Regnvejr og kakao på caféen....

//Ok xD//

"Pyha!" Sagde hun for sjov og lo. Hun så lidt på hans kage, men så hurtigt på ham igen. Han skulle ikke tro hun havde lyst til kage, for så ville hun være nødt til at spise noget af den eller sådan noget.

Han fangede hendes blik, og så på kagen.
"Hmm, er du sikker?" Han rakte tallerkenen hen imod hende, så den lækre duft af chokoladekage kunne nå hendes næse. Han smilede blidt.

Hun duftede den dejlige duft af chokoladekage og sukkede lydløst.
"Ja, jeg er sikker" Sagde hun og smilede. "Ellers tak"
Hun bed sig forsigtigt i underlæben.

"Du er nu underlig," sagde han og lo stille. Han prikkede hende blidt på næsen.
"Alle vil da ha' chokoladekage!" Sagde han til hende.

Hun nikkede. Det var faktisk sandt og hun havde faktisk lyst til chokoladekage nu, men den ville bare smage dårligt.
"Jeg ved jeg er underlig!" Hun grinede kort. "Men jeg skal passe min kur"

"Bare rolig, det er positivt at være underlig!" Forsikrede han hende grinende om.
"Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ser du faktisk kernesund ud!" Sagde han ærligt.

"Mange tak!" Sagde hun og smilede glad.
"Det var meget pænt sagt, men jeg tror ikke en sund person ville være så bleg, vel?" Spurgte hun og løftede et øjenbryn.

"Det kan da sagtens lade sig gøre!" Svarede han hende med et skævt smil. Han tøvede, inden han fortsatte.
"Jeg synes du er herre smuk," mumlede han og rødmede en smule.

Jamilah smilede og rødmede lidt. Ikke over hele hovedet, men hun blev lettere rosa i kinderne.
"Tak" Sagde hun. "Du ser faktisk også ret godt ud" Mumlede hun.

Han var stadig lidt rød i kinderne.
"Ehm, tak," mumlede han og kløede sig let i håret.
Han kiggede på hende igen, og smilede til hende. Han nød rigtig at snakke med hende.

Jamialh kunne ikke lade vær med at grine. Hun synes det var ret komisk det hele.
"Undskyld" Grinede hun.
Hun håbede ikke at han ville blive fornmærmet.

Han kunne ikke lade være med at grine med.
"Hvad griner du af?" Spurgte han hende, og fnisede selv med. Hendes latter var smittende.

"Bare det at vi begge rødmede og var lidt flove måske, var ret sjovt" Lo hun. Hun holdt sig på maven af grin.
Det var et stykke tid siden hun havde grinet så meget.

Han grinede, til dels af det hun sagde, fordi det var rigtigt, men også fordi hun grinede så meget. Det smittede simpelthen så meget.
"Det kan du ha' ret i!"

Jamilah holdt meget langsomt op med at grine.
Hun trak vejret dybt et par gange, selvom hun ikke behøvede.
Hun smilede stort.

"Det er altså herre fedt at snakke med dig!" Sagde han med et stort smil på ansigtet. Han vidste ikke om han havde sagt det før, men han synes at hun burde vide det.

"Tak!" Mumlede hun og smilede. "I lige måde, forresten. Det er længe siden jeg har snakket så godt med nogen" Fortalte hun ham. Hun vidste ikke rigtig om han kunne bruge den information til noget, men den var i hvertfald sand.

"I lige måde," svarede han med et skævt smil, og kiggede på hende.

Jamilah betragtede ham lidt.
"Hvor kommer du fra?" Spurgte hun nysgerrigt, da hun ikke rigtig kunne høre det på hans måde og tale på. Selvom den virkede en smule bekendt.

"London," svarede han med et blidt smil.
Han betragtede hende muntert.

"Virkelig?" Spurgte hun overrasket.
"Jeg boede i London til jeg var ti år" Fortalte hun smilende. "Pusigt"

Han nikkede med et smil.
"Det er en dejlig by!"

Hun nikkede ivrigt.
"Derfor hader jeg mine forældre for at fjerne mig fra den" Mumlede hun. "Man kunne bare være hvem man ville være i den fantastiske by"

Han nikkede.
"Ja, det kunne man i hvert fald! Men hvorfor flyttede i?"
Han så undersøgende på hende..

//Skal desværre logge af nu. Men skal vi ikke bare fortsætte emnet når vi er online? ;D//

Hun trak på skulderne.
"Jeg mener at min far havde fået et job i Australien og så flyttede vi bare. Mig og min søster fik ikke lov til at sige hvad vi syntes om det" Fortalte hun. "Det var specielt svært at tage afsked til min bedsteveninde Victoria, men hende har jeg heldigvis mødt her" Hun smilede.

/Ja, ka' vi godt xD/

Han smilede bredt.
"Det kan man sku' da kalde held," svarede han grinende.

Hun nikkede.
"Men hvordan er du endt her i Forks?" Spurgte hun nysgerrigt.

"Min far fik nyt arbejde," svarede han. "Så vi har flyttet en masse rundt. Jeg hadede det! Så da jeg blev 17 flyttede jeg her til Forks, for at slå mig ned. Jeg faldt pladask for byen! Mine forældre forstod det godt, at jeg ikke brød mig om alt den flytten frem og tilbage, så der var ikke noget problem deri." Han smilede stort til Jamilah.

"Jeg kan godt forstå hvorfor du faldt pladsk for byen" Mumlede hun og betragtede ham.
"Hvor tit flyttede i, så?" Spurgte hun.

"Jeg er faldet ligeså meget for indbyggerne, de er så flinke allesammen," svarede han med et lille smil.
"Vi flyttede hver eller hveranden måned! Knap nok havde vi pakket ud, inden vi skulle til at pakke igen!"

"Det kan jeg godt forstå du synes er irriterende" Sagde hun og smilede svagt.
"Var det ikke også stressende at skulle flytte så meget rundt? Det må vel også give en slags traumer?"

"Jo, det kan du tro det var! Men det generede åbenbart ikke mine mor. Hun pakkede gladeligt sine ting sammen, når min far kom hjem og meddelte at hans arbejde gjorde, at vi skulle flytte igen." Han tænkte lidt.
"Men det har ikke rigtig givet mig traumer synes jeg ikke. I det mindste kunne jeg ikke nå at få venner, inden vi flyttede igen!" Han smilede lidt.

"Jeg er glad for at du har besluttet dig for at bo her" Sagde hun og rødmede lidt.
"Du er rar at snakke med" Mumlede hun.

Han rakte hånden ud, og gav hendes hånd et lille klem.
"Jeg er også glad for at jeg besluttede mig for at blive." Han smilede blidt til hende, og blev kun lidt rød i kinderne.

Hun smilede stille og så på hans hånd.
Hun rødmede endnu mere. Hun prøvede at lade som ingenting, men rødmede så lidt mere.

Han smilede let af hendes rødmen. Det var så sødt, synes han.
"Uuh, hvor er din hånd dog kold!" Kunne han ikke lade være med at udbryde. Han tog hendes spinkle hånd imellem sine hænder, og prøvede uden held at gnide varme i den.

Hun smilede flovt.
"Som sagt - jeg har et meget dårligt blodomløb, derfor er min hånd så hold" Hun lo lidt af hans forsøg på at varme den, for hun vidste det ikke ville virke. Hun håbede at han ikke ville spørge ind til det.

"Men.. jeg kan ikke forstå at den kan være så kold!" Han rynkede brynene. Så rakte han en hånd ud, og lagde den blidt på hendes ene kind.
"Din kind er også iskold!" Han fortsatte med at gnide hendes hånd.

Hun nikkede.
"Pga. mit dårlige blodomløb" Sagde hun og smilede lidt. "Det er ret indviklet synes jeg selv, men jeg vd ikke med dig"

"Ja, det er også underligt!" Mumlede han. "Jeg har aldrig hørt om den slags før!"

"Virkelig? Det er ellers en ret normal ting" Sagde hun og grinede lidt.
"Det er bla. derfor jeg er på min kur. For at få bedre blodomløb"

"Det kan sq godt være," grinede han og lo lidt.
"Så håber jeg da at det virker. Du må da gå rundt og fryse!" Svarede han.

Hun rystede på hovedet.
"Faktisk ikke" sagde hun med et smil. "Men du er dejlig varm, synes jeg"

Han smilede skævt.
"I forhold til dig er alle varme!" Konstaterede han, og tænkte på pigen han havde mødt i reservatet. Hun havde været ekstremt varm!

"Er jeg så kold?" Spurgte hun og mærkede med en hånd på sin kind. Hun havde ikke troet at de var så kolde. Måske lidt koldere en de fleste, men det gav også menig at de var så kolde, når de var slags levende døde.

"Jaér! Det er du!" Svarede han. "Og bleg. Bortset fra når du rødmer!" Lo han.

Hun smilede.
"Jeg går ikke så tit ud i solen, men det er også lidt svært, når byen er under et næsten konstant skydække" Grinede hun.

"Ja, det er selvfølgelig rigtigt!" Svarede han tøvende, og betragtede hende med hovedet på skrå.

"Hvad er det?" Spurgte hun nysgerrigt og betragtede ham smilende.

Han rystede let på hovedet, og vidste ikke helt hvad han skulle sige.
"Jeg kom bare til at tænke på noget. Øhm, er folk i reservatet og folk her i byen, ikke rigtig gode venner, eller?" Han rynkede sine øjenbryn.