Foråret er fantastisk ikke?, for de fleste ihvertfald - Tessa

Skoven. Et idyllisk og beroligende sted. Med træer, farver og fuglekvidder højt fra himlen blå, åndede alt af ro og mag. Intet specielt var sket, ikke den mindste lille andel af problemer var indtruffet. Tessa vidste ikke om det var et godt eller dårligt tegn. På sin vis burde hun ånde lettet op, opdage for eget vedkommende, at dette var en god dag. En rolig og afslappet dag, hvor der højest sandsynligt ikke ville ske andet end denne gåtur, måske en sludder med nogle fra koblet, og så kunne denne dag afsluttes med et smil.
Modstand af trangen til at skifte skikkelse var stor, da en anden varulv duft ramte hende. Endnu kunne hun ikke tyde retningen, ikke danne sig et klar billede af dennes placering, men én ting var sikkert: Varulven var også i skoven. De gråblå øjne, der denne dag mindede om en tåget solskinsdag, en umulighed de formåede at skabe, søgte omkring sig til hun kortlagde en omtrent luftlinje mod den anden ulv. Var denne ikke på vej imod hende? Og med en hurtig fart?
Som den kom imod hende, sprang denne vrede og hævn tydeligt frem, som angreb den hende som en arrig løve. - Skønt den endda ikke engang var rettet imod Tessa! Ideen om den rolige, afslappende dag krakelerede med ét til en millionstykker som glas, der gentagne gange blev kastet mod jorden eller ramt af en hammer. Alt om ro og afslapning forsvandt som dug for solen, da Tessa sprang ud i sin ulveskikkelse, der til dels ikke mindede om en stærk og kampdygtig ulv. En advarende knurren undslap hendes strube dybt nede, skabte en inderligt dyb tone. En af disse der overraskede selv Tessa, der ikke havde nået at tænke sig om inden.
*Stop lige der!* Tanken blev sendt til ulven prompte efter den dybe knurren. I dette øjeblik gik det op for hende, at det var en mandlig ulv, Tessa stod overfor. På vagt betragtede hun ham, slog alle reflekser til, der ville registrere den mindste form for angribende adfærd. Var det virkelig det rigtige at stoppe denne ulv i et sådant humør? Alt Tessa vidste var, at det ikke altid var lige godt at handle uden at tænke.

Dette var en ny varulv. Der var ikke den mindste smule form for tvivl, vrede eller glæde, men blot en voksende nysgerrighed. Tessa havde været en varulv længe og havde forvandlet sig første gang i en forholdsvis tidlig alder, så hun havde ikke haft tanken om, hvad hun egentlig var. For et barn var det et eventyr, en ny og spændende historie i livet, som pludselig bare skrev sig selv. Sådan havde Tessa haft det. Monster havde hun kaldt sig selv, da det var gået op for hende, at det ikke var en drøm eller et eventyr, men den klareste virkelighed, et barn nogensinde kunne komme til at føle. - Og følelsen var ikke glemt endnu!
*Dette er din første forvandling?* Selvom det var formuleret som et spørgsmål, lå der en klar form for beslutsomhed og sikkerhed i tonen af tanken. Tessa lagde det lyst pelsede hoved på skrå og betragtede hans skikkelse. Hvis Tessa ikke tog meget fejl var han større end hende, større end en alfa, der burde være stor. En alfa skulle symbolisere storhed, ansvar og autoritet. Tessa lignede mere en af de almindelige ulve, men hendes status som alfa var ikke til at tage fejl af.
*Jeg er Tessa, alfavarulv.* Fortsatte Tessa usandsynligt hurtigt, gav ham blot en kort tid til at svare i, før hun præsenterede sig selv. *Jeg er til rådighed til ethvert spørgsmål, du end måtte have. Hvordan foregik din første forvandling? sluttede Tessa af og gled ind i tavshed. Hun lod ham få styr på sig selv, styr på tankerne og enhver forvirring, der måtte flyve vildt rundt i hans hoved. Tessa forestillede sig hans sind, det store vandfald af ubesvarede spørgsmål, uklarhed om hvad han var eller andet. Hun satte sig ned, viftede lidt med halen. Nysgerrigheden kunne hun ikke gemme væk, men størst af alt var roligheden, hun mente var vigtigt i denne situation.

Tessa borrede kløerne ned i den fugtige skovbund, mærkede svagt kulden fra jorden jage op i hende. Det var en kortvarrig følelse, da hendes kropsvarme var højere end et almindeligt menneske, men hun havde bemærket den. Følt den. Hans snerren kom en smule bag på hende, men kunne man forvente andet? En voldsom første forvandling, en der ikke havde været forventet forestillede Tessa sig. Havde hun været i sin menneskeform, havde hun bidt sig selv i underlæben, eftertænksomt. Da dette ikke var en mulighed, borrede hun kløerne en smule længere ned i jorden... Det var da hans tanker ramte hende.
Grusomheden af det hele tegnede sig klart som to sørgmodige, blå øjne. Et lille *Det gør mig meget ondt!* blev svagt 'bjæffet' til ham i tankerne. Hjertet sad som en sten i brystet på hende, mærkede hvordan det havde effekt på hende. Som en alfa fejede hun det værste bort, rankede sig en smule og betragtede ham.
*Vampyrer* Lød hendes svar brat. Det var uventet som regn på en skyfri sommerdag. Tessa havde ikke lagt skjul på noget, havde ikke gemt nogen detaljer væk bag det ene ord, der afslørede en hel anden races eksistens. På en måde havde Tessa allerede gættet, at han kendte til disse vampyrer. Dog fortsatte hun: *Du kender dem vel fra myten, kender deres eksistens fiktionsmæssigt. Velkommen til den virkelige verden* En smule sarkastisk sluttede hun bratheden af. Hvem bad nogensinde om at blive smidt ned på fire poter hovedkuls i en verden, man kun havde læst om i bøger og set på film?