Madelaines Historie

Det var en mørk aften, Madelaine og Claire, de to børn af Elisabeth og James, havde for længst lagt sig til at sove. Men denne nat var slet ikke som alle andre nætter, denne nat skulle vise sig at være begyndelsen på et helt nyt liv. Claire og Madelaine delte værelse, det havde de gjort hele deres liv, de havde altid følt en stor tryghed til hinanden og havde det svært ved at sove hver for sig. Forældrene boede i en flot villa i en lille by. Elisabeth og James sad ude på verandaen som de tit gjorde når det var en god aften, klokken var 3 om natten, de havde altid det med at være vågne længe og sidde og drikke en flaske vin sammen, når det var lørdag. Deres varme og glade stemmer fyldte luften med kærlighed, det var en skøn familie, der var fyldt med glæde og kærlighed.
Dette skulle ændres på blot en nat. James og Elisabeth lagde slet ikke mærke til at ude i skovens mørke luskede der en rundt. Skoven lå så tæt til huset, det var enlig ret hyggeligt, ingen havde skænket den tanke det skulle blive nogens død.

Stjernerne stod tydeligt på den sorte himmel. Den fremmede skikkelse der lurede ude i skoven stod helt stille stirrede på det lykkelige par der sad og nød aftenen. Det næste der hørtes var et skrig, et skrig der hang sig i luften, Det var Elisabeth, hun havde fået øje på den fremmede skikkelse der viste sig at være en vampyr, en mandlig vampyr. Vampyren var gudeskøn, han havde langt lyst og krøllet hår, hans overkrop var bar og hans muskler var tydelige, han var uden tvivl meget stærk. Han så enligt ikke spor ond ud, men man skulle let narres af hans udseende. Elisabeth rejste sig hurtigt og så forfærdet på den fremmede mand, James rejste sig også hurtigt op, selvom han var bange, så stod han klar til at forsvare sin kone. ”løb, red pigerne!” råbte James, han kunne let se at Vampyren havde en ondsindet plan med dem. Han vendte sig mod vampyren og stirrede ondt på ham, Elisabeth tøvede lidt mens hun så bange til ”LØB NU!” tordnede James, Elisabeth tøvede ikke igen, hun vendte sig om, øjnene fyldt med tåre, af skræk og fortvivlelse. Hun havde ikke nået at løbe længe da man kunne høre et forfærdeligt mandeskrig, James var død, Elisabeth gispede ved lyden, men vidste hun måtte forsætte for at advare hendes døtre. Hun nåede trappen løb op, men halvvejs oppe greb vampyren fat i hendes hals, han havde lyn hurtigt fulgt efter hende, han strammede sit greb og holdte an arm om hende og satte sine skarpe tænder i halsen på hende, hendes skrig fyldte huset højt. Claire og Madelaine vågnede med et sæt ”hvad var det?” spurgte Claire med en lille skræmt stemme. Et svagt og ynkeligt støn kom fra Elisabeth, inden hendes krop blev helt slap, vampyren lod hende falde mod gulvet. Han så sig omkring snusede efter at finde de piger som James så dumt havde råbt, som om de kunne nå op og rede dem inden de selv var blevet dræbt?

Tilbage på værelset hvor Madelaine og Claire havde fået denne skæmmende vækning var der tavst, Madelaine havde været hurtig til at springe over på Claires seng for at holde hende for munden så hun ikke skreg, hun vidste Claire var bange. Madelaine havde en klam fornemmelse af der havde været nogle der havde sået deres mor ned, hun vidste ikke hvor slemt det stod til, hun så på Claire med bane men beslutsomme øjne, hun hviskede meget lavt ”du må komme ud her fra, du kan godt huske hvordan vi flygtede ud fra værelse da vi var små ikke?” De boede på 1 salen, men under deres vindue på vægen var der et rækværk som man kunne kravle op af på grund af der var huller i. Claire nikkede og Madelaine rejste sig lydløst op og gik over til vinduet og åbnede det ”skynd dig, skynd dig ud, gem dig på vores hemmelige sted!” hviskede hun hastigt. Claire rejste sig og gik over mod vinduet, og gik op i vindues karmen, i det samme blev døren sparket ind, den gik i stykker som havde den bare været 1 millimeter tyk, Claire og Madelaine udstødte begge et skrig, Madelaine stillede sig foran Claire ”skyld dig, flygt!” skreg Madelaine til Claire og så på vampyren. Madelaine vidste straks hun havde taget fejl, det var ikke en indbrudstyv, nej det var noget meget værre. Vampyren der allerede havde dræbt og drukket blodet fra deres forældre var enlig helt mæt nu og så bare pigerne som det sidste legetøj. Han sprang frem og Madelaine veg tilbage og ramte ind i Claire der var på vej ned, Claire mistede grebet og faldt de 3-4 meter ned på jorden, Claire skreg, flere gange, hun havde landet helt forfærdeligt, hun var fyldt med smerte, Madelaine vendte sig forfærdet om og skreg ”CLAIRE!” hun så ud af vinduet, hendes øjne var fyldt med tåre. Hun skulle aldrig have vendt ryggen mod vampyren, med det samme var han bag hende og så over hendes skulder ned på Claire der vred sig i store smerter ”en skam, kun en at lege med!” sagde han med en silkeblød stemme, hans onde latter gav Madelaine kuldegysning og gåsehud over hele kroppen.

Hun kneb øjnene sammen og hviskede ”du må ikke dræbe mig!” Hendes bøn lød svag, hun vidste godt hvad han var, hun havde læst om han slags, hun havde bare aldrig drømt om de virkelig fandtes, hans kolde grin lød igen, han tog fat om hendes barm og pressede hende ind mod sig, han stod stadig bag hende, og hviskede grådigt mod hendes hals ”hvis jeg ikke skulle dræbe dig, hvad skal jeg så stille op med dig?” han lod sine tænder glide op af hendes hals, han bed ikke, endnu. ”alt andet!” sagde hun, uvist om hvad han kunne finde på. ”mmmmmh!” sagde hans, og indåndede hendes duft ”du,.. du er ret speciel, din duft, dit blod, det er yderst tiltrækkende!” Han beherskede sig for ikke at bide hende, han ville lige se hvad hun havde at byde ”alt, siger du!” sagde han med en lumsk stemme. Han lod sin hånd glide op af hendes hals og strakte hendes hoved bagud, så det næsten lå på hans skulder ”måske!” sagde han og lod sine læber glide op af hendes hals ”måske skulle jeg lade vær med at dræbe dig helt, du kunne være sjov at have!” han holde stadig hans ene hånd stramt mod hendes bryst mens den anden holdte hendes hoved. Igen lod han tænderne glide mod hendes hals. Hun sank en klump i halsen, hun havde ingen anelse om hvad han havde tænkt sig, han kunne så let som ingenting dræbe hende, det vidste hun. ”hvis du ikke dræber mig, vil du så lade mig gå & min søster?” spurgte hun forsigtigt, men med håb i stemmen. Han overvejede det ”hvis jeg ikke dræber dig, vil du så når jeg beder om det stå under min befaling?” spurgte han mens han tænkte. Hun nikkede, uden at tøve, hun ville bare ikke dø, hun ville rede sin søster, hendes søster der betød mere for hende end noget andet. ”meget vel!” sagde han med en spindende stemme. Han åbnede munden, hans søde ånde, kunne mærkes på hendes hals, hun gispede, havde han ikke lovet hende at leve? Han satte tænderne i hendes hals, et skrig fyldte værelset, smerten var forfærdelig, det brændet forfærdeligt i hendes hals. Han slap hende igen. Lod hende falde ned på gulvet hvor hun vred sig i smerte. Giften flød rundt i hendes krop. Ja han havde valgt hun ikke skulle dø, hvert fald ikke helt. ”Du lovede?” sagde hun halvkvalt til ham, han kunne ikke lade vær med at grine hånligt ”hvad nytte skulle jeg have af dig hvis du bare er et menneske, ja du får lov at leve, men på min måde nu!” sagde han og satte sig ned på hug og sagde ”du er min nu!” han kyssede hende på panden og forsvandt derefter.

Flere minutter gik, både Madelaine og Claire skreg, Claire var begyndt at være så svag efter faldet nu, hun ikke kunne andet end at klynke lavt. Hun prøvede flere gange at kalde på Madelaine, men Madelaine kunne ikke høre andet end sine egne skrig. Smerten var forfærdelig, det brændte som ild mod hendes krop. Hun gispede efter vejret flere gange, for at kunne skrige af den ulidelige smerte hun havde, hun ønskede at leve, men smerten var næsten for stor til at bære hendes håb forsvandt og hun tænkte usikkert *lad mig dø* men Vampyren var allerede langt væk, han ville først komme tilbage til hende når han skulle bruge hende. Giften gik hurtigt ind i kroppen, hurtigere end hvad det ville have gjort hvis han havde bidt hende i håndleddet. Giften gik endelig ind i hendes hjerte og alt blev stille. Hendes vejrtrækning stoppede, hendes øjne blev kort blanke. Men ikke længe efter begyndte øjnene at få en rød farve. Trods stilheden, kunne alt høres, det var en stille larm. Vinden der gik gennem bladene, fuglene der sang lang borte, det var først da Clairs lille og ynkelige stemme svagt sagde ”Madelaine?” det gik op for Madelaine hun ikke var død. Hun åbnede øjnene og så sig omkring i værelset, det hele var så anderledes, hvert fald fra hendes synsvinkel. Hun trak vejret dybt, hun kunne lugte ting hun ikke kunne før, det var som om alle hendes sanser var forøget. Hun kunne ikke fatte hvad der var sket, hun tænkte ikke over det da Claire igen hviskede ”Madelaine, hjælp mig!” For Madelaine var det tydeligt, selvom hun lå langt væk fra hende og det blot var en hvisken. Madelaine rejste sig hurtigt, hun løb ned til Claire, ned af trapperne og ud af verandaen over til hendes elskede lillesøster. Hun faldt på knæ ved siden af hende da hun var nået over til hende, Claire havde åbent benbrud og havde flækket hul på bagsiden af hovedet. Hendes ene arm var brækket og flere af hendes ribben var trykket. ”Claire!” sagde Madelaine lavt, Claire så på hende med håb i øjnene ”du lever, jeg var så bange for han havde dræbt dig!” sagde hun svagt, hvert lille ord gjorde ondt da hun sagde det.

”shhhh.!” sagde Madelaine, havde hun været menneske endnu, havde hun sikkert været fyldt med gråd. Hun så ned på sin søster og sagde ”jeg er her, bare rolig, jeg er her, der skal ikke ske der noget… han er væk!” Claire så på hende med svage øjne ”det hele gør så ondt!” Madelaine fik øje på alt det der var sket med hende, hendes krop var næsten helt smadret, hendes blod flød omkring hende. Først nu fandt Madelaine ud af hvad hun var, lugten af blodet, det var næsten udholdeligt, den skønne duft af hendes søsters blod var næsten forfærdelig, hun kunne jo ikke skade sin egen søster, hun ville heller ikke have hun skulle dø.
”Claire, du må ikke dø fra mig, du det eneste jeg har tilbage!” sagde Madelaine, hun bed tænderne sammen, hun kæmpede hårdt for ikke at sætte tænderne i hende og suge det sidste stykke liv ud af hende som hun havde. Claire stak vejret svagt og sagde ”jeg fryser sådan.!” Madelaine vidste hun ikke havde megen tid tilbage. Hun lukkede øjnene, hvad skulle hun gøre, hun ville ikke miste det eneste hun havde tilbage. Måske… måske skulle hun lade hende forvandle, men hvad nu hvis hun ikke var stærk nok? Tankerne for rundt i hovedet på hende. Hun så på Claire der lukkede øjnene og sagde ”Made….” hun kunne ikke få mere frem. Madelaine vidste hvad hun måtte gøre hvis hun ville beholde sin elskede søster. Hun lukkede øjnene og tog Claires ene arm, hun ville ikke løfte hende da det ville gøre for ondt på hende. Hun tog den op til munden og hviskede ”hold ud, hold ud!” hun satte tænderne i hendes arm, det var første gang hun smagte blod, og det var så sødt og godt, hun fik et rus over sig, det var svært at holde op med at suge, trods at Claire var svag så klynkede hun over smerten. Hun blev langsom mere og mere slap og Madelaine kæmpede for at holde op igen. Hun slap hendes arm og sprang væk fra hende. Claire havde meget lidt liv tilbage. Hun var i krampe, giften var allerede ved at arbejde sig ind til hendes hjerte. Hendes skrig og støn smertede i Madelaines hjerte. Hun holdte sig for ørene, det var for slemt til at høre på. *å nej, hvordan kunne jeg gøre det?* tænkte hun panisk. Hun havde aldrig overværet en forvandling før, hun troede hun havde dræbt hende. Hun blev ved med at krampe i noget tid. Til hun lå helt stille, det havde følt som flere timer for Madelaine. Hun nærmede sig Claire *å nej hun er død?* tænkte hun forfærdet

Forsætter...

Det er sådan en sød historie ^^
Jeg har ikke nogle endnu, for jeg er ikke vampyr?

Du kan også bare skrive om hvordan dit liv har været sådan ind til nu?? xD

Guud, ja ^^ Begynder nu!

hehe godt godt

Uuuuh! Hold da fast1 Du skriver bare rigtig flot Madelaine ;D Mmh...Jeg kunne faktisk rigtig godt lide hele historien, kan ikke peje ud hvad jeg synes var bedst da det hele var vildt flot skrevet! xD Du burde overveje at blive Forfatter eller sådan noget ;D

ejh mange tak.. jo jeg elsker at skrive.. mange tak..
emh men forfatter er virkelig svært at blive.. tro mig.. men gad godt

Jeg vil også gerne være forfatter ^^
Jeg har lavet en historie, som faktisk KUNNE være en slags forfædre til varulvene ^^

nice..

Orker ikke at læse den
Men kender dig & ved du er go til den slags ting:)
så ved den er go

hehe er det nu blevet en selvfølge ?? hehe ejh du læser den bare hvis du en dag får lyst..

Skal jeg nok i Promise

okaay xD

Maddie, du kan sagtens blive forfatter! Du skal bare tro på det!
Jeg vil gerne være det, og jeg stank virkelig til at skrive og stave da jeg var mindre. Men hvis man arbejder med det og stoler på sig selv, så kan man hvad man vil! (:
Det ved du da, bedre end andre! ;D

jo tak.. men selvom folk ikke lige ved det.. så er jeg faktisk ordblind, men det er ikke så slemt mere..

En pige, Mie, som går i min nye klasse, har skrevet til DR, om at blive skuespiller, og hun kommer, 90%, med i den næste 'specielle' film på DR 1.. Ligesom Abalons Hemmelighed.

Rigtig cool historie

To af mine bedste veninder er lige blevet statister til DR' julekalender i år XD.
Maddie, nemlig! Du er skisme da ligeså god som mig til at stave?! Min far er ordblind, min farmor er og min farfar er?
Det er da vildt du er kommet så langt, når min far ikke kan stave til Kommer..

Jeg læste engang om en dreng, der blev erklæret så ordblind at han aldrig ville lære det, lærerne ville ikke engang hjælpe ham længere.
Men så fik de ny lærer, og nu er han bedre end mange af de andre? Så, alle kan hvad de vil, det handler bare om at tro på det!

Presic, som Melanie siger x3

Maddie, jeg har altid elsket dig og din måde at skrive på