frihed? og minder

Daniel havde forberedt sig på en masse, men det der overraskede ham dog langt ned i maven.
Han fik styr på sit ansigt, men det var alt for lang tid efter. "Øøøh ja, det er vel okay" sagde han så lidt tøvende.
Han rejste sig op "Undskyld mig" sagde han og vendtede ikke på noget svar før han lynhurtigt var løbet afsted efter Isa.

Hr.Bombarstick smilte fornøjet, han havde ramt det, han ville.
Isabella sad bare og stirrede ud på vandet, og var langt væk i sine tanker. *Hvorfor er jeg ikke som vandet? kan komme og gå, som det passer mig, gøre det der passer mig. livet er meget lettere for naturen, den går jo sin gang. Himlen er jo også altid blå, og så rolig og flot. Skyerne kom også som det passede dem og regnede, når de havde lyst.* tænkte Isabella og sukkede.

//Sorry tiden... Jeg skulle ud med hundene//


"kukuk" lød Daniels stemme bag hende med et lille grin.
Han ville få alt i verden ikke gøre hende mere ked af det nu.

Isabella var meget langt væk i sine tanker, så Daniels kuk kuk var kun meget svagt. *det kan ikke være ham, det må være min fantasi.. han er sikkert taget hjem og har fundet en anden.* tænkte Isabella og sukkede.

Han prikkede hende blidt i nakken og satte sig ved siden af hende.
"Hallo? Det er mig, ham du brændte af ved bordet" sagde han og smilte lidt venligt til hende.

"arrg.." skreg Isabella stille og fægtede lidt med armene, da der blev prikket til hende, hun var også sprunget op fra træstuppen.
Hun fik øje på Daniel og så lidt overrasket på ham, hun havde ikke rigtig hørt, hvad han sagde. Hun åbnede munden, men lukkede den igen. "Hvad laver du her?" spurgte hun forvirret.

"Jeg vil da være sammen med dig" sagde han og kiggede længe på hende med et grin.

"jamen.." mumlede Isabella og så på ham. Hun opgav at spørge og overfaldte Daniel med et kæmpe kram. Hun smilte og var nu glad igen. *kærlighed er meget forvirrende.* tænkte hun, men smilte bare ad det.

Han krammede hende smilende igen og blev ved med det.

Isabella gav ham et kys på kinden. Hun blev rød i hele hovedet, men smilte til Daniel og så på ham.

"Troede du ikke jeg ville kunne lide dig hvis du fortalte mig det?" spurgte han hende lidt undrende.

"Nej..." sagde Isabella, "ehm.. det er bare, det plager at skræmme de fleste væk.. men jeg er ikke indforstået i noget." Isabella lagde sit hovedet mod ham, mens hun pludselig siger, "Jeg vil hellere have dig." *ups..* tænkte Isabella uskyldig, hun havde jo ikke sagt det med vilje.

//damn the evil world... jeg bliver nød til at logge. cya (://

//Skrives bare i morgen...//


"Og hvis jeg sagde jeg var forlovet, ville du så løbe skrigende væk?" spurgte han hende lidt smilende.

"Altså det kommer an på, hvad du vil.. men tanken ville skræmme mig væk i første omgang.. og jeg ville måske blive nedtrykt." sagde Isabella og så på Daniel. Hun var lidt overrasket over spørgsmålet.

"Okay, ville bare vide det" sagde han bare med et skævt smil.

Isabella forstod ikke Daniel lige nu, hvor ville han hen med det spørgsmål? Isabella blev endnu mere forvirret, hun vidste faktisk ikke rigtig, hvad hun skulle gøre, hun tænkte lidt.
"Hvorfor spørger du?" spurgte hun endelig.

"Det var bare et spørgsmål om hvordan du ville ha reageret hvis du var i min situation" sagde han med et lille skuldertræk.

*dumme dig... hvordan kunne du tænke sådan noget?* tænkte Isabella og skældte sig selv ud.
Hun smilte til Daniel. "tja... jeg kan godt forstille mig det, men jeg vil helst ikke bytte plads med dig." sagde Isabella. Hun overraskede sig selv ved at sige det. Men hun ønskede ikke, at Daniel skulle stå med hendes mange problemer.

"Hvorfor?" spurgte han lidt undrende.

Isabella bed sig i læben og så væk fra Daniel.
"Jeg... jeg har det bare ikke så godt med mig selv." mumlede hun stille, uhørligt for at menneskes øre.

"Hvorfor fortalte du mig ikke bare det?" spurgte han hende lidt undrende.

Isabella så ud på vandet, hun sukkede.
Hun havde det elendig, hendes sjæl var splittet i mange dele. Hun vidste ikke længere, hvad der var rigtig at gøre? Hun vidste faktisk slet ikke hvad hun sulle gøre?
Begravet i sine tanker glemte Isabella helt at svare.

"Bella??" spurgte han hende lidt undrende over hendes stilhed.

"hmm..." brummede Isabella som ja, men hun var langt væk i sine tanker. Hun kiggede bare på vandet.
Hvad var mon rigtigt at gøre? Hvad ville beskytte de andre mest?

"Det ville nu være rart med et rigtigt svar" sagde han til hende.

Isabella så på Daniel. Hun var stadig halvt væk i sine tanker.
"Hvad?" spurgte hun, hun vidste ikke rigtig, hvad han ville have svar på.
*suk...* tænkte hun i sine tanker.

Skal spise.... Sorry

//øv.. snøften. cya.. smutter selv også nu. //

"ikke noget" sagde han og smilte bare venligt.

Isabella så væk, hun satte albuerne på sine knæ og stødte hovedet i hænderne. "Undskyld.." mumlede hun, "undskyld, at jeg klynker så meget..."
*Det må trætte ham meget..* tænkte Isabella og sukkede.

"Nej.. Jeg synes det er så sødt" sagde han og smilte let.
Han krammede hende let og kyssede hende i nakken.
"Er du okay nu?" spurgte han hende sødt.

Isabella fik let gåsehud, da Daniel kyssede hende. Ikke fordi det var koldt, men hun kunne heller ikke forklare hvorfor. Hun vendte sig om og så på ham med et hævet øjenbryn. "Sødt?" spurgte hun undrende.
Hun smilte og puffede blidt ham og sagde, "Jeg har da sagt, at jeg altid er okay sammen med dig."

"Ja... Det er et sikkert bevis at du bekymre dig så meget... Så jeg ved det er dig jeg er sammen med" sagde han med et skævt smil.

"Det er første gang i mit liv, at jeg er så bekymret.. og sur." sagde Isabella, det sidste mumlede hun.
*Og det er første gang jeg overvejer at løbe væk.* tænkte hun og smilte svagt.

"Du er vel ikke sur på mig?" spurgte han lidt dumt, men smilte bare skævt.

"Nej.. selvfølgelig ikke." sagde Isabella og grinte svagt.
Hun smilte og gav ham et kys på kinden.

"Puuh, så har jeg det bedre" sagde han og smilte skævt.
Han kyssede hende tilbage på hendes kind.

"Jeg er bare meget forvirret lige nu.." sagde Isabella, "Jeg skal bare lige have tankerne på plads igen."
Inden han kunne nå at sige noget til det, lændte Isabella sig frem og kyssede ham på munden. Hun holdte op igen og lagde armene om halsen på ham. Hun smilte sukkersødt til ham og så ham i øjne.

"Og det hjælper jeg med?" spurgte han hende venligt og kyssede hende på panden og lod en finger løbe hen over henedes næseryg.

Isabella sukkede, hvordan skulle hun kunne forklare de ting, hun tænkte?.. og hvad hun overvejede?
Hun smilte fortsat til ham, mens hun legede med hans nakkehår.

Han kunne mærke hvordan hårene på hans arme rejste sig op over hende.


//Sorry men skal logge...//

Isabella smilte til ham, hun grinte indvendig.
"Jeg.." begyndte Isabella, men bed sig kort i læben. Kunne hun bare sige det? Efter så kort tid?
"Jeg elsker dig." sagde hun så stille, men stadig hørlig. Hun så stadig på ham, mens hun rødmede.


//hihi.. sammentræf, skal også logge.. (: cya.//

Han så ikke synderligt overrasket ud, men smilte bare afslappede og sukkede.
"Jeg er så glad for at du siger det... Jeg elsker også dig" sagde han stor smilende.

"Det måtte du jo ikke sige.." sagde Isabella med et drillende, men alligevel med en alvorlig stemme.
*damn... nu har jeg jo mindre lyst til at forlade Forks.* tænkte hun og sukkede.
"Du er for venlig." mumlede Isabella og lagde sit hovede mod Daniels bryst.

"Skal jeg så sige noget andet?" spurgte han hende lidt forvirret, men smilte bare glad.
Han lagde sin ene hånd blidt på hendes nakke og slappede af

"Jeg overvejer faktisk at forlade Forks en tid." mumlede Isabella tøvende.
Mon hun kunne forklare det?
Hun sukkede stille og prøvede at slappe af.

Han så ud som om han kunne være blevet slået i hovedet med en kølle.
"Det... Kan du ikke mene" spurgte han og kiggede på hende.

"Jo, jeg overvejer faktisk stadig at gøre det, men der er nogle ting, der holder mig tilbage.." mumlede Isabella.
Hun kunne næsten mærke hans reaktion på det. Hun holdte lidt strammer om ham, sådan lidt som at fortælle, at hun ikke har lyst til at forlade ham.

"Er jeg en af de ting?" spurgte han hende og krammede hende stadig.

"ja.. dig og min lillebror..." mumlede Isabella, hun lukkede øjne. Hun så sin bror for sit indre blik.
Hun overvejede faktisk og fortælle, hvad der var sket med hendes bror, men gjorde det ikke lige.