Madelaines Fødselsdag

Da hun hørte hvad de talte om, bed hun sig lettere i underlæben.
Hun vidste jo godt hvad det var omkring, og hun var fuldstændig enig med Duncan. Hun ville gøre noget ved dette problem, hun ville hjælpe til med at få 'forædere' væk. Og i det hele taget de irriterende uldtotter der rendte rundt omkring!?.. Hun kunne nærmest overhovedet ikke tegne, fordi at hun blev ved med at lytte til deres samtale nedenunder. Det virkede måske forkert at hun sådan lyttede med, men hun var jo på en måde også indblandet i dette? Så hun var vel nødt til at tænke lidt over det er egentlig skete.

Duncan besvarede hendes blik.
Med de dybe klare øjne, som ingen kunne læse..
Han svarede ikke, men lod hende snakke færdigt.
Det var først at hun lagde sin hånd på hans skulder, at hans egen øjne landede et øjeblik
på hendes hånd, og han begyndte at snakke
" Jeg skal nok forklare dig det!" svarede han køligt.
" Vampyrene vil blive splittet, alle! Krige vil opstå, folk vil dø..
og ikke bare som normalt nej ! ting som aldrig burde begynde.. ikke troede ville ske.!"
han så på hende, HAns øjne var klare og bestemte.
" Der vil blive kaos.kun de stærkeste kommer til at overleve og det hele vil blive skabt, takket være mig!" svarede han..
HAn sidste ord han i luften..
HAn havde vist det ville komme.. og så kunne han jo ligeså godt få syndebukken med fra starten.
dog skammede han sig ikke nej, tværtigmod!
han valgte ikke at sige for meget..

Hun så på ham i noget tid, det lød ikke så slemt som hun havde været bange for, men det var en alvolig sag alligevel
"hvad med os?" spurgte hun i en tone så lav, at han knap nok kunne høre det,
hendes øjne var knap så kolde, men søgende, efter svar.

//logger men vi skrives lige ved i morgen det bliver nok først ved aftenen jeg kommer på men skriv en sms ik?? //

// om hvad? 0o

Duncan så på hende..
" os?" spurgte han.. Dog behøvede han ikke at spørge, han havde hørt hvad hun havde sagt.
men alligevel havde han spurgt, for en sikkerheds skyld, som ville svaret komme frem i hans hoved..
men der kom intet svar.
" Det er op til dig.." svarede han ærligt.
Dette var sandt, det var op til hende.. ligesom det var op til de andre..

Hun så ham dybt i øjnene og sagde "du ved jeg altid vil stå ved din side,
jeg ville aldrig nogen sinde såre dig, da det ville være det samme som at sårre mig,
men hvis du ikke vil have mig ved din side, mener vi skal splittes også beder jeg dig om at dræbe mig nu!"
hun var alvorlig, hun var næsten som afhængig af ham deres specielle bånd var stærkt og han var hendes liv nu

Duncans øjne rykkede sig ikke..
han lod bare sine klare, dybe øjne komme ind i hendes..
se i hende!
Han lyttede til hendes ord.
Lige meget hvor svært det end var, havde han valgt..
for så længe siden, det var jo derfor han var her..
For hævnen.. for at få det tilbage som tilhørte ham!
Han ledte efter de rigtige ord.
" Hvis din mening er anderledes, er som de andres, Hvis din dør er åben for alle.
Hvis dine venlige ord også kan ramme et menneske, en ulv, eller En uægte Vampyr, Kan det her ikke lade sig gøre.."
svarede han stille men tydeligt.
" Hvis det er sådan, er du min fjende, og så vil du dø.."
svarede han, denne gang med mere styrke.
" som Kevin!" hans ord døde hen. mens hans kraft hang i de sidste ord..

"jeg lader aldrig min venlighed falde på bæster, det ved du, jeg ville stå ved din side, bakke dig op
jeg giver kun min respekt til dem der fortjener det,
kun dig og min søster har min fulde respekt!" sagde hun fuldt alvorig
hendes blik var hårdt men alligevel blødt når hun havde hans øjne rettet mod hendes.

Duncan så stadig på hende,
" heller ikke hvis dette betyder at Du vil miste Kevin,
og alle andre du kender?" hans øjne var klare..
Dette her kunne tegne sig til et stort problem..

"kevin!" hvislede hun køligt, hun havde aldrig helt haft tillid til ham, det havde hun ikke haft til nogle mandlige vampyrer andet end Duncan. Hendes smukke øjne var stadig dybt i hans
"kevin, de andre, de er mig ligemeget, jeg har aldrig haft nogen interresse for dem, nogle har måske betydet noget, men mange af dem er en skændsel, måden at leve med de mennesker på er skandeløst. Mennesker er en ynkelig race, de er der kun for at være vores føde, hvis de overhovedet er værdige til at være det.
Men sågar dem som holder sig venner med de møghvalpe er værre end noget andet, de fortjæner ikke engang en berørelse for min hånd når jeg dem vil dræbe!" sagde hun alvorligt, for længe havde hun spillet venlig mod sin med race, selv for dem der ikke fortjente det, men ingen havde set igennem hendes skuespil, som hun var så god til at spille, de eneste hun var sand overfor var Duncan og hendes søster, som var de eneste der udfyldte hendes døde hjerte.

Duncan lagde hovedet på skrå..
lyttede til hendes ord.
dog gav det ikke mening, der var for ange ting, som fortalte det modsatte..
" Hvad laver du så her?" spurgte han tomt.
Hans hoved var stadig p skrå, øjnene i hendes..
tænkende, men kolde

"Lever!" sagde hun sarkastisk. Hun vidste med det samme han anklagede hende for at leve sammen med mennesker som var de venner, hun var skuffet.
"jeg har ikke fornemme planer som du har, jeg ved ikke hvad jeg skal med mit uendelige liv, jeg forbander det, jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal, jeg er nok ikke en leder der gør hvad der passer mig, men en der løber med når det passer mig, jeg gør ikke hvad andre beder mig om, men hvad der falder mig interesse, jeg har levet mit 'liv' på en løgn, jeg har måske ventet på det rette øjeblik for at handle, måske er du den udvalgte, til at starte det hele,
starte mit liv igen, som jeg har lade gået til spilde!" sagde hun roligt

Duncan lyttede til hende ord.
nysgerrigheden meldte sig,
" og hvad ville du du tro, at jeg kunne?" han så forsat på hende.
uden at blinke, eller skille disse klare blå øjne fra hendes.
HAn ventede hendes svar.
ligesom hun ventede på hans..

"you tell me!" sagde hun silkeblødt, hun havde ingen anelse om hvad han kunne gøre
men der var noget over ham, der udviste noget hun ikke kunne forklare
"jeg ved intet, jeg ved ikke hvad dine planer går ud på, jeg ved ikke om hvorfor du vil være syndebukken, eller om du vil være den specielle udvalgte, nogle har et mål med deres liv, jeg var bare tilfældigt udvalgt af en grådig vampyr for mishandling, du... du ved ikke noget om hvordan du blev forvandlet,
som du dengang fortalte, medmindre du har fundet ud af noget her i den seneste tid som du ikke har fortalt mig!" sagde hun hendes øjne flyttede sig ikke fra hans blå øjne, ikke engang et blink kom.

Igen afbrød han ikke før hun var færdig med at snakke.!
" JEg forklare sjældent om det jeg foretager mig..
Indrager kun dem som kan gøre gavn, i netop den stund..
Jeg ved intet om jeg er en udvalgt eller ej, ligesom jeg intet
ved om min forvandling!
dog ved jeg, at hvis jeg intet gør, er min mening her ødelagt.
og jeg vil ikke så noget gavn i at have et evigt liv"
svarede han..
tænkte let

"så er spørgsmålet om du vil indrage mig!" spurgte hun koldt og alvorligt
hun vidste ikke hvordan han så hende, ikke mere, det hele var forandret
men hun ønskede ikke de skulle bekæmpe hinanden, hun kæmper for det hun tror på
og hendes respekt og tillid ligger kun hos to mennesker, Duncan og Claire,
hvis han ikke ville have hende med, så forstod hun intet.

Duncan så på hende..
" ja, det er jo spørgsmålet, " svarede han, hårdere
end det var meningen.. dog kunne han ikke gøre for det, alt var kommet idag,
og han havde ikke haft mulighed for at tænke tingende til ende endnu..
ikke engang halvvejs..
og Duncan vidste at tiden gik..

Hun bevarede sit blik på ham, var ligeglad med den hårde tone,
hun ville bare vide om han stadig ville have hende ved sin side,
have hendes hjælp.

Duncan tænkte..
Han havde altid været alene, altid..
Han havde altid ladet det være det bedste, kun regne med sig selv.
kun tænkte på sig selv..
Sådan var hans natur,sådan var han..
HAn fjernede de Blå øjne fra hende.
Så, mod vinduet i den modsatte side, det der kunne ses bag hendes skulder.
Hvis han bare kunne forklare det, havde han gjort det..
Men hvordan kunne han det?

Hun så hvordan han fjernede sit blik fra hende, det var skuffende og især fordi han ikke ville give hende et svar
"ønsker du mig ikke?" spurgte hun, hendes stemme var usikker, hun frygtede svaret,
men han var den eneste der kunne få hende til at føle sådan, han var den eneste der kunne få hende til at være usikker.

Hvad var dette om?
i det hele taget eller det?
tankerne fløj rundt, og De klare øjne landede igen på hende..
Duncans sind var tvedelt.
HAlvdelen var imod , den anden halvdel med..
Derfor ventede Duncan med et svar.
da han selv skulle vide det..
selv skulle finde det rigtige svar..
- et svar som han inderstinde vidste hvad var!

Hendes øjne så på ham, hun håbede på at høre det hun ville, at han ønskede hende
hvis ikke, var hendes liv forbi, så ønskede hun ikke mere at leve dette uendelige liv,
han var den der gav hende lys igen, hvis han ville tage det fra hende ville han tage alt hendes glæde
var hun ikke god nok, tænkte hun blandt andet på,

Hun kunne med det samme høre hvornår det var at de ikke snakkede mere.
Det gjorde hende bekymret, hvad var det egentlig de lige præcis lavede?
Derfor rejste hun sig op og gik ud af sit værelse, og hen til trappen for at gå ned til dem.
Hun kom ned af trappen og så på dem begge, uden overhovedet at sige noget.
Hendes lettere røde øjne, var nysgerrig men alligevel bekymret.
Hun satte sig på en af de nederste trappetrin og så på dem begge. Håbede ikke at de havde noget imod at hun sad der.

Alyss kom yndefuldt som altid gående op mod huset iført et par grå flænsede
geans (med vilje) og et par lange sorte læder højhælede støvler. Hun havde en
sort langærmet bluse på der fremhævede hendes smukke figur og en sort lang
læderlignene kappe (den så ret så tung ud). Hendes øjne var blodrøde som altid
og hendes sorte hår blafrede let. Hun trådte op mod døren og åbnede den uden at banke
på. Fuldkommen ligeglad med høfligheden.
Hendes ryg var rank og hendes hoved var helt lige og præcis vandret.
- alt ved hende var så perfekt og undercover-engel-fra-helvede-agtigt.

Claire havde duftet Alyss længe før hun egentlig var kommet ind af døren.
Men da hun så var kommet ind af døren så hun langsomt op. Hun smilte overhovedet ikke.
Hendes ansigtstræk var helt alvorligt, Madelaine og Duncan kunne vel godt snakke ud imens at de var der?
De var alligevel ret så indblandet i det. Selvom at Alyss ikke virkede som den person som ville sætte sig ned, rykkede hun alligevel lidt længere ind imod gællenderet ( staves ? ) , så der var plads til en til. Hun var lidt ligeglad med om Alyss ville sætte sig ned eller ej, det var bare på den måde hun viste at hun intet havde imod Alyss.

Duncan så mod døren..
HAn så claire. Lyttede til madelaines ord, og fik øje på Alyss!
HAn så på Madelaine,
" Undskyld mig et øjeblik," svarede han roligt, og gik så med rank og elegant gang over til dem.
" jeg skal lige snakke med jer, om nogle få ændringer!"
svarede ha køligt..
Skiftevis så han på Alyss, og på Claire..
ventede deres svar..
tiden gik!

Hun rejste sig med det samme op da det var at han gik over imod hende og Alyss. Hun lænede sig lidt op af væggen og så på ham. Hun nikkede og viste at hun hørte efter. Hun så overhovedet ikke over imod hendes søster, selvom at hun nok ville have gjort det hvis det ikke havde intereseret hende. Men dette var hun jo indblandet i, og hun var også spændt på hvad det var der egentlig skulle til at ske. Hendes blik var lettere blodrødt og en smule vildt, eftersom at hun ventede på hvad det var han ville sige.

Hun lagde let hovedet på skrå.. hendes blik gled kort og ligegyldigt..
ulæseligt hen over Laine og så, så på Duncan igen.
"Ændringer.. ?" Hendes stemme var iskold og uhyggelig hvislende, så
kold at man skulle tro hun kunne fryse en hel sø til.
Hun nikkede kort mod Claire..
Alyss lod til at være hamrene ligeglad med at være brast ind i huset
uden at have banket på eller spurgt om hun måtte komme ind.
- Høflighed var ikke noget hun altid satte højt på.

Madelaine så på den fremmede vampyr, koldt, hvad ville hun i hendes hus, hvorfor havde hun været så uforskammelig at gå ind uden at banke på hun hvæsede "hvad vil du?" hun så på duncan, lige så koldt "hvis du har noget at sige dig det her, du skal ikke holde ting hemmeligt for mig!" hun var rasende, dem som hun troede hun kunne stole mest på holdt noget hemmeligt for hende, det lyste ud af dem, hvorfor ville han snakke med hendes søster når han ikke ville tale med hende, hun var rasende med dybest inde meget skuffet.

"Undskyld mig frøken mit navn er Alyss" Sagde hun iskoldt og fuldkommen
ligegyldigt som om Laine ragede hende en tom øldåse.
"Jeg skal snakke med Duncan så jeg kan ikke se noget upassende i jeg kom her?"
Hun hævede et øjenbryn.. køligt og ligegyldigt som altid.
- hvilket fik hende til endnu mere at ligne en engel.
Det eneste der sagde hun ikke var en engel var hendes øjne men
hun brugte også altid noget på sine øjne når hun var blandt mennesker.

Hun så på Alyss, men derefter på Duncan. Hun sagde overhovedet ikke noget til at Alyss talte sådan til hendes søster på den tonefald. Hun ville ikke indblande sig i deres diskution, hun ville hellere høre efter hvad det var for en ændring der var lavet. Hun så på Duncans ret så iskolde blå øjne. Hun fugtede let sine læber og satte den ene fod op på væggen så den på en måde også støttede hende. Hun ventede.. ventede på ord.

Hun så koldt tilbage på hende og sagde is koldt "og så? hvis du vil snakke med ham så træk et nummer og stil dig om i køen, jeg er faktisk igang med at snakke med ham hvis du ikke kan se det, afskum!"
hun spyttede spydigt af hende, hun ønskede hende ikke i hendes hus, hun skulle ikke tro hun kunne mænge sig ind bare sådan

Hun bed sig let i underlæben, og prøvede at holde sig udenfor det her.
Hun vidste selv at Alyss ikke var noget afskum, men ville heller ikke helt hjælpe hende da de jo ikke kendte hinanden.
Og hun ville heller ikke blive uvenner med hendes egen søster, så hun valgte at holde sig udenfor den samtale. Dog så hun på Duncan for at se hvordan det var han ville reagere. Hvordan han ville reagere på at hans kæreste sådan uden videre spyttede på en der rent faktisk var på hans side.. Det var underligt at tænke på. Hun skævede lidt over imod Alyss, hun overvejede rent faktisk at hjælpe, men nej.. Claire var fuldstændig kølig overfor sådan noget. Man måtte selv klare sig i disse tider. Og desuden virkede Alyss også som den som ikke rigtg ville have hjælp med noget som helst.

Duncan så på dem.
HAns vrede lå dybt begravet.
Han var ikke humør til dette her.. overhovedet!
De klare blå øjne skindede koldt!
han lod dem, ligeglad, så bare kort på dem, før han
begyndte at snakke til Claire..
" Vi skal have fat i et menneske barn." mere sagde han ikke.
vidste at alyss havde hørt det.
Stadig blandede han sig ikke i Madelaines og Alyss snak..

"I et menneskebarn..?" hun smilte skævt og grinte en smule grumt.
"Hvor bliver det sjovt.. hvis der altså er nogle modstandere der holder os tilbage..?" hun valgte at gøre det samme som Duncan, at lade være med at blande sig i deres snak. Hendes øjne blev lidt mere blodrøde, eftersom at hun nærmest ikke kunne vente til dette! Hun virkede nærmest som et lille barn hver gang at hun fik at vide hvad der skulle ske. Hun var som et barn der glædede sig til at komme ind i tivoli!

Duncan blandede sig fortsat ikke..
der var intet han skulle bruge det til.
" ja, en pige, som tydeligvis kender til os"
han smilte koldt.
" og Bare roligt Claire, du skal få modstand.. ulvene ser ud til at kunne lide den tøs,
hvilket bare gør dette sjovere."
han så på claire med klare kolde øjne..
selv han glædede sig!

"Yay..!" fniste hun let og klappede lidt i hænderne imens at hun hoppede lidt op og ned.
Ja, sådan var hun vel bare..? Hun elskede at have modstand og især når det galt Uldtotterne.
Hun elskede når det var de prøvede at puste sig op og prøvede at gøre alt for at de kunne skræmme vampyre væk?..
Det var så underholdene. Og selv vidste hun at hun ville have det sjovt.

Alyss så ligegyldigt på Laine "undskyld mig.."
hun ignorerede Maddie og lyttede i stedet til hvad Duncan
havde at sige.. et af hendes sjældne små onde smil gled hen
over hendes læber.. "et barn?" det var jo noget af det nemmeste..
Men sjovt lød det - gadvide hvad det ville føre til?
Hun glædede sig allerede men hendes Aura udstrålede ikke andet
end kulde.

Hun skulede koldt til Alyss, men gad ikke gøre mere ved det mere, hun vendte blikket mod duncan,
der tilsyneladende havde tænkt sig at lade hende være alene, forlade hende.
være ligeglad med hende
hun betød ikke noget for ham mere og det vidste hun nu
"vil du ende det her nu Duncan, så gør det ordenligt
hvis du ikke vil have mig mere, hvis du har udnyttet mig til det sidste, og vil smide mig ud som en brugt klud så gør det
i stedet for at bare vende mig ryggen som det usle dyr du er!" sagde hun koldt, hendes vrede boblede inde i sig,

Duncan nikkede..
" et sølle lile barn.. Et ynkeligt et, der åbenbart ved
mere end det burde!" igen snakkede Duncan til Claire..
Valgte ikke side i MAdelaine og Alyss 'kamp'
det behøvede han ikke..
sådan var han ikke..
han tog det han behøvede! og holdt sig fra resten..
han var forhadt af alle, og alligevel var det de andre som lå på jorden og var ynkelige!
Dog vendte han sig til MAdelaines ord.
" afslutte? starte? ussel?" Disse tre ord, var de tre ting hun havde misforstået..
kun disse..
derfor behøvede han ikke at sige mere, for vis hun tænkte ville hun regne hans ord ud..

"var det, det eneste du skulle bruge mig til?
betød jeg virkelig ikke mere!" hun var rasende, hun havde for engang skyld ladet en komme hende nær
og så var dette hun endte op med, hun var skuffet, hendes vrede var ved at boble over,
hvor dum hun følte sig nu, ville hun ikke vise, hvor dum kunne hun være at lade en komme hende nær, bare for at playe hende.

"Åh så opfør dig dog mere passende du er en vampyr!" sagde
hun iskoldt og blev nærmest pinlig berørt over at en vampyr opførte sig
så åndssvagt.. hun modstod trangen til at himle med øjnene.
- eller alt i alt sendte Laine ind i væggen i den anden ende af rummet.
Men hun vidste jo at Duncan elskede hende eller gjrode han?
Hun ville ikke være uvenner med hende men det betød ikke at hun
ville opfører sig mere høfligt!

Hun vendte sig mod alyss og gav hende en lussing så hård det lød som et tordenskræld
"du holder bare din beskidte mund lukket når ingen snakker til dig er du med?" sagde hun koldt
hendes måde at vise tingene på var hendes, så skulle ingen sige noget til hende og slet ikke en som hende

Duncan så på Madelaine..
HAn var ikke overrasket over hendes ord..
over hendes måde at fortolke ham på.
dette betød blot, at hun afslørrede sig selv,
at han i sit indre havde haft ret!
Duncans klare øjne, som virkede så facinerende, så en eneste gang
på Madelaine.
Han sagde intet.. Duncan havde jo hørt hendes ord.
hvilket betød, at hendes hjerte havde valgt den besluting..
før han selv havde sagt noget som helst!
Vreden var fartuende.. Vækket,
men roligheden dækkede det..

hun gled en meter bagud men mere skete der intet.
- hun var ikke svag og lussingen havde ikke været så hård
som hun havde forventet af en Alfa .. hun havde haft fuldkommen
ret. Kærlighed og følelser gjorde en svag! Derfor skulle de droppes.
"Hvem siger så at du fik tilladelse til at berøre min kind?" spurgte
hun iskoldt - giftigt - og lagde hovedet let på skrå som om
laine blot havde kærtegnet hendes kind i stedet for at have givet
hende en lussing.

"hvem gav dig tilladelse til at besudle mit hus med din tilstædeværelse?" svarede hun spydigt tilbage, hun vendte sig mod Duncan, nok skulle være nok, hun ville ikke skjule sit sande jeg mere, hendes gamle jeg.
hun gik tre kolde skridt over mod ham og sagde benhårdt "du! sæt dig!" hendes evne var i brug,
man kunne ikke vide det, før hun var færdig med en.

Duncan så på dem..
HAn ranke holdning afslørrede intet..
hans klare øjne var tavse.
HAns fornamelse for hvad Madelaine ville ramte ham.
men han stod fortsat stille..
som var han uviden..
" som De vil.." svarede han roligt..
Det svagt smil, kunne et kort sek ses.. det var ondt!
HAn satte sig, uden nogen form for modstand..

"fortæl mig sandheden, og hvad du mener om hvad jeg var til for dig!" sagde hun koldt, hendes evner var på det yderste, og nok ingen ville kunne stå imod dem. Dette var det første hun ville have svar på.
resten havde hun resten af dagen til at finde ud af

Hun fnøs og rystede på hovedet af Madelaine. Claire ville dog ikke gøre noget ved det. Hun fugtede let sine læber og så derefter på Alyss. Hun bekymrede sig overhovedet ikke om det havde gjort ondt. For hun vidste at Alyss var ret stærk, nok fordi at hun havde holdt sig væk fra nogle ting, som rent faktisk var klogt. Claire var også den person der nok var meget kold overfor nogle ting, men kærlighed kunne hun ikke leve uden. Det var noget der rent faktisk gjorde hende stærkere. Netop fordi at hun godt kunne lide at føle sig speciel. Men det var svært at regne Claire ud, hvordan var hun egentlig? Alle var vel enige med at hun rent faktisk elskede at høre på smerter, hun elskede alt det med skrig og skrål. Elskede at høre knogler knække, elskede at se på alt det blod.