Foråret kommer.

Dato: 5 Marts
Årstid: Forår
Dag: Fredah.
Vejr: Sneen smelter og fuglene synger?
Sted: I skoven
Tid: Kl.16.00
Omgivelser: EN masse træer, fugle og vinden?


Det var rart at mærke græsset under ens poter, mens man løb i vinden. Pelsen fulgte vindens bevægelser og lyden dæmpede sig mere og mere. Til sidst var der helt stille. Ingen lyd af nogen som løb eller gik. Det havde lydt som en stor hund, men nu var det kun fuglesang og vinden der legede med træerne man kunne hører. Annika stod helt stille og hendes brune øjne kiggede rundt. Enten var der nogen som også var i ulveskikkelse, eller også var der et menneske i nærheden. Hun rystede ldit på sit store hovedet og satte farten lidt op, så hun luntede afsted. Det var mærkeligt det hele. Hun var blevet alfa og hun havde mistet en masse venner. Hun havde ikke set Luckas eller nogen af de andre i lang tid nu. Annika sukkede igen og stoppede denne gang helt op. Hun kunne ikke hører andre ligenu, men på en måde havde hun det som om at der var nogen der talte i hendes hovede. Stemmen blev stærkere og stærkere. * Hvem der?* tænkte hun og hendes øjne flaksede rundt. Vis det nu var en ulv der ville overfalde hende, ville den ulv fortryde det.

Det var lige det han havde haft i tankerne - at overfalde hende - men han gjorde det ikke efter at have læste hendes tanker. Han stoppede op i lysningen over kunne overhovedet ikke dæmpe sin glæde over at se hende igen. *Aniiiikaaaa!* Hans hale piskede rundt i luften, og han... sagde den der lyd som glade hunde siger. Tungen hang ud af munden på ham, og han gispede efter luft. Han havde lige løbet lidt hurtigt ^^

Annika snerrede lidt, indtil hun hørte en velkendt stemme i sit hovedet. Hun hoppede lidt tilbage, af forksrækkelse da Luckas kom løbende ind i lysningen. Hendes øjne var store og de hvilede på ham. De var ikke rolige, men de søgte efter noget måske efter om han var virkelig eller bare en drøm. Var hendes bedsteven lige her foran hende. * Luckas?* sagde hun så prøvende og tog et par hurtigt skridt mod ham. Hun var hurtigere og mere elegang end før. Hendes pels var ikke lang og uglet, men nok en lille smule lang og glat. Hendes hale begyndte at piske glad og hendes øjne lyst op. Men den glæde forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet. Vreden boblede i hende, ikke kun vreden men også sorgen. * Hvor har du været?!* tordnede hun og hendes øjne lynede en lille smule. Hun slog blikket ned i jorden for ikke at komme til at bruge sin evne på ham. Alle hendes minder kørte rundt i hovedet på hende, dengang hun var blevet alfa og dengang hun ikke havde kunnet finde ham på nogen måde. Hun snerrede ikke, hun var heller ikke vred bare ked af det. Men hun havde savnet ham..

Luckas peb overasket over hendes pludselige vredesudbrud. Hendes stemme smældede over ham som en pisk, og han viste med det samme hvorfor. Han havde set kunnet gøre det engang. Så han blev ikke vred, eller bare alt for forvirret. Han så på hende med klare dybe øjne. *Slap lige af!* knurrede han. *Jeg var oppe for at hjælpe mine venner igen.* Det var ellers nu han havde brug for hende, for han havde lige fået nogle virkelig syge psykiske ar. Han hang med hovedet ved tankne om at hun kunne læse hvad han tænkte.. Det burde han jo kunne huske?!

Annika blev med det samme rolig, mens hans minder fløj gennem hendes hovedet. Hun rystede på hovedet og gik over til ham. Puffede ham blidt på skulderen og smilte så undskyldende. * Undskyld * Hviskede hun og logrede svagt med halen. Hun havde ikke kigget ordenligt efter, og nu havde hun det dårligt. Hun pev lidt og hendes tavse råb var ikke en ordre, men bedende. Hun mente ikke at være ond mod ham, hun havde bare savnet ham ufattelig meget. * Jeg har bare savnet dig* tænkte hun stille og stod foran ham. Hendes brune øjne var våde, memn der kom ingen tårer. Hun græd ikke når andre så på hende, men når hun var alene kunne hun græde i flere dage. Hun sukkede lidt og kom i tanke om da hun var blevet bange for at der var sket ham noget. * Hvad skete der?* tænkte hun stille og hun var blevet bekymret.

Luckas kastede utålmodigt med sit pjuskede hovedet. Det sidste han ville var at forklare hende det nu. Han skulle lige selv fordøje det først. *Jeg har også savnet dig,* svarede han, med en undertone af behærsket gensynsglæde. Det havde han virkelig. Han lod være med at joke med at han nu havde sovet i buskaserne igen, men hun ville nok hørre den da han tænkte på det. Han lod være med at svare hende på hendes sidste spørgsmål. Det viste han faktisk ikke selv.

Annika logrede sagt med halen og puffede blidt til ham igen. Hun havde en stor ting hun ville fortælle ham, men han havde sikkert godt læst det i hendes tanker. Hun logrede livligt med halen igen og smilte så et stort ulvesmil. * Det er dejligt at have sin bedsteven hjemme ugen* tænkte hun glad og hendes brune øjne hvilede roligt på ham. Hun kunne ikke forklarer hvor glad hun var for at se ham, men det kunne hendes tanker vel? Annika rystede lidt på hovedet og gøede lidt, for at få ham til at se på hende. * Skal jeg hjælpe dig med noget?* spurgte hun med en lille bekymret undertone og smilte varmt til ham.

Hun kunne bare lytte til hans tanker for at finde ud af hvordan han havde det, og det var aldeles ikke negativt. Hans hale begyndte at logre igen, og han stak tungen ud af munden igen. *Også godt at være hjemme igen,* Han følte helt og aldeles at hans hjem var her nu. Alle ulvene i det forrige kobbel ville alligevel sikkert ikke se ham igen, men han skænkede det ikke en tanke. Så ville hun sikkert bare kommenterre det. *Nej, jeg tror jeg klare mig.*

Ann smilte et sotrt ulve smil - med tungen ud af munden og en logrende hale - og grinte lidt. Hun havde virkelig savnet ham, men hun var også halvt død af bekymring for ham. Hun trak på de store ulve skuldre og lagde sig så ned. Hun var blevet højere og stærkere, men det var kun få der lagde mærke til det. * Der er sket noget fantastisk for mig* tænkte hun glad og var så oppe og stå. Hun lod alle sine tanker flyve omkring de to emner. At hun havde fundet en hun elskede højt og at hun var blevet alfa. Hun puffede blidt til ham - eller hun troede at det var blidt - så han faldt ned på ryggen. Ann stod bare der og så helt paf på ham og grinte så. * Upps! Jeg er blevet lidt for stærk?* tænkte hun grinende. Ann kunne bare være sig selv sammen med Luckas og hun vidste ikke hvorfor?

Luckas udstøte en mærkelig lyd, der nok passede til en form for latter. *Tja, du er helt sikkert den stærkeste hunvarulv jeg kender!* grinede han. Han kendte andre alfaer, men var ikke sikker på at hun var stærkere end dem x3 Han fægtede med fødderne som stod lige op i luften, og prøvede ikke engang at komme op. Han kunne godt lide at ligge på ryggen, og at se på sådan et smukt ulveansigt xD

Ann grinte og hylede lidt på samme tid. Hun var glad for at hun kunne slå sit indre barn ud når hun var sammen med ham, uden at han troede at hun var mærkelig. Hun grinte selvglad og begyndte at kille ham med næsen ? xD Hun elskede at drille ham. * Gad vide hvordan det ville være vis man fik sin prægnin med sin bedsteven eller noget i den stil* tænkte hun grinende, men stoppede med det samme. Det kunne jo godt ske, men hun havde ikke prægnet på nogen endnu vel? Hun smilte et ulvesmil igen og logrede med halen. * Du syntes at jeg er smuk* tænkte hun drillende.

*Jeps, det er du da helt sikkert! Du er som en elegant skygge!* Han rakte tunge af hende, for hun havde lige fået ham til at forklare noget som sikkert lød helt forkert. *Men hvorfor snakker du om prægningen??* Hans store dybe øjne blev lidt større, men det var lidt svært at se, for han var jo i ulveform. Han smilede og trak tungen tilbage.

Ann trak på skuldrene og puffede ham med den ene store sorte pote. * Det gjorde jeg bare?* tænkte hun undrende og trak lidt på skuldrene. Hun fnøs da han sagde at hun var ligeså elegant som en skygge. Hun lagde sig ved siden af ham og kiggede på ham med de brune øne som glimtede svagt. * Det er bare mærkeligt at tænke på at man skal vie sit liv til en person man ikke engang kender* tænkte hun trist men hendes store glade ulvesmil var stadig placeret på hendes ansigt.

*Har du da.. fundet ham?* spurgte han forvirret, med en tanke-tone som dirrede. *Er du både blevet Alfa, og har fundet... ham?* Han virkede meget chokeret, og ville bare give hende en følelse af at han var stolt af hende. Hun var virkelig blevet stor. Hun havde nået så meget.. Havde han virkelig været væk så længe? Han fik næsten våde øjne x3

Ann grinte lidt og puffede til ham med sin store pote. * Jeg er jo ikke sikker idiot* tænkte hun drillende og logrede med halen. Hun vidste det faktisk ikke? hun elskede bare Joey højt men var det prægningen der havde gjort det eller var det bare fordi at hun virkelig var blevet forelsket i en dreng. Hun kunne ikke helt sige det. * Jeg tror det ikke?* sagde hun tvivlende og logrede lidt med halen. vinden blev tiil en brise og den legede blidt med Ann's sorte pels.

Han betragtede hende, stadig med store øjne. Han ledte efter tegn på svaghed. Næsten som en fjende kikker efter mulige svagheder, men i dette tilfælde for at hjælpe hende. *Jeg har ellers hørt at man ikke er i tvivl når man fider den eneste ene. Prægningen er en af de mest magtfulde og magiske ting i en varulvs liv.*

Ann trak lidt på det og sukkede så. * det er derfor at jeg ikke tror jeg har præget på ham..* tænkte hun stilfærdigt og smilte trist. Hun var bange for at hun ville præge på en helt anden også glemme alt om ham. Det kunne hun ikke, det ville hun ikke! Hun sukkede lidt og kiggede så med et smil på Luckas igen. * Nyt emne.. HAr du så fundet dig en endnu?* spurgte hun nysgerrigt og grinte lidt.

Han lo igen, og vred sig op for at stå på fire ben. Så satte han sig ned på sin store ulve-numse igen, og så på hende med et par smilende dybe øjne. *Regner du med det? Husk at prægning er meget sjældent. Nej, jeg har ikke præget på nogle.* Han betragtede hende, for at se hvordan hun reagerede. Nu kunne han jo se hende direkte i øjnene.

Ann grinte og sukkede så i sine tanker. Hun havde nu mere ment om han havde fået kæreste på. Hun grinte lidt og puffede meget forsigtigt til ham med sin store pote. * Jeg mente nu om du havde forelsket dig eller noget?* tænkte hun kækt og hævedet det enen øjenbryn. Hendes tunge hang ud af munden på hende og hendes vejrtrækning var tung, men rolig. Hendes brune øjne kiggede ligelederes ind i hans og hun smilte varmt. Ann var blevet meget nysgerrig her på det seneste fordi at der var sket så mange nye ting, at hun ville vide om der også var sket noget for andre?

Luckas viste ikke rigtigt hvad han skulle sige, så han blev nærmest kvalt i tankerne. Han rystede energisk på hovedet, og prøvede at finde ud af hvad han skulle svare. *Tja, det har jeg vel ikke. Ikke lige hvad jeg tror, eller kan huske. Og det burde jeg vel?* Det så sjovt ud da han bed sig i læben. Ikke lige noget ulve gjorde hver dag.