Kakao - Zoey

Sted:: En gade café
Tid:: Omkring kl. 15
Omgivelser:: En del fremmede som enten sidder og spiser eller bare drikker kaffe eller kakao
Vejr:: Gråt, regnvejr og overskyet
Påklædning:: En mørkegrøn kashmir trøje, nogle mørkegrå stramme jeans og et par grønne, korte Allstars

Jamilah sad inde på caféen henne ved vinduet, med en kop kakao foran sig. Hun havde lagt hænderne rundt om koppen, for at varme dem lidt op, hvis nu et menneske kom til det røre dem. Så ville hun ikke virke så absurd kold, som hun allerede var. Det var en af de ting hun hadede allermest ved at være vampyr. Kulden. Det betød at hun nærmest ikke kunne røre mennesker, uden at de skulle stille spørgsmål. Igen og igen måtte hun komme med det samme svar. Tit hvæsede hun det, men så holdt folk sig også væk. Det var bare besværgeligt, når folk ikke kendte hemmeligheden. Noget andet hun hadede var skønheden, stemmen og latteren. De lignede guder, og det brugte de til at tiltrække deres ofre med. Det samme med stemmen, der lød som sølv eller vindklokker. Også stemmen. Det lød dog bare som om klokkerne var i bevægelse. En forbandet smuk lyd.
Hun sukkede og så ned mod sit højre håndled. Arret kunne kun ses af andre vampyre, men hun havde det gemt bag ærmet. Så ville ingen kunne se det, præcis som hun ville have det. Hun forbandede den vampyr der havde bidt hende. Hvis hun nogensinde fandt den person, så ville hun uden at tvivle dræbe ham eller hende. Om så hun kunne lide personen eller ej. Det stod ikke til diskution.

zoey vidste ikke hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun gik skødesløst op, og ned af port angelas gader.
Hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke gøre noget! Hun tænkte og tænkte. Hun kunne ikke lide sig selv! Hun kunne ikke sin natur! Men hen måtte leve med det! Efter at have gået i lang tid, gik hun forbi en café. Hun gik derind. Hun kunne ikke lade være! Da hun kom ind, overraskede alle de dufte hende. Hun stod lidt og stirrede frem for sig. Hvad skulle hun gøre nu? Hvad skulle hun stille op? Så fangede en anderleds duft hun. Hun kiggede forvirret rundt, og der fandt hun en der var som hende selv. Hun skyndte sig at bestille en kakao, og gik hen og satte sig forsigtigt ved pladsen foran hende.

Jamilah sad så fordybet i sine egne tanker, at hun ikke lagde mærke at den anden vampyr kom ind. Hun nød bare varmen fra kakaoen. Som en besat stirrede hun på sine hænder, som svagt havde fået en smule farve. Meget meget lidt, men en vampyr ville kunne se det. Ligesom med hendes ar. Det var det kun vampyre der kunne se.
Hun kneb irriteret øjnene sammen, da der var en der satte sig overfor hende. Lignede hun ikke en, der gerne ville have lidt tid alene, eller så hun virkelig så snaksagelig ud? Det tvivle hun stærkt på, men nogle mennesker kunne vil ikke gøre for det. Hendes udseende tiltrak dem vel. Ligesom alt andet ved hende. Hun rettede de kraftigt mørkerøde, nærmest sorte, øjne mod personnen foran sig. Da hun opdagede at det var en vampyr, ændrede hendes ansigtsudtryk sig. Hun smilede i stedet venligt.

Zoey sad i lang tid og kiggede på pigen foran, med et venligt udtryk. Hvorfor havde hun sat sig foran hende? Hvad skulle hun sige? Hun sad og prøvede at samle tankerne. Hun vil tale med hende! Men... hvordan skulle hun starte? Hun sad tilsidst bare og prøvede sig sammen, til at sige noget. Men hvad skulle hun sige? Jo.. hun skulle da bare sige hej! Så tog hun sig sammen!
"Hej," sagde hun, lidt tøvene. Hun kiggede ned i sin kakao, og ventede på at pigen foran hende svarede.

Jamilah smilede til pigen, da hun sagde noget til hende. Hele hendes ansigt lyste op og blev om muligt, endnu mere guddommeligt smukt end det allerede var i forvejen. De kraftigt, mørkerøde øjne glimtede svagt. Man kort se hendes tænder, da hun smilede og de lynede kort. Nærmest for at understregede at de kunne være farlige.
"Hej hilste hun og tog kort en tår af sin kakao. Den smagte rædselsfuldt, men hun skjulte det fuldstændigt. Hvis den anden vampyr var virkelig naiv, ville den sikkert tro at hun kunne lide det. Det havde hun også kunne før, men nu foretrak hun menneske blod og dyreblod i ny og næ.

Zoey smilte stort, og tog også en slurk af sin kakao. Det smagte lige så for forfærligt, som det altid gjorde. Hun kunne næsten ikke skule sin foragt, men gjorde sit bedste.
"Mit navn er Zoey," sagde hun, efter at taget sig sammen igen.

"Jeg er Jamilah" præsenterede hun sig selv med et smil og lagde mærke til Zoeys foragt, da hun havde taget en tår. Var lige ved at le af det, da det så temmelig morsomt ud. "Kan du ikke lide kakaoen?" spurgte hun og undren lyste nærmest ud af hende. Hun ville prøve at bilde hende ind, at hun selv godt kunne lide det. Bare for sjov. Zoey virkede ikke som en særlig gammel vampyr. Det var hun heller ikke selv og hun havde heller ikke rigtig accepteret sit nye liv. Hun prøvede dog. Både for sin egen og Blakes skyld.

"Nej! Det smager hæsligt!" sagde hun, og kiggede rundt. for at sikre så at ingen kunne høre dem.
"Men det må man leve med," sagde hun dæmpet, og smilede skævt.

"Jeg syntes det smager fantastisk" sagde Jamilah med et smil. Det kunne være ret sjovt, hvis Zoey hoppede på den. Men hvis hun skulle være ærlig, så smagte det rædselsfuldt. Dyreblod var en delikatesse ved siden af menneske mad og drikke. Menneskeblod var derimod noget guddommeligt spise, i forhold til menneskerne mad. Tænk at hun en gang havde kunne lide det. Det var nærmest ikke til at tro, men hun savnede det også lidt. Bare at kunne fråde chokolade i store og absurde mængder. Det savnede hun virkelig.

"virkelig!? Jamen så okay," sagde hun, og trak på skulderne. Hun hadede at skændes med andre, så hun gav hende bare ret.
"Nå, hvad laver du så her?" spurgte hun, og et nysgerrigt udtryk kom til syne i hendes ansigt. Hun kunne ikke lade være med at spørge.

Jamilah grinede og latteren lød som sølvklokker i vinden. Flere af de andre gæster så på hende, enten beundrende eller meget misundelige. Hun tog sig ikke af dem. Faktisk burde de føle sig heldige, over at de ikke var hende. Hvem havde lyst til at være et blodsugende monster, som alle var bange for? Selv dem som ikke anede hvad hun var, var faktisk bange for hende alene pga. af hendes guddommelige ydre. Det var til at brække sig over. "Jeg afskyr det lige så meget som dig" indrømmede hun lavt og smilede.
Hun trak på skulderne. "Jeg sidder bare og tænker.. Hvad med dig?" spurgte hun nysgerrigt og trak sine ærmer, på den grønne kashmir trøje op til lige før albuerne. Arret på højre håndled var nu synligt for Zoey.

"Jeg tænkte du ville snakke, så jeg slog mig ned hos dig," sagde Zoey smilte stort så man kunne se nogle af hendes krid hvide tænder. Det gik godt at tale med en, der kunne forstå en. Uvildkårligt flyttede hun sit blik ned på Jamilah's håndled, og uden at tænke over det førte hun sin hånd op til sin nakke. Hun så op på hendes ansigt.
"Hvem gjorde det ved dig?" hviskede hun, så stille at det kun var Jamilah der kunne høre det.

"Hyggeligt" sagde Jamilah med et smil og fulgte Zoey blik, da det bevægede sig ned mod hendes håndled. Hun smilede et smil, der var en blanding af trist og træt. Det ar havde betydet enden på alting for hende. Hvis hun nogensinde mødte den person som havde gjort det ved hende. Hun kunne ikke garantere for hvad hun ville gøre. Grine, græde eller være vred. Intet var sikkert.
Hun trak på skulderne. "Jeg ved det ikke" sagde hun så lavt at kun Zoey, ville kunne høre hende. Så på hendes hånd, der lagde sig på sin nakke. Gjorde et nik i mod den. "Hvem gjorde det ved dig?" spurgte hun igen lavt.

"Har ingen anelse," sagde Zoey, og trak på skulderne. "Det skete da jeg havde ryggen til." Hun tog sin hånd ned, og lagde den lagde den om kakaoen. Hendes blik flakede rundt, som om der var nogen der kiggede på dem. Det var der også! Nogle mennesker kiggede på dem, som om de aldrig havde set noget så smuk. Føj hvor for forfærligt! Da de mødte hendes blik vendte de sig hurtigt om.
"Hvor er det irriterende, at de kigger!" sagde hun, og kiggede ned på sin kakao. "Nå, ikke mere søgeligt! Jeg orker det ikke! Hvad med dig? Syntes du vi skal blive i det søgelige emne?" Hun kiggede smilende op på Jamilah.

"Samme her.. Vampyren kom bare og bed mig kort" hun trak på skulderne, inden hun fortsatte. "Men hvis jeg møder personen.. Så flår jeg hver eneste legemsdel fra ham eller hende og sætter ild til personen" sagde hun. Den sidste sætningen var så gennemsyret af had og hævngerrighed, at Zoey sagtens kunne høre at hun var fuldstændig alvorlig, selv hun ikke havde lydt sådan. Hun havde nærmest sagt det glad, som om det var noget hun glædede sig til.
"Jeg synes det er sjovt" sagde hun og lo sin perfekte sølvklokke-i-vinden latter. Hun hadede den, afskyede den. Ligesom alt andet ved sig selv. "Næh, lad os snakke om dog andet"

Zoey glippede lidt med øjnene, af den hade og hævngerrighed i Jamilah.
"Jeg ved hvad du mener! Har selv haft den følelse. Men den er ikke så stærk længere!" sagde hun, og smilede sit perfekte smil, som kunne til trække et hvert menneske der var dum kun til at komme tæt på.
"Hmm... Bor du i byen?" spurgte hun meget venligt.

Jamilah så hende i øjnene. De mørkerøde øjne nærmest lyste af had og hævngerrighed. "Først når jeg har fået hævn, bliver jeg rolig igen" sagde hun alvorligt. Hun mente seriøst hvad hun sagde. Intet og virkelig intet ville kunne stoppe hende når hun først havde fundet personen, som havde taget hendes liv. Taget hendes menneske liv og udskiftet det med et liv som et monster. Et monster som var guddommeligt perfekt. Selve begrebet perfekt. Perfektionen var en forbandelse i hendes øjne. Desværre ikke i andres. Bortset fra varulvene, selvfølgelig. De var de eneste der kunne se klart. Eller kun nogle af dem. Der var jo nogen, som godt kunne holde vampyrene ud. De var slet ikke for kloge. For ikke at tale om dumme. De burde altid være i højt alarmberedskab.
Hun rystede på hovedet. "Nej, jeg bor i Forks" svarede hun med et svagt smil. "Bor du her?"

Zoey blev lidt forskrækket da hun så Jamilah's mørkerøde øjne lyne, men ignorrede det. Hun kunne næsten mærke hvordan hun måtte have det. Det var næsten en befrielse at snakke om noget andet.
"Nej, desværre! Jeg bor også i Forks," sagde hun, og kunne mærke glæden i hende, (en glæde hun ikke mærket i længe) ved at tale med en anden der også boede i Forks. Hun vidste ikke hvorfor, men den var der.

"Jeg bor stadig hjemme hos mine forældre" sagde Jamilah og skar en grimasse. Det var ikke altid så fedt at hun stadig boede hjemme, men hun ville snart finde sit eget. Så behøvede hun heller ikke skjule sin diæt hele tiden og spise menneskemad. Det betød også at hun ikke behøvede at lade som om hun sov. Hvor kedeligt var det ikke at ligge og vente på hendes forældre lagde sig til at sove?
"Hvor længe har du boet i Forks?"

"Wauh... Det må godt nok være svært," sagde Zoey, og kunne godt forstille sig det.
"Jeg har kun boet i Forks i et par måneder. så jeg er temlig nu," sagde hun, med et uskyldigt smil på læberne. "Det sidste sted jeg boede var i itailen. Hvor langt tid har du boet i Forks?"

Jamilah nikkede bekræftende. Det var svært, men hun holdt det ud. Forældrene havde ikke nogen mistanke endnu. Hun spiste hvad der blev serveret for hende til aftensmad og andet. Hun sørgede for ikke at røre sine forældre. Ellers stak hun dem undskyldningen med at hun jo havde ekstremt dårligt blodomløb. Den hoppede altid på. Det var meget lettende. "Temmelig sulten?" gættede hun og hendes mørkerøde øjne skinnede kort. De vidnede om at det var et lille stykke tid siden hun selv havde spist. Omkring halvanden uge siden. Men hun var nødt til ikke at dræbe for mange. Ellers ville alle vampyrene jo blive mistænkeligt gjorte. Det måtte endelig ikke ske.
"To år. Lige så lang tid som jeg har været vampyr" sagde hun med et skævt smil.

Zoey blev lidt overrasket over at høre, at Jamilah ikke havde været vampyr længere tid.
Men kunne ikke det på hende. Zoey selv var ved at være en gammel vampyr.
"Okay," sagde hun og smilte skævt. Hun kiggede ned i sin kakao, som hendes hænder stadig var lukket omkring.

Jamilah smilte, da Zoey så ret overrasket ud. "Hvorfor så overrasket?" spurgte hun både undrende og fuldkommen rolig. Hun tog en tår af kakaoen, for at se lidt mere menneskelig ud, for de andre gæster. De behøvede ikke flere grunde til at stirre på dem end de allerede havde. Heldigvis havde hun placeret sig sådan at de ikke kunne se hendes øjne. Ellers var de da helt sikkert døde af chok.

"Jeg troede du var ældre," røg det ud af Zoey. Hun så sig hurtigt rundt, for at sikre sig at ingen havde hørt hende. Først dér gik det op for hende at hun havde talt så hurtigt, at mennesker kun ville høre det som en summen. Hun mødte ikke nogen blikke denne gang, så hun kiggede tilbage på sin kakao. Hun havde stadig ikke vendet sig til de normale ting vampyr kunne. Det ville hun aldrig vende sig til! "Undskyld! Du virker bare lidt ældre!" sagde hun, og smilede uskyldigt til Jamilah.

Jamilah smilede roligt og fulgte Zoey blik rundt. Ingen havde vist opfanget hvad det var hun sagde. Hun vendte sin opmærksomhed mod Zoey igen og smilede, med et lidt overrasket udtryk i ansigtet. "Virkelig? Jeg føler mig kun som en på to" sagde hun og lo sin perfekte sølvklokker-i-vind latter. "Hvor gammel troede du jeg var?"

Zoey lo sin legende latter (den kunne lokke en hver hen til hende). Hun hadede den som pesten. Det var derfor hun kun lo når hun følte sig godt tilpas.
"Jeg troede du mindst var halvtred," sagde hun, og så på Jamilah. Hun kunne ikke lade vær med at med at smile uskyldigt til hende.

Jamilah lo. "Det vil jeg tage som en kompliment" sagde hun med et smil. Vampyre så helt anderledes på alder, eller det gjorde hun selv. Før havde hun ikke ville blive ældre. Det gjorde hun ikke nu, men nu ville hun jo gerne være ældre i vampyralder. Jo ældre man var som vampyr, jo mere respekt fik man. Sådan så hun det. "Jeg vil gætte du er noget over de halvtreds"

Zoey smilede stort, og viste et par hvide tænder. "Det var også ment som en kompliment," sagde hun, og morede sig lidt.
"Jeg er selv 102, så jo jeg skulle mene jeg er over 50." Hun lo igen en lille legende latter, og kunne mærke at de var begyndt at trække sig lidt opmærksomhed. Hun sig rundt med et smil, men dem der havde kigget vendte sig hurtigt om, før de mødte hendes blik.