Tid :: morgen Dag :: 17-09 Årstid :: efter år Sted :: hjemme Omgivelser :: ingen vejr :: regn
Det var en almindelig dag, eller det ville man tro hvis man ikke kendte Madelaine, det var nemlig hedes fødselsdag, hun havde tilbragt natten med at stirre på sig selv i sit spejl, spekulerende over om det kunne ses om hun blev ældre i hendes øjne, eller små forandringer, men nej intet, intet der kunne bevise at i dag var hendes fødselsdag og hun blev et år ældre, hun sukkede halvtrist, hun var alene de andre havde ikke været der dagen før og heller ikke denne morgen så hun var helt alene.
Duncan kom gående.. SOm han så tit gjorde, der var ingen, hvilket kun var godt. Det gav ham ro.. Til at tænke.. Brevet som han havde fået lå i hans lomme.. Han fandt ikke det at få brev, som noget der var gammeldags, det var bedre på den måde, især når det var sådan et slags brev. Han fnyste.. Det var allerede efterår. han drejede op af en vej, huset kunne ses i det fjerne.
Madelaine åbnede vinduet og blæsten ramte hendes hvide ansigt, hendes blå øjne var bleje, der var ikke meget glæde i dem selvom det skulle være sådan en glad dag, hun kunne ikke tænke på så meget glad i dag, kun de dårlige minder der hele tiden boblede over i hendes hovede de minder der aldrig kunne vaskes væk men som kørte rundt igen og igen når hun lukkede øjnene, nogle rødlige blade fløj ind af vinduet og nogle landede på madelaine, hun sukkede let.
Duncan forsatte med at gå frem.. hans skridt var knap hørlige.. * hvad havde de tænkt på.. nu allerede? * det var kommet som en overraskelse at tiden allerde var gået. væk. Dog var han sikker.. Det havde jo været hans ide.. Eller halvt i hvertfald. Nu var det hans ansvag, Duncans! Duncan så ret frem, lod sig hverken se til højre eller venstre, kun ligeud, mod huset som nærmede sig. Skjorten blafrede let.
Hun sukkede stille igen, stilheden larmede omkring hende, hun havde lukket øjnene, og vinden dansede om hende, hun vendte sig om mod sengen og lod sig falde ned i den, hendes øjne forblev lukket, hendes hår svævede om hende mens hun faldt ned, sengen gav lidt efter og hun bumpede blidt i den bløde seng, hun trak vejret tungt ind mens hun tænke på den tomhed der lå der hvor hendes døde hjerte var. Hun tænkte over hvordan hun enlig snød døden dengang uden selv at være ansvarlig for det.
Claire var kommet ind af baghavens dør, så Madelaine kunne vel dufte at hendes søster var hjemme efter en lang tur. Hun gik langsomt op af trapperne og op til Madelaines værelsesdør. Hun fugtede let sine læber, og vidste at hun nok ikke helt skulle sige tillykke. Men alligevel, ville de ord så gerne komme ud af hendes mund. For sådan var det bare, hun holdte meget af sin søster og syntes at hun skulle føle sig lidt speciel.
Duncan indså at der var meget han skulle .. så meget! det ville blive hårdt, men belønningen ville være det værd! HAn forsatte.. Huset var tæt nu. Heldigvis.. han havde behov for at tænke på dette mere, ikke nu. HAn beholdt den rolige fart, Om lidt ville han stå på trappen og banke på, om lidt..
Madelaine duftede straks sin søster, der var ikke rigtig nogle der kunne overaske hende, hendes sanser var nogle af en af de bedste hun løftede let hovedet så hun kunne sige noget, da hendes hoved ellers var begravet i puden som hun på på og sagde "Claire,!" hunlagde hovedet ned igen mens hun stoppede med at trække vejret, havde hun været et almindeligt menneske så ville man tro hun var død, hvilket hun jo også var, hun var kold, lighvid og helt stille
"Maddie.." smilte hun blidt og trådte ind i værelset. Hun gik langsomt over til hendes søsters seng, men vidste ikke helt hvordan det var hun ville reagere. Hun satte sig på sengekanten og så på hende med de lettere røde øjne. Hun kunne lige præcis dufte Duncan, men sagde ikke rigtig noget til det. Han kom vel for at snakke med Madelaine? Og det syntes hun selv var helt okay. Hun kunne sagtens sætte sig ind i sit værelse igen.
Duncan stoppede foran døren. han hun fornemme dem.. Hans øjne skjulte hans tanker.. Hans mund var uden smil.. Duncan valgte at lade være med at banke på.. HAn kunne jo, imens de snakkede se sig lidt om? bare for lidt hølighed..
"claire!" sukkede hun og vendte hovedet mod hende og sagde "jeg gider ikke leve et dødt liv mere!" hun så på hende med hendes tomme øjne der var så tomme som hun følte sig inden i.
Hun så lidt overasket på Madelaine og blev en smule stillte. Hun satte sig helt op på sengen og trak sine fødder hen til sig og krydsede dem. "Og med det mener du..?" spurgte hun langsomt og så på ham. Hun fugtede let sine læber og pillede ved sine fingre.
"at forsvinde herfra eller få en til at dræbe mig helt, jeg føler ingen glæde jeg føler kun tomhed, jeg kan næsten ikke klare det mere mit hjerte er hult ikke kun dødt, Duncans tilstædeværelse er mig afhængig, jeg kan bare ikke have ham hele tiden, og uden ham har jeg det sådan her. jeg kan ikke klare det mere, hvis han nu en dag forsvinder hvad skulle jeg så gøre??" spurgte hun stille.
Hun bed sig i underlæben, "jeg forstår.." sagde hun roligt og så på Madelaine. Hun satte sig lidt tættere på sin søster. "jeg tror ikke at han sådan uden videre vil forsvinde" sagde hun og sukkede. "Og jeg vil heller ikke have dig til at forsvinde.." hun skævede lidt til hende. "Kan du ikke bare prøve at holde dig i bedre humør..?" spurgte hun roligt. "Vi kan jage sammen..? Eller du kan jage sammen med nogle andre vampyre..?"
"jeg har ikke lyst til at jage jeg har ikke lyst til noget, ikke nu, jeg ved ikke hvad jeg skal!" sagde hun med et stort suk, hun følte sig stadig meget ensom selvom claire var der.
Hun fugtede let sine læber og vidste overhovedet ikke hvad det var hun skulle sige. Det var svært at trøste, når hun alligevel ikke helt forstod det hele, hun forstod ikke hvordan det var hendes søster følte. Claire syntes selv at hun var blevet stærkere, efter et stykke tid. Efter at hun havde vænnet sig ordentligt til vampyr-livet. Hun elskede det helt. Så hun forstod bare ikke hvorfor Madelaine ikke kunne nyde det som hun selv gjorde?
Duncan hørte intet, hvilket nok også var det bedste. Han så rundt, og samlede en af de små nibs genstande op, Drejede tingen i hånden.. tænkende.. Jo det var minsandten allerede efterår.. Endelig skulle der komme til at ske noget! endelig! hvor havde han savnet det.. som en fulg der ikke måtte flyve. han satte tingen fra sig.. Det klirrede let!
Hun sukkede og sagde "hvad nytter det at være udødelig når ens liv ikke helt er værd at leve, mit liv er kørt fast, ikke fordi jeg ikke påskønner Duncan, men det er som om når han ikke er her, er jeg ikke hel mere, han har en del af mig, noget jeg ikke kan forklare og uanset om han er længe væk eller kort væk så føltes det som om jeg dør indvendig igen og igen.!"
Duncan lod sine øjne glide over rummet.. endnu en ting samlede han op, og stod og vejede den i hånden. HAn forstod ikke alle disse nips ting, HAn lyttede. Kunne svagt høre dem, som en let uhørlig summen. Mit i en bevægelse røg tingen ud af hans hånd, Og Duncan nåede kun lige at redde denne ting, fra at blive smadret mod gulvet, og slap for den larm, som det ville medføre.. Straks satte han den fra sig, og beslutede istedet at gå over til vinduet.
// Måske en dårlig ide?? En bideklar pige, i et hus fyldt med vampyre?? Uha uha xD
Cisse havde lovet at Daiya måtte få nogle af Cedric's få egendele, da han ikke kom til at bruge dem. Hun ville gerne have dem så hurtigt så muligt, for hun viste at Claire boede her, og Claire gav hende seriøst gåsehud. Hun bankede let på døren, for hun frøs en anelse. Hun viste ikke rigtigt hvorfor. Hendes sorte negle legede lidt med hendes sorte lokker, imens hun ventede tålmodigt. Hun ville simpelthen dø, hvis det var Claire som åbnede døren...
madelaine rejste sig, hun villle ikke snakke mere om det emne med sin søster, det var nok for i dag, men det ændrede ikke hvordan hun havde det, hun besluttede bare for at skjule det "jeg åbner!" mumlede hun og gik ud af døren, med det samme hun åbnede døren duftede hun Duncan, hun bed sig i læben men skynte sin mod døren men tænkte på om han havde hørt noget af det hun havde sagt, hun åbnede døren og så denne fremmede pige.
Dai bed sig i læben. Dette var værere end Claire. Hende her, var meget mere uhyggelig. Eller også var det bare hendes sindstemning. "Jeg er Daiya." sagde hun, og prøvede at lyde rolig. "Jeg kommer for at hente Cedric's ting, men jeg tror godt det kan vente, til Cecilie er her."
Dai skar en smule ansigt. Et hus fuldt af mennesker som Claire. Eller det regnede hun med. "Hvad laver i?" spurgte hun lidt nysgerrigt, og trådte ind i det store hus.
Duncan så mod døren. HAn havde stået i sine egne tanker, men lugten af menneske vækkede ham. Hvad lavede en her? Dog var dette ikke det største spørgsmål som ramte ham.. det var * lukker hun utøjet ind!* HAn fnyste let, rankede og og så ud af vinduet..
Dai smilede lidt køligt. "Aha. Tillykke." Hun bed sig i læben for ikke at tilføje nogle ting, som måske ikke var så smarte at sige. Hun så sig omkring, og opdagede at der var en anden i huset. "Kendte du Cedric?" spurgte hun uden nogle tegn, på noget somhelst.
"om jeg kendte ham? det var min skyld han levede længere end det han ville have gjort!" sagde hun lidt køligt, hun så efter duncan, hun kunne godt bruge ham nær sig lige nu.
Claire kunne dufte at det var denne tøs hun havde mødt før. Hun fnøs og rejste sig op. "Hmm.." sagde hun stille og havde set efter sin søster da hun var gået. Hun gik dog ud af værelsesdøren og gik derefter ned af trapperne. Hun nåede til døren og kunne mærke sulten snige sig ind på hende. Hun så koldt på Dai, hun havde så stor lyst til bare at sætte tænderne i hende, men det kunne hun ikke bare lige gøre foran hendes søster. Hun sagde overhovedet ikke noget til Dai, selv ikke et lille venligt hej. Nej, sådan skulle det ikke være. Dette var mad! Uden overhovedet at få øjenkontakt med mennesket, gik hun forbi Madelaine og Dai, hvorefter hun trådte ud af døren.
Duncan så Claire.. Han burde snakke med hende, eftersom hun var den eneste der vidste hvordan man burde opføre sig.. Dette mindede ham om at en snak med MAdelaine nok også ville være på sin plads. Dog valgte han at vente.. Sendte et sidste blik ud af ruden, for at tjekke om der ikke var flere afskum på vej..
Hun rystede på hovedet mens hun så på pigen "bare tag tingene og forsvind!" hun så på Claire og spurgte "smutter du bare?" hun havde ikke forventet hendes søster bare ville gå sådan uden lige, ville ingen holde noget for hende på hendes dag?
"Nejnej.." sagde hun roligt og så lidt på Madelaine. "Altså jeg.." hun kløede sig let i håret, hun kunne ikke lige sige til sin søster at hun ikke kunne holde sig væk fra at bide et menneske..? Og det at hun i det hele taget ikke orkede at være i nærheden af sådan nogle personer, der kun var til for at spise. Hun lænede sig lidt op af dørkammen, "jeg kommer om fem minutter hvor vi i det mindste kan holde din fødselsdag på en hyggelig måde, men det er lidt svært når der er fremmede til stede.." hun prøvede let at smile til sin søster. Men hun havde bare svært ved at forstå hende..
Hun nikkede og viftede hende væk, hun så køligt på pigen hun vidste godt hvordan hendes søster havde det, madelaine havde ikke været sig selv den seneste tid, hun havde ikke jaget ellet noget, hun havde bare ligget stille alene og elendig i sin seng, hun kunne godt mærke tørsten, men hun var stærk, stænkere end hendes søster, selvom hun ikke så menneskerne som andet end mad så spillede Madelaine ofte venlige overfor dem, når hun var i humøret til det, men madelaine kunne man aldrig rigtig finde ud af, hun var tit en ny person fra dag til dag,
Hun gik med det samme ud af døren da hun fik lov af hendes søster. Hun vidste selv at hun var en smule svag, hun vidste at hun ikke selv kunne håndtere sådan nogle ting. Derfor var hun ret så glad for at hendes søster rent faktisk hjalp hende med nogle ting. At hun hjalp hende med nogen gange at komme væk fra menneskerne. Det var vel derfor at hun ikke længere gik på skolen? Fordi at hun var begyndt at blive så kølig overfor andre, netop fordi at hun hele tiden ville æde nogle folk. Hun gik rundt om huset og over på den anden side, så hun kom over i baghaven. Hun satte sig derefter på græsset og hendes øjne var lettere røde.
Dai forsvandt ud i gangen, uden at svare. *'Bare hent tingene og forsvind' er nok for mig* tænkte hun bittert, og forsvandt ind på Cedric's gamle værelse. Hun var ligeglad med hvad de tænkte om hende. Hun så at Cecilie, allerede havde pakket Cedric's ting. Hun havde dem i en lille plastik pose. Dai tog den hurtigt, og forsvandt ud på gangen igen. Hun stod lidt ved døren, inden hun gik ud.
Hun skulede koldt mod pigen da hun gik og lukkede døren hårdt i efter hun var gået ud. hun så på duncan og sagde "hey!" næsten uden nogen tone, ingen glæde bare helt udtryksløst ..
Hun kunne dufte at mennesket gik ud, så kunne hun vel godt tillade sig at gå ind igen..? Hun rejste sig op og gik over til hoveddøren igen. Hun gik ind og sukkede.. hun sagde overhovedet ikke noget til dem. Måske havde de lyst til at snakke sammen alene?.. Hun gik derfor over til trappen og gik derefter op. "Jeg venter ovenpå hvis det er.." sagde hun roligt og gik op på sit værelse.
Duncan blev revet ud af sine tanker.. han skulle snakke med Claire.. Dog faldt hans øjne på madelaine. " Heys!" svarede han roligt, han blinkede og hans øjne blev kolde.. Det som de ikke havde været da han før havde kigget ud af vinduet.
Hun lagde hovedet på skrå og så på ham, hendes blik var tomt men hun synes ikke han var som han plejede at være, jo selv var han kold, men med hende plejede han ofte at være helt uniq, ikke som når han var ved andre. hun gik over til ham og spurgte "er der noget galt?"
Hun satte sig på sin seng inde på sig værelse og fandt sin tegneblok frem. Det kunne godt være at hun var et rovdyr.. men det stoppede hende stadig ikke med at tegne. Hun kiggede let op på væggen med alle de tegninger hun havde tegnet. Alle dem hun i hvert fald var blevet stolt af. De var helt perfekte med al slags detaljer på. Hun var selv stolt af dem, og hun vidste at der var mange folk der godt kunne lide at se på det, netop fordi at det netop ikke var helt det samme det hele. De havde nærmest hver deres historier i sig selv. Hun lagde sig på maven på sin seng og åbnede hendes tegneblok på en ren side. Hun prøvede at lade være med at lytte til deres samtale nedenunder, hun prøvede.
Duncan lagde hovedet let på skrå.. velvidende, at hans kulde var kommet forsent, og ikke havde skjult de tænksomme øjne. " Emh.. Nej." løj han.. Selvfølgelig var han nødt til at lyve.. sådan var han, og heldigvis skjulte hans stemme denne løgn, den var lige så let og rolig som den skulle være, han skævede mod der hvor Claire var forsvundet.. og lov priste at de tre var alene.. de to som han skulle bruge
Hun kneb øjnene sammen og sagde "jeg kan se på dig alt ikke er som det skal være, tro ikke jeg ikke kan kende din opførelse!" hun lagde ikke armene om ham som hun plegede at gøre hun kunne mærke der var noget, og det påvirkede hende.
Duncan så på hende.. Roligt, køligt, umuligt at læse.. " Der er intet" svarede han let. Stemmen afslørede intet overhovedet. dog bed han mærke i at hun havde set det.. forbandede det.
Hun rullede med øjnene hun havde set noget, og nu løg han for hende, hun blev sur over han stadig vile lyve for hende, ikke fordi hun kunne høre det på hans måde at sige tingene på, men fordi hun havde set hans udtryk "sikkert!" sagde hun koldt, hun vendte ryggen til ham koldt og gik ud i køkkenet.
Duncan så efter hende.. hvad skulle han sige.. - øhm ser du, der vil nok komme krig mellem alle? og jeg vil være den der begynder det, pgr 7 ord? ja det tegnede jo næppe som en god forklaring. HAn åbnede munden, men orderne kom ikke.. Så lod han to kolde fingre løbe ned af ruden.. hvorfor også nu.. ?
Hun mærkede vreden der boblede inden i hende fordi han ikke ville sige noget som helst, hun ville prøve at kontrolere det, men hendes vrede var noget der let tog sin egen sag, hun vendte om igen og så stift på ham og sagde "du holder hele tiden hemmeligheder for mig, jeg kan snart ikke tage det her mere, jeg ved du holder noget hemligt, selvom du er en forryende løgner så kender jeg dig og det ved du!" hendes stemme var iskold og hendes blik også.
Duncan så på hende,, Selvfølgelig løj, alt andet var idiotisk! HAn lagde hovedet let på skrå, tænkte det igennem.. Lyttede til hendes kolde stemme og svarede. " hvad vil du vide?" HAns egen stemme var fuld af fatning, men hans sind var løbsk!
Hun så køligt på ham hendes vrede voksede sig større men hun bevarede roen endnu "du ved udemærket godt hvad jeg vil vide, både du og jeg ved du ikke er dum, og du ved jeg heller ikke er og jeg ved du holder noget hemmeligt for mig, og jeg vil gerne vide det, du ved jeg hader når folk holder noget hemmeligt for mig.!" sagde hun koldt
Duncan så kort ned af hende.. det var jo overbevisende. når hun gik amok over dette, ville det uden tvivl blive håbløst at forklare.. dog ville han se hvad hun ville sige.. " Det er bare noget der skal ordnes" svarede han ærligt. Øjnene så ind i hendes.. hans isklare blå øjne!
"bare noget?" spurgte hun holdt og så iskoldt tilbage i hans øjne med hendes egne kolde blå øjne "hvis det var bare noget så havde du ikke holdt det hemmeligt for mig!" sagde hun irriteret hun lagde hånden på skulderen af ham og trykkede lidt "jeg er ikke et barn jeg skal ikke beskyttes, fortæl mig dog sanheden, tror du ikke jeg kan tåle og høre det?" spurgte hun roligt.
Flest brugere online på samme tid var 385, Tors Sep 19, 2024 7:14 pm
Evner
Tors Aug 09, 2012 12:56 pm af Arya
Hej alle sammen nu skal vi altså lige have skrevet jeres evner ned så vi kan finde ud af hvem der har hvilke evner! husk nu at i kun kan have en evne hvis i er omega eller alfa, og omega evner ikke er særlig stærke og alfa evner er meget stærke!
A
Arya - har en tanke styrende evne, når hun ser dig i øjnene kan hun danne illusioner inde i dit hoved, selv når du er alfa kan du ikke vide med sikkerhed om det er hende der leger i dine tanker eller om det er virkeligt, meget forvirrende og farligt da hun også kan danne billeder for dine øjne så du tror du er et helt andet sted …
Tors Okt 22, 2009 7:09 pm
