Den mørke hemmelighed - Louise

Dato :: IRL
Årstid :: Efterår
Dag :: Torsdag
Vejr :: overskyet
Sted :: Cafeen
Tid :: 18:43

Elisa var gået kedsommelig ind i Cafeens varme indre. Selvom hun havde været der mange gange, var det mest spændende der end andre steder for tiden.
Hun havde ikke hørt noget fra sin veninde (Kristen) I over fem år. Hun vidste ikke engang hvordan hun havde det eller hvad der var sket imellem hende og Shin.
Hun sukkede og satte sig ned ved et mørkt hjørne i Cafeen.
ÅH! Hvor hun savnede de to elskende. De var hendes allerbedste venner! Men efter alt det de havde været igennem, havde hun ikke hørt en lyd fra dem, eftersom det var for farligt at de sås sammen (For tiden)
En pige på de 16 år kom hen og spurgte venligt hvad hun ville have.
"En kopsort kaffe med mælk og sukker." svarede Elisa med et ligeså venligt smil til pigen.
Pigen skrev det ned og gik.
'Det var fandens' Tænkte hun hvæssende til sig selv. 'Jeg tør simpelthen ikke at kontakte nogen jeg kender uden at der sikkert kommer nogen efter dem. Jeg bliver sindssyg, hvis jeg ikke snart, høre nogen snakke til mig!'
Egentlig havde hun ikke ret meget at gøre. Kunne hun kontakte nogle af sine venner? Nej, der var stadig nogle af de irriterende vampyrer der ude som holdte øje med hende.
Varulve? For stinkende selvom de er ret søde (I hvert fald dem som ikke hader hendes slags). (Nogen af dem) Mennesker? Nok ikke en god idé, når man er sulten og hvis vampyrerne opdager noget om mennesket, er både mennesket og Elisa døde inden solen stod op næste dag.
For pokker, hvad kunne hun gøre inden hun blev lige så grov og gnaven som de ældre som aldrig så nogen?
Hun måtte bare finde på et eller andet hen af vejen...

Louise kom ind på caféen med sin sorte taske over skuldren. Hun så sig om, der var næsten ingen. Det sad en pige med langt lyst hår henne ved et bord, henne i krogen, pigen lignede en som ventede på noget. I det Louise ser over på hende, ser hun op på Louise. Pigen smilte venligt og Louise smilede ligeså venligt tilbage, det var det mindste hun kunne gøre. Louise synes at hun havde set hende pigen før, men Louise var ikke sikker og hun var for genert til at spørger. En pige med kort gulligt hår gik forbi Louise og hen til pigen med en kop kaffe, hun satte koppen og gik igen.

Elisa var bevidst om at pigen med det lange mørke hår sad i den anden ende af cafeen og stirrede nysgerrigt på hende.
Elisa brød sig ikke rigtigt om det. Men pigen kunne vel se at hun var anderledes. ELisa var jo overnaturlig smuk. Hun lignede jo en fotomodel. Så ingen kunne undgå at se Elisa. Hende lange smukke lyse hår, hendes blege hud, hendes flotte slanke skikkelse. hende smukke ravegule øjne. Hun var aldeles et mystisk væsen. Ingen kunne være så perfekt, men det var hun.
Hun takkede den unge servitrice, da hun havde sat koppen.


//Pokkers, jeg kan ikke finde på mere //

Louise vidste godt at det var uhøfligt at stirrer, men hun kunne ikke lade vær, for pigen var meget smuk og Louise havde en fornemmelse af at hun havde set hende før.
Louise vidste at alle pigerne fra skolen ville give deres ene arm for at bare være halvt så pænt som hende.
Louise rejste sig op og gik lidt hurtigt over til den underlige pige. Pigen så op på hende og smilte tøvende til Louise.
Louise undskyldte over for hende med at hun havde været så uhøflig, med hendes latterlige stirreren, enden den underlige pige havde nået at svare hende, gik Louise ud af caféen.

Elisa himlede med øjnene. Pigen havde løbet ud af døren så hurtigt at hun ikke selv havde tænkt over det.
Hvad var der med den pige? Var hun bange for Elisa? Det vidste hun ikke. hun havde haft for travlet med at tænke over sin fortid at hun ikke havde lagt mærke til den unge skoleelev.
Mon hun bare havde travlt? Eller var hun bare meget følsom?
Elisa rejste sig og lagde nogen penge på bordet og fulgte efter pigen.
"Hey?!" råbte hun høfligt efter pigen. "Hvorfor løber du bare din vej?!"
Hun vidste ikke om hun bare skulle bruge sin vampyr-styrke til at nå hen til pigen, (forskrække hende, så meget at hun ville flugte af skræk og frygt)
Nej, det var nok ikke den bedste idé. "Hey, stop!" råbte hun igen med rynkede pande.
Hun kunne lige så godt prøve at få pigen til at falde til rolig.
Hun havde helt glemt risikoen for at der ville ske pigen noget, hun talte til hende...
Men der var ikke nogen som holdte øje med hende nu, så hun kunne lige så godt, hygge sig lidt med et nyt venskab i noget tid, inden hun rejste sin vej.
Hun måtte bare håbe at hun ikke blev taget i det.

Louise var løbede ud af døren, da hun havde kastede et glimt udenfor. Hun havde ikke tænkt over at menneskerne ville tænke, da hun løb. Hun havde bare tænkt at hun skulle hjem, enden det ville blive helt mørkt.
Louise havde kun gået et lille stykke vej, da en råbte til hende at hun skulle stoppe. Louise kiggede sig over skuldren og så det var en pige. Pigen fra caféen. Louise anede ikke, hvad pigen ville hende, men hun var også lidt ligeglad hun ville bare hjem og i seng.
Det havde været en meget lang dag.
Mørket var ved at falde på og Louise begyndte at gå hurtigere og så sig uroligt om. Det gjord ikke det meget bedre at den underlige pige blev ved at råbe til hende. Louise havde altid været utryg ved at befinde sig i mørket, hun var ikke bange eller mørkeræd. Bare utryg. Selvom at mørket gjord hende altid så utryg, elskede hun at kigge på stjernene. Det havde hun tit gjort med hende far, da hun var lille.
Pigen bag hende kom tættere på. Louise vidste ikke om hun skulle gå hurtigere eller hvad? Hun havde ikke lyst til at snakke med hende pigen nu, men heller det enden at gå i gennem mørket alene.

Nu:
Elisa var godt træt af at mennesker skulle være så ubehøvlede.
Kunne de ikke bare lære at opføre sig ordentligt over for folk?
De moderne forældre nu om dage, var for blide til at opdrage deres børn.
Børnene måtte være sammen med hinanden (fysik nydelse) i en tidlig alder! De må jo være sindssyge at de gav dem lov til det!
Pigen med det mørke hår, gik noget hurtigere end før som om hun ville flygte. Det vakte virkelig instinktet op i Elisa.
Selvom hun havde lovet sig selv at hun ikke måtte dræbe et menneske igen, kunne hun jo ikke lade være med at tænke på det dejlige og bedre blod som var i menneskets krop.
Det var meget bedre end dyreblod og det gjorde en stærkere.
hun fik et flashback, da hun fik menneskeblod i tankerne.

1810:
Da Elisa var nyfødt, havde hun det svært. Hendes skaber havde forladt hende inden hendes forvandling var fuldført.
Det var en hård tid for hende, hun havde glemt meget igennem sin forvandling om sig selv. Det eneste hun kunne huske var at hun havde en lille søster ved navn Ella, og hun var et eller andet sted i Chicago.
Vreden og tørsten vældet op i hende. Hvad var hun for en? Og hvorfor havde hun sådan en trang til noget vådt og varmt? Og hvorfor var hun ikke hos sin søster som sikkert savnede hende forfærdeligt?! Det kunne ingen svarer på. For hun lå på et gammelt og støvet gulv i et gammelt hus på en øget mark langt væk fra alting.
Hun følte sorg og raseri. Et vildt dyr inden i hende rasede rundt for at tag kontrollen.
Det ville ud og lave ballade. Men det ville mest af alt slå ihjel for at være tilfredsstillet.
Hun var svag (også stærk) og havde en forfærdelig brandende fornemmelse i halsen.
Hun havde ikke ønsket det her! Og hvem havde overhovedet gjort, det her ved hende?!
Hun havde så mange spørgsmål, men ingen kunne jo svare på dem.
Til sidste overvældet blodtørsten hende.
Hun dræbte fem mennesker den første nat.
Og hun kunne lide det...

Nu:
Elisa synes at det var latterligt at hun rendte efter den fremmed pige, men hun havde set noget i hendes øjne... som... pigen genkendte hende og hun havde brug for at vide, hvor hun mener at have set Elisa fra, når hun kun kommer til caffen for det meste uden nogen end dem der var i caffeen så hende. Og hun havde aldrig set pigen i caffen før.
Hun sukkede, hun kunne lige så godt få det overstået. Hun var henne bag pigen på et sekund, og tog kun en smule hårdt fat i hendes arm.
"Okay," sagde Elisa hårdt, men venligt. "Skulle vi to ikke lige tag en snak?"

Louse var lidt skræmt over at pigen var kommet hen til hende så hurtigt, uden hun havde hørt det. Louise så på pigen's hånd rundt om hendes arm. Taget om hendes arm var lidt hårdt, det gjord ikke ondt, men Louise rev alligevel sin arm til sig og gik et skidt tilbage, så afstanden mellem dem var større.
Louise så på pigen. Pigen hår var meget lyst, ligesom hendes hud. Det var noget ved hende, noget som Louise ikke kunne en finger på hvad var.
Louise så pigen i øjnene, da hun svarede pigen "Jo okay, men jeg vil sætte pris på det, hvis det kunne blive en kort snak" sagde Louise tørt. Månen oplyste aften lyste ned på dem.
Lige da månen lyste ned på dem og Louise så ind i pigen's øjne var der noget som rev sig løs i Louise's underbevisthed.
"Hvad er det du gerne vil tale om?" spurgte Louise sødere og mere venligt. Louise smilte tøvende til pigen.

Elisa så foruroligende på Louise. 'For pokker, stik nu ikke af' snerrede hun i sine tanker.
Da Louise rev sin arm løs af Elisas tag i den og gik hurtigt væk fra hende. Elisa havde ikke brugt mange kræfter på at stoppe Louise, for hun skulle jo ikke få den mistanke at der var noget helt for underligt ved Elisa.
Men Louise var ikke så dum, hun virkede meget vagtsom og anspændt selvom hun skjulte det godt.
Elisa bed sig i læben. Hun havde ikke "spist" i et stykke tid, og Louise lugtet så godt, at hun havde det ret svært ved at stå ved siden af hende.
Hende kulsorte øjne glimtet svagt i aftenmånen. Hun havde virkelig brug for at jage, men hun ville lige havde den her, underlige mysterium opklaret.
"Tjo..." sagde Elisa, da Louise havde sagt noget. "Hvordan kan det være at du mener at du har set mig før? Jeg kan se på dig at du mener at du har set mig før." sagde hun iskoldt som en vampyr.
Hun var godt og rolig irriteret og anspændt.

Louise så på Elisa med kolde rolige øjne. Louise vidste ikke helt, hvad hun skulle sige. Louise var lidt anspændt, det havde været en lang dag og det gjord det ikke meget bedre at hun stod sammen med en fremmede pige som hun aldrig i sit liv havde set før, men Louise kunne genkende hende, eller rettere hendes underbevidsthed kunne kende hende.
Jo længere Louise så på hende, uden at tage sit blik væk, vågnede det noget indeni hende. Noget som har sovet i meget lang tid.
Louise's blik skiftede imellem at være iskoldt og smilende, i den tid hun så på Elisa. Louise slog armene om sig, hun havde en fornemmelse af at hun var ved at falde fra hinanden. "Hør her pige, det kan godt være at jeg tager fejl, men jeg mener at jeg har set dig før" Louise havde lyst til at vende ryggen til, men noget sagde hende at hun skulle vente og se hvad der ville ske.

Elisa blev anspændt, men forholdt sig roligt og ligegyldigt.
Hun ignoreret Louises spørgsmål og hun stirrede indgående på den mørkhåret pige foran sig.
"Hvor gammel er du?" krævede hun at vide.
Hun havde en anelse om at Louise var 17, men man kan jo ikke være for sikker.
Det var for mørkt nu til at Elisa turde lade hende gå hjem alene - selvom hun virkelig gerne ville væk fra hende.
Hun... kunne bare ikke lade der ske noget med Louise. Hun havde det virkelig som om hun havde brug for at beskytte menneskepigen.
Som en søster.
Elisa bed tænderne mere anspændt sammen. Det kunne hun ikke tillade sig at tænke. Den pige var IKKE hendes søster. Men hvorfor pokker følte hun det så sådan?
Hun vidste det ikke og ville heller ikke rigtig vide. Eller ville hun?
Nu ville hun bare få denne samtale overstået og få pigen sikkert hjem, så der ikke er nogen af Elisas artsfæller som kunne tænke sig at smage på den stakkels, svage og uskyldige menneskepige.
Et drab på Louise ville ikke ligefrem hjælpe Elisa...