frihed? og minder

"Kan jeg ike følge med?" spurgte han hende og kiggede stadig på hende.
Hun havde lidt ret, men kunne Varulve blive syge?

"ehm.." mumlede Isabella, "jeg.. ehm.." Hun vidste ikke om turde det, hun havde jo sindsyge forældre.
"Okay." sagde hun til sidst opgivende, hun ville ikke selv.

Han lagde tøjet og forvanlede sig hurtigt.
Han luntede op på siden af hende og lod tungen dingle ud af munden med et grin.

//Skal lige ud med hundene//

"Daniel, be om..." sagde Isabella bedende, "ikke som ulv.. de tror jo, du er farlig." Isabella var nu mere bange for, at han blev stemplet, som det uhyre, der havde angrebet hendes bror og far. Hvilket jo enlig var hende.

//skal lige over og have te... men kommer igen.//

Han hang lidt med hovedet og gik så tilbage.
Han kom frem igen som sig selv.
"Bedre?" spurgte han venligt.

"ja.. meget bedre." sagde Isabella og smilte. Hun rakte hånden frem mod ham.

//tilbage.//

Han smilte bare. "Så længe du er glad, er jeg glad" sagde han og kiggede kort mod hånden før han tog den.

Isabella smilte, hun havde ikke lyst til at fortælle, hvorfor hun havde det sådan. Hun rystede svagt og var nervøs. Hun gik op ad trapperne, som var lavet af sten.

Daniel fulgte efter hende, totalt uberørt.

De kom op af trappen og stod nu foran det store hus. Isabella så bare på det. *Damn.. jeg troede, vi var ubemærket.* tænkte hun. Hun klemte kort Daniels hånd.
En mand kom ud af husets dør, klædt i fint tøj.

Daniel der stod der i sine træningsbukser og stramme T-shirt må ha været noget at et syn for manden.
Daniel kiggede på ham og målte ham både op og ned.

"Unge dame, "sagde manden strengt, "hvor er dine sko? (han så ned på hendes fødder) og hvorfor har du ikke en anstændig kjole på?"
"Undskyld." sagde Isabella surt, hun klemte sine hænder lidt sammen.
Manden så på deres hænder og så på Daniel.
"Og hvem er du så?" spurgte manden.

"Daniel Luna" sagde han og kiggede på ham med et lidt hævet øjenbryn.

"Det var ikke det, jeg mente." sagde manden, "hvad er dit forhold til min datter?"
Isabella himlede med øjne og tænkte, *pinligt.*

"Det var ikke det de spurgte om hr" sagde han venligt, men hårdt.
Daniel havde et hårdt udtryk i ansigtet.

Isabella stødte sin albue ind i siden på Daniel.
Manden så stadig på Daniel og ventede på svar. Han så kort på Isabella og sagde, "Gå op og tag noget ordenligt tøj på."
Isabella gav Daniels hånd et klem, inden hun gik surmulende op på værelset, for at tage en let lyseblå sommerkjole på og et par ballerina sko. Hun stod og så sig selv i spejlet.

Daniel sagde stadig intet, intet før manden (Isas far, ikk?^^) sagde hvad han gerne ville vide.
Daniel havde jo tit stået sådan med sin mor, så det var ikke det slemmeste.

//jo, hendes far.//

"Hvad vil du min datter?" spurgte manden.
Isabella gik ned igen i køknet, men blev stoppet af hendes mor.


//logger... vi skrives (://

//2 point til mig^^//

"Ha det sjovt og godt med hende" svarede han til ham og kiggede på ham, lige i øjne.

Emily der havde set deres lille 'problem' smilede svagt inden hun spaserede op imod Mr. Uley.
Hun havde snakket med manden tidligere og han virkede stræng, men tilbøjelig når man var venlig.
Emily stilte sig bag ved Daniel.
"Undskyld forsinkelsen!" Råbte hun til Isa og smilede til Mr. Uley.
"Goddag Mr. Uley" Sagde hun smilende, lillepigeagtigt og ragte en hånd ud mod ham og gav ham et venligt klap på skuldrene.
"mig og Daniel er blevet inviteret af Isa..Hun ville lige vise os noget på hendes værelse" forklarede hun venligt med sød stemme og smilede til Danni.
"Jeg håber virkelig ikke vi trænger os på" Smilede hun og kiggede mod Isabella igennem Mr. Uleys arm.

Isabella's far skulle til at skælde Daniel ud, da Emily kom og hilste flink og venligt på ham. "Jamen goddag og velkommen." sagde han, "træd endelig indenfor." Han gik indenfor og hviskede et par ord med sin kone.

Isabella var lige smuttet ind i et andet rum, hun kom ud igen, men hun havde en sin lillebror (11 år) i hånden. Hun stoppede og smilte til Daniel og Emily, men blev lidt overrasket over at se hende. Isabella satte sig ned i hug og lagde en arm om hendes bror. *Han er bare sådan en dejlig dreng, jeg har det skidt med at have ødelagt hans liv for ham.* tænkte Isabella svagt.

Isabella's lillebror klamrede sig til Isabella, da han så Daniel og Emily. Ikke fordi han var bange for dem, men han ville ikke miste sin søster. Han lignede Isabella ret meget, men der var dog lidt forskel på dem, han havde også mørkere hår. Han havde også et ar, der gik fra hans venstre øre og ned mod hans hals, den var faktisk lidt længere, men man kunne ikke se det på grund af trøjen.

Emily sendte Hr. Uley et stort smil.
"Mange Tak Hr. Uley" sagde hun glad og hev Daniel med indenfor.
"Hen Isa ^^" Sagde hun muntert..
"Jeg kunne se i var i knib..." HUn stoppede og kiggede beundrene på den lille dreng.
"Jammen hej med dig" sagde hun roligt og smilende.
Hun satte sig på hug foran Isa og Drengen.
"hvcad hedder du så min ven?"smilede huin

//du skal sige hr. Bombarstick, da det kun er Isabella, der har taget navnet Uley til sig.//

"Mathias." sagde drengen stille og så på Emily. Han havde taget fat i Isabella's kjole, da Emily havde nærmet sig. Det kunne jo være, hun ville tage hende. Han havde jo tit set Isabella, gå sammen med hende. Men nu var Isabella også begyndt at gå med ham drengen der. Men de måtte ikke tage hende.

"Emily, det her min lillebror." sagde Isabella, man kunne på en måde høre det triste i hendes stemme, men man skulle have gode øre eller skærpede sanser for at høre det. Isabella flyttede lidt på sine fødder, for at sidde bedre.

"Er der nogen, der vil have te? eller kaffe?" spurgte Isabella's mor. Hun havde en bedårende kjole på.

Emily klukkede muntert til Mathias. "Jammen så hej MAthias, jeg hedder Emily"
Hun smilede venligt og betragtede Isabella med et kort sørgmodigt blik..Det var synd for hende.
Emily bed sig i læben og smilede til Frk. Bobarstic. "Erhm..Nej Tak" Sagde hun venligt "Jeg har lige fået the og sådan..Men jeg vil da gerne have lidt kaffe?" HUn smilende venligt

Isabella's mor gik ud i køknet, hun snakkede med en anden derude. De havde jo tjenestefolk, som kunne gøre tingene for dem.
"Vi sætter os ind i stuen." sagde Isabella's far og gik gennem en dør, som var åben. Han satte sig på sin lænestol.

"Du vil vel ikke tage min Isabella?" spurgte Mathias, som stadig havde fat i Isabella. Han ville være sikker.

Isabella smilte et skævt smil til Emily. Hun blev helt varm om hjertet. Hun synes det var sødt, at hendes lillebror ville beskytte hende. Men alligevel, hun var jo farlig for ham.

Emily kiggede først alvorligt på ham.
Hun grinede efterfulgt og nussede ham blidt i håret.
"Tag du bare og behold hende"
Smilede hun og følte sig rørt over den lille dreng
Hun kiggede grinende på Isabella med et blik der klart sagde at han var totalt kær xD

Isabella smilte og forstod hende godt. Hun ville også mere end gerne blive ved sin bror og passe på ham, men det kan hun ikke nu, hun har ikke kontrol nok over sig selv, men alligevel ville hun beskytte ham. Hun rejste sig op og gik ind i stuen med Mathias i hånden. Hun satte sig i sofaen, og Mathias satte sig ved siden af. Det var jo ikke tit, at hans søster var hjemme.

Emily smilede og fulgte stille med.
Hun satte sig ved siden af Mathias for ikke at vise yderlige tegn på at hun ville 'tage isabella fra ham'.
Hun betragtede omgivelserne i det pæne hus og smilede ved sig selv.

Daniel var bare fulgt med.
Han kiggede bare lidt forundret på Emily over hvordan hun havde vendt hele situationen.
*Hun må jo ha været her før* tænkte han og kiggede lidt rundt, men kastede hele tiden blikke på Isa.

"Hvor kender I så Isabella fra?" spurgte hr.Bombarstick og så på Emily og Daniel.
Isabella smilte skævt til Daniel. De havde jo ikke mødt hinande for så længe siden, men Isabella var faldet for ham ved første blik, hvilket hun syntes var underligt enlig, men alligevel syntes hun om det, hun havde bare fået at vide, at sådan noget eksisterede ikke.
En servitrice kom ind i stuen med en bakke i hånden, på bakken var der en kaffe- og en tekande og seks kopper.

"Jeg mødte Isabella i skolen" svarede han og kiggede stadig rundt i rummet.

Isabella så på Daniel, hun havde helt glemt, hvor de havde mødt hinanden. *Pinligt!* tænkte Isabella og smilte forsigtigt.
"Altså på Forks High School?" spurgte hr. Bombarstick og hældtelidt te op til sig selv.

"Ja" svarede han og var slet ikke lige så stædig som før, men en ung gentleman.
*Tak mor for Gentleman timerne og Psykologi timerne* han vidste præcist Hvad Hendes far ville vide.

"Det skal jeg også gå." sagde Mathias og smilte glad, han kunne næsten ikke sidde stille.
*tænk, hvis jeg havde gået på skole i resevatet, så havde jeg aldrig mødt Daniel...* tanken strejfede bare Isabella, hun smilte lidt over det.

"Hvad har du tænkt dig angående fremtiden?" spurgte hr.Bombarstick. Fr. Bombarstick tog også noget te.

"Der er også dejligt" sagde han til Mathias.
Han havde en lille tanke om at hr. Bombaardstick ville høre noget der kunne tjene nogle penge.
"Jeg går efter en Advokat uddannelse" svarede han afslappede.

"Ud og forsvare de uskyldige og lade de skyldige blive dømt." sagde hr. Bombarstick og var lidt imporneret over det, det havde han ikke lige forventet.

Isabella så lidt overrasket på Daniel, det vidste hun ikke.

"Præcis præcis" svarede han med et lille smil til ham og rakte ud efter kaffekanden.
Hans arm rakt ud efter kanden, så Isabella var den eneste der kunne se ham i øjne.
Han øjne sagde tydeligt Jeg vil hellere skrive bøger mens et skævt smil spillede sig lidt i mundvigen og han hældte erfarent kaffe op til sig selv.

Isabella smilte til Daniel, men så derefter ud af vinduet. Hun følte sig indespærret, hun havde ikke lyst til at sidde her. *jeg vil gerne ud igen, og være alene med Daniel.* tænkte hun og smilte svagt.
Mathias tog fat om Isabella, han kunne svagt mærke, at hun ikke følte sig glad.
Fr. Bombarstick rejste sig op og sagde, "Jeg har noget arbejde, jeg skal ordne. Det var hyggeligt, at møde dig." Hun smilte venligt til Daniel.

"I lige måde hr." sagde han efter ham selvom han indvendig råbte at glæde over at han gik.

//det var moren... O.o'//

Isabella så efter sin mor, derefter på sin far. Nu manglede hun kun ham.
En dame kom ind i stuen, hun så på Mathias. "Det er tid til din undervisning." sagde hun. Mathias fik nemlig undervisning hjemme, til han skulle på High School, hvis han da kom det. Mathias gav sin søster et kram, inden han gik med damen.
Isabella smilte og så efter ham.

//Ups... Troede at der stod hr.//


"Sødt" mimede Daniel til hende og smilte bare skævt.

Isabella så på hendes far, hun havde på fornemmelsen, hvad der kom, men alligevel ikke. Fordi hendes far så helt anderledes, han så næsten ond ud. Men hans ansigt glattede sig ud.

"Isabella, jeg har et spørgsmål." sagde hr. Bombarstick stille, "Hvad var det for et dyr, du var sammen med?"

Isabella stivnede og hendes tanker brødløs, *fuck.. damn it.. shit.. arrgg... no, vel?... hvorfor opdagede han det? hvorfor vidste jeg det ville ske? hvad gør jeg nu? jeg må sikkert ikke gå ud mere, hvis jeg ikke kommer med en god undskyldning.*

Daniel så hendes ansigt ud af øjnkrogen. Han håbede det her ville hjælpe hende.
"Det er min skyld hr bombarstick... Det var min storebrors hyrdehund der var luppet løs og jeg hjalp med at finde den" forklarede han med det perfekte ansigt, lidt skyldbevidst, men også helt klar til at tage sin straf for Isa.

Hr. Bombarstick hævede øjenbrynet og så på Daniel. "Så har Isabella vel ikke fortalt, at hun ikke har lov til at omgås med dyr?" spurgte han.
"Nej, det glemte jeg at fortælle, men det var altså vigtigt, at vi fangede dyret.. undskyld." mumlede Isabella og lod, som om hun havde skyldfølelser. Hendes var blevet fugtige, så hun tørrede dem af.

"Hun ville nemlig meget gerne hjælpe mig" sagde han så med en lidt charmerende stemme.

"Men hun må ikke være i nærheden af dyr." sagde hr.Bombarstick igen, "Hun har vel glemt at fortælle en ting mere?"

Isabella så på sin far og frygtede det værste, han skulle bare ikke til at sige det, hun nægtede jo. Hun ville ikke gøre det, hun ville have Daniel. Hun havde faktisk næsten rejst sig op og råbt, men gjorde det ikke, hun var blevet siddende. Men hun var anspændt.

"Det kan godt være, men jeg vil helst lade hendes privat liv være hendes" sagde han overbevisende selv om han var ved at brænde over af nysgerrighed, viste det ingen tegn ydre på.

Isabella rejste sig op og så surt på sin far. "Du siger det ikke." snerrede hun næsten. Hun var sur, hvilket hun kunne mærke, da hun også rystede. Han kunne bare ikke være bekendt at sige det.
"Isabella er allerede forlovet." sahde hr.Bombarstick og ignorede totalt Isabelle.
Isabella fattede ikke, at han gjorde det mod hende. Hun skreg og løb ud af lokalet, hun forlod huset og løb ned på stranden. Hun satte sig på en træstup. Hun havde tåre i øjne.