frihed? og minder

Dato: 18/09
Sted: skoven ved stranden.
Tid: 16.17
Omgivelser: stilheden.
Vejr: det blæser en smule.
Årstid: efterår.
Påklædning: mørkegrøn lang top, sorte træningsbukser, ingen sko
Lyde: vindens raslen i træerne, vandets rislen

Isabella sad i menneskeskikkelse oppe i et træ og ventede, hun ventende nervøst og spændt, hun vidste ikke rigtig, hvad der var med hende. Hun nød, hvordan vinden fejede gennems hendes hår. Hun tog dybe indåndninger og nød den friske luft, der ikke var forpestet af vampyrerne. Isabella knurrede stille, da hun nævnede vampyrene, men en lille tåre trilte også fra hendes kind. *Jeg tilgiver dem aldrig for at have gjort det.* tænkte hun stille og tænkte på, hvordan hendes bedste veninde var blevet taget fra hende. Hun så op på det store hvide hus oppe på skrænten. Hun fik øje på noget, men hun kiggede hurtigt væk igen, hun fik skyldfølelser igen. Hun hadede skyldfølelserne. Denne gang trilte flere tåre ned fra kinden.

Daniel havde gået omkring i området i ulveskikkelse i godt og vel 2 timer.
Han havde en rygsæk i munden og snuste dovent ind.
Han fik pludselig færten at Isa og logrede glad med halen mens han løb imod hende.
Han kom helt op på siden af hende før han gøede kort for at gøre hende opmærksom på ham.

//husk lige, jeg sidder i et træ//

Isabella fik øje på Daniel og smilte. Hun tørrede hurtigt øjne, men hun havde ikke med det samme lyst til at forvandle sig, af to grunde. Han skulle ikke lige se det hun tænkte på, havde tænkt på, og hun skulle lige have sit hjerte og tanker under kontrol igen. Hun klatrede ned fra træet efter at have fjernet det sidste tårer. Hun smilte og hilste på Daniel. Hun gik hen til ham og lod sin hånd hvile på hans pels, det var så usædvandelig blødt.

//I know^^//

Han gøede lidt bekymet over hende og slikkede hende venligt på hånden.
Han kunne nu godt lide at hun lod sin hånd hvile på hans hovede.

Isabella gik ned i knæ og gav Daniel et kram. "Undskyld." mumlede Isabella, da hun ikke plejede at gøre sådan noget, men hun havde brug for lidt trøst. Hun kunne mærke sit hjerte hamre og overvejede, om Daniel også kunne høre det? Men hun troede ikke rigtig på det, hun håbede det ikke. Hun begyndte at lyse en smule op igen. "Det er skønt at se dig igen." sagde Isabella.

Han lagde den ene pote om hende.
Han knurrede venligt og kiggede lidt på hende.

Isabella smilte, skulle hun gøre det det? eller lade vær? Hun overvejede det lidt. "hmm.." brummede hun tænkende. *skal jeg skubbe til ham?* tænkte hun og kom til at fnise lidt. Hun syntes det var skønt, at der eksisterede nogen, som på en eller anden måde kunne gøre hende glad igen.

Daniel havde allerede læst hendes ansigt skubbede let til hende med et drillende ansigt og logrende hale.

"lærer du det aldrig?" grinte Isabella og skubbede lidt til ham, selvom det ikke ville røre ham, da han var varulv. men hun havde ikke lyst til at være varulv, hun brød sig ikke om at dele tanker.. hendes hjerte hamrede igen i brystet, da hun tænkte på det. hun rødmede let. Isabella smilte til Daniel og prøvede at ignorere hendes kinder.

Han rystede på hovedet og lagde langsomt tasken på jorden, mens han konstant havde øjenkontakt med hende.
I det sekund han havde lagt tasken løb han rundt om hende mens han gøede let at hende.

Isabella tænkte lidt, men hun rystede stille på hovedet, hun ville ikke. Hun så på Daniel og smilte. Hun rakte hånden ud og strejfede hans pels, hun ville ikke tage fat, men kun røre, hvilket hun syntes var sjovt, at hun ville det. *weird.* tænkte hun.

//skal lige spise.//

//Det okay//

Han nussede sit hovede og krop mod hendes ben og vuffede bare igen til hende med fryd i øjne som nærmest sagde til hende Det her føltes rigtig godt

//tilbage igen ;D//

Isabella glemte helt at gøre modstand, da Daniel skubbede til hende, så hun faldt ned og landte på numsen. Hun støttede af med armene og grinte stille. *Det er skønt at grine igen.* tænkte hun og smilte. Hun på Daniel.

//Jubiii^^//

Han lagde sig bare dovent på hendes lår.
Hans øjne kørte op og kiggede hende i øjne, han lod læberne køre tilbage i det normale grin han plejede at ha som ulv.

Isabella kiggede også Daniel i øjne. Hun smilte og kom til at udstøde et grin, da Daniel smilte. Isabella lagde sin hånd på hans næse og kløede den lidt. Hun kom pludselig til at sukke trist.

Han løftede spørgende det ene øjenbryn.
Han gnubbede sig lidt hendes hånd og knurrede igen venligt.

"Det er ikke noget." sagde Isabella og smilte venligt, men hendes øjne var triste. Isabella lagde sig ned på sandet og så på himlen og skyerne. I øjenkrogen kunne hun lige skimte huset. Hun lukkede øjne og prøvede at lukke tankerne ud, hun havde ikke lyst til at tænke.

Han rejste sig blidt op og stilede sig sådanså hun kunne se ham.
Han slog hovedet ud mod hovdet og kiggde så på hende med et sigende blik.
Indeni sukkede Daniel til hende og håbede hun ville forstå ham
Daniel lagde sig ved siden af hende og slikkede hende på kinden.

Isabella grinte og satte op, da han slikkede hende. Hun smilte til ham og nussede hans pels lidt.
Hun støttede af på armene og så ind i skoven. "Jeg ved ikke, hvad du gerne vil... men jeg har heller ikke lyst til at..." hun bed sig i læben og sukkede igen. Hun så væk fra Daniel og så ned i sandet. En tåre faldte ned på sandet. *Hvorfor kan jeg ikke bare komme over det?* tænkte hun og blev lidt sur på sig selv.

Daniel knurrede bare venligt og grinte lidt.
*Hvad mon hun tænker på?" spurgte han sig selv i tankerne.

Isabella rejste sig forskrækket op og så mod huset. *shit..* tænkte hun højt højt. Hun havde skræmte øjne.
"Daniel?" sagde Isabella, hun lød halv skræmt halv bekymret, "gider du/kan du ikke lige løbe ind i skoven?"
Hun så stadig mod huset og rystede stille på hovedet, hun skulle have advaret ham, nu havde han jo sladret. Hun bakkede selv mod skoven, hvorfor skulle det ske i dag? Hun rystede igen på hovedet og vendte sig om og løb ind i skoven. Hun stoppede bag et træ og satte dig ned bag det. Hun kom til at græde. *Hvorfor skal jeg ødelægge alt?* tænkte hun.

Han bakkede venligt hen i skoven, men så sig så omkring.
*Min taske* tænkte han hurtigt og mente at han kunne løbe hen og få den og så nå tilbage.

Isabella havde ikke lyst tila at holde tårene tilbage, hun lod dem løbe. Gud, hvor havde hun haft længe lyst til det. Hun trak benene op til sig og lagde armene om dem, hun lagde sit hovede på knæene og gemte sit ansigt. Hun havde ikke lige lyst til at Daniel skulle se hende. Han ville jo tro, hun var svag.

Daniel snuste lidt rundt for at finde sin taskte...
*Hvor pokker var det nu jeg havde lagt den?* tænkte han kort og nyste lidt, men ledte videre.

//Kommer der da nogle hen til stranden eller hvad?//

//nope... Isabellas familie kan bare se dem.//

Isabella lyttede til stilheden, hun nød den faktisk. Hun så kort op, men lagde hovedet ned igen.

//Nåårh... Så de sender ingen derned, så jeg kan sagtens forvandle mig?//

Daniel fandt endelig sin taske og gøede lavt for sig selv.

Isabella blev forskrækket og gav et lille hik fra sig, da Daniel gøede. *ups...* tænkte hun for sig selv.

Daniel forvandlede sig med en anstrengelse og hoppede i nogle lidt flænsede bukser og en overtrøje som så lidt flossde ud.
Han tog tasken på ryggen og kiggede rundt.

Isabella kunne mærke, hvordan smerten begyndte at brede sig i hende. Hun kunne ikke bare glemme, hun kunne ikke komme over det, hun havde betydet så meget. Isabella rystede på hovedet, hun havde også ødelagt sin brors liv. *Jeg er farlig, et slemt menneske... ikke menneske, et monster... ja, et monster. Jeg fortjener ikke dette liv.* tænkte hun. Hun rejste sig op, hun havde ikke glemt Daniel, men hun ville ikke blande ham ind i tingene. Hun gik mod skranten. Hun gik ud af skoven og langs skranten, så dem, der var oppe på den, ikke kunne se hende.

"ISA!" råbte Daniel efter hende, mens han snuste efter hende i luften.

Isabella bed sig i læben, da Daniel råbte efter hende. Hun sukkede og tåre faldte ned. *Hvad er livet værd?" tænkte hun. Hun begyndte at tænke over livet, over hvordan den seneste tid havde været. *Hvad er der med Daniel?* tænkte hun pludselig, *har du ikke det sjovt med ham? får han dig ikke til at grine? lidt som Will, følelsen her er bare bedre?* Isabella stoppede op, hun kunne jo ikke rigtig være det bekendt at gå uden at sige noget.

"Jeg fandt dig" sagde Daniel glad da han endelig så hende.
Han lød kun så glad for at skjule sin frygt over hvad der kunne være sket hende.

Isabella smilte glad til ham. Hun var faktisk glad for, at han var her, han havde på en måde stoppet hende. Hendes smil var glad, men Isabella vidste at hendes øjne var triste og ikke rigtig livlige. Hun kunne mærke, hvordan det gjorde ondt indeni. Hendes øjne blev igen våde. *Damn... det er så længe siden, jeg har grædt så meget.* tænkte hun. Hendes smil begyndte at falme.

"Undskyld" mumlede han, da han troede at det var hans skyld.
Han kiggede flovt ned i jorden og bevægede uroligt fødderne.
*FJOLS! Nu har du gjort hende ked af det* skændte han sig selv inde i hovedet.

"Det er ikke dig." sagde Isabella, "Jeg er kun glad for at du er her." Hun stod pludselig ved siden af Daniel og havde armene om ham. Hun lagde hendes hovede mod hans bryst. Nu var det hendes tur til at undskylde, "Undskyld.. jeg har bare... jeg har bare.." hun bed sig i læben. *jeg har bare ødelagt livet for mange og mistet en veninde.* tænkte hun sætningen færdig. Hun var glad for, at hun havde valgt, at hun ikke ville forvandles.

Han krammede igen, lidt overrasket, men på den godt måde.
"Det gør ikke noget" mumlede han trøstende til hende.

Isabella fik taget sig sammen. "Gider du høre på mit flæberi?" spurgte hun pludselig. Hun havde en følelse af, at hun godt kunne stole på ham. Hun så op på hans ansigt. "Jeg trænger bare på en måde til at komme af med det.. og jeg har ikke mange at snakke med." mumlede Isabella så. Hun håbede på en måde, at han ville sige nej.

"Jeg skal nok kunne klare det" sagde han venligt til hende selvom han havde en fornemmelse om at hun hellere ville have han havde sagt nej.

Isabella så ned på sandet igen. Hun havde det godt med at stå sådan, hun havde ikke rigtig lyst til at give slip eller til at gå, hun følte sig enorm tryg. "Der er to ting, som plager mig." begyndte Isabella, "Jeg har lige mistet en veninde, som jeg holdte meget af. Og... og jeg har sådan at sige ødelagt min lillebrors liv." Det sidste blev hvisket, man kunne høre gråden i Isabellas stemme. Isabella sank en klump, som havde sat sig i hendes hals.

"Det lyder lidt slemt... Men så slemt kan det ikke være?" spurgte han venligt og krammede hende stadig ind til sig.

//Skal ud med hundene//

//sorry.. lidt fraværende.//

Isabella nikkede stille. "Jo.. hun var menneske, men vampyrene tog hende fra mig.. hun vil ikke snakke med mig mere." sagde Isabella stille, hun var trist. Hun ville helst ikke snakke om sin lillebror, men det var den tungeste burde hun havde på sig.

"Okay... Det lyder surt" mumlede han og blev ved med at stå sådan og kiggede bare på hende.

"Hun sagde tiul mig i dag, at vi ikke kunne være venner... det værste ved det hele er, at jeg tror det er, fordi hun er blevet vampyr." sukkede Isabella. "Men jeg har lovet at lade hende være, så jeg må heller glemme hende." Isabella så sig omkring.

"Jeg ville gerne hjælpe, men jeg har ingen kur mod Vampyrrisme" sagde han og Blev bare ved med et kigge på hende.

"Jeg må bare vente.. det kan være hun kommer på bedre tanker." sagde Isabella.

//smutter... (: vi skrives ved.//

//Skrives bare i morgen^^//


Daniel blev bare ved med at stå der og kigge rundt, men endte altid med at kigge på Isa.

Isabella kunne føle vreden dybt nede, som hun prøvede at ignorere.. hun ville ikke gøre noget dumt, der var mindst en person, der stadig havde brug for hende. Men når der ikke var brug for hende mere, kunne hun gøre det, så havde hun i det mindste prøvet.

Daniel kunne nærmest mærke vreden i hende.
Det følte lidt underligt at holde sådan om hende, men ellers var det en dejlig fornemmelse at stå og holde hende sådan.

Isabella gad ikke tænke på det. Lige pludselig grinte hun og tænkte, *Guuud, hvor er jeg fræk, hvis jeg gør det.* Hun gjorde det nu alligevel. Hun trak sig væk fra Daniel og puffede til ham. "Hvorfor står du og overfalder fremmede pige?" spurgte hun med et stort smil og grinte. Hun ville helst tage fat om ham igen, men nu havde jo lige starte på en god leg.