Dårlig fødselsdag

Madelaine kom gående ude i skoven. Det var stadig hendes fødselsdag, eller resterne af den, hun havde haft en dårlig dag, nok den værste i hendes døde liv. Hun satte sig i sin lysning som hun tit var i og så på en ræv der kom løbende, den så lige så alene ud som Madelaine gjorde. Hun sukkede og lukkede øjnene. Hun mumlede noget uhørligt, men det var noget om hvor elendigt hendes dag havde været.

Dominic lå på en gren ved et træ, men kunne dufte en anden vampyr. Han tog fat i grenen og svang sig ned på jorden og lugtede lidt igen. Han vidste hvor vampyren var og løb derover. Han så at det var en dame, nok lidt ældre end ham kunen han regne ud. Han havde en sort jakke på, sorte bukser og ingen strømper. Han havde intet indenunder jakken fordi han elskede den kolde vind imod hans krop.

Madelaine så op, han var jo ikke ret diskret, hun så på ham med kolde øjne, hun sad lænet op af nogle træstammer, der var stablet. Hun havde en hvid skjortelignende trøje på, som var driv våd allerede med det samme, og self gennemsigtig, men heldigvis havde hun jo en BH inden under. hun havde nogle grå jeans på og nogle almindelige sko på. hendes hår klisterede ind til hendes hvide ansigt, og hendes blå øjne var fyldt med kulde og had til denne dag.

Sydney havde haft brug for noget luft hun hadede at være derhjemme alene hun sukkede svagt da lugten af to andre vampyre ramte hende hun sukkede svagt forsatte imod færten af vampyrene hun ville nødig forstyrre men en nysrrighed fik taget overhånd i hende og forsatte imod færten stod til sidst i den ene ende af en lysning

Han så lkidt på hende, han havde et koldt udtryk i ansigtet, ingen følelser eller noget. Han så lidt på hende ""Dominic." sagde han og lagde mærke til at hendes trøje var helt våd. Han var som sædvanlig helt hvid i huden, og den dag var ingen undtagelse. Han satte sig på et halvt væltet træ og så på hende.

Hun fulgte ham med sammenknebende øjne og sagde "Madelaine!" hun bevarede sit kolde udtryk, men alligevel så var der nok ikke emre der kunne gøre hendes dag dårlig. "hvad laver du i min skov?" spurgte hun køligt, dette stykke som var bag hendes hus var faktisk hendes, da det hørte til hendes grund.

Han så lidt på hende og himlede med skoven tilhøre alle?! Hvis du ikke vidste det eller er du ny i det..?" spurgte han koldt og så på hende. Han kunne ikk klare når folk sagde at tingene var deres som F .eks skoven! Men han havde skam lært at stå imod og at det ikke tilhørte de forskellige steder!

Sydney havde stået ved trærerne i den ene ende hun tøvede stadig måske skulle bare gå hun stirrede stadigt frem for hun to nogle få tøvende skridt over imod dem stoppede igen op hun virrede lidt i luften sukkede dybt før hun forsatte da hun var kommet tæt nok på kunne se den en var Madelainie og en anden vampyr hun ikke kendte hun smilede svagt hvor havde hun drog savnet Madelaine men noget fik hende til at holde sig på afstand

Hun pegede rundt på et område fra hendes skov og lidt ud fra det hun var og sagde "nej jeg eger faktisk skoven i dette område, jeg har boet her i mange år, med undtaget den tid jeg var i italien!" hendes stemme var ligelides kold

//sorry er lidt ukrea//

Han lo koldt "DU?! ejer?! Men efter min egen, tilhører skoven alle?" hvæste han og klatrede længere op i træet. Han var så træt af folk der troede at bare fordi de boede tæt på skoven, at så ejede de den, men det hadede han så inderligt fordi de folk bare var en gang idioter!

hun lyttede kort til deres samtale før forsatte det sidste stykke hen til dem stirrede lidt på spå dem før svagt bed sig i læben " ey" sagde hun næsten uhørligt hun havde på fornemelsen at det var et dumt tidspunkt hun kommet på og trak sig derfor en smule væk hun kunne høre Madelainie hvist ikke havde haft en god dag

Hun rejste sig irriteret "hvis du ikke tror mig skal jeg da nok hendte papirene, og bevise det er sandt, jeg har ikke givet 2 milioner for mit hus og grund for ingen grund!" hun så Sydney og mumlede hey!"

"Ha! ingen papirer kan overbevise mig! Det er kun tomt blæk, den der virkelig ejer skoven er alle!" sagde han selv irriteret og var blevet træt af den samtale. Han så ned på hende fra træet "hvis du ejer denne grund så gå til en advokat og få mig væk!" sagde han ligegyldigt og så op på himlen.

Sydney kiggede op drengen igen og så over på Madelainie hun vidste ikke hvad hun skulle sige hun stirrede igen op drengen hun Drengen havde hvist irriteret Madelaine hun satte sig smilede svagt hun ville ihvertfald ikke blande sig lige nu hun havde ingen planer om at blande hun ville ikke være uvenner med nogen

Hun rullede med øjnene og sagde "bare fordi du er fattig og ikke har råd til at købe en grund skal du ikke tro jeg lyver når jeg siger sandheden, skove er ikke altid eget af alle, tåbelig som du siger dit svar, jeg har købt min grund og er enlig ligeglad med om en søtte vampyr som dig, men hvalpene har intet at gøre på min grund, jeg spurgte dig bare hvad du lavede her!" hun rystede på hovedet og så på sydney "det er længe siden!" sagde hun uden sin kølige tone

"Og hvis jeg var fattig? Så ragede det mig en høstak?!" sagde han og rev blade af grenene. Han var blevet ret irriteret, men gad ikk diskutere med den sure dukke! Han skar i grenen og lavede bare linier.


//Sorry, men er ikk særlig kreativ..//

Sydney nikkede " for længe" mumlede hun stille hun stirrede op drengen og lod så sine øjene falde på Madelaine " hvad har du lavet i al den tid?" spurgte hun lod som drengen var luft hun havde kun Madelainie tankerne hun havde ikke set Madelaine siden hun havde reddet hende hun bed svagt læben

Duncan kom gående..
De klare blå øjne var rettet mod jorden.
Den hårde jord, der ikke gav lyd fra sig, når Duncan trådte hen over det.
Hans gang var let.. let og elegant,
Med den synlige kraft over ham.
Den umenneskelige rolighed!
Han gik uden mål..
Gik blot fremad.. Sådan var det bedst.

Hun grinede hånligt og sendte ham et blik der sagde 'jeg er da ligeglad med dig!" hun vendte sig mod Sydney igen og sagde "ja du har ret alt for længe, ikke siden din forvandling menes jeg!" hun husker stadig aftenen efter hun havde redes Sydney fra den anden vampyr der havde jagtet hende og hendes familie før det " Jeg har været igang med at lave min klub, som der er fuld gang i lige nu!"

Han så lidt på dem og lod som om han snorkede. Han så lidt på dem med et øje og med det andet lukket. Han følte sig virkelig alene fordi han ikke kunne andet end at skændes med alt og alle, andet duede han ikke til synes han.

Duncan forsatte..
Stadig var blikket mod jorden..
Stadig var tankerne i hans hoved,
og kulden om ham..
Hjertet slog ikke.. Og det var han ikke ked af..
heller ikke, at kulden var i ham, over ham.
som roligheden og det at han ikke vidste hvor han var på vej til.
Duncan gik blot..

" det lyder som om du har haft det travlt" sagde hun smilede svagt hvor havde hun bare savnet Madelaine sådan " ja det der omkring sidst har set hianden" sagde hun skjultet ikke sin fornøjelse af snakke med Madelaine hun vendte igen blikket imod drengen smilede svagt til før hun vendte blikket imod Madelainie " er den god din klub?" spurgte hun nysrrigt hun kunne ikke huske om hun havde fået noget at vide om den hvis hun havde, havde hun glemt det sukkede svagt men i det mindste havde hun ikke været alene men virkelig glad for at Snakke med Madelainie " har jeg nogensinde fået sagt tak for at du reddede mig" spurgte hun meget stille

Hun smilede og sagde "du behøves ikke at takke, jeg havde ikke gjort det med mindre du ikke havde fortjent det, jeg tror du skal blive noget særligt, måske ikke nu, men om nogle år kan lige netop du være den vigtige i et puslespil!" hun lukkede øjnene og trak vejret dybt ind, hun fik færten af Duncan, men så ikke efter ham, hun fornemmede han stadig var langt væk, hun skævede over til Dominic og sagde lettere hånligt "skal du bare stå der til pynt?"

" mig noget særligt" hun trykkede lidt på ordene hun smilede vendte blikket imod drengen " jeg er Sydney" sagde hun venligt til ham hun var ved godt humør det var længe siden hun havde været i så godt humør " jeg har savnet dig" sagde hun fik færten af den anden vampyr

"Hm?" han åbnede et øje og så på hende "nej men ryk dig lige moster, du spærre!" sagde han og viftede med hånden som om hun var et eller andet nul der stod og tiggede. Han gad hende snart ikke mere, men blev liggende uanset hvad, om hun ville fjerne ham med magt så ville han komme igen på et tidspunkt. Han så ikk på pigen "Dominic." sagde han toneløst.

Hun lo koldt af ham og sagde "så nu er vi familie? tror jeg næppe min lille ven!" hun kvalte sit grin og så på sydney og sagde "tror ikke den unge er noget godt selvskab, selv ikke for dig!" hun smilede koldt og meget hånligt til fyren og så tilbage til Sydney.

Duncanforsatte, lugten af vampyr kom tættere
og tættere på.. Der var 3 af dem.
Han forsatte fremad, gik mod dem,
Roligt og ligegyldigt så det ud..
Lyttede til den lette summen der blev til stemmer..
Stemmer der blev til ord.

Sydney trak på skulderne fnøs en smule før hun vendte blikket imod Madelainie og forstod med sammen hvorfor hun var blevet så træt af ham hun bed svagt læben " jeg gider ikke spilde mere af min tid på ham" mumlede hun vredt mere af sig selv end af ham fordi hun havde gidet snakke med ham " du har ret" sagde hun en smule vredt hun knugede svagt sine hånder sammen

Hun smilede let og så Duncan i det fjerne, hun havde endnu ikke snakket med ham efter eppisoden i huset.
Men hun ville ikke bekymre sig om det nu, hun havde ikke set Sydney i lang tid, og lige nu var den lille dreng der
Hun så på sydney igen og spurgte "Hvad med dig? hvad har du lavet i al den tid?"

"Nej det er jeg glad for at jeg ikke er!" sagde han og satte sig op i træet og kunne lugte en tredje vampyr, men kendte ikke personen. Han tænkte lidt over hvordan han havde været over de to piger og følte sig faktisk lidt ond imod dem, men han havde noget med sin personlighed..

" ikke rigtigt det store lektier og været sammen Kayli" indrømmede hun følte sig smule flov over det hun havde slet ikke lavet halvt så meget Madelainie hun bed sig svagt læben hun følte sig en smule nervøs ved den fremmed vampyr hun bed svagt tænderne sammen hun kiggede på Madelanie " jeg ingen gang lavet halvt så meget som dig" sagde hun smule flov

Duncan forsatte..
Til han nærmede sig træet tæt på-
Han lænede sig let mod det, Med armene foldet,
OG Øjnene klare mod dem..
viste kulde og hårdhed..
viste at duncan havde taget ved lære, af fejl og fælder!

Hun smilede og sagde "jeg har droppet skolen for lang tid siden, synes bare ikke det var rigtigt.
Har foresten fødesldag i dag!" hun sukkede næsten trist og så ned i jorden

Han så på den vampyr. Han sukkede let og lagde sig til rette igen. Han så på dem, men lukkede øjnene i igen for at kunne slappe lidt af. Han kunne stadig høre deres samtaler.

" mange gange tilykke" sagde hun opmunterende men vidste at det nok ikke ville virke hun hævede det ene øjenbryn som ville spørge men bed det i sig hun vendte blikket over imod den anden vampyr hun stadig meget nervøs men ville ikke vise der stod nær ved dem hun bed sig svagt læben han så meget skæmmende ud hun vendte blikket imod Madelainie igen " jaer det sagde du jou" hun bed svagt læben " kender du ham" spurgte hun pegede over på den anden vampyr ( Duncan) hun gøs en smule og havde med det samme hun havde spurgt fortrudt hun havde gjort det

"tja tak, du den første der siger det, det har været en elendig dag!" sagde hun til sydney hun vendte blikket mod Duncan igen og sagde køligt "ja jeg gør, han er min vidunderlige kæreste, der så godt kan lide at holde ting hemmeligt for mig
ikke støtte mig og som bare vender mig ryggen når jeg vil høre sandheden fra ham som han aldrig vil fortælle mig!"

Duncan smilte lidt over MAdelaines ord..
dette var dog fuldkommen perfekt.
en god stemning at skabe..
Han satte sig let op i det træ, han hør havde været nedenunder..
Satte sig godt til rette, og kiggede over områet,
ligeglad over hendes ord..
fuldstændig kold,..

* den sved* tænkte hun kiggede på ham så han var Duncan han var meget skræmmende og hvis hun kunne ville hun helst forsvinde i lille hul men hun glad for Madelanie var der " så det er Duncan" sagde hun nærmest hviskende hun ville ikke snakke mere om tænke som det kangede for finde noget andet snakke om men der kom ikke noget der var helt tomt

"korrekt!" sagde hun og fulgte Duncan med sik kolde blik.
hun vidste han var ligeglad med hvad hun sagde, og at hun sagde det på måden hun gjorde det på
men når han ikke havde modet til at snakke med hende eller sige sandheden måtte hun vel sige det hun ville sige til andre
hvor han bare måtte lytte.

Duncan så bare på Madelaine med let
hævet øjenbryn..
han fandt virkelig dette sjovt, og gjorde alt for at skjule et smil.
Helt upåvirket af hendes ord..
Duncan så over stedet, genkendte det..
Tænk nu havde han allerede mærket den første?

Sydney lyttede stille til deres samtale hun kunne godt se at de ikke var så gode venner hun lukkede kort øjene bed tænderne sammen hun ville blande sig og derfor sagde hun ikke noget hun bed savgt læben hun fugtede sine læber før hun åbende øjene

Hun så på duncan hendes blik var hårdt, et spørgsmål havde brændt inde i hende siden tidligere på dagen
"da du sagde at der ville komme splid mellem folk,
var det så dette du ønskede, splid mellem os?" spurgte hun, hendes stemme var silkeblød men iskold på sammetid,
hun så roligt på ham mens hun ventede på hans svar.

Duncan lagde hovedet let på skrå,
så ned på hende,,
Hans stemme var flyvende.. som vinden, så let, så tydelig..
så rolig!
" Splid? har du ikke selv valgt det? for jeg selv har intet sagt endnu?
jeg har intet gjort.. så er det ikke dig der allerede har valgt? allederede har taget
den beslutning? jeg sagde det kun.."
han tone var tom.. hverken kold eller kærlig..
men langt fra ligegyldig!

"jeg har ikke valgt noget som helst,
men du har valgt ikke at sige noget, ikke at støtte mig når jeg havde brug for din støtte
du siger aldrig noget du handler aldrig.
Du siger aldrig sandheden, du siger aldrig hvad du tænker på,
og du skal altid tvinges til det,
Det er problemet med dig, du siger aldrig noget selv når jeg beder dig om det
aldrig, du er lukket og det det får mig til at føle du er ligeglad med mig!" sagde hun tilbage til ham

sydney ville gerne gå men hun ville være sikker på hun måtte for Madelainie hun trak langsomt tilbage " øhm jeg tror jeg smutter nu" sagde hun forsigt og tøvende

Hun vendte blikket mod Sydney og sagde "det er ok, jeg vil også helst snakke med ham alene!" hun sendte hende et venligt smil inden hun vendte blikket mod Duncan

" vi ses" sagde hun og satte i løb væk fra dem så hurtigt som kunne

Duncan lyttede..
Selvom det ikke så sådan ud.
Hans blik var rettet frem af, Klare og kolde..
så upåvirkede!
" Hmm? er det sådan du tror det er?"
HAns stemme var let, men ikke tydelig..
Som den lette vind.. som man så nemt kunne overse..

"det er sådan jeg føler, og giver du mig ikke nogle svar er det sådan jeg vil føle for altid
jeg siger ikke det jeg føler er rigtig, men jeg har ingen anelse, jeg ved ikke engang hvordan du føler om mig mere
du er ved at forsvinde for mig!" sagde hun lavt,

Duncan lyttede igen.
Drejede hovedet ned mod hende..
" det er fordi du lever i din egen verden.."
svarede han så..
roligt