Fortidens billeder?

Dato :: In real life
Årstid :: In real life
Dag :: Søndag
Vejr :: Stjerneklart nogle få skyer
Sted :: Lake W?
Tid :: Midnat
Omgivelser :: Ingen

Claire sad på en sten tæt ved kanten af søen. Hun tænkte stille på fortiden, det var svært at kunne forstille sig at hun ikke havde haft hendes forældre ved hendes side, i så mange år. De døde imens at hun var alt for ung og havde derfor kun hendes søster tilbage. Selvom at hun var 16 da hun mistede forældrende, syntes hun stadig at det føltes forkert. Hun lukkede let øjnene i og tog en dyb indånding af den kolde luft. Hun var iført en knælang sort kjole der var helt løs, hendes blonde hår var sat i en hestehale og var på hendes højre side af skulderen. Hendes øjne var en smule mørke, hun var sulten, men ville bare ikke ud og jage. Ikke fordi at hun havde ondt af dem, hun ville bare ikke tage helt til Seattle og hun vidste at den del af skoven der ikke tilhørte Forks, var der ikke nogen. Hun sukkede og lukkede let øjnene i.

Duncan kom roligt gående..
Han fornemmede Claire, før han så hende..
Stjernerne, fik hans skygge til at blive lang..
Han stoppede bag hende.
" Godaften!" histe han, selvom han vidste at det var nat.

Hun åbnede med det samme øjnene, hun rejste sig op og var tæt på at slå ud efter ham, da hun syntes at det havde lyddet bekendt og hun havde fuldstændig lukket for alle hendes sanser, så hun havde ikke kunne lugte at det var ham. Men heldigvis, nåede hun at stoppe sig selv og hun fik en smule farve på kinderne, men hendes øjne var stadig en del mørke, "undskyld.." hviskede hun og så forlegent ned på sine fødder. "Jeg.. troede at du var en anden" mumlede hun og tog en dyb indånding.

//Mwuhah! mig ødelægge dit emne Claire ^^ *Munter steme* xD

Emily gabte og stragte sig..Hun missede med øjnene for at vænne sig til mørket.. "Hmmm" MUmlede hun søvndrukkent og hoppede ned fra træet hun sad i.. Måske..Måske skulle hun bare gå ned til Floden og få noget friskt vand i hovedet? Tænkte hun og nikkede stille for sig selv..En lugt sved i hendes næse, men hun var for træt til at tænke over hvad det var, imens hunn gik ned mod floden. Pludselig nøs hun og sukkede..Måske var hun bare forkølet..? Emily nikkede atter og fortsatte mod vandet hvor hun satte sig på knæ og plaskede noget i hovvedet på sig.

Et lille smil gled over Duncans læber..
" det er fint.. godt du nåede at stoppe dig selv.."
svarede han og så på hende,
med klare øjne..
" må jeg spørge hvad du laver her?"

"Ehm.." hun kløede sig let i håret og så ned på sine fødder. Siden sidst at de havde set hinanden, var hun en smule anderledes. Hun lod ikke til at være den mest glade person på hele jordkloden. "Jeg.. tænkte vel bare lidt over mit eget liv.." smilte hun langsomt og så stille på ham. Hun vidste ikke om han mon kunne huske dengang hun var gået helt amok over at de blev ved med at tale om vampyre, det ville i hvert fald blive lidt pinligt for hende, hvis han bragte det på bane.

Duncan lyttede..
Idag var hun anderledes..
Men det var han vel også?
han holdt det bare skjult.
" Er det ikke.. dumt?" han så på hende..
at rode op i sin fortid, var ikke altid helt godt..

"Måske er det.." mumlede hun og tog en dyb indånding. "Jeg er for svag til at tænke på sådan noget.. helt ærligt, jeg er kun 16" mumlede hun og ville ikke til at nævne alt det med at hun rent faktisk havde været 16 i rigtig mange år. Hun var en smule slap i lemmerne, da hun virkelig havde kæmpet hårdt for ikke at angribe nogle mennesker, inde i byen. Det havde gjort hende så sulten, "jeg er så tørstig" hviskede hun.

Duncan lagde hovedet på skrå..
der var noget sårbart over hende..
" Så find et bytte, jeg skal nok hjælpe dig?"
svarede han roligt. venligt!
Ordene var som den rolige sø.. fredfyldt,

Hun tog en dyb indånding, "jeg er svag.." hviskede hun. "Jeg kan nærmest ikke løbe lige nu.." sagde hun og rystede på hovedet. "Jeg skal virkelig styrke mig.." mumlede hun. "Jeg vil have menneskeblod.." hviskede hun. Hun kom i tanke om alle dem der jagede dyr og hun gøs ved tanken om at få dyr som mad. Hun tog en dyb indånding, og blev helt afslappet, da han talte på den måde.

" skal jeg skaffe en?"
han så roligt på hende..
i modsætning til hende, havde han over hovedet ikke skænket dyr en tanke..

"Kan du det..?" hviskede hun let og så døsigt på ham. Hun var så fortvivlet, så svag. Hun hadede virkelig at hun var på den måde, hun havde aldrig vænnet sig til at være en vampyr. Hun tog en dyb indånding og holdte sig til maven, hun var virkelig sulten, og den fæle stank af ulv nåede hendes næsebor, men hun ignorerede det blot, ville ikke gøre noget ved det lige på dette tidspunkt.

Duncan nikkede..
" hvis du vil have det så ja.." svarede han roligt.
Han ignorerede lugten af gadekryds.
" bare sig om han skal være, levende eller død--"

"Bare jeg får kød og blod.. så det er nok død.." hviskede hun let og tog en dyb indånding. Hun lukkede øjnene og var en del træt, hun var ved at gå helt amok. Hun ville snart begynde at være en der blev ved med at myrde og overhovedet ikke ville kunne stoppe, hvis hun ikke kunne få noget at spise.

Duncan nikkede..
" jeg er straks tilbage.." svarede han, bukkede kort og forsvandt så mod byen..
Det tog ikke lang tid.. og han vidste allerede hvad han skulle..
- manden var egentlig fin, midt i 20'erne og så ikke usund ud..
MEn Duncan ville ikke lege med ham, han gjorde kort proces..
og tog så den døde mand, med tilbage..
Da han kom tilbage smed han ham roligt, foran hendes fødder..
Hovedet vendte mod natten, øjnene var døde, og det lille snitsår, fra en kniv,
kunne ses, som en tynd rød streg over den dødes hals.
" velbekommen!" svarede han let

Hun satte sig på knæ ved siden af denne døde mand og sugede først blod fra halsen, før hun med det samme, med en meget hurtig bevægelse rev kødet af og begyndte at spise af det. Hun var helt vild efter at mætte sig og hendes øjne blev en smule rødlige. Hun lagde dog ikke mærke til det. Hun slugte næsten med det samme, uden overhovedet at tygge og blev ved med at æde.

Duncan smilede skævt, ved synet..
Hun var virkelig sulten..
selv var der kun den lille evig sult i ham.. en sult han ikke tog sig af.
Duncan afbrød ikke, og lod hende blot spise færdigt!

Hun havde nærmest spist hele mennesket og hun bed sig let i læben og hun så på sine blodige fingre og suttede bare blodet væk. Hun rejste sig op og så taknemligt på Duncan, "tak.." hviskede hun let. Hun så lidt ned af sig selv, "jeg er vist lidt for.." hun kunne ikke helt finde ordet og hun sukkede. Hun satte sig ned på stenen og var en smule tom i sit blik.

Duncan nikkede.
" så lidt.. " svarede han
og fulgte hende med øjnene..
" hvad er der i vejen?"
han kunne ikke lade være med at spørge..

Hun rystede på hovedet, "jeg er for svag.. jeg kan gå så meget amok at det er svært at tro.." mumlede hun og så på ham. "Du er nok en af de få der fik mig til at tænke på noget andet.." smilte hun blidt og tog en dyb indånding. "Tak.. igen.." hun kunne ikke finde på andet at sige. Ikke når hun ikke kendte ham nær så meget som hendes søster egentlig gjorde. Hun havde det lidt svært ved at betro sig til folk, og ved Duncan var hun en smule forvirret.

Duncan nikkede..
han svarede ikke på hende takkeri..
ikke igen!
Han så rundt, eftersom samtalen, ligesom var død..
Det var en flot nat, med stjerner og lammeskyer

Hun lukkede øjnene i og tænkte lidt tilbage. Hun havde lyst til at spørge ham om noget, men hun vidste ikke om han havde styr på sådan noget. Derfor valgte hun at holde munden lukket. Hun så ned på sine fingre og pillede lidt ved dem og kunne mærke en pinlige tavshed der kom op. Hun rynkede lidt på næsen, da hun prøvede at ignorere stanken af køter.

Eftersom gadekrydset ikke havde vist sig,
var Duncan ligeglad.
Han så på hende..
" er dig og Din søster ikke meget forskellige?"
han vidste ikke hvorfor han spurgte, men noget skulle han jo spørge om..

Hun smilte let og nikkede. "Vi er ret så forskellige fra hinanden.." sagde hun stille og så op på stjernerne. "Det ligger de fleste også mærke til.." mumlede hun. "Hvis det ikke var til for vores lugt, så ville alle mulige bare tro at vi bare var veninder" sagde hun stille og kløede sig let i håret og så på ham. "Men det har du da også lagt mærke til ikke også?.. hun er langt klogere end jeg er og gør mange gange de rigtige ting i forhold til mig.."

Duncan så roligt på hende, da hun snakkede..
og alligevel var de ikke så forskellige..
de håndterede bare tingende forskelligt.
" Jaa.. Men i er også ens.." svarede han roligt

"kan du nævne nogle punkter hvor vi er ens?" spurgte hun undrende og så på ham. "Hver gang at jeg gør noget dumdristigt, kommer hun altid og redder mig.." sagde hun og så ned på sine fingre. Hun så op på ham, undrede sig over hvorfor han ikke bare satte sig ned. Men han kunne vel godt lide at stå op? Hun pillede let ved sin kjole, imens at hun ventede på at han ville svare.

Duncan rankede sig..
" i har, stortset, de samme meninger om ting"
han tænkte sig lidt om..
" i støtter hinanden, og ved begge at den modsatte er vigtigst.. i har begge sår, som i begge vil skjule..
i stoler begge ikke på hvem som helst, og vil begge ikke snakke om noget som i synes er for privat!"
svarede han roligt
" er det nok?"

Hun så på ham, "ved du så meget om mig allerede!?" spurgte hun en smule skræmt og rejste sig op. "Jeg har kun mødt dig to gange.. hvordan kan det overhovedet være muligt..?" spurgte hun og overvejede det at hun havde åbnet sig for hurtigt foran ham. Og det var ikke særlig godt!? Hun bed sig let i læben og tog en dyb indånding, "jeg snakker for meget ikke også..?" spurgte hun langsomt og så på ham. "Eller.. tænker jeg for meget..?"

Duncan smilede skævt, som fik hans øjne til at lyse..
" NEj.. du har ikke snakket eller tænkt for meget" beroligede han..
" jeg er bare god til at lære folk at kende, uden egentlig at kende dem.."
forklarede han..
" det er intet du har sagt.. eller gjort,,"

Hun så på ham, vidste overhovedet ikke hvad det var hun skulle sige. Hun så ned på sine fødder og sukkede, "men du forstår mig.. gør du ikke?" spurgte hun langsomt. "Eller.. vil du bare gerne hjælpe mig?" spurgte hun langsomt og hendes øjne var en smule mørke, ikke så ravklare som de havde været før i tiden. Hun vidste ikke hvad der skete for det, men sådan var det bare.

" hvad mener du med at hjælpe?"
spurgte han roligt..
han forstod hende lidt, fordi han kunne se, nogle af hendes synspunkter..
men ellers var han lige så uvidende som hun var over for ham..

"Du hjalp mig ligefør.. vil det blive ved.. hvis jeg nu kommer i problemer igen, eller var det bare sådan.. at du bare lige ikke havde noget andet at lave?" spurgte hun og satte sig lidt mere til rette. Hun pillede atter ved sit hår og så på ham.

" det kommer an, på hvad problemerne,
vil blive,," svarede han roligt..
dog havde han ikke noget i mod at hjælpe..

Hun nikkede stille og sukkede.
Endnu engang vidste hun ikke hvad hun skulle sige, det var ret så svært at snakke med ham, syntes hun selv. Men man behøvede ikke hele tiden at snakke, havde hun fået at vide, så hun var bare stille, selvom at det ikke rigtig lignede ham.

Duncan så rundt..
han sagde ikke mere, men lod bare stilheden komme..
det var tiltider rart..

Hun drømte lidt tilbage på dengang hun var mindre og stadig havde sine forældre. Dengang hun rendte rundt i haven sammen med sin søster og hvor hendes mor lavede limounade til dem. Og da de kom op og fik det, så fik de en lille historie. Det hele var så hyggeligt, og det var så perfekt. Bare det hele. Hun sukkede, hun savnede nogen gange fortiden.

Duncan så hendes blik, hendes korte savn..
Selv var han glad for at han ike behøvede at tænke på sådan noget..
Han kredsede aldrig sine sår op igen..
aldrig!

Hun kunne ikke gøre for at det skete for hende. For hun kunne bare huske at hendes liv var helt perfekt sammen med sine forældre. Og det irriterede hende at hun bare ikke havde dem mere ved hendes side. Hun lukkede øjnene let i og sukkede stille. * Du skal nok klare den * tænkte hun for at give sig selv selvtillid.

Duncan lagde hovedet let på skrå..
" tror du den natklub bliver god?"
han vidste det lød dumt..
men nogen gange, var det sådan nogle spørgsmål, som fik folk til at glemme..

Hun smilte og nikkede, "jeg vidste at hun godt kunne få det op!?" smilte hun stort. "Og hun har vidst også drømt om det længe, så vidt som jeg husker" sagde hun. Hans måde at få hende til at glemme det på, var ret så god. Hun tænkte nu kun på hvor fedt det hele ville blive og hvordan det hele ville blive indrettet. Hun var virkelig glad for hendes søsters vegne.

Duncan nikkede,
Hans øjne smilede kort, over hendes reaktion
" Noget specielt job du har fået derinde?"
spurgte han

"Ehm.." hun kløede sig let i læben. "Der var et eller andet jeg var blevet.." grinte hun let og så på ham. "Men jeg er så glemsom nogen gange.. men hun fortæller mig det vel en eller anden dag igen" blinkede hun stille og fniste. "Men jeg glæder mig til at se hvordan hele resultatet er"

Duncan rystede, med et lille smil, på hovedet.
" det bliver sikkert godt.. skal nok komme og se det,
når det hele er fint " svarede han roligt

Hun smilte blidt og sparkede lidt til jorden imens at hun tog en dyb indånding og ignorerede den fæle lugt der kom fra vareulven. Hun så op imod himlen med et drømmene blik, "himlen er smuk ikke også?" spurgte hun.

" meget !" svarede han
og fulgte hendes blik..

"Tror du at der lever folk deroppe.. altså.. tror du på himmeriget?" spurgte hun langsomt og skævede lidt til ham. Det var lidt forskelligt mellem hvilke vampyre man var imellem, men hun kendte atter ikke hans mening omkring denne tro.

" mener sådan, Himmel-helved noget?"
han så undrende på hende

Hun nikkede og så på ham. Hun ventede blot på svar, så hun måske kunne komme op med en diskution eller bare høre hvor vidt forskellige deres svar egentlig var.

" det ved jeg ikke..
jeg udelukker ikke noget, da det ville være yderst dumt.."
svarede han roligt..
" men det er ikke sådan at jeg beder og går i kirke,,"

Hun grinte stille og rystede på hovedet. "Jeg ved at jeg ender i helved.." sagde hun stille og sukkede. "Sådan er det bare" hun bed sig let i læben og pillede ved sit hår. "Så er der ingen mening i at be nemlig.."