Gaspards Historie..

Del 1.

Det var en smuk eftermiddag og Gaspard sad i en bil, sammen med sine forældre. De havde efterladt Siw derhjemme, sammen med en veninde. Hun havde ikke været meget for det, men da Gaspard havde sagt at de skulle købe gaver havde hun hurtigt overgivet sig. Nu sad de her i bilen og var på vej hen for at købe en gave til hende. Han havde fundet en smuk lille halskæde med et hjerte på og det havde han så købt. Deres forældre havde købt tøj til hende. Det sædvanlige. Nu var det blevet sent på eftermiddagen og de var på vej hjem. Det var varmt i bilen og De to forældre sad og snakkede. Lyden af en bil og to lys var det eneste han nåede at se og hører. Så var det mørkt og følelserne var væk.
Han var alene..

Del 2.

Smerterne var store og han vred sig. Der var ingen der havde lagt mærke til ham, de troede bare at han var død. Han var ikke død, han lå jo her og brændte? Hvorfor lagde de ikke mærke til det. Han lå nu helt stille og hans hals brændte. Det var som om at branden ikke ville slukkes og den snart ville rive hans hals op. Han åbnede hurtigt øjnene og en sød duft fik hans hals til at brænde endnu mere. Hænderne røg op til halsen og han prøvede at klemme smerten væk. Den ville forsvinde vis han drak noget. Gaspard løb hen til en vandhane og drak derfra. Tørsten blev ikke slukket, den bliv vildere. Han snerrede og gav slip på vandhanen. Den var bøjet i en akavet stilling og han kiggede forundret på den. Hans hænder havde lige gjort det? Han gik bagud, ud af gyden. Han kiggede rundt og kom i tanke om Siw. Hvor var hun henne, blev hun taget godt af. Han kiggede rundt og menneskerne duftede. De duftede.. godt?
Han kiggede på en dame som stirrede betaget på ham og han smilte charmerende. ” Vil de lige følge med mig frk.” Sagde han smilende. Han kunne mærke at hans hals gerne ville have hendes blod. Det duftede så godt. Hun gik med ham ind i gyden og kiggede forvirret rundt. Gaspard satte hurtigt tænderne i hendes hals og holdte hende for munden. Det dæmpede hendes skrig, og der var ikke nogen der lagde mærke til det. Blodet flød og det mættede ikke helt, men det dæmpede branden i hans hals. Han skubbede frastødt liget væk fra sig og kiggede på det med en grimasse. ” Ynkeligt” hvislede han og hans stemme var ikke til at genkende. Han var blevet en ny person. Han smilte et tomt smil, den gamle Gaspard var forsvundet. Han var ikke et menneske mere.

Del 3

Hurtigt løb han. Et smil formede sig om hans læber, ondt og koldt. Skoven var den eneste der ville komme til skade vis han ikke kunne nå at løbe forbi den. Grenene gjorde ikke ondt mod hans hud, når de rev hul på hans tøj også på hans hud. De føltes som fjer der kærtegnede huden. Smilet forsvandt igen og farten blev sat op. Han ville tag hen til den by hvor han havde hørt at der var flere vampyre. Skoven var stor og der var dyr overalt. Afskyligt. Han løb bare, og stoppede kun når han var sulten. Han gjorde det kun når han havde behøv for det. Han var taget fra Italien og ville nu flytte til Forks et stykke tid. Gaspard havde brug for at være alene, dog på samme tid være sammen med andre. Han var blevet kold efter sin forvandling, den havde forandret den søde fyr til den onde fyr. Han stoppede op og smilte for sig selv. Herfra kunne han se Forks. Den lille by, hvor det ikke skinnede hverdag men regnede mere. Han grinte et ondt grin og kørte en hånd gennem håret, elegant. Nu var kursen sat og han stoppede ikke før han nåede det mål. Farten blev sat op igen og han løb bare. Indtil han nåede byen. Endelig kom han til den lille by. Forks.

Del. 4

Han havde kun været her i en uge, og han havde allerede fået en masse blod. En masse folk havde mistanke om at der var en forbandelse over Forks. Men kun fordi at der døde mennesker i Seattle, efter at der var kommet smukke folk til byen. Gaspard stod som sædvanlig og kiggede over mod skoven. Alle havde lagt mærke til hans mærkelige adfærd, men det var noget ved skoven som drog ham derhen. Han satte i løb, men kun menneske løb, mod skoven. Han stod nu midt i skoven og kiggede rundt. Der var nogen herinde, men han vidste ikke hvad.
Lyden fra en gren der knækkede fik ham til at vende sig om igen. Han kunne mærke en følelse og det var ikke hans egen. Personen følte raseri og en lille smule chok. Gaspard vidste ikke hvad han skulle sige, før en ulv sprang frem fra buskadset. Han hoppede selv hurtigt tilbage, da han havde fået sig en forskrækkelse. Hvad var dette for et dyr? En ulv? Ikke en almindelig ulv, for den havde følelser. Menneskelige følelser. Et ondskabsfuld smil gled over hans læber og han kneb øjnene sammen. ” Så myten er sand.. Varulve findes” sagde han og grinte en kold latter. Ulven snerrede højt og sprang mod Gaspard. Han kunne mærke alle følelserne, der kom fra den også smerten. Han kastede ulven ind i et træ, det skræmte den. Den løb mod La push og det fik Ham til at smile.” Kampen er begyndt”

Mere kommer en dag..