En lysning

Han fulgte lynhurtigt efter hende "Hør på hvad jeg siger.. Jeg elsker dig" Han følte hvor sande de tre ord var, han elskede den søde pige af hele sit hjerte, og han ville dele sit liv med hende.

Kayli vende sig om og så op på ham "har du os sagt det til Blåbær, eller nået du det ikke ?" spurgte hun lidt surt om

Han bed sig i læben "Hvor mange kærlige ord og gode gerninger skal jeg gøre for at du vil tro hvad det er jeg siger?" spurgte han stille og tog fat omkring hendes håndled med et kærligt blik.

Hun så på ham og rystede på hovedet "ingen, for jeg vil ikke før jeg stoler på dig" hviskede hun og så ned i jorden "når jeg ved at det ikke er flere piger" tilføjede hun og lukkede sine øjne i "vil du såre mig igen ?"

"Jeg ville aldrig kunne få migselv til at såre dig igen" sagde han med smerten i øjnene "Jeg har haft det forfærdeligt med det.. Jeg vil ønske at jeg kunne gøre alt om igen" Han sukkede og strøg en hånd over hendes kind.

Kayli så op på ham og gev et suk fra sig hun bed sig hårdt i læben

Han så ned i jorden "Jeg prøvede.." sagde han stille, uden helt at vide om det var til hende eller sigselv.
Så slap han hendes håndled, vendte sig og gik bort, imens han mærkede alle forhåbninger og forventninger smuldre inden i sig.
Glæden var som glemt for ham og tilbage var kun mørke. Han ville ikke engang kunne græde, hvis han havde været i stand til det.
Så langt nede var han. Og kun en person ville kunne gøre det godt igen.

Kayli gik stille efter ham "Matt" sagde hun blidt mens hun løb op foran ham og satte sine hænder på hans bystkasse for at få ham til at stoppe

Hans tunge skridt stoppede og han så på hende med et tomt blik, som kun lysnede en smule op, fordi at det var hende.
Hans elskede Kayli. "Ja?" spurgte han hult.

Kayli så op på ham "du må altså ikke gå" peb hun næsten og så ned i jorden hun viste ikke hvad hun skulle gøre eller tro om det virkelig hende han ville havde eller det bare var nået han sagde hun holde jo af ham men han havde jo såret hende en gang før over for Blåbær som sikker ikke ville havde ham for hun var jo sammen med Kayli's bror

"Lad mig være.." mumlede han "jeg har ikke lyst til at være nogle steder, og specielt ikke her.. Jeg mister.. Jeg vinder aldríg, det er et dødt løb, og jeg står stille i tiden. Hvis jeg nogensinde kunne tro på at du elskede mig lige så højt som jeg elsker dig, ville jeg være den lykkeligste mand i verden, men det kan jeg íkke tro. Jeg fortjener dig ikke, efter alt den smerte jeg har påført dig, og alle de sorger jeg har tilført dit liv.
Jeg ville ikke tilgive migselv hvis du forelskede dig i et kryb som mig" Hadet til sigselv, voksede stadigt inden i ham og han lukkede øjnene, mærkede mørket fylde sig. Det vílle gå ud over nogen, og højest sandsynligt et menneske der ikke vidste at det var dumt at gå alene.

Kayli tog fat i hans frakke og krammede sig ind til ham "hold op" peb hun og hev ham ned at sidde hun satte sig oven på ham og lag sine arme om hans hals

Han rynkede brynene og så uforstående på hende. "Kayli hvad laver du?" spurgte han lavt, uden at bede hende om at lade være. For selvom at hun pustede en smule til forhåbningens gløder, kunne han lide at blive holdt om af hende.
Han betragtede hende lettere henført, som hun sad der i al sin skønhed.

hun lag sit hovede på hans skulder og krammede sig ind til ham uden at svare ham

Han sukkede, men magtede ikke at gøre sig fri fra hendes greb. Han kunne ik få sig selv til det.
Istedet mærkede han hendes behagelige kropstemperatur og duften fra hendes hår. Han lagde langsomt og længselsfuldt armene om hende.

"du er et fjols" hviskede hun ind i hans øre inden hun kyssee ham på kinden og puttede sig længere ind til ham

"Ja" svarede han kort. Det vidste han godt, men da hun kyssede ham, stivnede han, forvirret. Hvad lavede hun?!

Kayli hev sig selv lidt fri fra sit tag om ham hun så ham ind i øjnene og rystede på hovedet "du er virkelig et fjols. men jeg kan ikke før der ingen anden pige er, ikke kalde andre piger nået, ikke nået af sådan nogle ting" hviskede hun selv om hun viste hvor svært det er for ham at stoppe men han blev jo nød til det hvis det er hende han ville havde

"Det lover jeg" svarede han med det samme og så forpint ud. Han blev nød til at tænke over hvert et ord han sagde fra nu af.

Kayli nikkede "men vi tager det stille og roligt, jeg vil ikke komme sammen før jeg stoler på det" hviskede hun og kyssede ham på kinden

"Vi gør det præcis som du vil have det" svarede han med det samme, opsat på at gøre det så godt som muligt.
Han ville være god, lovede han sigselv, han ville ikke engang blande sig med andre piger fra nu af!
Han strøg langsomt en hånd ned langs hendes ryg "mi amore" hviskede han i hendes øre.

hun nikkede bestemt og så lidt efter mærkeligt på ham "hvad sagde du lige ?" mumlede hun da hun ike forstod det

//jeg skal logge :/ //

Han smilede kærligt til hende "tjah.. det er jo lige det" svarede han lettere drillende.

//ok ses //

hun prikkede ham på næsen "fortæl mig" sagde hun og opførte sig som et lille barn lidt efter stoppe hun og bed sig i læben hun slap den et stykke tid efter "jeg skal rejse" hviskede hun

Han så chokoret på hende. Helt mundlam. Det kunne umuligt være sandt! Aldrig! Han måtte have hørt forkert.
"Hvad..?" fik han endelig fremhvisket.

Hun så op på ham "jeg skal rejse til LA hjem til mine forældre for at se dem en sidste gang, så kommer jeg tilbage" hviskede hun og bed sig hårdt i læben

Han lagde en hånd på hendes kind "Du må ikke tage fra mig smukke" sagde han stille.

"Matt jeg bliver nød til det" hviskede hun og rejste sig om hun så lidt ned på ham inden hun vende sig om og løb hen i mod byen //out x'D lidt mærkeligt at forsætte emnet når Kayli er kommet tilbage//

//lyst til et andet emne så? ///

//ja altid //

//vil du ikke ikke lave det smukke?? <3 //

//okay men kun fordi jeg er sød laur i Seattle//

//self. er du sød //

//har lavet emnet//