Skøn aften

Årstid:: Efterår
Vejr:: Tunge skyer over himmelen... Lidt vind
Dag:: Fredag
Dato:: 5 oktober
Tid:: 19.30
Omgivelser:: ikke nogen..
Sted:: Skoven

Skyerne hang tungt over himmelen, som ville have været dækket af stjerner, men heldigvis ikke i aften. vinden blæste højlydt igennem de få blade, som kæmpede med at holde fast til grenene på træet. Synet var pragtfuldt, og selve Forks lå badet i halv mørke. Mægtigt!
Roselinn betragtede det hele. Hun havde alle sine sanser igang, så hun kunne opfatte meget. Hun så sig om engang imellem, men luften forblev ren og klar, hvilket blot var en lettelse! Hun så op i kronen af et trå, der allerede var helt nøgen. stakkels træ at stå der i den kolde efterårs vind på en aften som denne. Dog tog Roselinn sig ikke det midste af naturen. Hvad var der egentlig så smukt ved naturen? Hun himlede med øjnene, og holdt sig så igen opmærksom på, hvad aftenen i Forks havde at byde på.

Daniel gik som sædvanligt en tur om aftnen, det var ved at blive et ritual for ham at gå ud og prøve at forvandle sig.
Han skulle til at smide tøjet da lugten fra en Vampyr ramte ham i hovedet.
Han knurrede kort og begyndte at gå imod lugten hvis det nu skulle være fluehjernen fra tidligere.

Sargas kom løbende som ulv efter en vampyr han havde ledt efter bestemt denne vampyr.
Han måtte finde hende han fandt færten af hende.
Han fulgte færten af hende og løb indtil. Han så hende han forvandlede sig og kiggede på hende med skumle øjne.

Roselinn mærkede hurtigt stanken fra en varulv. *Årh skønt... Kan aftenen blive værre end med en varulv der forurener den friske luft?* Tænkte Roselinn irriteret, og himlede med øjnene. Dog så hun blot med klare og rolige øjne mod retningen af varulven. Hun nøs en enkelt gang af stanken, og ventede tålmodigt på, at varulven skulle komme ind i synsvidde... Hendes ansigt var helt glat uden en eneste følelse.
Men lige da hun troede det kun var en, så kom der selvfølgelig en varulv mere. skønt...! Hun ventede til de kom mod hende. Det var dog forvirrende, da de kom fra to vidt forskellige retninger. Hvem udgjorde mon den største trussel af dem?

Shin gik med hurtigt skridt igennem skoven.. Han gik og gnaskede på et æble. Han kiggede sig lidt omkrig. Han havde ikke været i den del af skoven, men fortsatte bare fremad. han tog endnu en bid af æblet.

Daniel snuste kort ind og drejede en enkelt gang rundt om et træ og fik så øje på hende.
*Takker Emily for at have lært mig de her ting* tænkte han lidt glad og tilføjede *Det er også det mindste hun kan gøre efter hun bed mig*
Han studerede hende bagfra mens han prøvede at kontrolere vreden der buldrede op i ham over en Vampyr.

"Hvor godt kender du personen Duncan?"sagde han
og kiggede på hende med et blik
Han gik frem og tilbage forand hende.

Roselinn stod blot helt urørlig som en smuk statue af en betydningsfuld person eller lignende. Hendes blik gled over på den ene varulv, Sargas, og hun lod et meget lille og knapt synligt lusket smil komme over sine læber. Hvad mon han ville? Hun ville blot have en god aften, men med den uudholdelige stank, blev det vist ikke helt, som hun ville have det.
Vinden legede let med hendes hår, i takt med at få blade ikke kunne holde sig til de fugtige grene i aftenens halv mørke. De tunge skyer lod få dråber falde, men intet tydede på regn - endnu!
"Så godt jeg nu gør - Hvad vil du?" Spurgte Roselinn i et roligt og ligegyldigt tonefald den ene varulv, Sargas.

Daniel forvandlede sig til en Ulv... Rene sikkerhedsgrunde efter Duncan skar Amira.
Han gik frem fra sin busk og satte sig bare i skyggen og betragtede dem alle.

Roselinn holdt opmærksomheden mod varulven, Sargas, da han var den, hun følte var vigtigst at tale til. Hun svækkede halvt sine sanser, og mistede derfor alt med den anden varulv, Daniel. Hun tænkte egentlig heller ikke over ham. Hun ville blot vide, hvar varulven foran hende ville. Han havde stilt et spørgsml, som hun godt nok havde regnet med ville komme på et tidspunkt, men dette var utrolig hurtigt.

Daniel Knurrede lavt som en bi, men vidste at Vampyre og Varulve ville høre det.
Han følte sig vredere end normalt, Det var altsammen Duncans skyld.

Roselinn ignorerede den lavmælte knurren fra den anden varulv, da hun holdt opmærksomheden mod Sargas. Hendes blik var afventende og roligt. Hun ville vide hvad han ville, og det skulle være nu, så hun havde opfattet den knurrende lyd som en slags vind der blæste igennem de få blade, der stadig kæmpede for at blive på træerne. Hun kørte hurtigt en hånd igennem sit flammerøde hår, og afventede at varulven, Sargas, skulle svare.

Han knurrede af hende og sagde"Kom nu bare si det"
Han kiggede ondt på hende
Han forsatte med at knurre.

Hvis hun kender til Duncan skal jeg bare have det at vide... Om jeg så skal slå hende ned Tænkte han lidt surt, men dødsensalvorligt.

"Hvad vil du da gøre, hvis jeg ikke svarer dig, lille køter?" Spurgte Roselinn i et roligt og helt igennem uigennemskueligt tonefald. Ingen ville vide om hun mente det, eller bare ville lave sjov med varulven. Hun betragtede varulven, Sargas, med rolige og blanke øjne. Hvad mon han kunne finde på? Hun havde ihvertfald ikke planer om, at sige noget om Cun! End ikke hvor hun kendte ham.
Roselinn holdt sine sanser fast mod Sargas, så hun opfattede intet af, hvad den anden varulv, Daniel, foretog sig. Hun lod sine øjne være klare og rolige - praktisk talt ulæselige.

"Lige nu har jeg overtaget.... så du skal gøre som jeg siger!"sagde han og så på hende
"Si det! og fortæl hvad han vil med blod fra en af os og pels"
Han gik frem mod hende og så hende lige ind i øjnene.

Daniel begyndte at gå hen om bag hende og stod sådan, ubevægelig og ventede bare på at navnet blev nævnt.
Jeg ved ikke hvorfor, men det er noget over hende, noget ligesom med Duncan tænkte han lidt surt mens han snuste lydløst ind.

"Jeg kender ham så godt, som jeg nu gør..." Gentog Roselinn sig med den rolige og lidt ligegyldige stemme. Hun så fortsat kun på varulven, Sargas, så hendes sanser kun var mod ham. Hun havde på en irriterende måde fået svækket alle andre, end den, der var mod Sargas. Hun smilte usynligt, tilfreds! Hun havde på fornemmelsen af hvad han ville, men hun var ligeglad. Han kunne da bare prøve. Hun forholdt en rolighed, på trods af sitiuationen. Hun lod deres blikke mødes, selvom hun hadede at se en varulv i øjnene. Igen afslørede intet sig i hendes øjne, ikke en eneste følelse!

Daniel stod på tårspidserne, klar til at hoppe op på ryggen at hende hvis hun lavede en forkert bevægelse.
Jeg er virkelig begyndt at hade Vampyre tænkte han kort mens blev stående.

Roselinn trådte blot et enkelt skridt frem mod varulven, Sargas, uden at tænke på det, som skete bag sig. Hun kørte atter sin hånd igennem sit hår, der fortsat legede i den kølige efterårs vind. Hun lod sine bevægelser og ansigtstræk være yndefulde, men ulæselige - Ja følelsesløse. Hvorfor afsløre noget for to køtere? Hendes blik forblev roligt og blankt.

Han tog to finger og glemte dem mod hendes hals(Virkning kan ikke trække vejret)
Han sagde"Si det" og stirrede på hende.

Daniel hoppede. Det var ikke lydløst, kløerne klikkede noget jord og der kom en underlig lyd.
Bare hun ikke hørte det tænkte han kort og hoppede som en løve på en Gazelle.

//Sargas... Vampyre trækker jo ikke vejret...//

//Jep ved jeg godt//

Roselinn ignorerede det så godt hun kunne. hun knyttede svagt sine hænder, mens hendes mund var lukket som en østers.
"Jeg har svaret" Sagde Roselinn roligt. Dog gjorde hun ikke rigtig noget for, at fjerne dem. Hendes sanser forblev kun rettet mod varulven, Sargas. Hun blinkede et par gange, idet hun trådte et par skridt tilbage, og hans fingre jo ikke kunne nå (xD).
Roselinn havde intet hørt, da hun jo havde haft tankerne mod Sargas' fingre, der havde været mod sin hals, og idet hele taget bare Sargas. Hun følte at lyden fra varulven, Daniel, lød som nogle sten, der faldt til jorden, skrabende.

Daniel borede bare forpoternes klør ind, lige under hendes skuldre. Hvis hun havde været forberedt ville hun sikkert ikke være faldet, men sådan Daniel havde set det, så havde hun ikke set eller hørt ham... Og det der undrede ham mest, Lugtede ham..? Hvad er der med den her Vampyr tænkte han lynhurtigt.

Han stoppede med det"si det så!"
Han kiggede på hende og gik rundt om hende.
"Nu gerne" sagde han og gav nogen vrede blik til hende.

Roselinn spærrede øjnene op af overraskelse, og mærket først efter faldet, at det rent faktisk smertede. Hun vred varulven, Daniel, af sig satte sig op. Hendes øjne afslørede tydeligt, at hun intet havde at fortælle varulven, Sargas, så hvorfor overhovedet åbne sin mund? Hun himlede let med øjnene dem, diskret.
*Guud! Jeg hader de køtere!* tænkte Roselinn irriteret, dog uden at vise det. Hvorfor var det så vigtig for dem at vide, at hun rent faktisk kendte Duncan, og troede at han rent faktisk var hendes bror!

Daniel drejede en enkelt gang rundt og stod så på alle fire poter.
Han blottede tænder og rejste børster.

Han knurrede af hende og kiggede hende i øjnene han gav hende en lusning.
"SI DET!" så man kunne høre det i skoven.
Han kiggede nu normalt på hende men knurrede stadig.

Roselinn rejste sig op i en lynhurtigt og yndefuld bevægelse. Hun havde svækket sine sanser, hvor dum havde hun lige været?
*Tumpe!* tænkte Roselinn snerrende af sig selv, og betragtede de to varulve - køtere! Guud hun hadede de bæster! Hendes blik var roligt og blankt. Hun havde tydeligvis ikke tænkt sig at sige noget, om hvor godt hun kendte Duncan.
"Pas på køter, gør nu ikke noget overilet, men hvis det er så vigtigt, så ja... Jeg kender ham" Sagde Roselinn blot roligt, og lagde sine arme over kors. Lussingen ramte hårdt, men hun lod sig ikke vise det. Det smertede fortsat ved hendes ryg, hvor varulven, Daniel, havde sat sine kløer i.

Daniel satte sig mere normalt men stadig klar til at angribe.
Hans øjne spurgte nærmest Hvad ved du? med vreden stående ud af øjne.

"Bare si det HVAD VIL I MED EMILYS BLOD OG PELS"råbte han og stirrede ondt på hende.
Han betragtede hende nu og lo over hendes stemme.
"Næste gang du laver frækheder ender det galt"

"Hvor skulle jeg vide det fra?" Spurgte Roselinn roligt. Hun besvarede hans spørgsmål med et spørgsmål. Noget hun elskede at gøre. Dog forblev hun rolig og ligegyldig overfor dem. Varulve havde et så stort temperament.
*godt jeg ikke er varulv!* tænkte Roselinn lettet, mens hun blot ignorerede smerten fra Daniels mærker efter hans kløer på hendes ryg. Hun knyttede usynligt svagt sine hænder, mens hun blot betragtede dem.

Daniel rystede bare på hovedet.
Du gir ingen mening... Ved du godt det? spurgte hans øjne lidt irriteret.

Roselinn så roligt, men stadig med en ligegyldighed over hende, på varulven, Daniel. Hun betragtede ham uden den mindste følelse.
"Jeg er da ligeglad... Jeg skal have lov af Duncan, før jeg nævner noget af det, jeg ved han skal med det" Svarede Roselinn med en rolig og ligegyldig stemme. At få noget ud af hende ville være som at fælde et træ med en teske - umuligt! Hun kørte hånden igennem sit hår igen, mest fordi det irriterede hendes øjne.

//Man kan godt fælde et træ med en teske^^//

Daniel nikkede for at vise han respekterede det selv om han hadede hende.
Han luntede hen i busken og forvandlede sig. Han hoppde i et par løse bukser og trådte frem.

Han gik rundt om hende og tænkte om noget vigtigt.

//detaljer detaljer xD!//

Roselinn lænede sig mod det nærmeste træ. Hun følte sig forhørt, da hun jo var alene mod 2 varulve. Hun havde lyst til at sætte sine sylespidse tænder fast i en af dem, men valgte at holde sig helt rolig som før, da hun ikke ville gøre noget overilet. Roselinn betragtede dem derfor kun med rolige øjne - ventede på at de bad hende svare på noget, eller noget i den retning.
"Nå, hvad vil i så?" Spurgte Roselinn roligt og ligegyldigt, og lod sit blik flakke mellem de to køtere.

"Jeg gik faktisk bare en tur" sagde han og kiggede på hende med et lidt hævet øjenbryn.

Han grinede"Jo det går da fint hvad så med dig?"sagde han
Han havde lyst til at slå hende men lod værre.
Han så først på den anden varulv"Hvad laver du her"
og stoppede og så på hende.

"Jeg er her i skoven tit, og så kommer du, og stiller mig spørgsmål" Svarede Roselinn roligt varulven, Sargas, og med armene over kors, og så afventende på dem. Et lusket lille smil spillede sig over hendes læber, mens hun afventede hvad de ville. Hun lyttede let til vinden der blæste igennem de nøgne tråer, og prøvede at få de sidste blade til at dale stille og roligt mod jorden.

"Jeg er bare vred på Duncan så..." han lod sætningen hænge uafsluttet i luften.

"Så derfor ville du angribe Søde Roselinn?" spurgte Lewis oppe fra et træ.
Han kiggede lidt surt på Varulven Daniel...
Han havde mørkegrønt tø på som fik ham til nærmest at forsvindet oppe i træerne.

Roselinn lod et lille smil dukke op over sine læber, da hun genkendte den stemme.
"Lewis!" Sagde Roselinn begejstret med et skævt smil til ham, og vendte så et roligt og ligegyldigt blik mod køterne.
"Var der mere i vil prøve at få styr på?" Spurgte Roselinn roligt og ligegyldigt varulvene - køterne, og lagde sit hoved svagt på skrå. Smerten fra varulven, Daniels, kløer smertede stadig, dog viste hun det stadig ikke. For hvorfor vise svaghed, når der var varulve til stede?

Daniel rullede og endnu en sprættende lyd da hans tøj knækkede da han forvandlede sig. Han kiggede sitrende på dem begge og blev ved med det.

Han tog det hele rolig han kiggede rundt og regnede med den anden varulvs støtte.
Han frem og tilbage foran træet hvor en vampyr var oppe.

Roselinn trådte få skridt nærmere Sargas. Hendes blik var roligt helt som altid, idet hun lagde hovedet let på skrå.
"Hvorfor vil du dog vide noget om Duncan?" Spurgte Roselinn roligt og og betragtede varulvene roligt. Egentlig vidste hun det godt, men ville helst have svaret fra dem...

Lewis hoppede hen til Rose og landte ved siden af hende.
"Er du okay?" spurgte han hende lavt og kiggede lidt bekymret på hende.

Daniel viste tænder og knurrede helt dybt så det både kunne høres og mærkes.