Kakao - Aaron

Tid:10:30
Vejr: Små skyet, men alligevel varmt
Sted: En lille café
Omgivelser: Nogle ældre fra reservatet og nogle unge
Årstid: Sommer
Dag: Søndag
På: Lårkorte mørkeblå shorts, grå langtop og et par korte sorte Allstars.

Sam sad inde på den lille café ved et bord for sig selv. Foran sig havde en en gigantisk kop kakao og nok verdens største stykke chokoladekage. Hun sad og stak lidt til det med en gaffel. Hendes lyse hår var løst og skyggede for hendes ansigt. Selvom hun prøvede at skjule sig lidt, så ville man sikkert stadig lægge mærke til hende. Hun lignede ikke nogen af de andre indianere, med sit hvidblonde hår, sin lyse hud og sine blå øjne. Dog kendte alle forklaringen og accepterede hende.
Hun smilede for sig selv og så ud af vinduet.

Aaron trådte ind i den lille, men dog meget hyggelige café, han så sig omkring og hævede fraværende hånden som hilsen til en flok drenge på hans egen alder der begyndte at kalde ham hen til sig. Dog var han ikke interesseret i dem lige nu, det var mere den lyshårede pige der tiltrak sig hans opmærksomhed, han kantede sig ind i mellem de mange mennesker, måtte dog flere gange stoppe op for at svare på ligegyldige spørgsmål, men nåede endelig frem til sit bestemmelses sted.
Aaron trak en stol ud og satte sig omvendte på den, han kørte en hånd igennem sit regnvåde hår og smilede skævt til hende, "Hej Sam.." Mumlede han og lagde armene på stolens ryglæn, han plantede hagen oven på dine hænder og betragtede hende, lidt før han nikkede i mod kagen "Sulten?" Spurgte han og et lydløst grin undslap hans læber.
Aaron havde en stram, sandfarvet T-shirt på, et par lyse cowboybukser der var klippet af over knæene og brune kliklapper.

Sam havde ikke lagt mærke til at der var nogen der var kommet ind. Derfor fik hun et chok, da drengen satte sig ned og sagde hende navn. Hendes blik fór fra vinduet og op til ham. Hun betragtede ham. Mente ikke at have set ham før.
"Hvordan kender du mit navn?" spurgte hun både forvirret og en smule mistænksomt. Hun var begyndt at være på vagt overfor folk, siden hun gennemgik sin forvandling til varulv.

Aaron smilede venligt til hende og rettede sig lidt op, han lagde hovedet let på skrå. "Tsk, nu ér jeg altså fornærmet!" Sagde han med et glimt i øjet og et drillende smil på læberne, "Vi har historie sammen, vi sidder endda ved siden af hinanden.." Hans stemme var let spørgende, nysgerrig. Han undrede sig over hvorfor hun ikke kunne huske ham, det kunne de fleste.. Han havde et godt ry, var populær og havde mange venner - hvorfor kunne hun ikke huske ham? Netop når hun interesserede ham så meget.

Et lys gik op for hende og hun smilede. "Undskyld Aaron, men som du nok har lagt mærke til, har jeg ikke været i skole et stykke tid" Hun smilede lettere undskyldende. Han måtte da have lagt mærke til at hun ikke havde været i skole de sidste to uger. Hun havde haft travlt med at indhente lektier, stuearrest og at patruljere ved grænsen. Det var hårdt at være varulv, men hun klarede det. Eller klarede og klarede. Hun gjorde det kun lige med nød og næppe.

Aaron nikkede med en kende alvorlig mine, han løftede spørgende det ene bryn "Ja, du har vel haft travlt. Du ser i hvert fald ikke syg ud?" Det sidste var nærmere et spørgsmål end en konstatering, hun var blegere end de fleste andre.. Derfor havde han altid lidt bøvl med om hun nu havde det godt eller ej, han var ikke sikker på hvor lys hun skulle vær for at se dårlig ud. En servitrice, som Aaron kendte, kom hen til ham og roede ham kærligt i håret. Han smilede tvunget og skævede til Sam, ingen skulle tro at han var optaget, og slet ikke hende. Han skyndte sig at bestille en cola og et stykke nødekage, hans favorit. Vendte så igen sin opmærksomhed i mod Sam og studrede interesseret hendes blege, men meget smukke ansigt.

Sam nikkede og smilede et træt og udkørt smil. Et øjeblik kunne man virkelig se hvor træt og brugt hun var. De sidste tre dage havde hun overhovedet ikke sovet og kun spist meget lidt. Det stykke kage der stod foran hende, var nærmest et festmåltid sammenlignet med det hun havde fået tidligere. Men de sidste dage havde hun også patruljeret hele tiden, fordi hendes forældre var ude af byen.
Så tog hun sig sammen og så en smule friskere ud. "Nej, jeg er ikke syg. Jeg er halv albino, derfor ligner jeg ikke jer andre her i reservatet" Hun smilede skævt. Det var en smule irriterende at skulle forklare hele tiden. Det var en ting i hendes gener, som havde gjort hun havde lys hud, lyst hår og blå øjne. Men un kunne meget godt lide det.

Aaron rødmede let, men det var ikke til at se, hans ansigtsudtryk blev fortrydende da han kunne høre et snert af irritation i hendes stemme "Ah, okay.. Undskyld!" Sagde han let forlegent og smilede så igen. Da en anden servitrice kom med hans kage og cola, rejste han sig op og flyttede stolen lidt så hun kunne komme til, han satte sig ned igen, men denne gang den rigtige vej. For at undgå hendes blik gav han sig til at hakke kagen i små stykker med den let bøjede ske, han stoppede et stykke i munden og så, så op på hende igen.

Sam smilede lidt over hans ansigtsudtryk. Det lignede at han var både fortrydende og forlegen. "Det gør ikke noget" mumlede hun og tog en bid af sin kage. Den smagte fantastisk! Derfor tog hun en bid til. "Jeg forklare det bare så tit" forklarede hun og håbede ikke at hun havde stødt ham eller noget.

Aaron nikkede forstående og smilede til hende "Dét må virkeligt være trættende at skulle besvare det samme spørgsmål igen og igen og igen.." Sammentyggede han og satte sig lidt bedre til rette på stolen. Han rettede igen sin fulde opmærksomhed i mod sin kage, fordi han ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige til hende. Han var vant til altid at have ét eller andet at sige, men lige nu, og i historie, vidste han aldrig hvad han skulle sige - hverken til hende eller nogen andre, hun gjorde ham nervøs og stum.

Sam smilede venligt til ham. "Ja, men jeg ber vist selv om det med mit udseende" sagde hun og grinede. Den eneste hun kendte, som bare lignede hende lidt var hendes kusine, Chris, som hun kaldte hende, fordi hun ikke gad sige hele navnet. Men Chris havde jo mørkt hår, så alligevel lignede de ikke helt.
"Hvordan går det i skolen" spurgte hun nysgerrigt. Hun ville gerne vide hvad der var sket, mens hun havde været væk.

Aaron trak på skulderne "Du har jo ikke selv valgt det?" Sagde han skævt smilende og fugtede sine læber, han så op ved hendes spørgsmål og trak let grinende på skulderne "Ingen idé, har heller ikke selv været der.. Hørte bare nogle af drengene," Han slog et kast med hovedet hen i mod den flok drenge der havde hilst på ham, "At du ikke havde været i skole, de troede vi var et eller andet sted sammen.." Sagde han og himlede let med øjnene.
Aaron havde ikke været syg, men hans far havde holdt ham hjemme for at træne ham. Han havde været så urolig over at Aaron havde gennemgået sin forvandling i så ung en alder, at han de sidste fem år havde taget ham jævnligt ud af skolen for at tjekke hans færdigheder. Men hvis nogen spurgte, havde han været syg.

"Hvorfor har du ikke været der?" spurgte Sam nysgerrigt. Hun måtte ikke fortælle Aaron, hvorfor hun stort set aldrig var i skole. Det sagde reglerne i kobblet. Hvis hun gjorde det ville hun blive smidt ud. Det ville hun ikke risikere, for hun kunne godt lide kobblet og Annika. En del i skolen snakkede ikke med hende mere, fordi de troede at Annika havde en bande. Hvis de kendte sandheden, ville de nok forstå det meget bedre. Varulvene beskyttede jo reservtatet fra vampyrene.
Hun skar en grimasse. "Hvorfor skulle vi dog have været sammen?" spurgte hun med et løftet øjenbry. Tog en tår af sin kakao.

//Hmm... //

//Sorry mit net gik, kunne ikke få det tilbage igen//

Aaron så flygtigt på hende og rykkede uroligt på stolen, af en eller anden grund havde han det ikke godt med ikke at kunne fortælle hende sandheden, "Ehm, jeg har været syg.." Han så ikke på hende da han sagde det, men efter hans ord havde lyt så han igen op på hende. Han løftede det ene øjenbryn en lille smugle og stoppede endnu stykke kage i munden, han tyggede langsomt på det, "Hvorfor har du ikke været der?" spurgte han med en let panderynken.
Roy trak smilende på skulderne og lo lavt "Ingen idé, men det troede de i hvert fald.. Det må vel have været god sladder?" Han blinkede drillende til hende og takkede hende lydløst for at have givet ham noget at snakke om.

//Ok ^^//

Sam nikkede og god tog forklaring. Alle kunne jo blive syge. Hun rakte frem og lagde en hånd på hans ene skulder. Selv igennem hans trøje, ville han kunne mærke hendes febervarme. Dog håbede hun at han ikke ville reagere voldsomt. "Godt du er rask" sagde hun med et skævt smil. Det var aldrig godt når nogen var syge, så hun var altid glad når de blev raske.
"Jeg har haft travlt" sagde hun en smule undvigende og så væk fra ham et stykke tid. Hun håbede at han bare ville lade emnet lægge, for ellers ville hun nok blive vred. Hun håndterede stadigvæk ikke sin vrede særlig godt.
"Jeg forstår ikke hvorfor de skulle tro det.. Hvorfor er det god sladder?" spurgte hun og støttede sine albuer på bordet. Gemte sit ansigt i sine hænder. Hvis Steffen hørte det, ville han måske tro det var sandt. Det ville hun ikke risikere.

Da Sam lagde sin hånd på hans skulder var han for optaget af at hun rørte ham til at lægge mærke til at hun var overdreven varm, selv for en varulv, hans tanker drejede sig kun om den kortvarrig berøring hun gav ham. Aaron smilede fjernt og nikkede til hendes afværgende svar, der var vel en grund til at hun ikke gav ham et direkte. Han så søgende på hende da hun gemte ansigtet i hænderne og det føltes som om der var en der gav ham et slag i maven - hun ville altså overhovedet ikke forbindes med ham. Han sukkede lydløst og så falsk smilende på hende "Never mind, bare glem det.." Mumlede han, stadigvæk med sin almindelige glade stemme.

Sam fornemme falskheden i hans smil og hans stemme. Hun sukkede. "Undskyld, Aaron, det er bare fordi jeg kender en, som vil blive utrolig såret hvis personen hørte det røgte" forklarede hun og så både panisk, trist, forvirret og fortvivlet ud på samme tid. Hun hadede at såre folk! Hvorfor var det altid hende, som kom til at såre andre? Typisk!

I mens han havde ventet på hendes svar havde Aaron drejet hovedet rundt for at se på folk, men da hun nævnte at der var en der ville blive ked af det, drejede han hurtigt og en kende voldsomt hovedet "Hvem??!" Busede det lidt for højt, og lidt for voldsomt ud af ham. Han spærrede øjnene let op og mærkede hvordan hans puls steg stødt, han havde lyst til at tage bordet og kyle det langt, langt, langt væk og ramme, 'den anden'.
Aaron så undskyldene på hende og forsøgte at berolige sig selv, han trak let på skulderne "Sorry, det var ikke meningen det skulle lyde så voldsomt.." Mumlede han forlegent og stak til sin kage med den bøjede ske.

Sam fór forskrækket tilbage og så chokeret på ham. Hun var total målløs. Hvorfor opførte han sig dog, som en eller anden 14 årig knægt, der lige havde fået af vide, at den person han var forelsket i havde en anden. Det virkede, nærmest som om han godt kunne lide hende. Men det vidste hun ikke passede. De havde aldrig snakket sammen i historie og kun hilst få gange på hinanden i kantinen og på gangene. Folk brød sig ikke særlig meget om hende mere. Både fordi hun ikke lignede de fleste af udseende og fordi hun rendte rundt sammen med Annika og de andre ulve. Men det med ulve noget var der ingen der vidste. De troede bare dte var en bande. "Det behøvede du ikke vide!" hvæsede hun pludselig vred. Hendes hænder begyndte at ryste en smule. Hun tog hårdt fat i bordkanten og prøvede at slappe af. Det gik ikke helt så godt.

Aaron skulede til hende og lagde skeen fra sig, "Nej dét gør jeg vel egentligt ikke, du må meget undskylde jeg spurgte!" vrissede han og lagde de muskuløse arme overkors, han drejede hovedet væk fra hende og hen i mod den flok drenge der havde kaldt på ham tidligere, de sendte ham spørgende blikke. Han havde selvfølgelig fortalt dem alt om sin forelskelse i Sam, desværre.. Alle havde de været meget optimistiske og været sikker på at han ville kunne få hende på ingen tid. Aaron rakte hænderne frem og skubbede sig væk fra bordet, han rejste sig og lagde penge for sin mad på sin tallerken, før han igen kantede sig ud af caféen, med røde øjne og et spinkelt håb om at hun ville følge efter ham.

Sam så efter ham og over på hans venner. De så med det samme væk fra hende, de var sikkert bange pga. af hun var i Annikas "bande". Tøser! Hun fnøs og rejste sig op. Gik med rystende krop, hurtigt efter Aaron. Hun var ude af caféen, efter omkring 5-6 skridt. Hun var jo en del højere end de andre piger, men de ikke højere en drenge i Anikkas kobbel.
Hun åbnede døren og gik hurtigt ud. Hun var rasende og det kunne tydelig ses. Det meste af hendes krop rystede.

Eftersom Aaron ikke havde vidst hvor han skulle gå hen, var han stoppet lige ude foran døren, derfor busede Sam direkte ind i ham og han faldt forover. Han nåede og at afstøde faldet med underarmen og rullede om på ryggen, han kom adræt op på benene igen og skulede til hende, i mens han børstede noget jord af sin arm, "Se dig for.." Vrissede han og lagde igen de muskuløse arme overkors. Han blinkede nogle gange med øjnene, for at få dem til at se normale ud igen, før han ramt hendes blik med sit eget hårde og vrede blik.
Den følelse af uendelig glæde, han havde haft siden han havde taget sig mod til at tale til hende, forsvandt mere og mere for hvert sekund der gik og blev erstattet af vrede og sorg i stedet for.

Af ren reflesk, som hun til at knurre af ham. En rasende, faretruende lyd langt nede fra hendes strube. Hun så på ham med et rasende og såret blik. "Det er ikke min skyld, jeg faldt for en vel!" udbrød hun vredt og hele hendes krop rystede en voldsommere. Hvis hun ikke snart passede på ville hun forvandle sig foran Aaron og alle inde i caféen.

Aaron, der for flere år siden havde lært at styre sine forvandligner, lo hånligt af hendes knurren og den rystende krop. Han ønskede at ydmyge hende, på trods af det store begær han følte for hende, ville han gøre hende fortræd.. Fordi hun havde 'en anden'. Fordi dét ikke ham. Han skulede til hende og gjorde et sjoflet tegn med sin hånd i mod hende "Nej." Sagde han med bister stemme og vente hende ryggen, han begyndte langsomt at gå.

Sam knurrede vredt af ham igen og lød så hen skoven. Da hun var gemt nok af træerne, kunne man høre tøj blive flænset fra hinanden og i stedet for hende, var der nu en stor, hvid ulv. En meget vred ulv.
Hun gav sig til at hyle højt og længe.

//OUT.