Coming back

Årstid: Efterår
Tid: Ved tusmørke
Sted: Skoven
Vejr: Himlen er overskyet og en svag efterårsbrise rør på sig. Det er køligt
Omgivelser: En masse træer
Tøj: Outfit (klik)

Tusmørket var faldet over skoven. En svag, kølig brise rørte på sig og bevægede sig gennem skovens mange træer og fik de faldne blade til at røre på sig. Ikke en lyd hørtes i skoven og ingenting rørte på sig.
I retning af Seattle kom en skikkelse lydløst løbende. Ikke i et tempo, som et menneske ville løbe i. Heller ikke en som var yderst trænet og virkelig hurtig. Nej, dette tempo var langt mere ubesværet og langt mere hurtigere. Flere tusind gange hurtigere.
Uden at lave den mindste lyd, løb den blege skikkelse gennem skoven fra Seattle. Kursen var sat mod den lille by Forks. Skikkelse havde langt, lyst hår og var en pige. Ikke hvilken som helst pige. Nej, en vampyr. En vampyr ved navn Hazel. I Seattle havde hun fået lige indtaget et måltid. Uden så meget som at få en enkel dråbe blod på sin hvide trøje. Efterhånden var hun også blevet trænet i det. Det tog jo ikke så meget øvelse.
Et suk forlod de smukke, bleg rosa læber og hun satte tempoet op.

I et træ sad en pige fra den lille by Forks hun hade et svær i et bælde om maven. hun så rundt og kun se noget gråt mellem træerne, hun kunne bare ikke se hvad det var. En kold vind ramte hende i hoved, hun gys men så stadig efter den grå skikkelse. Hun bygynde at tænke over hvad det kunne være, men kun ikke komme i tænke om noget hun kendte der løb så hurtigt og lydløs gemmen en skov.

Ved et træ støtte hun på duften af et menneske. Hun var klog nok til ikke, at stoppe op henne ved træet eller i nærheden af det. Nej, hun fortsatte i stedet med at løbe, indtil hun vidste at hun var langt nok væk, til at menneske ikke ville kunne se hende.
Så vendte hun om og begyndte, at gå igennem skoven i ganske normalt menneske tempo. Mest fordi hun ikke skulle gøre alt for meget opmærksom på sig selv. Selvom det til tider kunne være ret så svært. Med et udseende der specielt ikke var normalt, kunne det jo ikke lade sig gøre. Flere gange havde hun hørt folk sige, at hun lignede en engel. Men det var hun langt fra. Under det guddommeligt smukke ydre, var der et blodtørstende bæst, som hun selv heller ikke brød sig om. At være en vampyr, var ikke noget som hun havde valgt til at blive til. Nej, det var blevet tvunget ned over hende. Og hun havde svoret, at hvis hun nogensinde mødte den vampyr, som havde skabt hende.. ja, så ville hun dræbe den.
Et lydløst suk forlod de smukke, fyldige, rosa læber, mens hun nærmede sig træet, hvor hun havde kunne dufte et menneske.

Julie var hoppede ned og så nu rundt igen med en hånd på sværte fordi hun hørte en gren blive tråt på. Hun var ikke bare gået her ud for sjov men fordi hun var blevet smit ud hjemme fra da de ikke kun li hendes måde at være på mere. Hun viste godt hvad der var her ude i skoven og var derfor på vagt hele tiden så hun ikke blev over rombellet ad nogen eller noget.

Allerede på lang afstand havde Hazel set pigen. Nysgerrigt så hun på hende med sine mørkerøde øjne, der så sorte ud i mørket. Og hun måtte indrømme, at pigen så en smule mærkværdig ud. Hvorfor gik hun dog med sværd?
Med et nysgerrigt udtryk i både ansigtet og øjnene, trådte hun tættere på pigen. Og efter få skridt, var hun kun omkring fire meter væk fra pigen.
"Hej" hilste hun blidt, og var fuldkommen bevist om, at hendes stemme lød som sølvklokker. Og inden i bandede hun den langt væk. For hvis der var noget, som hun hadede mere end hendes udseende, så var det hendes stemme og latter. De to ting, var primært hvad hun brugte til at lokke mennesker ind i en gyde, hvorefter at hun tappede dem for blod.

"hej." sagde hun med hendes lidt mørke stemme og vendet sig for at se på den der hade snakket til hende. Hun så på hende men et blik det så tomte ud og så heller ikke glad hun, hendes øjnen var lyseblå som is. Hun hade langt sort hår og en kappe på med en hætte der var slået op. En ugle landende på hendes skulder og så også på Hazel.

Svagt hævede hun det ene øjenbryn, da der landede en ugle på pigens ene skulder. Dog var kunne det ikke ses, med en menneskes syn. Selvom det var mørkt, kunne hun se alle detaljer ved denne pige, som stod foran hende. Hun var ganske køn, på sin egen menneske måde. Øjnene var isblå, pigens hår var langt og sort og så havde hun en kappe på. En mærkelig beklædningsgenstandes nu om dage, men der var stadig nogen som gik med dem. Volturien, bare for at nævne et eksempel. Selv foretrak hun nu T-shirts uanset vejret. Nu kunne hun heller ikke mærke kulde, så en dag som den dag generede det hende ikke, at have kun en T-shirt på overkroppen.
"Hvad laver du alene i skoven? Her kan være temmelig farligt, at være alene" både spurgte og sagde hun, ikke i et truende tonefald, men stadig blidt og med et smil på læberne.

" det ved jeg godt men har ikke andre steder at være efter som min familie smed mig ud fordi de ikke kan li mig." sagde hun og så stadig den vej stemmen kom fra." hvorfor kommer du ikke frem så jeg kan se dig?" spugte hun og så på uglen der så rundt fordi den kunne høre noget der var tæt på.


(skal logge men komme på igen om lidt, skal li cylke 24 km.)

"Hvorfor kan de ikke lide dig?" spurgte Hazel nysgerrigt. Det lød højst besynderligt. Var hendes familie og pigen blevet uvenner? Tanken virkede underlig og fjern fra hende, eftersom hun altid havde haft et godt forhold til sine forældre. Også efter sin forvandling.
Et undskyldende smil bredte sig på hende læber, i det pigen spurgte om hun ikke kom frem. "Jo, selvfølgelig! Jeg troede ikke det var så mørkt" svarede hun smilende og trådte lydløst og elegant frem, sådan at pigen kunne se hende. Og hun vidste hvad hun ville se. En blændende, ja guddommeligt smuk pige med bleg, nærmest hvid hud, der lignede marmor. Det så på en og samme måde både blødt og hårdt ud. Hele hendes krop var perfekt, gennemsyret af perfektion. Vampyrer var unormalt perfekte og det burde skræmme menneskerne, i stedet for at tiltale dem.

"det er en lang historie." sagde hun og så på hende. Hun viste hvad hun var hun hade lært at se forskel på blodsurer og mennesker sådan næsten." jeg hedder julie P. Gryffindor, hvad med dig." spurgte hun venligt og så på hende, hendes ulge rullede med øjnen og så derefter på julie før den satte ad for at fange en mus i græset.

Hazel nikkede, accepterede at pigen ikke ville fortælle sin historie. Desuden så var hun ikke til lange historier. Medmindre selvfølgelig at det var eventyr eller noget som ikke handlede om det virkelige liv.. eller havde noget med vampyrer at gøre.
"Hyggeligt at møde dig, Julie" sagde hun med et venligt smil om læberne, før hun præsenterede sig selv. "Jeg er Hazel York" præsenterede hun sig og smilede et glad smil, der gjorde at man kunne se hendes tænder. De var som perler på en snor, hvide og helt lige. I det svage lys lynede de svagt, som for at understrege hvor farlige de kunne være, trods deres harmløse udseende.

hun så på hende." i lige måde." sagde hun og så på hendes ugle der igen sad på hendes skulder med en mus i ." jeg kommer fra Forks." sagde hun og så på hende. Hendes øjnen lyste i mørket. hun slå hætter ned så hun beder kun se rundt om sig og for lidt luft end." hvor komme du fra." spurgte hun og så på hende.

"Jeg kommer oprindeligt fra London, men flyttede til Australien da jeg var ti" svarede hun med et skævt smil på læberne og så kort på pigens ugle. Hun havde altid holdt af dette dyr, bla. fordi hun syntes det var yndefuldt. "Og for to-tre år siden flyttede jeg til Forks" afsluttede hun så og trådte nogle få lydløse, elegante skridt tættere på pigen.
Selvom hun lige havde spist, så måtte hun indrømme, at tørsten kradsede lidt i hendes hals. Julies blod duftede godt, og da hun kun var omkring to-tre år gammel, som vampyr var hun ikke den bedste til det med at styre sig. Ikke altid.

hun så på hende og smilt lidt." jeg ved hvad du er og hvad du vil, prøv ikke på det." sagde hun og så på hende. Julies ulge som hed sne fordi den var hvid som sne satte at og kom til at rive julie så hun blode fra kinden, fordi den hade set en flavmus flyve væk. Julie sagde ikke noget så bare på hende, man hade dov fat i hendes svær i nu.

Den eneste reaktion, som kom fra Hazels side, var et løftet øjenbryn og en ligegyldig grimasse. "Hvis jeg endelig skulle have lyst til at prøve på noget.." sagde hun og fortsatte, "så vil hverken du eller dit.. sværd kunne stoppe mig" afsluttede hun og trak svagt på skuldrene.
Hvis pigen troede, at hun ville kunne nedlægge hende.. ja, så var hun pænt naiv. Et menneske havde ikke en jordisk chance mod en vampyr. Heller ikke selvom mennesket var i besiddelse af et sværd. Det eneste, som kunne få hende ned med nakken var en anden vampyr eller en varulv. Hvis det var en anden vampyr, skulle personen helst være under et år gammelt eller ældre end hende selv. I hvert fald være stærkere eller mere erfaren end hun selv var. Og varulven ville bedst kunne nedlægge hende, hvis der var flere. De arbejdede bedst i flok, sådan var det bare.
Lettere udfordrende så hun på pigen med et smil på læberne.

hun sukkede og så på hende, hun sagde ikke noget stak bare den ene hånd i lommen og træk en træ pløk op." så kan de hvis ikke bruges mere." sagde hun og lød den falde til jorden mens hun så på hende med tomte ansigtudtryk.

Lettere leende rystede Hazel på hovedet. "Nej, og de har aldrig virket - det er bare en skrøne" lo hun og smilede. Hvor var menneskerne dog søde! Selv kunne hun godt huske, at hun havde troet på de ting ville virke. Fx. en træpæl gennem hjertet, sølv, vievand og hvidløg. Dog havde hun hurtigt fundet ud af, at det bare var noget, som man havde fundet på for at føle sig tryg, den gang hvor man stadig havde troet på den slags. Nu var det de færreste som stadig troede på vampyrer og varulve.

ulgen skeg, julie træk sit svær en gruppe mænd på ti personer kom løbe hen mod dem." ikke igen." sagde hun og så på dem og hold godt fat i sværet, hun så på Hazel og der efter på sin ulge der lættede og styrede mod mænden og gjore nogen ad den blinde så de ikke kun se. hun skulle til at angribe men gjore ikke noget for de slå på hende

Lettere forskrækket vendte Hazel sig om og så på mændene. "Hvad mener du med, ikke igen?" hvæsede hun og rettede atter sine blodrøde øjne mod Julie. Hvor hun dog hadede at blive overrasket på denne måde, specielt når hun lige havde spist. For hun prøvede at styre sit forbrug af menneske blod. Når hun endelig spiste, så var det altid når hun ikke kunne styre sig mere.
På en brøkdel af et sekund havde hun søgt tilflugt oppe i en af de høje træer. Ikke fordi hun var kujon, men fordi hun ville have lidt tid til at se de fremmede an.

" gå med jer jeg har gjort det før og gør det igen hvis i ikke går." sagde hun og tog sit sværog rattede det mod dem." vi går ikke før du er død." sagde en ad dem. En stor slange kom hurtigt hen mod dem." jeg viste det." sagde hun og hoppede op i et træ. i det samme kom en mand med hvid hud hen til det sted de var." i kan gå jeg kan godt dræbe hende alene." sagde han og så på hende." skal ud hele tiden gøre det her, jeg ved du hade mig men kun du så for en gang skyld gøre noget rigtigt." sagde julie og så på ham. En masse slange lå ned ved ham og så op på hende." nej det kan jeg ikke, jeg vil se dig død bare søn at du ikke kan dræbe mig." sagde han og grint. Han hade ikke set Hazel." jeg kan jo ikke engang sige det ord begrun af dig." sagde hun koldte, hendes øjne lyste

Uden at sige et ord, sad Hazel og betragtede hvad der skete. Alvoren gik først op for hende, da hun fik øje på manden med den hvide hud. Eller vampyren, som han var. Hvor ville han dog hjælpe menneskerne med, at dræbe Julie? Og hvad var det som hun havde gjort?
Hun vidste det af gode grunde ikke, men hun ville gøre sit bedste for at finde ud af det. Om så hun skulle hjemsøge hende resten af livet. For dræbe hende måtte Hazel jo ikke.. ikke så længe, at hun befandt sig i Forks.
Hun hoppede ned fra træet, og landede lydløst bag den hvide mand. Forsigtigt prikkede hun ham på skulderen. "Undskyld sir, men hvad har Julie gjort for at fortjene døden?" spurgte hun med sin sølvklokke stemme.

han så på hende med sine slange øjnen, han sagde ikke noget." nå er du bange nu onke." sagde hun og så på ham." nej din møjunge kan du så kom her ned." sagde han og så vred ud der var ikke noget at gør julie kom ikke ned." jeg syndes du skulle svare hende der står bag dig i sted." sgade hun og så på ham, hun hade sat sig ned." jeg kan ikke li hende det kan de andre heller ikke så jeg har fået lov til at dræbe hende og gøre hvad jeg vil med hende men hun høre aldrig efter." sagde han og så på Hazel." pas nu på slangen." sagde julie bare og smilte lidt.

Svagt rynkede Hazel på øjenbrynene. Var det virkelig hans grund til at dræbe Julie? En mere latterlig grund, skulle man da lede længe efter. "Så.. bare fordi hun opfører sig sådan, vil du dræbe hende?" spurgte hun skeptisk og så ham i øjnene. Lod hans blik møde hendes blodrøde øjne.
Et smil bredte sig på hendes læber, et smil der afslørede en række kridhvide, lige tænder. En række tænder, som signalerede fare. "Hvad med at du dropper at dræbe hende?" spurgte hun sukkersødt. "Du kan altid prøve, at dræbe mig" foreslog hun.

" haha det ville jeg ikke prøve på." sagde han og nogen ad slanger var på vej til at angribe hende." og fordi hun er det sidste viden i sagen om min brors død." sagde han og hans tunge kom til syne i et smil den linde en tunge fra en slange." skal det nu også med." spurgte julie og så på ham." ja du skal væk forevet." sagde ham og fik også røde øjne." så skal de så også siges at det er din skyld at Mako lægger i jorden ved kirken efter så det var dig der jo en kniv i ham." sagde hun koldt og så på ham." vær stille din lille tøs." sagde han vredt og så på hende.