Den første opgave

Hvis man går hen ad Seattles gader, vil der ikke gå længe, før store bygninger i flere etager står en om ørerne. I starten kan det forkomme presset, og selvom nakken knækker bagover, kan himlen være svær at få øje på. Men hvis man forsætter hen ad de noget bredere veje, forbi latterlige billige butikker, kaglende mennesker og deslige, vil man langsomt støde på et meget finere kvarter. Sådan en slags, med private parkeringspladser, frisk luft, afslappet ro og himmel. Husene vil forsat være høje, men rene og med store reflekterende vinduer.
Det var netop sådan et hus, Marcus Cane ejede, og her havde han sit lækre kontor på 5 sal.

Det var et stort åbent et af slagsen, med et vindue placeret som den fjerde væk. Rummet var af selv samme grund lyst, og selvom der ikke manglede plads, var kontoret sparsomt møbleret. Ved indgangen stod en grøn plante, i midten et mørkt og lækkert skrivebord, af den slags, der synes at kunne rumme alt. Bag dette, en tilhørende dyb og yderst behagelig stol, hvis ryglæn var næsten klods op af vinduet. Foran skrivebordet, en anelse til skrå, var en anden stol placeret, og modsat lænestolen bag bordet, var denne tom.

Marcus Cane så pludselig op, fra de papirer som lå bordet foran ham. En lille klokke havde ringet i det fjerne. Nogen var på vej. Cane kunne ikke skjule den lille grimasse af et smil. Han vidste hvem det var..

I den stille vind som lod til at være overalt hvor end man kiggede hen, kom en pige gående. Hun var ikkevandt til at gå rundt på gaden, i hvert fald ikke denne gade. Det var tydeligt vist med små fine spor i hendes ansigt, af nysgerrighed og en snært af undren. Hendes tøj var ikke så sparsomt som det havde været for et par måndeder tilbage. Hendes tøj havde selv den gang været smart - Noget man lagde mærke til, på en positiv måde.
Men der var nu et tydeligt spor at 'penge' over hende. Hun var ikke længere nød til at spare, hun var ikke nød til at købe noget selv. Det kunne ses ved hendes tøj at kvaliteten på bl.a. den lårkorte cowboy-nederdel, var forbedret. Det var også hendes korte bluse og fine trøje, som kun lige strejfede hendes hofte.
Ja, pigen så smuk ud. Langt smukkere end før, selvom hun stadig havde de meget makerede kindben og de smukke rosa farvede læber, som gik igen ved hendes udseende fra før. Hendes hud var blevet blegere og havde efterladt nogle lidt lignene porpur røde skygger under hendes smukke, men nu knald røde øjne. Hendes hår havde tilegnet sig mere glans, skønt farven og længden ikke havde ændet sig spor.
Pigen var på ved hen mod et hjørne som hun nydeligt og elegant paserede lidt efter. Hun svingede rundt om gadehjørnet med en let lille bevægelse i hoften. - Og en simpel lille en i håndledet, da hun greb ud efter lygtepælen ved hendes side. Hendes retning gik nu lige mod den store fine bygning hvor hun skulle lede efter hende så kaldte skaber.
Hun søgte hurtigt mod ham uden at vide hvordan hun fandt den rigtige vej mellem alle de falske. Hun opdagede ikke det store i selve bygningen, men stod lidt efter på den rigtige sal, i det ret så smart indrettet, kontor. Hun lod blikket glide rundt med en søgen efter en høj mand, som hun i hvert fald huskede ham. Det hun fandt var lige præcist hvad hun havde ledt så længe efter, en eneste mand. Den mand. Ham.
Han virkede en smule anderledes end det billede af ham, hun kunne genkalde fra sin menneske-slåret billeder bagerst i hendes hovede. Manden foran hende havde ikke forandret sig, nej, nemere var det hende. Hun havde fået nye øjne, så ham nu med et tusinde gange skarpere syn, end hun havde gjort før, ved deres korte og smertefulde møde.
Men en ting huskede hun klart og tydeligt om ham.
Han var gude smuk.

Udstrålingen var den samme, og selvom det muligvis var en overskyggende faktor, var den Marcus Cane, der sad her, i sit rette element, en helt anden person end den der havde forvandlet Kris, en uge tilbage.
Tøjet, der i skoven havde været beskidt og krøllet var nu rent og dyrt at se på. Silkeskjorten skinnede næsten. Men det var ikke kun tøjet, der var blevet rent og fornemt igen. Håret var atter ravnesort, og sad som det burde. Øjnene mørkeblå.
Ryggen var rank, og holdningen rolig. Fingerspidserne blev placeret mod hinanden og fik den selvsikre skikkelse til at flyde over med kontrol.

,,Velkommen" lød den bløde stemme, idet Kris dukkede ind på det luftige kontor, og døren lukkede sig bag hende med et lydløst klik. ,,Vær sød at tage plads" Et vurderende blik blev sendt mod hende. Det klædte hende at være vampyr. Fingerspidserne blev skilt fra hinanden, idet han gestikulerede mod den frie stol.
Selvom Marcus opretholdte en yderst høflig tone, lå det mellem linjerne, at han ikke tillod hende at takke nej til tilbudet om at sætte sig. Faktisk anså han det som en selvfølge, at hun gjorde, som han bad hende om. Dette var af selv samme grund, at Marcus Cane forsatte med at have ordet.

,,Jeg var bange for, at du aldrig ville dukke op." Begyndte han afslappet. Og fik den ene mundvig til at hæve sig en anelse. ,, Forstår du.." En pause opstod, alt imens det svage smil fuldendte det charmerende ydre, der rummede et overskud og en kontrol, de fleste manglede. ,, - jeg har ventet på dig."
Så tav han. Lod de ord, og velkomsten sive ind gennem hendes øregang og bosætte sig i hendes væsen. Han skabte en spænding og lod samtid det hele gå langsomt frem, så hun ikke satte sig i modværge fra start af. Det handlede om at skabe tryghed. Det handlede hverken om tid eller kræfter. Det handlede om en ting. Svaret.