En lysning

Denne gang fik han stoppet sigselv før han ramte ind i noget. Han bandede indædt.
"Hvorfor helvede råber du ikke bare af mig? Det gør alligevel mest ondt og det virker til at du har lyst til at prøve at gøre op for hvor meget jeg har såret dig" Det første råbte han, men så blev han mere stille.

Han så hende stædig i øjnene "Kom med det" sagde han.

"Kayli jeg er ked af det." sagde Matt og følte hvordan at det åd ham op indefra. Han havde aldrig følt sig så gennemført ond før.

Matt trådte først et forsigtigt skridt imod hende og så et til. Sådan blev han ved til at han var henne hos hende og stod ved siden af hende. Men han sagde intet.

Han sank langsomt ned ved siden af hende og så frem for sig imens han tænkte over hvad han skulle gøre nu. Kunne han for en gangs skyld gøre noget rigtigt eller ville han bare fucke det hele op som han plejede? Han havde på fornemmelsen at gud havde skabt ham, Matt, bare fordi at der var nogens liv der skulle mislykkes.

Han var ikke sikker på om hun hørte ham, men han forsøgte alligevel at sige noget til hende, om hun hørte det eller ej, men så havde han hvertfald fået det ud. "Kayli, vi to kan nok ikke blive til noget med mindre at jeg ved mirakuløs vis pludselig mister mine føleser for Hayley... Men Kayli... Jeg har aldrig haft en rigtig ven." Her stoppede han, og lod hende svare hvis hun ville, eller havde hørt det.


//Smutter i seng nu - Sov godt!//

Kayli så op på ham og begynde at le "er du dum eller hvad tror du jeg gider være venner med dig. kan du godt glemme" sagde hun surt inden hun satte sig lige som havde siddet før hun havde lyst til at skubbe ham ind i et træ igen så kan kunne mærke smerten der fald en lille regndråbe ned i hendes hånd hun så på den inden hun gjorte den til vand og lod vandet falde ned i græsset

//Kay//

Han trak på skuldrene "Fint" svarede han og rejste sig "Hav det godt Kayli" så rejste han sig og gik.

Han vendte sig og så på hende med hovedet let på skrå, blikket fyldt af raseri (over ham selv eller hende vidste han ikke) blandet med medlidenhed.
Han ville virkelig ønske at det her var anderledes, for helt ærligt var han en smule forelsket i hende og det gjorde ham ondt at se hende lide sådan.

Hendes råb fik ham til instinktivt straks at være henne ved siden af hende.
Han smilede lidt over sin egen dumhed, det var jo kun ment i spøg. Alligevel kunne han ikke lade være med at spørge hende drillende "Er du sikker på at du er okay?"

"Det er jeg glad for" smilede han "Jeg tror heller ikke at den ville kunne fordøje så meget smukhed" han smilede til hende og tænkte SÅ igennem om det måske også liiige var en helt god ting at sige i den situation? Han havde det med at sige hvad han mente, men han ville helst ikke smides nogen steder hen igen, og han var ærlig talt lidt for meget en gentleman til at gøre modstand.

Han så ned i jorden "Undskyld" mumlede han "Det er svært at vende sig af med at sige hvad man mener så snart det dukker op i ens hjerne..." han kradsede let noget jord op under neglene og bed sig i læben.

Han ville ønske at han kunne fortælle hende det hele, men ikke her, og ikke nu, det ville være alt for risikabelt.
Så istedet mødte han bare hendes blik med sørgmodige øjne. "Kayli vil du nogensinde tiilgive mig for det her?" spurgte han stille.

//Smutter i seng, nighty night //

Han trak benene op under sig, foldede armene omkring dem og hvilede hagen imod sine knæ.
Regnen der havde været igang uafbrudt i et par timer var nu endelig begyndt at stilne af, selvom at de grå skyer nok aldrig ville forsvinde. Sådan føltes det hvertfald i det kolde og grå Forks.
Han så lidt på Kayli og lod en finger glide over der hvor hun havde bidt ham. Han kunne ikke lade være med at smile, men det forsvandt hurtigt og han blev hurtigt bitter igen. Hvorfor skulle det hele være så fucking besværligt?
Han havde en evighed til at rette op på dette igen, men alligevel mente han at han havde brug for mere tid. Han så ned i jorden, hvor en edderkop langsomt kravlede forbi, helt fredeligt, og uden nogen bekymring for hvem den sårede. Eller gjorde bange, i dens tilfælde.

Han så på hende igen og lagde med det samme mærke til hendes ansigtsudtryk. Han fulgte hendes blik der ledte ham tilbage til edderkoppen. Han smilede skævt. Vampyr og stadig bange for edderkopper!
Han tog et blad imellem to fingre og kvaste edderkoppen med det.
"De er altså over det hele at du ved det" sagde han langsomt og smed den langt væk.

"Ja selvfølgelig" svarede han med et skævt smil "Er der noget at sige til det? jeg vil helst ikke have at der er noget der gør dig bange" han trak på skuldrene "Dræber du ikke også dyr og mennesker når du skal have noget at spise?"

Matt rejste sig og fulgte efter hende. "Er jeg en du ville dræbe hvis jeg var menneske?" spurgte han stille.

Han rynkede på brynene "Men ville du?" gentog han. Han nærmede sig hende en smule med en hånd strakt ud foran sig som om at han ville røre hende men alligevel ikke helt turde..

Han tog fat om hendes håndled og trak hende tæt ind til sig. Han så hende dybt i øjnene.
"Jeg tror ikke jeg kan bestemme mig..." sagde han stille og kyssede blidt hendes pande.

Han rørte let ved hendes kind hvor solstrålerne ramte og fik hendes hud til at glitre som små diamanter. Han smilede svagt med et ømt blik før han bøjede sig ned og kyssede hende sommerfuglelet på munden.
Det var en let berøring, men alligevel meget intens og altsigende.

"Jeg kysser dig" svarede han med et forsigtigt drillende smil, men med øjne der lyste af ømhed og glæde. Han sneg let en arm omkring hendes liv.

Han fulgte efter hende, men stoppede ved vandkanten "Men hvad nu hvis det er dig jeg vil have?" spurgte han stille og så ned i jorden.



//smutter i seng nu ///

"Jeg ved at det lyder sært" sagde han stille "Men du bliver nødt til at stole på at det jeg siger er rigtigt.. Jeg har bestemt mig." Han lød bestemt da han sagde det sidste og han så op på hende med et hjælpeløst blik.

Han vadede ud til hende og satte sig op i båden "Nej det er fordi at jeg elsker dig.. Du har fået mig til at indse hvor vigtigt det er at jeg forandrer mig.. og jeg vil forandre mig for din skyld" han strøg en hånd over hendes kind og sendte hende et varmt blik.

Kayli så op på ham "hun ville ikke havde dig hva ?" sagde hun stille og gav et suk fra sig mens hun rystede på hovedet "Matt.. jeg kan ikke, ikke før du holder op med andre piger, og er sikker på det er mig" sagde hun stille og så ned i vandet igen

Han lænede sig frem og kyssede hende blidt på kinden "Det er jo det jeg siger.. " sagde han stille "Jeg er sikker på dig.. Jeg har ikke kunnet få dig ud af mine tanker, du har været overalt hvor jeg har kigget, i forhold til dig betyder andre intet.." han så inderligt på hende og kærtegnede hendes skulder.

"Matt jeg forstår dig ikke" mumlede hun og rejste sig op og så ned på ham inden hun gik ind igen og begynde at gå rundt om søen