Tilbage i La Push

Dato :: Irl.
Årstid :: Sommer.
Dag :: Onsdag.
Vejr :: lidt tåget men ellers klar himmel.
Sted :: La Push.
Tid :: Irl.
Omgivelser :: Ingen andre end Sargas.

Sargas sad ved vandet, på en slags sten, en stor en, han sad og kiggede over havet, det var lang tid siden han havde været ulv og det kunne man tydeligt se på ham, hans hår sad perfekt og hans tøj var ikke engang i stykker, de var flotte dog lidt slidte men det var hvis også det hele. Hans grønne øjne kiggede stadig udelukkende på bølgerne.
Han tænkte over det seneste år, den gang hvor han var alfa, ih jah den gang hvor han kæmpede mod vampyrerne... Iglerne.. Hans fjende, dog kan man ikke kalde dem en fjende mere for hans synsvinkel, lige siden han sluttede hans alfa liv, stoppede hadet også lysten til at beskytte menneskerne også, de var jo næsten lige meget nu.

Den klare himmel. Den blev betragtet med næsten åbne arme og et let smil. Den havde været væk og fremme - Og gentaget hoppende igen. Idag var en ganske nydelig dag, hvor der kun var en smule tåge. Himmelen havde solen, der stod højt på himmelen. Hendes klare mørkeblå øjne gled fra himmelen til et træ. Ganske nydeligt, højt og klatrevenligt. Alexis måtte dog indrømme, at hun ikke var vild med klatring mere. Hun havde sine grunde, men dengang hun var 5, var den sidste gang hun nogensinde havde sat fødderne i et træ. Et svagt grin undslap hendes læber, mens hun rask fortsatte hen ad grusstien, som førte til La Push.
Hun kom tættere på målet, og her mærkede hun duften af noget velkendt. Ikke en person hun kendte, men blot denne slags duft. Det var duften af det, som brat havde vendt hendes liv op og ned. Almindelig var ikke længere et ord i hendes ordbog, og blev det formentlig aldrig. Når man så bort fra dette, var Alexis egentlig glad på nuværende tidspunkt. Hvem var egentlig også normal, når alt kom til alt? Hun nåede til denne tanke, idet hun stoppede brat op. Hendes destination var nået, og i den grad hurtigere end egentlig forventet. De mørkeblå øjne betragtede skikkelsen længere fremme. Delvis koldt.
"Hej" Hilste hun, mens blikket stift forblev på ham. Studerede enhver af hans bevægelser, som syntes at være langsomt i dette øjeblik. Hun kastede et kort blik ned af sig, hvor en sort kjole sad placeret på hende. Et par sorte støvler, der passede ganske godt til, var i en god kontrast med hendes mørke hår. Stille studerede hun ham, mens tankerne stille begyndte at blive fokuserende på denne varulv.

Vandet der stadig kom op på stranden som bølger hele tiden gjorder det nemmere for ham at tænke, hans manglede sko gjorder det nemt for ham at tænke endnu mere, og det var vandet som hele tiden kom under ham. Da en af de to varulve som var tætte på ham kom nærmede løftede han udelukkende det ene øjenbryn, og betragtede hende langsomt, han orkede næsten ikke at sætte et blink på hende. "Hvad vil du artsfælle?" spurgte han med et koldt blik, det var ikke så lang tid siden han havde snakket med en anden varulv der ikke var efter ham.
*Hvad er hendes problem?* tænkte han langsomt men besluttede sig for at lade som ingenting. Det der mest irriterede ham med ikke at være alfa var helt klart at han ikke kunne få folk til at gøre hvad han sagde, som 'Gå væk'. En anden lugt nærmede sig denne gang var det næsten for meget en alfa.. en alfa varulv.. Ikke i aften. Han kastede sit blik mod Annika og kiggede på hende med et truende blik.

Alexis mærkede en irritation i sig, da hun ikke fik en ordentlig hilsen igen. Hun lukkede øjnene i ganske få sekunder, inden hun blot betragtede ham igen, som om intet var hændt. Egentlig vidste hun ikke, hvad hun lavede. Hilste? Prøvede at stifte nyt venskab? Måske endda blot en gåtur? Spørgsmål stod for hendes nethinde, men ikke et eneste af dem kunne vælges ud. Det virkede enkelt, hvilket det også var, men alligevel var det ikke disse ord, der kom ud.
"Tror du jeg vil gøre noget?" Udbrød Alexis uden egentlig omtanke. Hun himlede opgivende med øjnene. Visse varulve var altså bare for meget. Hendes irritation blev slået væk med ét, idet en ny duft fandt vej til hendes lugtesans. En alfavarulv. Sådan en havde hun ikke set mere end et par gange før i sit liv. De var ikke nogle, men blot så, som var det en almindelig varulv. Rygter sagde, at der kun var en eneste alfa her i Forks. Da Alexis hørte skridt bag sig i sandt i sin hørelse, vendte hun sig halvt fra den ikke så lidt irriterende varulv. Et venligt blik mødte denne alfas.
"En alfa! Hyggeligt at møde dig" Sagde Alexis med et let smil over sine læber, idet ordene blev sagt med en venlig mine. Modsat drengen, syntes Alexis egentlig at denne alfa virkede spændende. Venlig! Det trak yderligere i hendes mundvige, idet hun lod sit navn lyde under solens glade stråler med en let venlighed; "Alexis".

Sargas kiggede skævt på dem og vidste ikke hvad de begge lavede her netop her men lod være med at svarer på det eller noget, den ene pige som åbenbart var nærmet over det han havde var han næsten ligeglad med, han vidste hvad han skulle, men først skulle han lige noget andet. "Annika, dig har jeg hørt om? Var du der på samme tid som Emily eller først efter hende og mig?"Spurgte han med et undrende blik, godt nok ville han helst rejse her fra hurtigt, men en ting stoppede ham alfaerne... Godt nok respekterede han dem alle som en men han hadede dem som pesten for at de kunne få ham til at gøre alt, absolut alt. Selvom hán elskede den evne, hvis han dog selv havde den. "Men som du nok på et eller andet tidspunkt vil spørger efter så er mit navn Sargas"sagde han med et tungt smil på hans læber, som absolut ikke passede til hans normale kolde stemme. Han trådte væk fra stenen lidt mere og betragtede begge piger engang til "Jeg har måske savnet lidt for meget at se på andre varulve, som ikke jagtede mig, forstår du?"spurgte han med et blik som han elskede at stille, den smilende.

Alexis strakte sig let, men hun blot kastede et kor på på drengen, der havde afsløret sit navn. Sargas. Højest mærkværdigt navn, hvis man spurgte Alexis. Egentlig skulle hun nødig snakke, da hendes bror end heller ikke havde et specielt normalt navn. Hun lagde uvilkårligt hovedet let på skrå, idet hun atter betragtede den alfaen. Annika. Hun smilte oprigtigt til Annika. Hun tænkte det stillede spørgsmål igennem, idet en strøm af spørgsmål gik igennem hendes tanker.
"Jeg elsker at være her, og ville egentlig blot ud og gå en tur. Lidt væk hjemmefra, hvis i forstår?" Alexis kunne ikke lade være med at smågrine over sine ord. Når skænderierne brød ud derhjemme, var det at komme væk med en hvis fart. Hun havde taget ved lære af dette, og dermed var denne strand gået hen og blevet hendes ynglingssted at være her i Forks. Ganske vist havde hun boet her det mest af sit liv, men det var først igennem de seneste par, at hun var begyndt at sætte fødderne på disse kanter. Hendes første forvandling var helt og aldeles også en af grundene. En grund hendes familie end ikke kunne kende til - Måtte ikke!
"Hvad med dig, Annika?" spurgte Alexis et lille stykke tid efter. Smilet var som plantet på hendes læber. Det kunne vokse, det kunne være stillestående, men det døde ikke. Liv var det Alexis satte med pris på. Delvis fortrød hun at hilse på denne Sargas. Han virkede ikke rigtig indbydende, åben og rar. Ikke ved første øjekast, i hvert fald. Alexis havde dog altid plantet den ide, at bag en kold facade gemte der en venlig person. Vinden blæste hendes mørke hår tilbage om på ryggen. Det virkede rart atter at være blandt sin egen art!

Den måde Alexis kiggede på hende fik en rar følelse til at forme sig i hendes mave. Faktisk var hun van til den velkomst hun fik fra Sargas. Den skumle fyr, der ikke virkede specielt glad for at se hende. Ordene kom strømmende ud af drengens mund at hun ikke kunne forstå halvdelen af dem, men prøvede nu så godt som hun kunne at svarer på dem alle sammen. "Jeg kender ikke denne Emily." Svarede hun ærligt og rynkede lidt på brynene, da resten af hans ord kom strømmende. Selvom Annika havde en god hørelse, fik hendes hjerne altid rodede ordene sammen til en stor klmup dog fik hun altid rodede ordene ud igen så de gav mening. endnu engang kørte hun en hånd gennem det brune hår. Da Sargas havde svaret begyndte Alexis at snakke. Med en blid tone som beroligede Annika en smule, ikke fjendtlig som de fleste. "Jeg var selv ude for at komme lidt væk. Jeg bor alene, men har overvejet at søge en sambo" Sagde hun og kunne ikke undertrykke en perlende latter. Hvorfor hun lige skulle sige at hun faktisk søgte en sambo vidste hun ikke helt, måske fordi at hun stadig overvejede det lidt. Dog var hun halvt enig med sig selv om at det nok skulle ske en dag. Derefter kiggede hun nysgerrigt på Sargas, han havde sagt noget om at han var blevet jagtet. Men hun spurgte ikke om noget, hvorefter hun vendte blikket mod Alexis. Ja de begge var vel søde inderst inde, selvom den ene viste det mere end den anden.
Det var ikke mange der vidste hvordan annika rigtigt havde det, for når hun var i ulveskikkelse var hendes tanker helt sorte. Som hendes følelser. Den hun havde præget på var forsvundet og nu følte hun sig splittet. Både mod at være varulv og være forelsket. For jo mere hun ikke så ham jo mere følte hun at deres bånd forsvandt. En ting der ikke måtte ske. Da tanken forsvandt eller rettet sagt gled langsommere ud. Ligesom noget mister farven eller når det falmer. Annika kiggede lidt på de to og sendte dem hver et smil. Læberne der var formet sig i et smil, virkede ikke køligt eller dræbende som det plejede men varmt og en smule drillende. Den Annika der gemte sig under den mørke mur.