En helt normal eftermiddag

Dato: 14. November 2009.
Årstid: Efterår.
Dag: Lørdag.
Vejr: Skyet.
Sted: På caféen.
Tid: Ved fire tiden.
Omgivelser: Mennesker? ^^

Arianna sad på en stol i sin foretrukne café. Hun havde ingen lektier, ej heller skole på denne kolde efterårsdag. Hun sad med en avis i hånden, som hun hurtigt bladrede igennem. Hun havde bestilt en varm chokolade som blot stod og dampede på bordet. Hun drak intet af den, men man behøvede jo heller ikke skille sig for meget ud. Hun havde lagt sit ene ben over det andet. Hun var iført mørkeblå jeans, en lys cremefarvet frakke, og et par sort- og hvide allstars. Hendes hår var som oftest løst.

Mizzar kom ind på Cafeen og hans hår glimtede svagt fordi at han havde været ude i regnen.
Hans ellers så pæne hvide bluse var våd så man kunne se at hans muskler.
Hans Jeans var revnet og hans ansigt var koldt og hårdt.
Han gik over til et bord og satt esig.
Han kørt een hånd gennem håret og sukkede.

Arianna mærkede en fært. En fært af ung han-vampyr. Hun så sig om; Hendes blik faldt over en ukendt ung fyr, som hvis det ikke var på grund af lugten, for hende at se ville ahve været helt normal. Som enhvert andet menneske. Det var egentlig underligt som man så ofte stødte på andre vampyrer her i egnen. Men ikke des mindre følte man sig altid mere hjemme. Der var nogen man havde noget til fælles med. Hun overvejede et øjeblik at rejse sig for at gå hen og sige hej. Men hvad nu hvis han var fjendtligtsindet? hvis han ikke brød sig om at blive forstyrret, eller om hendes selskab i det hele taget. Hun sendte et svagt prøvende smil i retning af ham, men tog sig i det og så ned mod sin avis igen.

Mizzar rykkede på næsen hurtigt og kiggede rundt.
han havde lygtet en anden vampyr.
Han kiggede rund tog fik øje på en smuk pige som sad i nærheden af hans bord.
Han smilte til hende og lagde hovedet tilbage, det var ikke hans bedstedag i dag.
Han kiggede op i loftet og lukkede øjnene.

Arianna bemærkede at den unge vampyr smilede til hende. Hvis hun kunne ville hun ahve rødmet. I stedet kom hun til at smile lidt dumt, før hun igen tog sig sammen, og betragtede ham lidt i stilhed. Hun sagde ikke et ord. Den mindste lille hvisken ville han jo nemt kunne høre. Hun så over mod sin varme chokolade. det var mange år sidenhun sidst havde spist. Og til dels savnede hun det. Hendes blik falft igen over en overskrift i avisen omhandlende nogle underlige dyr som havde listet rundt i skoven i Forks. Hun bed sig i læben, og så over mod ham vampyren igen. Det var underligt at sidde der, og vide at han var en vampyr - Mens han vidtse at hun ligeså var en. Hun rejste sig helt lydløst op, mens stolen hun havde siddet på dog lavede nogle larmende lyde. Nu ville han jo vide at hun havde rejst sig. Men hun kunne stadig nå at vende om. Hun kunne jo bare gå op mod baren? Men hendes ben begyndte ude at hun ville det at bevæge sig i retning af ham.

Mizzar hørte at hun rejste sig og åbnede det ene øje og så at hun var på vej derover.
Han lukkede øjet igen og smilte liddt.
Han tog en avis der lå på bordet og begyndte at læse den.
Han fandt en artikel hvor der stod om kæmpe ulve.
Der kom en snerren fra hans bryst og han blottede tænder.
" forbandede ulve" mumlede han og hans hånder var spændte.
Hans blik flakkede over i retningen af pigen og han smilte til hende igen.
Han lagde avisen og gloede ud af vinduet ogg så på regnen.

Hun bed sig lidt i læben, og stoppede op da hun hørte ham mumle nogle hadefulde ord. Hun rynkede lidt på næsen, og gik helt over til ham. Hun var ret nervøs for ikke at sige tøvende. Hvad skulle hun nu sige til ham? Det var ikke fordi hun havde den største - Nogen overhovedet - erfaring med drenge. Hun prikkede ham på skulderen, og lænede sig lidt frem mod ham. "Hey. Ehm, må jeg sidde ved dig? Det er lidt ensomt at sidde helt alene. og det gør du jo også?" Spurgte hun og tvang et lille smil frem. Hun kunne lige så godt male sig selv rød i hovedet med en pensel. Eller såvel kaste hele bøtten med malingen i hovedet på sig selv, da det var så tydeligt. "Men.. Det er selvfølgelig helt okay vhsi du vil være alene." Tilføjede hun nervøst.

Mizzar blev revet ud af sine tanker da hun prikkede ham på skulderen.
" ahva?" sagde han forivrret og kiggede på hende. " sæt dig bare" sag dehan og smilte til hende.
Han kiggede op på bartenderen.
Hans øjne flakkede fra hver person i rummet, han havde det som om at alle sad og kiggede på ham.
Han tog avisen igen og kiggede i den.
Der vatr en speciel titel der fangede hans opmærksomhed..
" flere mennesker dør" mumlede han næsten uhørligt og det lød som en væsen.
Han smed avisen i bordet og kiggede koldt u daf vinduet.
Han havde næsten glemt at hun stod bag ham.

Hun hævede øjenbrynet, mens hun så på ham. Hvorfor hvæste han nu? "Er der noget galt? Du virker.. Anspændt." Mumlede hun, og flyttede sig ikke foreløbig. Hun lod sit blik følge hans rundt. Og ned mod avisen. Hun nikkede forsigtigt. "Ja. Jeg ved det. Det er.. Uhyggeligt. Uhyggeligt som nogen opfører sig. Umenneskeligt." Sagde hun. Hun vidste at han ville forstå betydningen af det sidste hun sagde. "Men hvad så med os selv?" Hviskede hun helt stille, så stille at hun vidste at kun han ville kunne høre hende. Hun sukkede, før hun gik over til pladsen foran ham, og satte sig. Hun smilede svagt.

" det har du ret i" sagde han og smilte til hende.
" de fleste kan ikke styrer sig" han kiggede på hende, nej han betragtede hende.
Han betragtede hendes ansigt, hendes stil og hendes øjne.
Han smilte lidt og hans blik flakkede væk.
Han vidste at det ikke avr pænt at glo på folk, men hun var jo så smuk at han ikke kunne lade være.

Hun nikkede. "Langt de flest. Jeg prøver nu.. Jeg gør mit bedste. Virkelig. Jeg synes selv at det er barbarisk." Sagde hun. Hun kiggede fra side til side, før hun hviskede; "At jeg er et monster." Tilføjede hun. Hun så lidt ned i bordet. Hun hadede det emne. Det fik hende til at føle sig så lille, så skyldfølt. Hun prøvede at glemme det, og så op på ham igen med et svagt smil. "Hvad hedder du egentlig?" Spurgte hun interesseret, og lænede sig lidt frem over bordet. Han virkede næsten lige så tænksom som hende selv. Og så alligevel temperamentsfuld..

" mizzar" sagde han kort og godt..

// sorry skal logge //

//Det er helt okay ^^.//

Arianna nikkede. "Jeg hedder Arianna. Arianna Lydia Corwin nærmere præcist." Sagde hun med et bredt smil. Hun rakte ud efter hans hånd over bordet, med et dæmpet grin." Hyggeligt at møde dig!" Udbrød hun, mens hun forsigtigt klemte om hans hånd. Han virkede ikke farlig på nogen måde. Tværtimod fandt hun ham... Sød? Og interessant. Hun ville gerne lære ham bedre at kende.

Et smil bredte sig stille på Mizzars læber.
" hyggeligt at møde dig Arianna" sagde han og smilte charmerende.
Han var ikke altid kold og sur, det var bare lige i dag at han havde en møg dag.
Han lod bliket løbe rundt i baren og så ikke noget nyt.

Hun slap igen hans hånd, men gav den et ekstra blidt men kort tryk. Hun sukkede, mens hun lod sit blik flakke lidt fra omgivelserne og til ham igen. "Jeg har aldrig set dig før; Kommer du ikke her tit? Jeg er her hver lørdag eftermiddag, medmindre jeg har lektier for." Sagde hun med et smil. Hun så over mod det bord hun førhen havde siddet ved. "Jeg skal lige have mine ting. Gid ved hvilke tyveknægte der lusker rundt her." Sagde hun, og blottede tænder i et lavt grin. Hun vidste jo godt at hun så let som ingenting ville kunne blot mærke hvis nogen nærmede sig hendes ting. Hun rejste sig op og gik over mod sine ting. Langsomt, for ikke at virke opsigtsvækkende. Hun tog sin taske op fra stolekanten, og chokoladen op i den anden hånd, hvorefter hun vendte om for at gå tilbage til ham.

Mizzars blik fulgte Arianna hele vejen fra bordet og tilbage igen.
han kiggede på hendes chokolade og grinte lidt med blottede tænder.
" du prøver på ikke at vække opmærksomhed?" spurgte han med et grin.
Han savnede selv at kunne spise noget og drikke noget, han savnede i det hele taget sit gamle liv.

Hun nikkede med et grin, mens hun satte sig ned igen, denne gang på stolen ved siden af ham i stedet. Hun lagde igen sit ene ben overskrævs. "Ja det er vel det vi alle prøver på. I hvertfald dem af os som har lidt anstændighed. Men jeg tror egentlig jeg vakte mere opmærksomhed 'før'." Sagde hun og smilede op mod ham før hun tog en slurk chokolade efter at have set at bartenderen kiggede over mod dem. Hun rystede lidt på hovedet, og fik svært ved at synke det. Det var altid lidt klamt at spise mad. Hun prøvede at vænne sig til det, men hendes krop ville ikke modtage det som føde. Hun måtte have blod. Hun satte chokoladen fra sig, og smilede op mod ham. Hun begyndte at tromme lidt på sine lår. "Hvor bor du egentlig henne?" Spurgte hun muntert. Han var godt nok den mest selskabelige vampyr hun nogensinde havde mødt. Hun havde lagt mærke til at han havde betragtet hende mens hun gik over mod bordet for at tage sine ting. Faktisk smigrede det hende lidt.

" øhm?" sagde han, han havde det med at glemme hvor det var men han kunne huske vejen og det hele.
" inde i byen?" sagde han og grinte over sin dumhed.
Han kunne også let genkende det store hus..
" hvor bor du ?" spurgte han og smilede varmt.
Han havde ikke set eller hørt om andre vampyres huse, så han ville gerne høre lidt om hendes.

"Bare i en toværelseslejlighed tæt på skolen. Jeg gider ikke have så langt til skole. Jeg har kun været her i nogle måneder, førhen boede jeg langt ude på landet. På mine forældres gård." Sagde hun, mens hun gengældte hans smil. Det var egentlig et lidt ømt emne. Hun var overrasket over at hun overhovedet havde bragt det op. Det med hendes forældre. Han kendte dem jo ikke engang. Der var jo flere tusind kilometer til gården. "Jeg flyttede hertil efter en del research.. Jeg bestemte mig for at ville flytte til et sted med mange ligesom jeg selv. Ellers ville jeg nok bare føle mig alene. Ligesom ude på gården." Mumlede hun, og så ned på sine lår, mens hun bed sig i læben.

" jeg kender det selv" sagde han og klappede hende blidt på skulderen.
" min mor kom til at dræbe min far og så ville hun flytte til et sted hvor der var flere som os." han trak stille på skuldrene.
Han kunne sagtens tale om sin far, men ikke så meget om sin mor.
Han kiggede på hende og smilte trøstende.
" men se det på den lyse side, du er ikke alene mere" sagde han og smilte varmt til hende.

Hun fik et lille chok da han lagde sin hånd på hendes skulder. Og så alligevel var det ikke helt uventet. Hun lagde forsigtigt sin egen ovenpå hans. "Tak. Ja, det ved jeg. Jeg må bare se at få lært nogen at kende. Indtil videre har jeg mødt 3 andre som mig. Og med mødt mener jeg snakket med. Men i det mindste bare at gå mellem andre mennesker, og vide at jeg er en af dem - Eller at de i det mindste tror det." Hviskede hun. Hun så op på ham. "Jeg var stum før jeg blev vampyr. Så man kan ikke rigtig sige jeg havde meget liv før det.." Sagde hun, og strøg meget forsigtigt hans hånd.

Han kiggede på hende og smilte lidt.
" jeg havde ikke noget liv før jeg blev vampyr " sagde han og smilte sødt til hende.
Han prøvedet at trøste hende men det gik vist ikke så godt.
" min mor var selv vampyr, så jeg måtte få hende til at blive vagetar også til sidst bed hun mig" sagde han og så lidt trist ud.
* din egen mor, Mizzar! du burde føle dig forrådt og ikke trist på hendes vegne* skreg hans tanker.
Han rystede stille på hovedet og kiggede på hende med et mindre smil.

"Så er vi da to.." Sagde hun stille. Hun lyttede intenst til hvad han sagde. "Det er jeg virkelig ked af at høre. Men du ved selv hvor svært det er nu. Det skal nok gå. Jeg ved det. Det her liv bringer kun håbløshed og død med sig. Men det er dog et liv. Vi har ikke selv valgt det, og hvis det ikke var meningen at vi skulle være til, så ville vi heller ikke være det. Men det er virkelig sødt af dig så ihærdigt at ville hjælpe hende. Jeg føler med dig." Sagde hun og lukkede kort øjnene, mens hun tog en dyb indånding. Hun tog blidt hans hånd i sin og klemte den forsigtigt, trøstende.

" tak" sagde han og kiggede på hende og smitle lidt.
Han vidste ikke helt hvorfor han sagde det til hende, men han havde det som om at han kunne stole på hende.
Og hun ville høre på ham.
Han betragtede hende meget stille og smilte lidt til hende.
Han klemte hendes hånd igen og kiggede på dem...

"Det var så lidt. Bare vid at du har mig ikke? Jeg ved hvordan det er. At være alene altså. Og jeg ved hvordan det er ikke at have nogen. Det synes jeg ikke noget menneske - Eller udødelig har fortjent." Sagde hun og så ligesom han ned på deres hænder. Hvad lavede hun dog!? Nu hun tænkte over det, var det et meget dumt træk. Hun prøvede på at lade være med at tænke over det. Han virkede jo ikke til at have noget imod det. Hun smilede op til ham. "Må jeg få dit nummer? Så kan jeg ringe til dig en dag. Hvis du har lyst til at ses?" Spurgte hun med et skævt smil. Nu var Forks jo heller ikke den største by, men alligevel.

Han smilte til hende og trak på skuldrene. " okai"
Han rev et lille stykke af avisen og skrev sit nummer på det.
" her " sagde han og rakte det til hende mens han smilte lidt.
" må jeg så også få dit?" sagde han og grinte lidt.
Han vidste ikke helt hvorfor at han ikke havde noget imod at hun holde hans hånd,
han syntes faktisk at hun var sød.

"Jo, selvfølgelig. Men jeg har ikke rigtig noget at skrive med - Eller på." Sagde hun med et grin, og smilede taknemmeligt til ham da hun ligesom han selv rev et stykke af hans avis af, og kiggede ned i sin taske. Hun havde på mirakuløs vis en kuglepind liggende. Hun skrev hurtigt sit navn ned på papirstykket, og rakte ham det. "Sårn'!" Sagde hun og gav hans hånd et kort klem før hun slap den igen, og lod den hvile på sit lår. Hun lahde hovedet lidt på skrå, mens hun tog imod hans nummer, og lagde det i lommen. "Går du så også i skole her, eller...? Hvor gammel er du?" Spurgte hun med et varmt smil vendt mod hans kønne ansigt.

Han kiggede smilende på Arian (dit kælenavn ^^ )
" jeg har været vampyr i snart 32 år tror jeg nok" sagde han dæmpet.
" og jeg er sytten" sagde han lidt højere...
han håbedet på at hun vidste at når han sagde at han var sytten så var det så gammel han var da han blev forvandlet.
" hva med dig?" sagde han og smilte lidt.

"Næsten det samme du." Sagde hun smilende, og prikkede ham på næsen, med et sødt smil. "Jeg er 17. Og det har jeg været i 26 år. Jeg blev født i de glade hippietider. 70'erne." Sagde hun grinende, og vendte øjne. Hun kom til at tænke på sin far. Og sin mor. Sådan nogle gamle lykkelige fjolser de havde været. Hun havde bare været særlingen. "Så vi er vel i teorien lige gamle." Sagde hun med et smil og blinkede til ham. Hun så op mod baren; Bartenderen var som så ofte før gået ud for at ryge, og holde sin vante pause. Der var ikke andre inde i caféen. Hun så ud af vinduet. Det regnede som bare fanden. Og der var koldt, det kunne hun tydeligt se. Men ikke mærke.

Mizzar fulgte hendes blik op til baren og grinte lidt.
" han elsker sine pauser" sagde han og grinte lidt.
Mizzar kiggede lidt på bordet og nynnede stille,..
Han vidste ikke helt hvorfor han begyndte at nynne, men det var en god sang..

// sangen han nynner: https://www.youtube.com/watch?v=J2pIvp_CuPk //

//Den sang er da nedern! xD//

Hun nikkede med et grin. "Ja hans rygepause. Nå så du er her tit? Det må du jo, eftersom du kender til hans vaner. Han virker egentlig underlig. Synes du ikke? Men han er nu en venlig gammel mand. Han burde dog gå lidt oftere i bad." Grinede hun, og så smilende tilbage på ham. "Hvad nynner du?" Spurgte hun muntert.

" han stinker lagt væk af røg" grinte han..
Han kiggede på Airan og smilte charmerende..
" Can't stop the rain " sagde han og grinte.

"Ja. Men vi må da håbe at menneskers næser er for ufølsomme til at kunne lugte det." sagde hun grinende. Hun vippede lidt med sit ene ben, med et suk. "Hvad handler den om? Sangen altså." Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde en tendens til at spørge ind til så meget. Og en tendens til at være ret så irriterende i andres øjne? Hun smilede svagt til ham, og så over mod baren. Hun havde lyst til at røve et hospital. De måtte have nogle blodbeholdninger nogle steder. Hun grinede lavt ved tanken. Hun måtte ikke være helt normal.

" det er svært at forklare" sage han og trak på skuldrene.
" den passer bare gost til mit liv" sagde han og grinte lidt trist..
Han kiggede op i loftet og så sit passere revy i hans tanker.
Han lukkede øjnene og lod tankerne flyve

Hun smilede svagt, opmuntrende til ham. Hun rykkede sin stol lidt tættere ind til hans, og lod sin hage hvile mod hans skulder. Hun lagde en hånd ovenpå hans og betragtede ham i stilhed. "Hvad tænker du på? Er du okay..?" Spurgte hun bekymret, og strøg blidt hans håndryg med sin tommelfinger, mens hun lagde sit hoved lidt på skrå for bedre at kunne se hans øjne og ansigtsudtryk fra siden. Hun var lidt bekymret. Allerede, var han blevet en god ven, og en som hun skattede meget højt. Egentlig kendte hun ham nærmest ikke. Men hun kunne lide ham, og følte sig tryg ved ham.

Mizar åbnede stille øjnenene og kiggede på Arian ud af øjenkrogen.
" jeg er helt okay" sagde han og smilte lidt til hende.
Han kiggede op i loftet og tænkte på sit hus og sin mor.
Han grinte lidt ved tanken om sin mor hjemme i huset uden ham.
Hun ville ikke få lavet en eneste ting.
Han kiggede på Arian igen og smilte lidt.

Hun smilede tilbage til ham, og forstod ham godt. "Okay. Godt. Jeg var lige ved at blive bekymret for dig. Elsker du ikke vejret lige nu? Det betyder jo at man rent faktisk kan lave noget. Men der er bare mange ting der holder lukket. Og ikke mange mennesker i gaderne." Sagde hun og så op på ham med et svagt smil. Hvorfor mon han ikke sagde noget til at hun lagde sin hånd på hans. Hun bed sig i læben og prikkede ham grinende på kinden, med et bredt smil. "Drille drille." Mumlede hun svagt.

Mizzar kiggede drillende på hende med et hævet øjenbryn..
" vis du driller mig så driller jeg dig" sagde han og smilte så man kunne se hans skarpe tænder.
Han havde ikke noget imod at hun holdte hans hånd eller noget, faktisk syntes han at det var sød..

"Uha hvor er jeg bange." Grinede hun, og fortsatte sin blide prikken. "Pas på. Ellers så kysser jeg dig lige dér." Sagde hun og pegede på hans kind. "Og så får du pigelus. Og så dør du." Grinede hun, og begyndte for sjov at udstøde en katteagtig spinden, mens hun strøg sin pande mod hans hage, og klemte om hans hånd. Hun var i et underligt, men fornøjet humør. "Jamen så dril mig da? Men jeg kan forsvare mig..!" Grinede hun.

Han kiggede på hende og hævedet det ene øjenbryn..
Han sad stille lidt og ligepludselig begyndte han at kilde hende..
Han smilte drillende til hende og ventede på at hun forsvarede sig.

Hun skreg højt op. "IKKE KILDE IKKE KILDE!" Grinede hun overfølsomt, og hvinede mens hun prøvede at rulle væk fra ham. Det var nogenlunde hendes eneste svaghed. Også som menneske havde det været det eneste hun bare ikke kunne tage. Hun havde ikke kontrol over noget som helst, og begyndte at slå ud efter ham, bare for at få ham væk fra sig, stadig grinende. "Stop stop stop, jeg gør alt! Bare ikke kildeeeee!" Hvinede hun, mens hun af al kræft prøvede at komme væk fra ham.

" alt?" sagde han og grinte drillende.
" er du sikker på det?" han kiggede tænkende på hende.
Hun vidste ikke helt hva hun gjorde, hun gav ham gode ideer.
Han holdte op med at kilde og ventede på svar fra hende.

Hun brugte flere minutter på at komme sig igen, med en hånd på hjertet, og lukkede øjne, lænet helt tilbage mod stolen. "Du må ikke kilde mig igen. Hvis jeg ikke var udødelig havde jeg været død nu." Hviskede hun for sig selv, før hun åbnede øjnene igen, og rykkede sig frem. Hun nikkede. "Alt. Alt for at du ikke begynder at kilde mig igen. Jeg dør simpelthen. Eller splitter hele caféen ad. og så får jeg ballade." Sagde hun med et svagt smil. Hun kunne ikke lide det lumske blik i hans øjne.

" njarh" sagde han og lænede hovedet tilbage..
" jeg gør bare noget dumt vis jeg får dig til det." han grinte lidt og kiggede på hende.
Han vidste at vis han fik hende til at gøre det ville hun hade ham og det ville han ikke havde...
Han sukkede og kiggede op i loftet.

Hun tyggede lidt på den. Hun forstod ikke helt hvad han mente. "Noget dumt? Som..?" Spurgte hun. Nu var hun igen nysgerrig, og følte at hun bare måtte vide det. På nogle punkter ville det have været skønt at kunne læse tanker. Men hendes evne var kun brugbar hvis hun mødte fjender, eller af en eller anden grund fik lyst til at gøre folk sindssyge. Hun smilede forstående op til ham. Hun bestemte sig for at ville vide det. Og hun var ret stædig.

" som en masse ting" sagde han og grinte.
Hun skulle ikke vide det..
det var pinligt for ham og hun ville hade ham vis han fortalte det....
Han kiggede rundt og prøvedet at undgå at svare på hendes spørgsmål.

"Hey hey du! Ikke prøve at undgå. Som hvad? En masse som hvad? Kom nu, bare sig det. Jeg lader dig aldrig være i fred ellers." Sagde hun grinende, og lagde to fingre under hans hage. Hun vendte hans ansigt mod ham, og 'tvang' ham derved nærmest til at se på sig. Hun smilede varmt til ham, mens hun bed sig lidt i læben. Hun havde storrødmet hvis det var hende muligt som udødelig vampyr. Hun grinede lidt da hun 'kom til' at stryge hans hage lidt med sin ene finger. Han så egentlig nuttet ud. På sådan en virkelig nuttet måde? Som hun rigtig godt kunne lide.

Mizzar kiggede på Arian og smilte drilsk...
" du bliver sur på mig" sagde han og kiggede hende i øjnene.
Han havde ikke noget imod at hun aede ham på hagen, han smilte bare til hende.
Vis hun vidste det ville hun grine af ham.
" det er dumt" sagde han og trak på skuldrene.

Hun rystede forundret på hovedet. "Jeg kunne da ikke blive sur! Drenge er dumme. det er jeres ting. I siger dumme ting, men vi tilgiver jer jo alligevel altid. Bare sig det? Og hvis det er at jeg er grim eller at du ikke gider mig eller sådan noget må du jo bare ud med det ikke? Værre er det ikke. Jeg kan da finde andre steder at tilbringe min lørdag." Sagde hun med et svagt smil. Hun var næsten ved at sige 'andre folk at tilbringe min lørdag med i stedet'. Men det var jo forkert. For hun havde jo ikke rigtig nogen. Hun fortsatte sin nussen af hans hage, med et varmt smil vendt op mod hans øjne.

" okai" sagde han og trak på skuldrene...
" men du må ikke hade mig" sagde han og kiggede bedende på hende.
Han kiggede hurtigt den anden vej og kiggede så på hende igen.
Han skyndte sig at kysse hende på kinden og smilte så uskyldigt.
Han ville rigtig havde kysset hende på munden, men det gjorde han ikke.