Gråd kommer ikke fra vampyre

Dato: 27/12.
Sted: Skoven.
Tid: 22.50
Omgivelser: træer og sne lanskab
Vejr: det sneer.
Årstid: vinter.


Donnie løb ude i skoven, det sneede og alt hvor hvidt, hvis han havde været menneske ville han græde nu, dog løb han bare rundt for at få fustrationerne ud af sin kolde krop, han faldt om ikke af kolde men af sine tanker og lå bare og mærkede sneen falde på hans hud, han tænkte på alt det han havde gjort mod mennesker, de forfærndelige ting han havde gjort ved piger, og hvordan han havde stået og grint af hvordan folk led, han hviste inde i sig selv at han stadig var sådan det havde han set da han havde bidt Dominic da han var allermest hjælpeløs.
Et snefnug smeltet på en eller anden måde og løb som en tåre ned af hans kind, kun en ringe tryst for en tåre, tænkte han., og blinkede en enklet gang.

Christabel kedede sig og gik en tur i skoven. Hun elskede sneén, især når den satte sig i hendes hår. Hun nynnede en sang, som hun ikke huskede hvorfra hun havde hørt den og lagde sig i sneén og prøvde på at lave en sne-engel, men droppede det, og satte sig op igen. Hun kiggede langsomt rundt omkring sig. Hun så pludseligt nogle, næsten utydelige fodspor, og besluttede sig for at følge dem.

Da hun havde fulgt dem et stykke tid, kunne hun lugte en velkendt lugt. En vampyr. Hun fulgte sporene, og lugten, og fandt ud af at de førte samme sted hen. Først kunne hun bare se at sporene endte midt ude i sneén, som om vampyren var fløjet væk, men så så hun at vampyren lå i sneén - eller rettere under sneén - hun gik hen til den, og kiggede stille på den. Det var en han. Mon han var død? det kunne han da ikke være.. kunne han?.. Hun rømmede sig lidt, og spurgte så; "Eh.. er du okay?", hun ville ikke gå for tæt på..

Han hørte nogen tale men om det var til ham viste han ikke, han rørte sig ikke han ville ikke røre sig.

Christabel kiggede forfærdet på den tavse vampyr. *Skal jeg hjælpe ham?*, spurgte hun sig selv.. *Er det normalt for vampyrere? - Ork, hold dog om, du kan være lige glad med hvad der er normalt eller unormalt.. Vær dig selv!*, En masse stemmer inde i hendes hoved diskuterede.. Hvad skulle hun gøre? Hun ville ikke gi` op nu.. "Kom nu.. Vær nu en maa..-vampyr, og rejs dig op!", sagde hun, i forsøg på at være hård.. *Hvem prøver jeg at nare..* tænkte hun til sig selv..

Han kiggede lidt på hende og mærkede hvir svag hun selv var, han rejste sig med det samme op og stirrede på hende med sine Metalliske grå øjne.

Hun blev forskrækket, men man kunne ikke se det fysisk.
"Godt.", sagde hun.. "Hvorfor ligger du her og.. ligger?", spurgte hun skarpt, men nysgerrigt.

"HVorfor er du selv her" sagde han med sine halv sammen frysne læber.
Han øjne var som låst fast på hende af frysten.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål!", sagde hun stædigt, og lagde mærke til hvor frossen han var..

Han rejste sig helt og begyndte at gå som en levende død længere ind i skoven.