frustration, vrede og gråd.

//Mig og Ribanalon skal logge kan i ikke vente med at skrive til i morgen hvor vi er på.//

//det kan vi vel godt.. eller hvad siger du Kate?//

//OOG jo den er i vinkel//

Donnie nikkede igen dog hviste han at kun Ribanalon ville vide hvad det betød.

Kate stod i hendes egne tanker, og lagde i mærke til blikkede og knurren imellem dem, kun hendes øjne observerde, men hun lod sig ikke mærke af det.
Hendes tanker kræsede frem og tilbage for at finde en grundt til Daniels forsvinden, hun brød sig bestemt ikke om det, hun manglede Jake til at komme med hans altid komiske og forklarende sind, og Miras yderes gale kølighed over for vampyrerne.
Normalt kunne hun acceptere det, men idag var der bare et eller andet som fik hende sind i kog, et eller andet der ikke stemte, og hvis hun ikke tøg fejl var Donnie i humør til katten efter musen, en leg som ikke ville ende godt.

Isabella var blevet temmelig irriteret over, at Ribanalon var dukket op... men også at Donnie var her. Hun var mest bekymret over sig selv lige nu.. nej, hun tænkte på Kate. Kate var nemmelig skrøbelig og svag (sorry..). Hvis vampyrerne havde i sinde at angribe og tage Kate, så vidste Isabella ikke om hun kunne beskytte sig selv, hvis hun ville beskytte Kate. Isabella knyttede hænder.

Kate stod med blikket vendt mod de hvide tingester, ingen af deres bevægelser passerede hendes synsvinkel, hendes krop var svag efter mange uger i sengen, og hendes ellers altid så røde kinder, havde kun genvundet, halvt så meget farve som sædvanelig. ( Helt i orden ,P)
Hendes blik kredsede frem og tilbage mellem de forbannede tingester og Isabella, hun vidste at dette kunne ende fatalt, og hvis det kom til kamp, ville hun be hendes om at stikke halen mellem benene og løbe, hun havde i det midste nogen der holdt af hende.

Hun smilte stort og kiggede så over på Isa-Bella, "Og så har vi jo dig" hendes øjne lyste på en måde af glæde over at være i den her situation.

Kate var lige ved at gå bag over denne irreterende ting, og mest af alt, fordi hun følte sig lille, hun hadede det, hun vidste at de til hver en tid kunne snørkle hende, hvis dette faldt dem ind, hun ville ikke havde en chance, eller måske var det bare følelsen af ikke at vide en rygende fis, hvis i kender tanken om at stå i midten af noget, og ikke kender hvad der er foregået før denne 'ulykke'
Hun var ved at fortryde at hun ikke var gået op til Shins lejlighed, eller ned i reservatet til Daniel, Amira eller Jake.

Han havde imens Ribanalon havde snakker stået og stirred længe på Kate.

Isabella knurrede bare af Ribanalon og svarede ikke på det, hun sagde. Isabella hadede hende, og det kunne man ikke tage fejl af, fordi når Isabella så på hende, så var det ren had.
Isabella stilte sig direkte ved siden af Kate, for at beskytte hende så meget som muligt, fordi hun hvade lagt mærke til hvordan Donnie kiggede. Isabella ville ikke risikere noget.

Han kiggede roligt på Isa-Bella imens han samtidig smilte stort til Ribanalon.
"Hvad er der Isa-Bella" sagde han grinende.


//Har navnet Demetri i stedet men vi siger fra nu af at mit kæle navn er Donnie så jer der kender mig ved det nu XD xD//

*For helvede, hvor er det et elendig tidspunkt de har valgt at møde mig på. Jeg er i det værste humør ever.* tænkte Isabella, mens hun mærkede, hvordan hun prøvede at kontrollere sig selv. Hun knyttede hænderne og rettede sig op.
Hun på Donnie og knurrede stille. Hun vidste, at hun ikke kunne sige noget, uden at flippe ud lige nu.

Kate var ikke bange for hende selv, hun kendte smerten, og hun havde prøvet værre, hun var mere bange for Isabella, men på den anden sidde, de ville jo ikke være dum nok til at bryde traktaten, altså medmindre de ville dø langsom.
Hun kiggede rundt i omkring Donnies blik var yderst irreterende og gik hende på nerverne, hendes blik ramte ham og hendes øjne sydede " Donnie fjern det blik for guds skyld, du ligner jo et barn" hendes ord var en smule irreteret men også rolige..

Amira kom gående igennem skoven i et roligt tempo. Med et stoppede hun op.
Hvad var det hun lugtede? Vampyr blandet med menneske og vampyr.
Det kunne umuligt være en god ting mente hun og satte tempoet op mod lugten.
Hun blev kun mere bekymret da hun luggtede Kate og Isabella.
Da hun så dem klemte hun øjnene sammen så de blev til smalle sprækker.
"Hvad foregår der her?" smældede hendes stemme da hun kom tæt nok på.

Roselinn gik mod skoven. Hendes skridt var rolige, men elegante. Hun mærkede et lugt, men også en duft - Der var altså et menneske, varulve og vampyrer til stede?
Roselinn drejede ned ad en sti, der førte ind i skovens tætte skov. Hendes blik var ulæseligt, og hendes kropssprog roligt. Hun var altså ikke sulten, det var sikkert, men ville blot se, hvad der skete. Hun vidste, at hun ikke ligefrem ville kaste sig over mennesket, men hvordan ville de mon reagere, hvis hun spillede lidt?
Roselinn nærmede sig hurtigt, og snart kunne hun se deres skikkelser. Der var flere, hvilket passede fint. Hun virkede roligere, end hun burde, men hvorfor virke vild? Hun var mere til at være rolig.

Ann vendte sig om da hun hørte skridt, hun kiggede ned og skimtede rundt omkring sig, og hun fik øje på Amira og hun kunne ikke la' hver med at smile, da hun så hendes ansig, det var tydeligvis vredt, og det blev ikke bedre da endnu en vampyr kommer til.
Hun sendte et irreteret smil til Dnnie og bevæger sig over mod Amira.

"Kate!" udbrød Amira glad og lettet over at hun var uskadt.
Men da hun fik øje på Roselinn ændredes hendes ansigtsudtryk fra Lettelse, til vrede, til raseri, til had.
"Dig!" hvæsede hun indædt.

Roselinn virkede helt upåvirket af Amira's reaktion, da hun fik øje på Roselinn selv. Hun lod en elegant skuldertrækning blive som et svar på Amira's ord. Hendes øjne viste nu kort en fornøjelse over Amira's reaktion, hvorefter de igen blev ulæselige og tomme. Hendes blik gik fra den ene til den anden roligt. Hun ville egentlig ikke blande sig, kun kigge lidt på, og se hvad der skete. Hun kunne jo altid gribe ind, hvis der skete noget?
"Jamen har da også savnet dig, Amira" Sagde Roselinn roligt, men med en snert af fornøjelse. Dog var det en irriterende fornøjelse, der var vendt mod Amira. Som om nogen ville savne den køter!

Amira måtte styre sin trang til at transformere sig og rive hovedet af hende.
Istedet sendte hun Roselinn et koldt blik "Ja det virker som lang tid siden... Har du dræbt nogen fornylig?" spurgte hun, uanfægtet af at Kate også var der. Det kunne måske hjælpe hende til at forstå at hun skulle holde sig væk fra de hvide mordere.

Kate sendte hende bare et ondt og forhadt blik, Roselinn var åbenbart en af de vampyres som syntes det var morsom at dræbe, hendes blik var koldt, og yderst irreteret, hun orkede ikke at møde disse forbæstede satanner, der førte aldrig noget godt med dem.
" Amira, jeg ved nok, du behøves ikke skære det ud i pap for mig" hun sendte hendet et venligt men en smule irreteret blik, hendes øjne lynede, som om der ikke var nok vampyrer til stede.
Vinden greb fat i hendes hår, og hun vidste at duften af mennesker og varulv ville ramme vampyrerne lige om lidt.

Isabella havde stået og kiggede lidt, mens hun prøvede at forholde sig i ro. Det var svært, fordi hun var så frusteret, som hun var. Hun var blevet glad for, at Amira var dukket op, så var hun ikke ene om at beskytte Kate. Hun så på vampyrerne, det irriterede hende vildt meget, at de var flere, og at de kun var ude på at nedgøre dem. Isabellas øjne skød lyn, da de ramte Ribanalon. En let rystelse gik gennem Isabella, men hun forblev menneske, hun kunne nogenlunde styrre sin forvandling, men ikke altid sin vrede og styrke.
*Kan vi ikke bare forsvinde?* formulerede Isabella et spørgsmål i hovedet, men spørgsmålet forblev en tanke.

"Måske for længe siden...?" Svarede Roselinn med sin rolige og elegante stemme. Hendes blik var ulæseligt og uigennemtrængeligt. Dette menneske kendte altså til sandheden? Intet viste sig igen i Roselinn's øjne. Hun var som lavet af sten... Ingen følelse over sig, altså udover roligheden.
"Jeg dræber af morskab og sult, men dog forvandler jeg ikke... Kun dem der er værdige" Svarede Roselinn atter roligt. Hendes blik var som fastgjort på Kate og Amira, dog holdt hun stadig opmærksomheden på omgivelserne også. Hvad skulle man dog stille op med køtere og mennesker, der blev smittet af disse bæster? Dog var mennesker ikke andet end mad i Roselinn's øjne.
Roselinn mærkede den søde duft fra mennesket. Den var tillokkende, men hun blev stående, helt upåvirket lod hun et iskoldt smil spille over sine læber. Hvor var de dog ynkelige...
"Slap af køter... Og menneske. Jeg 'gør' ikke rigtig noget" Sagde Roselinn med hovedet let på skrå, og igen med en helt rolig stemme. Hun vidste at Amira var irriteret, men dog gjorde Roselinn intet for, at gøre det værre end det var. Hun ville blot slappe lidt af, og betragte morskaben, der var omkring hende.