Alene i gråd

Dato :: In real life
Årstid :: In real life
Dag :: In real life
Vejr :: Stille støvregn
Sted :: Lake Washington?
Tid :: 22.00
Omgivelser :: Ingen andre end Claire

Claire sad for sig selv på en sten og havde trukket benene op under hagen og taget armene omkring dem. Tårene trillede ned af kinderne og hun bed sig let i læben. Fra lang afstand kunne man ikke rigtig se hende, på grund af at hun var iført sin sorte løse kjole på hvor der var nogle blodpletter på. Hendes hud var som sædvanlig den marmor farve og gjorde hendes hud bare helt perfekt. Hendes lidt halvrøde og ravklare øjne så trist ud over søen. Hun savnede virkelig noget, noget i det 'liv' som virkelig var blevet et helved for hende. Hun havde ikke været sammen med sin søster i meget lang tid, og hun manglede virkelig at snakke med hende. Måske var Madelaine bare over ved sin natklub? For Claire havde ikke set hende så tit derhjemme. Det var svært at have en søster, man ikke rigtig vidste hvor var alligevel. De holdte meget godt sammen ja, men alligevel var det ikke altid at de fortalte hinanden hvor de var.

Påklædning; En lang sort og hvid stribet bluse, hvor ærmerne er lidt for lange, og en sort åbenstående læderjakke udenpå. Sorte læderhandsker uden fingre. Sorte hængerøvsbukser og sorte sneakers. Han har en ring formet som en kranium med røde øjne, på sin venstre hånds ringefinger.

Bill kom langsomt traskende ned mod Lake Washington. Den fine støvregn lagde sig i hans pjuskede hår, der hang sort og hvidt ned af hans ryg. Hans ansigt var pudret næsten kridhvidt, og hans sorte makeup gjorde, at han lignede en vampyr. Men det tænke han jo ikke på selv. Regnen løb stille ned af hans ansigt, men (heldigvis), var hans makeup vandfast. Hans skridt kunne næsten ikke høres på den fugtige jord.

Hvis ikke Claire var så ked af det som hun nu var, ville hun havde hørt om. Lige meget hvor stille folk kunne gå, havde hun jo alligevel sådan en god hørelse at hun med det samme ville kunne høre det. Men de 'følelser' der kom op i hende imens at hun var her ved søen, blokerede for alle de sanser hun ellers havde. Hun snøftede nogle par gange, det var nogen gange godt for hende at føle sig en smule menneskelig, dog var hun glad for at hvis folk kom og så hende, ville de overhovedet ikke kunne se at hun græd, netop på grund af regnen. Hun tog en dyb indånding og lukkede let øjnene i for at slappe lidt mere af.

Bill fik et stykke tid efter, øje på en-eller-anden, der sad på en sten, nær vandet. Han rynkede let panden, for at se om han kendte personen, men regnen gjorde det vanskeligt at se. Han gik tættere på, og da han var nået næsten helt hen til personen, kunne han se, at han havde set pigen før, men aldrig snakket med hende. Det var vistnok på caféen, at de havde mødtes.
Han rømmede sig.
"Hej?" Sagde han forsigtigt, og kløede sig let i sit vilde hår.

Hun så op, og troede straks at det var Tom. Hun rejste sig med det samme op med et lille forskrækket gisp og gik nogle skridt tilbage. Men kort efter fandt hun ud af at han var en hel anden, og hun havde også duftet at dette var et menneske. Og nu hvor han var her, kunne hun med det samme mærke at hun virkelig meget havde lyst til noget blod. Hun holdte sig med det samme til munden, heldigvis lignede det bare at det var på grund af at hun var kommet itl at gispe en smule. Men lige på dette tidspunkt, var det fordi at hun prøvede at holde sin tørst tilbage. Hendes øjne blev en smule mere røde, men kort efter var de pludselig igen ravklare. Hun fugtede let sine læber og nikkede til ham, som en lille hilsen. Hun fjernede hånden fra sin mund. Han duftede virkelig ligesom Tom, fra dengang hvor Tom stadig havde været menneske.

"Jeg er ked af, hvis jeg forskrækkede dig!" Skyndte Bill sig at sige, og så på hende med sine mørkebrune øjne. Hans blik var ærgeligt, over at have gjort hende forskrækket.
"Det var ikke min mening.."
Han betragtede hende et stykke tid, og så faldt hans blik på den blodplettede, sorte kjole.

"Selvfølgelig ikke.." sagde hun langsomt. "Det gør heller ikke noget, jeg.. var vel bare lidt fordybet i mine tanker.." hendes stemme var silkeblød og lige til at slappe af af. Hun fugtede let sine læber og så ned på sine bare fødder. Enhver menneske ville komme til at fryse i dette, men hun gjorde ikke og lagde overhovedet ikke mærke til at der egentlig var 'koldt' for mennesker. Hun så igen på Bill og gav ham elevatorblikket. "Hmm.. kender du tilfældigvis en der hedder Tom..?" spurgte hun langsomt. "En som ligner dig meeget.."

Han nikkede langsomt.
"Godt," mumlede han lettet.
Han betragtede med rynket pande hendes bare tæer, og gøs let. Han frøs en smule, og han havde endda masser af tøj på. Hvordan i alverden kunne hun sidde med så lidt tøj på?
"Jo, det er min tvillingebror," svarede han lavmælt, til hendes spørgsmål om Tom. Han var godt klar over at de lignede hinanden meget. Da de var små havde de været så godt som ens! Nu havde de udviklet hver deres speciele stil, men trods det, lignede de hinanden temmelig meget stadigvæk. Deres øjne, ansigtstræk og deres kropsbygning.

"Jeg kommer bare altid i tanke om ham når jeg ser dig.." hviskede hun en smule trist. Hun gik let og elegant hen over til ham og satte sine hænder på hans brystkasse og håbede ikke at det gjorde noget. Det lignede virkelig meget at hun var træt, men selvfølgelig var hun ikke så træt som hun så ud. Hun kunne næsten ikke være så træt, hun var jo vampyr. Det var kun muligt hvis det var at hun var kommet op og slås med en vareulv. Men det havde hun jo ikke gjort i et godt stykke tid, og det sår hun havde fået fra sidst, var endelig forsvundet. Hun så op på ham med de store og klare ravgule øjne.

Han gengældte hendes blik, og kunne næsten ikke se væk fra hendes øjne igen. De var nærmest hypnotiserende, og han havde aldrig set sådan en nuance før.!
"Vi ligner også hinanden ret meget," mumlede Bill endelig, da han fik sig løsrevet. Han virrede let med hovedet. Han lagde næsten ikke mærke til kulden, der strømmede ud fra hendes håndflader, fordi han frøs allerede.

"Hmm.. du dufter så godt.." sagde hun stille og så på ham. Hun vidste ikke om han ville forstå det på den måde at han havde en god deo eller noget andet. Men det hun nu tænkte på var bare noget at drikke. Noget blod skulle det gerne være. Hun fugtede sine læber, hun gjorde nærmest sig klar til at bide i ham, bare sådan at han ikke så det. Hun tog en dyb indånding og så på ham, "undskyld.. jeg er nok lidt for påtrængene" sagde hun med en blid stemme.

"I lige måde," svarede han stille, nærmest hviskende. Det var sandt, hun lugtede fantastisk lækkert, ikke af parfume eller noget, bare naturligt. Og så alligevel ikke. Han havde aldrig mærket den lugt før.
Han rystede bare svagt på hovedet.
"Nej," svarede han bare. "Det synes jeg ikke."

Hun smilte blidt, hun kunne ikke rigtig mærke om han kunne lide hende eller ej og det irriterede hende lidt. Det var meget sjældent at det var sådan hun følte. For folk havde det tit med at vise med det samme om de kunne lide det eller ej. Men det var lidt svært ved ham her Bill.. hun så langsomt på ham og prøvede at se ham direkte i øjnene. Hun ville aflæse de øjne, aflæse om han vidste at hun var et uhyre. Det var i hvert fald det som hun mente hun selv var.

Bill gengældte langsomt hendes blik.
Han følte, at hans hjerne var helt omtåget, han havde svært ved at tænke klart. Alle de samtaler han havde haft i de foregående dage, fór gennem hans hoved. Isa-bella der havde fortalt ham om familierne der strides.

Hun fugtede let sine læber, før hun smilte langsomt til ham. "Hvad ville du sige til at have et helt specielt liv..!?" spurgte hun langsomt. Hun begyndte at snakke lidt i gåder, da hun ville se hvordan det var han reagerede på det. Hun havde bare tænkt på at brødrende selvfølgelig skulle have samme liv. Så Bill skulle da ikke have det så nemt han nu havde det, når Tom havde det svært ved at være vampyr nogen gange.

"Jeg har allerede et specielt liv," hviskede han hæst. Han var sanger i et verdensberømt band. Det var da ret specielt? Men noget sagde ham, at det ikke var det hun tænkte på. Ikke sådan et 'specielt' liv.
Han lagde mærke til de mørkerøde pletter på hendes kjole, og rynkede umærkeligt panden.

"Du kan få et endnu mere specielt liv end bare at synge på en scene.." smilte hun skævt. "Og lave sange, du kan lave en hel masse andet imellem tiden" hviskede hun og lænede sig ind imod ham. Hun hungrede virkelig efter det blod, hun hungrede efter at kunne huske tilbage på dengang hun havde bidt Tom. For hun var ret så sikker på at de nærmest ville smage af det samme, nu hvor hun jo var helt sikker på at de var tvillinger.

"Hvad mere ville jeg få?" Hviskede Bill. Hans stemme knækkede næsten over. Hans mørkebrune øjne forsøgte at aflæse hendes, men det var fuldkommen umuligt.

"Det vil du finde ud af, når du træder ind i den verden.. men det bliver svært.. og pinefuldt!!" hun så på ham. Hun lod sine læber glide hen over hans hals, før hun rent faktisk bed ned i hans hals. Hun tog med det samme fat i ham og hun vidste at han ikke ville kunne vriste sig fri, da hun var utrolig stærk, da hun jo trods alt var alfa vampyr.

Han nåede ikke at sige et ord, før hendes tunge gled ned over hans hals, og hun bed til.
Bill gispede overrasket, og da han mærkede den umenneskelige smerte, skreg han. Skreg så højt som han aldrig havde skreget før. Hans skrig gav genlyd mellem træerne, der stod ved søen.

Hun nød det skrig han kom med. Hun nød jo hele tiden folk der skreg, men hun ville ikke lade ham dø. Hun kunne godt lide ham, indtil videre i hvert fald. Men hun vidste at han nok ville komme til at hade hende efter det her. For det var ikke alle der nød at være vampyr, ikke alle der fandt lykken i at være vampyr. Men alligevel, hun ville lade hendes egen smerte føres over til dem, da hun havde mange smerter. Og de smerter forsvandt ved at hun bed folk og fik deres blod.

Bill skreg stadigvæk, men skriget blev lavere og lavere, efterhånden som hun drak af hans blod.
Hans øjne begyndte langsomt at glide i.

Hun slap ham og lod ham falde ned på jorden. Hun så på ham med de helt røde og flydene øjne, "nu.. har du det specielle liv" hviskede hun hæst. "Du vil mærke hvordan vi andre har det, hvordan det er at være os.. hvordan vi prøver at lade være med at blive til nogle uhyre, men vi allerede er" hun grinte en smule ondt, "undskyld.."

Bill kunne skimte hende ud af de halv lukkede øjne, som en udflydende tåge, men hendes stemme kunne han helt tydeligt høre. Den skar igennem luften, blid og smuk. Han trak vejret hæst og besværligt, og hans krop rystede let.

Hun så på ham med de blide øjne, hun så på ham lide, men følte overhovedet ikke noget da hun så på det. Hun vidste overhovedet ikke hvad det var hun skulle føle imens at hun så på ham. Hun fugtede let sine læber og tog en dyb indånding. "Tag det roligt.. ellers bliver smerten bare værre" hun vidste overhovedet ikke hvorfor hun sagde det. Hun plejede ikke rigtig at hjælpe folk.

//Hvor lang tid går der egentlig, inden Bill er fuldt forvandlet? ö//

Bill lyttede til hendes fløjsbløde stemme, men han kunne ikke rigtig forstå ordene. Det lød bare som en smuk sang.
Hans åndedræt lød hvæsende og højt i mørket.

Hun ventede blot, hun ville ikke gøre noget ved det hele. Hun lukkede øjnene og satte sig atter på stenen, ville bare vente til at hans piveri var færdigt så hun kunne vide hvornår han var blevet til en vampyr.

//Du skal bare lige skrive til Madelaine og måske sende et link til det her og fortælle hende at du er blevet bidt af en vampyr, så laver hun diiq nok om til vampyr, men lad os nu sige at du er vampyr nuu (: Men husk at skriv til hende//

//Jeg har allerede skrevet ;]//

Langsomt blev hans smerter mindre. Hans åndedræt svandt ind, og til sidst trak han slet ikke vejret mere. Men han havde heller ikke brug for det mere! Til sidst var Bill's smerter helt væk. Han åbnede hans nu blodrøde øjne helt op, og så verden fra et nyt perspektiv. Han så alting klarere nu. Hans syn var blevet 100 gange bedre, han kunne høre larmen fra Forks, der lå så langt væk. Han kunne høre fiskene i vandet. Han kunne lugte Claire, selvom hun sad et godt stykke fra ham. Hans ansigtstræk blev forskønnet, og han blev gudesmuk. Alt ved ham blev mindst 10 gange smukkere end før! Og sammen med alt det, mærkede han en forfærdelig, stikkende sult... Han ville dræbe!! Han længtes efter blod!!

Hun vendte sig med det samme om da hun kunne mærke at han ikke led længere. Hun grinte let, "jaa jeg ved det.. sulten overtager snart hele din sjæl og du vil overhovedet ikke være den samme.. også kan det jo være at jeg kommer til at dræbe dig" hviskede hun og gik over imod ham. "Medmindre at du vil på jagt med mig..?" hun så lidt spørgende på ham.

Hans kridhvide ansigt lyste op i et skævt smil. Hans øjne lyste forventningsfuldt.
"Det kan du tro at jeg vil!" Han slikkede sig om munden, og forsøgte at forholde sig rolig. Han kunne næsten ikke stå stille. Hans nu sorte blik, gled søgende hen over området.

Hun grinte let, hun kunne godt lide det. Han var ikke sur på hende og han lod ikke til at bære nag. Han ville jo bare have blod og det var helt okay for hende at det kunne ske. Hun bed sig let i læben og så på ham. "Så kom.." hviskee hun. "Lad os finde nogen heromkring.."

Bill nikkede ivrigt, og grinede stort.
Han var parat til at flå hvem som helst op, selv hvis det var en af hans venner han mødte. Han var fuldkommen ligeglad. Han var ekstatisk, det var det eneste ord det kunne beskrive hvordan han havde det.

Claire grinte stille, han mindede hende om sig selv på en eller anden underlig måde. Og det kunne hun godt lide. For så var hun ikke den eneste der ville lide igennem de fleste år. Hun begyndte at løbe, da hun vidste at han ville følge efter, bare han vidste at han fik noget at spise. Og det kunne hun sagtens love ham, lige meget hvad ville hun sørge for det.

Bill fulgte med Claire, så let som ingenting. Han nød at løbe, at bruge bare en tusinde-del af den energi der havde hobet sig op indeni ham. Han mærkede ikke længere kulden, hans krop var ikke modtagelig for den slags mere. Han lukkede kort øjnene, og forsøgte at finde ud af om der var mennesker i nærheden. Han længtes kraftigt efter blod!

Der var nogle unge mennesker der var på vej til fest, men Claire vidste med det samme at de aldrig nogensinde ville nå over til den fest. De var kun tre piger, hun vidste at mandlige vampyre altid fortrak kvindeblod. Hun var så sulten at hun rent faktisk var helt ligeglad med hvilket køn det egentlig var. For hun vidste at det nærmest var det samme, undtagen det at fyres blod smagte en anelse sødere for hende.

Bill's øjne fokuserede på den lille flok. Et ondt smil spillede om hans hvide læber, og han slikkede sig langsomt om læberne.
"Skal vi?" Spurgte han hæst Claire.
Han var allerede så godt som på vej over mod dem. Han var så sulten, så sulten....

"Selvfølgelig!" grinte hun ondt, "og nu ikke noget med at skåne dem for meget..!" hun løb med det samme frem og var der selvfølgelig før han var det, og bed med det samme i en af pigernes hals og rev så til så hun fik noget kød med. Pigerne skreg med det samme og hun hørte det som sød musik i hendes øre. Det var bare det bedste nogen sinde for hende. Hun fugtede let sine læber før hun tog fat i den samme pige som hun havde haft i før og slikkede hendes hals, før hun begyndte at suge blod.

Bill fløj fremad, aldrig havde han før bevæget sig så hurtigt.
Han tog fat i en af pigerne og lagde hovedet på skrå. Han smilede ondskabsfuldt, men fantastisk smukt til hende, inden han begravede tænderne i hendes bløde hals. Hun skreg skingrende, og et vildt adrenalinsus, fór gennem ham. Det var fanTAStisk!!
Han sugede hende tom for blod, hvorefter han kylede hende fra sig. Han følte ingenting, andet end vild glæde over at have myrdet, og drukket pigens blod. Han var uovervindelig!

Hun tog med det samme den sidste pige og kastede hende hårdt ind imod et træ og kastede kroppen over til Bill med et skævt smil. "Tag så meget du kan" grinte hun grumt og knækkede derefter sine fingre, hvor hun så så op imod trækronerne. Det var som om at hun var forenet med Bill, selvom at hun overhovedet ikke kendte til ham. Andet end at hun engang havde haft en affære med hans tvillingebror, som hun nu havde mistet kontakten til.

Han grinede stort til Claire. En stribe blod rendte fra hans ene mundvig, og hans øjne strålede.
"Tak!" Han knælede ved siden af den døde pigen, bøjede sig ned over hendes hals, og tømte også hende for blod. Hans øjne blev mere røde end sorte, nu hvor han havde fået stillet sin værste tørst.
Bagefter sparkede han hende brutalt væk. Han kiggede sig ikke tilbage over skuldrene, og tænkte ikke videre over at han netop havde dræbt. Det gik ham overhoved ikke på.
"Jeg har aldrig moret mig sådan Claire!" Bekendtgjorde han sandfærdigt, og med et kæmpe smil.

Hun smilte hun skævt og hoppede elegant over til ham. Hun tog armene om ham, "tak og ilm" hviskede hun let og så ham dybt i øjnene. "Hvor er du også køn.." smilte hun skævt. "Nyder du allerede dette liv..?" spurgte hun blidt. Hun kunne godt huske at hun elskede det her liv fra starten af, men nogen gange kunne det godt blive en smule værre. Men for andre kunne det sagtens også bare være fint nok.

Han gengældte hendes kram, og smilede glad til hende.
"I lige måde," lo han blidt. Men det vidste hun jo godt i forvejen.
"Om jeg gør?" Grinede han. "Jeg har aldrig haft det så fedt!"

Hun grinte let og lænede sig ind til ham. "Hvad siger du til at blive en del af mig..?" hviskede hun blidt og så på ham. "Jeg siger ikke at du hele tiden skal være i nærheden af mig.. men jeg føler mig så.. rolig når jeg ved dig" smilte hun skævt. "Og jeg stoler virkelig meget på dig.." hun blottede sin hals. "Tag en smule af mit blod.. bare en smule af det, så kan det være at hele din tørst bliver stillet.."

Bill så forbløffet på hende.
"Jeg vil mere end alt i verden gerne være en del af dig," sagde han oprigtigt, og lagde en arm om livet på hende. "men..." han tøvede et øjeblik.
"Er du sikker?"

Hun nikkede, "100% sikker" hviskede hun blidt og så på ham. Hun ventede blot på det, hun havde aldrig nogen sinde prøvet at blive taget blod fra imens at hun var vampyr. Og hun havde været vampyr i rimlig lang tid, så hun var spændt på hvordan det overhovedet ville føles denne gang. For hun kunne huske dengang hun selv var menneske, hun kunne endda den dag stadig huske smerten af en eller anden grund. Men hun ventede blot på det, ventede på at føle den smerte som hun havde påført så mange mennesker i løbet af hendes vampyr liv.

Han nikkede kort til hende.
Så tog han blidt om hendes nakke med sin højre hånd, inden han bøjede sit hoved ned mod hendes. Han tøvede et kort sekund, inden han lod sine sylespidse gifttænder, synke ned i hendes iskolde marmorhud på halsen. Han smagte hendes blod. Det var 100 gange bedre end de piger de netop havde myrdet. Han lukkede nydende øjnene, og sugede hendes lækre blod i sig. Han strammede umærkeligt grebet om hendes nakke, og nærmest pressede hendes hals imod hans mund.