Skoven. Den er så befriende ikke? - Tessa

Uden at kigge sig en eneste gang over skulderen, uden overhovedet at føle efter andre tilstedeværelser, sprang Tessa frem i forvandling i skovbrynet. Med et lille, tilfredsstillende bump landede hun på alle 4 poter, som en lille, elegant kat. Småforpustet efter at have løbet igennem en stor del af Forks for at nå til skoven, tog hun nu en dyb, tilfredsstillende indånding. Ilten forfriskede hendes lunger, rensede dem. En bekendt duft ramte hendes skærpede lugtesans hårdt, som når dommeren slog hammeren i bordet og lyden slog mod trommehinden. En anden varulv var i skoven, en almindelig varulv, men Tessa syntes ikke at genkende denne varulvs duft. Uden yderligere omtanke sprang hun ud i løb mod den anden, der var på færd i skovens smukke, idylliske omgivelser.
Lysten til at lade alle tankerne vælde ned over sig selv som et vandfald var ulidelig at bære, men Tessa havde altid været en af de personer, der blev båret af nysgerrigheden. En af de personer, der til trods for deres begyndende handling blev ændret løbende. Duften af en anden varulv tog til, som hun kom dybere ind i skoven. Længere forude stod en anden ulv, ganske vist med ryggen til, men der var ikke den mindste smule tvivl. Dette var kilden til duften. Hvis en ulv kunne smile, havde der spillet et afslappet smil på læberne.
*Ude og nyde skovens beroligende omgivelser?* spurgte Tessa den anden ulv. Svaret var vel indlysende, for ellers ville denne duft af en anden ulv ikke hænge i luften. Vinden legede med den hvide, brune og grå pels, Tessa var ejer af. Det var en fin pels alt taget i betragtning. Med de grå øjne hvilende på den anden kvindelige ulv, forblev hun ellers tavs.

Den milde vind, der med sine beroligende kærtegn aede Tessa over pelsen, blæste igennem træernes kroner, fik bladene til at kreere sin egen lille vuggevise. Den bløde lyd af blade på træerne, på jorden og omkring dem gav skoven den frihed, som Tessa om nogen elskede så forfærdeligt højt.
Friheden var stilhed og stilheden var frihed.
En evighed var lang tid, en forbandelse af naturen, hvilket Tessa priste sig lykkelig for ikke at eje. Selvom hun var en varulv, ligeledes en modstrider af naturens logiske forståelse, berørte det hende ikke rigtig længere. Sagde man det samme til sig selv nok gange, forsvandt den knugende betydning heraf langsomt. Nu var det en vigtig, almindelig del af hende, som sværdet var en forlængelse af armen for en ridder.
*Jeg elsker at komme her. Det har jeg altid gjort* Selvom smilet ikke var synligt med øjnene, kunne det tydeligt fornemmes i ’stemmen’. Tessa nåede knapt nok at opfange det fulde billede af den anden, kvindelige ulv, før hun præsenterede sig. Det var et virkelig smukt navn, Marissa. En tilflytter. Tessa havde altid haft ondt af de mennesker, der enten aldrig fik lov at opleve Forks eller som kom hertil efterhånden i sit liv. De gik glip af så meget, en stille fredelig by på overfladen, men med en umiskendelig uro i mere specifikke kredse. Vampyrerne og varulvene.
*Jeg er Tessa. Har boet her hele mit 17-årige liv. Som tilflytter, hvad mener du så om Forks, Marissa?* Nysgerrigheden hang ligeså tæt på stemmen som den imødekommenhed, hun udviste.

Paris. Dette var en af de byer, steder, Tessa så inderligt ønskede at besøge, men aldrig havde fået gjort. Der var altid kommet noget i vejen for at rejse og så kom hendes eget kobbel. Da hun først fandt ud af, hun var en alfa, havde hun ikke reageret roligt. En ting var at være en almindelig varulv, en skabning almindelige mennesker så overfladisk nægtede at tro på, hvis eksistens var omkring dem, men at hun var en af de stærkere? Chokket havde været stort.
*Paris? Hvor fantastisk!* Besvarede Tessa hende en smule drømmende, som var hun på vej ind i en verden, kun hun kendte til. *Det var da ikke så længe. Hvordan fandt du ud af det?* Atter hang nysgerrigheden overalt på hende. De blågrå øjne betragtede Marissa med en smule nedtonet interesse. På mange måder mindede de udseendesmæssigt om hinanden i ulveformen.
Snuden blev rynket per automatik, da Marissa nævnte vampyrer. De væmmelige bæster der altid troede de ejede hele verden. Ironien var slående omkring disse væsener: De døde måtte dræbe for at overleve. Afskyen afspejlede sig i de gråblå øjne, der pludseligt syntes at minde om spejle. Hun kunne ikke genskabe et eneste minde, hvor et møde med en vampyr ikke var endt grimt.
Overraskelse og interesse skyllede over hende med en fantastisk kræft. Havde Marissa allerede hørt om hende? Det kom atter stadig bag på hende, når hendes navn nåede længere ud end forventet, som et rygte der strakte sine rødder længere og længere ned i folks samtaler. Som ukrudt der altid visnede og svandt hen.
*Jo det er mig, i egen lille ulv* indrømmede Tessa fornøjeligt med hovedet vag lagt på skrå. *Du stiller ethvert spørgsmål du end måtte have, og jeg vil besvare dem. Hvor meget ved du indtil videre og er der noget bestemt du ønsker at vide?* fortsatte hun efter en ganske kort pause. Spørgsmålene begyndte allerede at vælte frem, som havde det været en nedbrudt dæmning, hvor vandet strømmede endeligt og lystigt afsted i en strid bølge. Forskellen var blot, at Tessa fik stoppet dem i tide. Marissa skulle have en chance for at svare i eget tempo.

Hun lyttede respektfuldt til den anden varulvs tale om sin første forvandling, hvordan den havde udspillet sig og hvem der havde været tilstede. Ved blot at nævne vampyr, havde Tessa vilkårligt rynket på snuden med et kort glimt af afsky i øjnene. Det forsvandt, dog, som havde det aldrig eksisteret, som når duggen forsvandt under solens opvarmende stråler. Med et nik besvarede hun det første og gik så direkte til det næste. Svaret på Marissas forvandling.
*Ikke nok med en forvandling foran en anden person, men foran en vampyr? Hold da op. Det er i hvert fald noget af en forvandling, du kom igennem! Tanken blev sendt til Marissa med antydningen af et smil i sætningen. Sandheden var egentlig, at benene var blevet slået lidt væk under hende. Ikke fordi det ikke var hørt om før, men det ramte hende på en måde. En smule anstrengt havde stemmeføringen været blevet brugt i den første del, men ikke nok til at nogen ville dvæle ved det. En pause gled over hende.
*Jeg formoder du allerede kender rivaliseringen imellem vampyrer og varulve? Den er ikke til at forbigå.* begyndte Tessa informerende. Da vinden blæste nogle blade raslende over skovbunden, skreg det på al den opmærksomhed fra Tessa, det kunne få. Øjnene flakkede et par gange, der til dels mindede om en forvirret fugl, der ikke anede om det skulle spise fra fuglehuset eller fra jorden med de andre fugle.
*Med hensyn til kobbeler ejer jeg selv et lille et. Det er ikke så stort endnu, men det føles nemmere at være, hvad vi er, når man er i et kobbel. Vi tager os af diverse anliggender her i Forks.* Afsluttede Tessa så lidt efter. Med øjnene undersøgte hun den anden ulv, der endnu var en ny en af slagsen. Hvorfor Tessa ikke så godt huskede sin tid som ny ulv, vidste hun ikke, men hun var blevet bedre med tiden. Tid krævede altid forbedringer, skabte dem og formede dem, som minutter og sekunder gik. Minutter skabte timer, skabte dage og skabte måneder. For hvert lille skridt, tiden tog, blev enhver bedre. Dette var tidens gyldne side. Den, Tessa elskede så uhyggeligt højt. Som man også sagde, helede tiden alle sår..