" sagde han, hentydede til da hun sagde hans navn.

Victoria viste først ikke hvorfor hun sagde hans navn, men sukkede så svagt lidt efter.
Hun tog sin hånd op i hans hår igen, og nussede det lidt, "har.. har du det slet ikke mærkeligt med at sidde sådan her, når det er så lang tid siden vi sidst så hinanden og når man tænker på at vi nærmest har været splittet fra hinanden?" spurgte hun stille om og blev faktisk lidt trist ved tanken. Hun var glad for at hun ikke kunne græde, for ellers havde hun været bange for at komme til at gøre det nu og hun tog sin anden hånd op og strejfede blidt hans kind.

På en måde kunne han høre gråden i hendes stemme, men almindelige mennesker ville nok ikke have opfanget den.
Han fangede hendes øjne, helt uden at bevæge hovedet.
"Jo, men det har jeg glemt. Jeg er kun taknemmelig for at vi er sammen igen. Nu betyder fortiden ikke så meget. Du tænker for meget Vic," smilede han.

Victoria løftede det ene øjenbryn og kom til at grine lidt, hendes latter var lille, men alligevel sød at høre på.
Hun trak lidt på den skulder hans hoved ikke lå på og smilte svagt, " jeg ved det godt, men det er vigtige ting jeg tænker på, det er ikke bare noget jeg kan lægge væk hele tiden, de sidder fast inde i hovedet på mig" forklarede hun stille og hendes smil forsvandt igen lidt efter og hun sukkede svagt.

"Måske hjælper det hvis du snakker om det?" foreslog han muntert.
Han kunne ikke lide at hun havde det dårligt.
Og sikkert ligeså med hende.
Han følte at de virkelig var tætte.

Victoria trak lidt på den ene skulder igen og tog sine hænder ned i skødet igen, så hun ikke længere rørte ved ham, selvom hun ikke ville stoppe. Hun tog læberne ned i hans hår og kyssede det blidt og håbede stærkt på at det ikke gjorde ham noget, " måske.. måske ikke, jeg har aldrig rigtig tænkt på at snakke om det og ved heller ikke hvordan jeg skulle kunne forklare det" mumlede hun ned i hans hår og tog så læberne op igen.

"Jeg ved hvad du mener, selvom det er simple følelser, så er de svære at forklare."
Han strøg hende over armen, og gabte.
Han havde bare lært sig selv at bevæge sig, helt uden at tænke over det.

Victoria nikkede og smilte svagt over det han sagde, han var altid en af dem som hun kunne snakke med alt om.
Hun lukkede kort øjnene, da han strøg hende over armen og grinte lidt over at han gabte men man skulle jo se menneskelig ud, hun bevægede sit ene ben lidt og tænkte kort igen, " men du har altid være bedre til at snakke om simple følelser, end jeg har, det synes jeg da" sagde hun og smilte svagt igen.

"Guuud, du bager ikke nag vel?" grinede han.
"Nej, jeg brugte også kun tre ord, selvom det var absurd. Jeg skulle nok have brugt over tusind, så var du måske stadig menneske."
Det hjalp på en måde at få det ud.
Han viste ikke hvorfor, og håbede ikke at det gjorde hende trist.
Ikke bare en lille smule mere end hun var i forvejen.

Victoria smilte svagt over det han sagde, men hun blev ikke trist tværtimod. Hun savnede faktisk ikke at være menneske, hun kunne godt lide at være vampyr, så var hun også sikker på ikke at dø fra nogle af sine veninder eller hvis hun fandt den eneste ene igen. Hun rystede kort på hovedet, " nej.. jeg bager ikk nag, og jeg har ikke noget imod ikke at være menneske mere, men.." hun stoppede og så væk fra ham, " men mente du virkelig de tre ord du sagde?" spurgte hun stille og så ned, men lod stadig ikke sit blik ramme ham.

Han sukkede dybt, og lod hånden køre igennem håret.
"Der gjorde jeg virkelig Vic." svarede han, med smerten lige under den muntre facade.
"Virkelig. Det var de stærkeste tre ord i lang tid. Jeg fortrød altid jeg sagde det. Kun det jeg var skyld i efter det. Men du virker til at lide det. Det er..."
Han viste ikke rigtigt hvordan han kunne forklare det.
Han viste ikke hvordan han havde det med hende nu.

Victoria sukkede svagt og tog begge sine hænder på værd sin side af hans kinder og løftede hans hoved så det ikke længere lå på hendes skulder, hun lod sine ravfarvede øjne kigge ind i hans lyseblå øjne og hun smilte derefter svagt. Hun rystede en enkelt gang på hovedet og nussede blidt hans kinder, " det er som sagt ikke din skyld, jeg har ikke noget imod at være som jeg er nu og de tre ord du sagde gjorde mig meget glad og det gør de stadig selvom du ikke siger dem, men jeg vil altid holde af dig Nonec, det må du ikke tvivle på" sagde hun stille, og hun var ligeglad med hvis folk så på dem lige nu, hun fjernede sit blik fra hans øjne igen og lod sine hænder glide ned fra hans kinder og ned i skødet.

Han satte sig normalt igen, så ud af vinduet ved siden af ham.
"Tak," mumlede han bare.
Det var virkelig dejligt at han stadig havde hende, nu hvor han ikke havde andre.
Og hun var ikke vred på ham.
Det betød endnu mere.
Han kunne bare ikke klare at hun var vred, nu hvor han elskede hende så højt, og hun var det eneste han havde.
En som han kendte, kendte bedre end nogle andre han havde kontakt med nu.
Han strøg sine fingre over hendes hånd, bare for at have kontakt.

Victoria smilte svagt over at han sagde tak og fulgte kort hans blik ud af vinduet, men så så kort tilbage på ham og derefter så hun ned igen. Hun viste ikke rigtig hvad hun skulle sige, nu var stilheden der igen, bortset fra de andre mennesker som snakkede og larmede ret meget. Da han strøg sine fingre over hendes hånd løftede hun dem og tog hans hånd imellem sine, hun ville ikke give slip på ham lige nu, tænk hvis han forsvandt.

Hvis Cedric kunne have grædt, ville han have gjort det nu.
Han var ikke trist, måske heller ikke lykkelig, men det var sådan et følelsesladet øjeblik.
Han smilede skævt til hende, og fangede hendes øjne.
Det virkede virkelig som om hun havde savnet ham.
Der kom ikke et ord ud af hans smilende læber, men alligevel var ordene så tydelige som de overhovedet kunne være.

Victoria smilte svagt til ham, da hun så at han smilte skævt og så ham tilbage i øjnene.
Hun havde ikke sin grønne øjenfarve mere, men hun var nu meget glad for sin ravfarvede farve. Hun begyndte ligeså stille at nusse hans hånd med sin tommelfinger og så kort ned, men så hurtigt op igen. Hun ville gerne sige noget, men lige nu kunne hun ikke få et ord frem, hans øjne var fangende som altid, men det var jo klart for de havde en rigtig smuk farve i Victorias øjne og hun smilte lidt mere.

Han bed sig i læben.
Han skulle lige til at sige noget, han overhovdet ikke havde lyst til at sige.
Eller, han havde vist lyst til at sige det.
Hvorfor skulle han ellers have tænkt det?
Han forstod ikke rigtigt noget selv, og så sagde ikke så meget.
Han så bare på hendde.

Victoria kunne ikke lide stilheden som var imellem dem, men hun viste ikke selv hvordan hun skulle bryde den.
Før i tiden, havde de så meget at snakke om, men nu var det som om at de have sagt det de skulle selvom de ikke havde talt så meget sammen. Hun sad stadig med hans hånd i sin og så tænkende på ham, man kunne se på hende at hun ledte efter noget at snakke om eller i det mindste at sige, man kunne ligefrem se det på hendes øjne, fordi de ikke just så rolige ud, mere frustreret. Victoria sukkede så svagt tilsidst og bed sig diskret i læben, " jeg vil gerne sige noget men.. jeg ved ikke hvad jeg skulle sige lige nu" mumlede hun stille og så derefter ned, så deres øjne ikke havde kontakt mere.

Han trak på skuldrene.
Hun gjorde ham lidt konfus, så han kunne ikke rigtigt sige noget.
"Dit hår er blevet meget smukkere." mumlede han skævt.
Hun var jo blevet rigtigt vampyr nu, det var hun ikke da han rejste.
Det klædte hende meget, men han havde kun haft tid til at se det nu.
I hvert fald at lægge mærket til det.

Hvis Victoria kunne rødme havde hun sikkert gjort det nu, hun havde ikke sådan rigtig fået komplimanter før. Jo kun af Andrew, men det var jo snart flere måneder siden, eller sådan føltes det virkelig. Victoria så på ham og smilte svagt, " tak Nonec, selvom jeg gerne ville sige i lige måde, men det lyder måske det mærkeligt fra min side af" sagde han og fik grint kort, men svagt og så kort ned igen, men hun kunne ikke lade være med at så på ham.

"Jammen tak. Jeg er også meget stolt af mit hår." grinede han skævt.
Han var da glad for at få et kompliment, nu hvor det var så længe siden.
Jo, han havde jo ikke set Cisse i ... lang tid.
Han havde jo faktiisk ikke set andre end Victoria han kendte.
Så hvem skulle også have gevet ham er kompliment?
Han smilede skævt ved tanken.
Men hvem havde også brug for komplimenter?
Det kunne han da godt leve uden.

Victoria kunne ikke lade være med at grine og slap derefter hans hånd, da hun var sikker på at han ikke gik sin vej lige nu. Hun tog sin hånd op i hans hår og roede drillende i det, " du skal du også være" sagde hun og tog hånden til sig igen. Hun tog derefter sin hånd hen og tog en tot af sit eget hår og holdte det foran sit ansigt, " mit kunne sagtens se bedre ud" mumlede hun lidt for sig selv og slap det så derefter så det faldt ned på hendes skulder, hun smilte svagt til ham og tænkte sig om.

Han betragtede hende lidt, og smilede lidt skævt.
"Det ser bare ud som om du ikke har det så godt Vic. Find rytmen igen, så bliver det helt perfekt! Det er jeg helt sikker på." Han smilede venligt til hende.
Han ville virkelig gerne have at det ville gå godt for hende, især nu hvor Andew var ...
Ja, men han var ikke sikker på at han kunne give hende det, Andrew havde været, så han foreslog det ikke.
Han lænede sig tilbage, stadig med det smukke, søde smil på læberne.

Victoria så på ham og løftede det ene øjenbryn, men kunne heller ikke lade være med at smile lidt. Hvorfor tænkte han over hvordan hun havde det? Han havde det sikkert værrer end hende, hun tog sin hånd op og prikkede ham blidt på næsen, " du burde hellere tænke lidt mere på dig selv, du er den her som har været mest igennem" sagde hun og smilte svagt igen. Hvorefter hun tog sin hånd til sig igen og kunne ikke lade være med at tænke igen.

"Jeg er vant til det." sagde han, og trak på skuldrene.
Han løj jo ikke, men det var vist ikke helt sandt alligevel?
Han kunne stadig ikke lide at hun havde de så dårligt..
Sådan var han bare.
En person som elskede at sørge for sine venner.
Sådan en som så andres helbred før sit eget.

Først viste Victoria ikke havd hun skulle sige, da det ikke var en emne man diskuterede som sådan.
Hun lagde hovedet lidt på skrå og bed sig i læben, " men du burde virkelig ikke tænke på mig, jeg klarer mig" sagde hun opmuntrende og sendte ham et sødt smil og så derefter væk fra ham igen og så sig lidt omkring. Det irreterede hende faktisk lidt at menneskerne larmede så meget, men da hun jo selv havde været menneske, så gjorde hun ikke så meget ved det, hvad kunne hun også gøre?.