En stressende skoledag

Tid: 13:45
Sted: Klasselokalet
Omgivelser: Elever
Vejr: Overskyet og gråt som sædvanlig
Årstid: Det sene efterår.

Mary sad inde i klasselokalet og begyndte i sit stille sind at tælle sekunderne til at klokken ville ringe.
Oppe ved tavlen stod hendes lærer og prøvede at styre en diskution om en novelle de havde læst, men som sædvanlig snakkede folk i munden på hinanden, og kun få rakte hånden op.
Mary så op da hendes navn blev nævnt og hun lagd først nu mærke til at hun stadig havde hånden oppe til et spørgsmål som var blevet stillet for lang tid siden. Hun smilede til læren "Det må du undskylde, jeg havde glemt at jeg havde hånden oppe" sagde hun og en spredt dæmpet latter kom fra resten af klassen. I det samme ringede klokken, og Mary som allerede havde pakket sine ting rejste sig og gik ud på gangende.
Modløst så hun ud ad vinduet hvor skyerne hang tunge og grå. I det mindste havde de da fri, hvis man kunne kalde det det, for de havde et hav af lektier for.
Hun skyndte sig ud på en kort tur på toilettet for at tjekke at det lyse hår, de blå bukser og den hvide top sad som det skulle. Så gik hun ud i skolegården og stod stille lidt. Bare tanken om at hun skulle køre hjem nu og lave lektier virkede uoverskuelig.
Hun vinkede muntert til nogle venner der råbte farvel men satte sig så på en bænk.

Lucas kom i samme øjeblik ud af skoleporten, med sin sorte taske over den ene skulder. Han pustede ud, og purrede op i det mørkeblonde hår, der sad af helvede til, efter at han havde taget sig en lille lur i timen. Han sukkede stille, og tjekkede himlen. Det regnede ikke, og det var da altid noget. Han gik stille ned af trappen, og kiggede sig kort omkring.
Han fik øje på en lyshåret pige der sad på en bænk i nærheden, og lignede en der ligesom ham, netop var sluppet ud af skolen.

Mary så ud over den næsten tomme skolegård (alle var flygtet fra fængslet) og fik øje på en dreng i døråbningen. Hun smilede let, selvom hun aldrig havde mødt ham før. Han måtte være ny, for selv havde hun boet i Forks hele sit liv og hun kendte stort set alle. Hvertfald alle på skolen. Hun rodede lidt op i sit hår som havde en tendens til at lægge sig en smule slasket en gang imellem. Så strøg hun en tot om bag øret og sukkede over sin egen narcissisme.

Lucas smilede lidt til pigen, og besluttede sig for at gå hen og snakke lidt med hende. Hvem vidste, måske var hun flink? Han gik roligt hen mod hende, og da han nåede hen til bænken, slyngede han tasken ned fra skulderen, og tog den i hånden.
"Må man slå sig ned?" Spurgte han med et skævt smil. Han gjorde en armbevægelse mod pladsen på bænken ved siden af hende.

Hun smilede til ham "Det er et frit land" sagde hun og rykkede sig en smule så han også kunne være der.

Han smilede, og satte sig ved siden af hende.
"Jeg hedder Lucas," præsenterede han sig selv.

Hun vendte sig imod ham "Kønt navn" sagde hun anderkendene "Jeg hedder Mary" Hun rynkede svagt på næsen over sit navn som hun aldrig rigtig havde brudt sig om.

Han smilede let.
"Mange tak."
Han så på hende, med hovedet på skrå. Det virkede ikke som om hun brød sig om hendes navn, siden hun rynkede på næsen.
"Mary er da også et smukt navn!" Sagde han ærligt.