Fortidens billeder?

" oka.. så længe du stadig kan vejen!"
han så kort på hende..
glad over at hendes gang, blev dansende igen!

Hun begyndte at nynne med et let smil og da de nåede frem og hun på det store hus, "tadaaaa!" sagde hun og spredte armene til alle sider og pegede på huset. "Det er så mit og Madelaines hus" fniste hun. "Sammen med to andre" hun kløede sig let i håret og så på ham.

duncan betragtede det, med et lille smil.
" og hvem er de to andre?"
han så kort på hende.. glad for at hun var glad xD

"Ehm.." hun tænkte sig om. "Cecii og hendes forlovede Cedric.. tror jeg han hed" grinte hun muntert og kløede sig let i håret. Hun gik over til han og tog fat i hans hånd, "SÅ, nu skal vi altså over og se dit hus" smilte hun blidt og så på ham med de store og helt klare ravgule øjne. Hun var så pokker nysgerrig at det var lidt svært at tro, men hun ville så gerne se hvordan det var han boede.

Duncan så på hende..
" gik vi hele den vej, for at se dit hus, udefra?"
han så undrende, og let smilende på hende..
Et drillende glimt var i hans øjne!

Hun fniste og så på ham. "Jeg synes da at det er fint at kigge på herude fra.. det er meget smukt og der er lidt forskellige malerier derinde, mange bøger og en piano.. sådan!" grinte hun. "Så fik du fortalt indholdet, nu, videre til dit hus!" grinte hun. "Som jeg vil endevende og bare se på alt!?" hun dansede lidt rundt.

Duncan rystede opgivende på hovedet..
" ja og jeg har det, på helt samme måde kom!"
han puffede hende roligt frem mod hendes hus, velvidende at han på den måde slap, for at vise sit eget frem..

Hun sukkede og droppede bare med det samme at gøre modstand. Hun smilte blidt til ham og gik så over til indgangen, "så kan du også se mine tegninger!?" fniste hun og klappede let i hænderne og trak ned i håndtaget. Det var overhovedet ikke låst af en eller anden grund, hun tænkte ikke videre over det, før hun gik ind og så sig lidt omkring. Der var malerier på væggene fra forskellige kunstere, da Madelaine og hende selv var meget glad for malerier. Et maleri var hængt op et sted, hvor motivet var hende, madelaine og hendes forældre, dengang at de stadig levede det lykkelige liv. Det var hendes yndlingsmaleri, da hun tit satte sig foran det og bare drømte tilbage på det. Hun gik op af trapperne for at gå op på værelset, "bare følg med, så kan du se dem" fniste hun.

Duncan så rundt,
valget af kunst overraskede ham ikke..
" jeg kommer.." svarede han mens de dybe blå øjne var rettet mod det maleri, som forstillede familien.
-dengang!
HAn betragtede det let, de var en smilende familie, og uden tvivl lykkelig!

Hun førte ham ind til værelset hvor der var en væg der bare var fyldt med alle hendes tegninger. Det var sådan nogle lidt forskellige motiver, da hendes mor også havde fortalt forskellige historier. Hun stilte sig foran væggen, der var nogle huller der stadig manglede at blive udfyldt, men hun tog sig altid god tid til at kunne tegne. Et af tegningerne var Manden med leen der holdte sin le hen over to små børn. En anden tegning var en pige der stod på en klippe, hvor vandet fra havet bare skyllede op. Der var mange bevægelser i alle de tegninger der var på væggen.

Duncan dukkede op i døren.
han betragtede alle disse forskellige og levende billeder..
Skyggerne var lagt perfekt, og ingen detalje manglede.
" Wow, du kunne tegne!" drillede han og lod øjnene glide over dem!

Hun fniste, "jeg gør mit bedste" blinkede hun drilsk og betragtede også alle sine tegninger. Hun havde også andre tegninger, men de var nede i en mappe, hun havde virkelig ikke andet at fortage sig nogen gange. Det utrolige var at mange af tegningerne nærmest var vidt forskellige. Nogen kunne måske ligne hinanden en smule, men ellers havde hun altid haft nogle nye idéer. Eller også dukkede nogle af hendes mors historier frem i hendes hoved.

" hvor fik du fantasien, til det der?"
spurgte han og hentydede, til den forskellighed, som var blandt tegningerne..
Han lagde næsten ikke mærke til resten af rummet..

"Historier fra min mor.. og drømme fra mine tanker" smilte hun langsomt og så på ham. "Jeg har det tit med at forsvinde helt.. også bare tegne derud af.. nogen gange bruger jeg flere dage på én tegning.. nogen gange tager det bare en time for mig at lave det" hun trak på skuldrende og satte sig ned på den store seng hende og hendes søster delte.

Duncan nikkede..
en sidste gang, betragtede han hendes fantastiske evne..
så kom han på noget.
" Madelaine har en evne? har du ikke en?"
han så roligt på hende

Hun sukkede og rystede på hovedet, "så über fantastisk er jeg overhovedet ikke.." mumlede hun og så ned på sine fingre. "Hun kan så meget, netop fordi at hun er så klog.. jeg kan knap nok tænke selv.. så jeg tror aldrig at den kommer til mig" mumlede hun og kløede sig let i håret og sukkede. "Jeg hader virkelig den tanke.." mumlede hun og pillede ved sengens lagner.

" ej tag dig sammen!" han så undrende på hende..
" du skal ikke sammeligne dig, med en anden, ikke engang din søster!"
han så roligt på hende.. øjnene lyste
" Du har dine styrker, hun har hendes! vær dog stolt over det!"

Hun så på ham med et lille smil, "bare glem det.. jeg har ikke nogen speciel kraft.." sagde hun stille og smilte blidt. "Men ved du hvad? Jeg overlever, jeg klare mig med sådan som jeg nu er" smilte hun skævt

Duncan skulle lige til at sige, at han havde det på samme måde, men tav i tide.
" Godt!" svarede han og klappede hende kort på hovedet
" sådan skal det være! "

Hun grinte let og så på ham. "Jeg ved rent faktisk ikke så meget om dig Dun..?" sagde hun langsomt. Hun ville overhovedet ikke snage, så hvis han ikke ville snakke om det, syntes hun at det var helt okay, da hun godt selv vidste hvordan det hele føltes.

" så må du hellere lære mig at kende," svarede han roligt
" ellers kan man ikke være en ordenlig snakke ven xD "

Hun grinte, "okay" hun trak på skuldrende, "så skal jeg altså også se dit hus" sagde hun glad og så på ham med store øjne. "Vil du ikke nok vise mig dit hus?" spurgte hun langsomt.

" hvorfor vil du gerne det?"
svarede han roligt.. han fandt det ikke så vigtigt

"Fordi.. at hvis jeg nu ikke kan få mig selv til at tage hjem.. eller over til min kæreste.. så kunne det være dejligt hvis jeg kunne komme forbi dig og snakke om det..?" sagde hun langsomt og så på ham. Hun vidste ikke om det var nok begrundelse for ham, men hun havde engang prøvet hvor hun bare ikke kunne få sig selv til at komme over til Madelaine og derfor havde været helt alene i et stykke tid. Det ville i alt fald være dejligt, hvis hun kunne komme til en anden og snakke om det.

shiiit..
Duncan så på hende..
" det vil nok blive lidt svært.. " svarede han roligt og så rundt,
" altså det med at besøge mig.."

"Hvorfor det..?" spurgte hun langsomt og så på ham. Hendes øjne glimtede ikke nær så meget som før, det var tydeligt at hun var lidt trist over den nyhed han lige kom med. At hun ikke kunne komme over til ham. Hun så ned på sine fingre, ikke fordi at hun var ved at tude, hun skulle bare lige tænke det igennem, var det noget om hende?

" altså du kan godt besøge mig.." svarede han
" men det vil ikke blive i et hus.." svarede han så, og så på hende, for at se hendes reaktion..

"Hvad er det så?" spurgte hun og blev lidt mere glad over at hun gerne måtte komme. Men blev mere og mere nysgerrig, omkring hvor det var han nu boede, hvis det ikke var i et hus. Hun smilte og skævede til ham, hun ville så gerne se det. Hun havde aldrig nogen sinde set nogen ikke bo i et hus.

" intet.." han så roligt på hende..
" jeg holder til et sted, med for normale folk, vil det blot ligne en tilfældig lysning, med en lille skovbæk, og en magelig klippe-" svarede han roligt

"Må jeg please.. se det?" spurgte hun spændt og så på ham. Hun kunne ikke gøre for at hun sådan var så vild efter at se det, hun ville bare gerne se hvordan det hele kunne blive, hvis hun nu kunne finde ud af at finde derover. Hun kløede sig let i håret og bed sig i læben.

" oka da.." svarede han roligt
og gik mod døren.. han så kort på hende..
" har jeg sagt, at jeg synes du tager flot?" spurgte han og gik mod udgangen

Hun gik glad med og begyndte at nynne. Det var dejligt at han gerne ville vise hende det. Hun dansede let hen af gangene og trådte ud af døren, og ventede på at han ville vise hende vejen over til det sted hvor han boede.

Duncan så udfordrende på hende..
" du skal følge mig ok? ellers finder du det aldrig!" han grinede kort og satte i hurtigt løb ind og ud mellem træerne..
han ville have det lidt sjovt xD

Hun fniste og løb med det samme med. Hun elskede udfordringer!? Selvom at hun tabte dem tit. Men denne gang var hun meget opsat på at følge ham, og når hun var fuldstændig opsat, ønskede hun virkelig også at komme frem. Hun kunne sagtens følge med, også selvom at det var imellem træerne.

Duncan nikkede anerkendende..
han sendte hende et kort smil, da han løb ved hendes side og satte så farten op..
en anden ting som han satte op var tanken om at gøre det lidt svære..
han hoppede op i træer, løb af små stier, og grinende tavst!
- dette var rart!

Hun grinte og gjorde præcis det samme. Men med det samme kunne hun få færten af nogle mennesker, hun stoppede op. Hun var ret så tørstig. Hendes øjne blev en smule røde og hun smilte skævt. Dog prøvede hun stadig at kunne dufte hvor Duncan var. Men hun kunne dufte to små børn og to friske voksne. De havde vidst lige været på picnic. Hun forandrede straks kursen over imod det sted hvor menneskerne var. Hun var vild efter blod.

Duncan vendte om, da hun ikke var med..
han fandt hurtigt ud af hvad det var..
mennesker!
han ville ikke blande sig, men tjekke hvordan hun gjorde.. x D

Hun grinte stille for sig selv, "blod, blod, blod.. skriig" hviskede hun for sig selv og kunne mærke hvordan hendes tænder nærmest løb i vand. Hun fik øje på menneskerne og grinte lidt af det. De gik med rolige skridt, som om at der overhovedet ikke ville ske noget i en tæt skov. Hun bevægede sig hurtigt, men lydløst frem imod dem alle fire. Hun ville have dem alle! Hun ville så gerne bide i dem og bare drikke af deres blod. Først, tog hun hannen, den ældste selvfølgelig xD

Duncan så smilende på,
hvordan den lille fe , clarie, forvandlede sig et et frådende vilddyr..
Han elskede at se folk, kæmpe for deres liv!
og han fandt det sjovt, at sådan en glad pige, kunne blive så farlig! xD

Hun fik bidt igennem denne mand, så han døde. De andre skreg op og prøvede at løbe væk. Men hun grinte et lille mørkt grin og kom over imod børnene. Damen kom selvfølgelig foran sine børn og så bedene på hende. "Vil du ikke nok..?" bad hun med gråd i stemme og Claire smilte skævt, hun elskede at høre dem bede for deres børns liv, eller deres eget. Hun rystede på hovedet af denne pige, der ikke kunne finde ud af at snakke ordentligt, imens at hun tudede xD

Dette var bedre end cirkus!
ingen tvivl.. på den måde Claire legede med dem, var underholdende..
Hvor rart..
HAn betragede det hele, ville ikke gå glip af noget xD

Claire skævede til kvinden, "giv mig et.. så kan den anden og du gå.." grinte hun let og muntert. Hun mente det overhovedet ikke, hun ville bare se om denne kvinde, var så dum at give et af sine børn væk. Hun vidste at de fleste rent faktisk ikke ville gøre det, men overaskene nok, tog kvinden den ældste frem imod hende og Claire så undrende på barnet. Barnet var skrækslagen og Claire så på moderen som om at hun var et monster. Hun trak vejret tungt og rystede på hovedet, sikke en idiot! Hun skubbede barnet til side og tog fat i moderen var halsen og lod en af sine skarpe negle køre over halsen, så der begyndte at komme blod ud. "Så dum.." hvislede hun irriteret og bankede moderen ind i et af træerne, "så ussel..!" moderen brækkede rent faktisk kraniet på det slag som Claire lige havde givet hende xD Men Claire var vred, vred på at dette barn rent faktisk havde været en del af familien, også det at moderen havde givet hende frem!? Hun kunne ikke klare sådan noget, hun ville godt nok ikke lade børnene overleve, men lige nu, tænkte hun kun på moderen.

Duncan hævede det ene øjenbryn..
han ¨så nu Claire sur..
og var glad for at han ikke var i moderens sted..
" shiit.." mumlede han og hørte knækket..

Hendes øjne var nu helt sorte, hun så rasene på moderen og kastede hende ind mod et andet træ. Og moderen var stadig vågen, hun var skrækslagen for Claire. Men hun kunne overhovedet ikke bevæge sig fordi at det gjorde så ondt over det hele. Og desuden var hendes kranie flækket xD Hjernen var også godt omtumlet og damen havde tydeligvis lige glemt hvad der lige var sket. Claire gav hende et kæmpestor lusing, hvor hun også kradtede moderen, ansigtet blev helt oprevet. Derefter sparkede hun meget hårdt ved brystkassen og man kunne høre at nogen af hendes ribben brækkede helt. Derefter tog Claire noget af hendes kød og hun var død. Claire fnøs og så sig så rundt efter de to andre børn. Hun ville overhovedet ikke gøre rent efter sig. Hun snuste og kunne godt lugte dem.

Duncans øjenbryn var stadig løftet..
sikke en tur, den mor kunne holde til noget, hvornår døde hun..
flere knæk.. og tilsidst reagerede hun ikke..
Børnene var væk, men han vidste at Blodhunden-Claire nemt kunne finde dem..

Hun løb med det samme afsted, dog var hun meget hurtig til at dræbe disse to små børn. Hun lod dem bare ligge på skovbunden og til sidste kom hun op i træerne. Hun så på blodet på sine fingre og sin fiine tøj xD Hun så på det og trak på skuldrende, hun var snart så vant til det, så hun slikkede bare det af som var på hånden. Skrigene rungede i hendes øre og hun nød den blide melodi hun syntes at det var xD

Duncan trådte frem..
" er du sikker på, at moderen er død?"
spurgte han for sjov, " jeg synes jeg så hende bevæge sig!"

Hun grinte en smule mørkt og rystede på hovedet. "Hvis hun ikke var død, ville jeg også bare lade hende lide og dø af det.." hviskede hun hæst og lod en hånd køre igennem håret, hvilket jo resulterede til at der også kom noget blod i håret. Hun fugtede let sine læber og kunne stadig smage blodet og hun smilte skævt. "Hmm.." mumlede hun og så derefter over på ham med de mørke øjne.

" når ja.. den mulighed havde jeg ikke set!"
svarede han roligt..
" du er ikke helt så hjælpeløs, som du tror.:" svarede han og betragtede hende, med et lille smil

"Mennesker.. de kan intet når det kommer til stykket.." mumlede hun og smilte skævt. "Nå.. dit bosted?" fniste hun og hoppede over på den samme gren som han var på. "Vis mig så vej" sagde hun drilsk og hendes øjne blev en anelse lysere af en eller anden grund.