Lucys historie

Væsenet
Lucy gik ned gennem gaden mens hun tænkte på sin attenårs fødselsdag som hun havde holdt for to uger siden. Det havde været en udemærket fejring af hendes myndighed, med gode gaver og dejlig mad. Lucy var på vej hjem fra boghandleren hvor hun havde købt en bog. Hun elskede at læse. Solen var gået ned og tusmørket sænkede sig mens hun hastede ud af byen og ind på den velkendte sti gennem skoven der førte til hendes hjem. Skoven var helt stille og mørk. Den eneste lyd var Lucys fordtrin. Hun standsede og lænede sig op af et træ for at hvile. Mens hun stod der, sprang en skikkelse frem på stien. Det var en mand sidst i tyverne. Det Lucy først lagde mærke til var, at han ikke så menneskelig ud. Langtfra. Han var det smukkeste hun nogensinde havde set; krøllet rødbrunt hår, perfekte træk. Han var perfekt. Så var der blegheden. Han var så bleg at han næsten var hvid. Han havde sorte rande under øjnene, som om han ikke havde sovet i flere døgn. Og hans øjne var det uhyggeligste og ikke menneskelige Lucy havde set i sit liv. Hun gispede af skræk, da hun så ind i dem. De var kulsorte med en blodrød stribe omkring irissen. Han stirrede ondt nærmest sultent på hende.

Den anden
Væsenet stod foroverbøjet med blottede tænder. En hvislende lyd slap ud mellem dem. Han nærmede sig yndefuldt og skrækindjagende hurtigt, men stivnede et par skridt fra hende. Han hvirvlede hurtigt rundt og ud af skoven kom endnu et gudelignede væsen. Han lignede den første, blot med gyldent glat hår og en bredere brystkasse. Han var også højere, og så bestemt ikke venligtsindet ud. Hvis Lucy skulle vælge en hun troede vil vinde i brydekamp, var det nummer to. Men det tænkte hun ikke på. Hun var stivnet totalt af skræk. Hendes tanker fungerede ikke. Det eneste hun kunne føle var krampagtig frygt. "Hun er min," snerrede den nyankomne med dyb stemme. "Den bedste fangst i mange år. Den duft!" Han snusede langsomt ind med et velbehageligt udtyk i ansigtet. Den første snerrede noget der kunne lyde som: "Du får hende ikke," men det gik så hurtigt at det var svært at opfatte. Han vendte sig lynhurtigt rundt og sprang hen ved siden af hende. Han bøjede hovedet og snusede ind, inden han lod sine tænder glide ned over hendes hals, meget forsigtigt. "Du dufter tiltrækkende," hviskede han inden han huggede tændernei.

Smerten
Lucy skreg af smerte. Vampyren sugede begærligt i sig, inden hun mærkede ham blive revet væk. Hun faldt kraftesløs om på jorden. Det sidste hun hørte inden hun overgav sig til smerten var en vild snerren, en dyb og en lidt lysere og flænsende lyde. Ilden bredte sig lynhurtigt i kroppen. Fra fingerspidserne og tåspidserne og det øverste af hovedet bredte der sig en ulidelig smerte. Men det var allerværst i halsen. En frådende ild var i gang. Hun brændte. Hvorfor kom der ingen og slukkede ilden? Hun ville dø. Efter hvad der føltes som år, nåede vampyrgiften til hjertet. Det holdt op med at slå. Ilden begyndte meget langsomt at aftage, uudholdelig langsomt, fra det yderste, aller yderste, af fingerspidserne. Endelig var det til at holde nogenlunde ud, og Lucy stoppede med at skrige. Efter laang tid stoppede smerten helt, og hun kunne rejse sig op.

Nyfødt
Hun havde knivskarpe sanser. Hun kunne høre, se, lugte og føle meget mere end da hun var menneske. For hun vidste at hun ikke var menneske. Hun var en vampyr. Et monster. Ligesom de to andre. Der var ingen spor efter dem, kun en enkelt hvid finger der sprællede svagt. Så mærkede hun tørsten rive i halsen. Det gjorde næsten ondt. En sød, uimodståelig duft kom i møde. Hun fløj i retning af duften og blev et øjeblik distraheret. Det var skønt at løbe! Farten, vinden i håret. Hun rakte armene ud til siderne og blev forbløffet da hun hørte et højt brag. Hun stoppede og så et fuldvoksent bøgetræ ligge på jorden med knækket stamme. Hun så forundret på sine hænder. Der var ingen skade på den hvide hud. Så kom duften igen og hun løb videre. Hun kom til en sti, hvor to unge mænd var ude at vandre. De smilede stort da de så hende, og den ene fløjtede dæmpet. Smilene blegnede da de så hendes øjne og hendes holdning. Hun gik helt amok og kastede sig over dem. Da hun så dem ligge der, helt akavede og drænede for blod, rettede hun sig forfærdet op. *Hvad har jeg gjort?* tænkte hun. De mænd havde familie, venner og fremtid. Hun styrtede ind i skoven og stoppede ved en sø. Hun kiggede ned og så sit spejlbillede kigge roligt op på hende. Hvordan kunne hun se så rolig ud når hun i virkeligheden havde det forfærdeligt inden i? Hun var kold, hård og bleg. Hun sammenlignede sig selv med marmor, og smilede lidt. Hun var smuk som en gud, spinkel med langt blankt sort hår. Men så opdagede hun sine øjne. De var blodrøde og virkelig uhyggelige. Da hun så dem gik det op for hende hvad hun havde gjort. Hun havde dræbt to mennesker.

Simon
I mange år holdt hun sig så meget så muligt fra mennesker. Hun jagede kun, når hun kunne se sine øjne blev sorte, og jagede kun langt fra byer. Hun opdagede hurtigt at hun ikke behøvede at sove, hun kunne faktisk ikke. Hun behøvede heller ikke at trække vejret, men gjorde det alligevel af gammel vane. Efterhånden blev hun bedre til at klare duften af mennesker, og kunne begynde at leve sammen med dem. Efter tyve år, mødte hun en vampyr der var blevet forvandlet da han var midt i fyrrene. Han levede civiliseret som hun selv. Han hed Simon. Hun slog sig ned hos Simon, der boede i et stort hus i en vild skov lidt uden for Seattle. Han fortalte hende alt hvad der var at vide om vampyrer. Som dækhistorie, sagde de at Simon var Lucys far. Der var ellers ingen ligheder ud over det kolde, blege og hårde og øjnene. Simon var stor med en bred brystkasse og blondt krøllet hår. Lucy, gik ikke i skole i Seattle, der var simpelt hen for mange mennesker til at hun kunne tåle det. I stedet gik hun i en lille skole i den lille by Forks der ikke lå mere end et kvarter væk (for vampyrer altså). Hun vidste også at der boede andre vampyrer i Forks. Men boede der også varulve?