Første skoledag - Åbnet emne for alle.

Sted:: High School, Forks.
Tid:: Efter ande time.
Vejr:: Blæstende vind, uden sol og hundekoldt.
Omkring:: Andre elever og lærer på gangene og i klasserne.
Humør:: Nervøs.

Louise var godt nervøs imens hun rendte næsten hvileløs rundt på gangene, hun havde det virkelig som som hun kunne finde på at kaste op midt i det hele.
Det hjalp hende ikke ligefrem at hun var kommet for sent ud af døren og hendes far var nød til at køre hende hen til skolen. Hun var helt sikker på at han stadigvæk holdte derude.
Hun havde håbet på at alle eleverne var inde i klasserne, så hun kunne slippe uset fra gangene, men så heldig havde hun så ikke helt været.
Hun så sig over skulderen og følte et sug i maven. Hun havde mest af alt lyst til at vende om og gå tilbage til bilen, men hun vidste at hun var nødt til at få denne dag overstået.

Elisa stod træt og så ned i en bog hun havde læst flere gange og ville hellere end gerne kunne lægge den fra sig.
Men hun var nød til at ligne en som ikke havde læst den før, ellers kunne folk måske blive mistænksomme og det ville hun ikke ligefrem have.
Hun sukkede og lukkede bogen med en elegant bevægelse, bogen gav et lille bump fra sig.
Hun havde besluttet sig, at drage til Forks efter alle det rygter, der løb der.
Men hun havde ikke regnet med at folk ville se hende som en teenager. Så hun var nød til at starte på Forks High School.
Hun var ikke ligefrem glad for det, men må leve med det eftersom hun måtte finde sin skaber og vide hvorfor han/hun forvandlede hende, dengang.
Samme sekund hun lukker bogen, kommer en person Elisa ikke så længe siden havde snakket med foran Cafeen i Forks.
Hendes hals snøre sig sammen og hun bliver anspændt.
Elisa havde flygtet fra Cafeen eftersom Louise næsten havde løst gåden om hende.
Det værste havde det hele, var at Louise så noget nervøs ud.
Første skole dag, var noget af det værste for menneskene. De fleste var bange for nogle åndssvage ting som Elisa kun ville grine over og have gået igennem med lethed.
"Bare hun ikke ser mig." bad Elisa mumlende. "Jeg orker hende ikke lige nu."
Elisa vendte ryggen til hende og gik hen mod billedekunstlokalet, håbet at hun ikke fik problemer med pigebarnet.

Louise stoppede op og pressede ryggen op imod vægmuren.
Hun lukkede øjne og sukkede dybt. Hendes hjerte hamrede og bankede hårdt for hendes øre, at hun var overbevist om at alle dem som gik forbi hende kunne høre det.
Hun lod sig drømme væk, væk fra skolen og helt hentil hendes gamle hjem, hvor alle hendes lykkelige og glade, men også triste minder var glemt.
Hendes far havde forladt det hele og havde taget hende med sig, da hendes mor døde.
Siden hun døde havde faren været på jagt efter en 'ny' mor til hende og det kunne ikke gå hurtigt nok.
Hun var ikke i tvivl om at hendes far stadigvæk elskede hendes mor, men hun vidste at det
var for hendes skyld. Lige meget hvor glad hun var over at han endelig var kommet nogenlunde over mors død, kunne ikke holde fars kæreste ud.
Kæresten prøvede at gøre Louise til sin egen datter og hendes far støttet hende i det.
Hendes far prøvede at få hende til at holde af hendes 'nye' mor. Hun var vred og ked af det over at hendes egen far ikke forstod at hun kun havde én mor og hun kunne ikke skiftes ud.
Hun ville bare gerne have sin egen mor igen.

Elisa var stoppet op, da hun hørte Louises triste suk.
Hun knyttede næverne og bed tænderne hårdt sammen.
Hun hadede når folk var triste, så betød det at hun skulle høre på det og mærke dem være det.
Hun havde en hård kamp inde i sig selv. Hendes gode side mente at hun skulle gå over til Louise.
Hun gik først lidt frem og så vendte hun om, gik ti skridt, men så ombestemme hun sig igen.
Hun tænkte på forskellige ting og vidste ikke hvilke hun skulle tænke mest på.
-Tag dig sammen!- snerrede hun i hovedet til sig selv. -Den pige må enten være special for dig eller har noget lækkert blod, som du hungre efter.-
Elisa var forfærdelig splittet imellem om at gå og ignorere Louise eller vise hende at Elise var der og risikere at Louise ville finde ud af at hun var vampyr.
Valget var svært og det var meget længe siden hun havde følt sådan en beskytter-trang.
Men underligt nok havde hun jo kun følt denne følelse overfor sin lillesøster. Men hun var gået bort for over 100 år siden.
Hun følte med det samme tomhed. Hun kunne ikke lad vær' med at tænke på at hendes lillesøster. På hvordan hun var blevet myrdet af en morder som Elisa havde mæsket i sig, da hun havde fundet ham. MEGET langsomt og smertefuld havde hans død været.
Elisas lillesøster var kun blevet 25 år, men havde heldigvis nået at få nogle børn.
Elisa blev nærværende igen og havde med et samme truffet sin beslutning.
Hun gik beslutsom over til Louise og håbet på at Louise aldrig ville finde ud af hendes hemmelighed. For ellers ville hun være enten nød til at dræbe hende eller forvandle hende.
Men nu var hendes liv blevet en Point Of No Return-start, for hun gik lige ind i en ny verden, hvor hun for første ville prøve og blive venner med et menneske.

Louise blev nærmest slået tilbage til virkeligheden, da hun hørte en stemme spørger hende om hun var okay.
Hun drejede hovedet og så ind et sæt ravegule øjne med et berymret udtryk.
Louise lagde mærke til at det var hende fra cafeen, men Louise mente at pigen virkede anderledes, end sidste gang de havde mødt hinanden.
"Ja, jeg er okay ... Jeg tænkte bare lidt?" sagde Louise, selvom at det ikke passede helt.
Det var rigtigt nok at hun tænkte, for hun tænkte på sin mor og hendes gamle venner - på hvordan de mon havde det, men det med at hun var okay?
Det passede overhovedet ikke, hun var langt fra okay - Hvis hun havde sagt hun havde haft fint nok, havde hun stadigvæk løgnet.
Hvis Louise kunne ha' sagt sandheden om hvordan hun havde det indeni, havde hun sikkert skræmt pigen fra cafeen væk.