Back in the Froth

Dato ::irl
Årstid ::irl
Dag ::irl
Vejr ::irl
Sted ::hvor tror du?
Tid :: irl
Omgivelser :: url

Sargas gik rundt hen af floden han så ud mod den og tænkte på kate,
han var slippet væk fra de andre varulve, men helt alene og der varede først tid før han ville støde på nogen,
Han kastede en sten ud i floden og så på den synke ned i det kedelige og mørke vand,
og tilsidst kiggede han op mod Himlen og så en kæmpe mørk sky men til sidst gik videre.

Amira kom med lette skridt ned imod floden, et sted hun holdte meget af at hænge ud ved for tiden.
For første gang i lang tid efter hendes sammenstød med Mocca, var hendes hovede helt tomt for Kate, hendes afdøde bedste veninde.
Amira stoppede brat op da hun duftede en anden varulv tæt på sig, mandlig og det var.. Sargas.
Vreden flammede op i hende med det samme, og hun gik med faste skridt hen imod ham. "Sargas.." hvislede hun, ment som en hilsen, men det lød meget koldt og afmålt. Som en konstatering på at han var der, at han overhovedet turde efter det der var sket med Kate! Hun sendte ham et stikkende blik.

Sargas gik rundt om Amira "Lille Amira du er blevet højere"sagde han til hende
han betragtede hende hun var pænere end før hun så rasende ud og tænkte sig lidt om
"Hvis det er for kate skyld du kom! jeg dræbte ikke KATE!"råbte han med sine lungers kraft til hende.

Amira lagde armene over kors og så en smule sur ud. Hun kunne ikke helt lade være med at smile over hans bemærkning!
"Men.." hun hviskede. Men hun anede ikke hvad hun skulle sige. Men hun huskede hvor fortvivlet Kate havde været.
Amira havde været tæt på at gå amok på Sargas af raseri over at han kørte hendes bedste veninde så langt ud i deres forhold.
"Hvad i alverden gjorde du ved hende?" hun kunne ikke lyde vred. Ikke på Sargas, af en eller anden grund. Istedet lød hun næsten.. ydmyg? Hun forstod det altså heller ikke helt selv. Hun så ned i sneen der smeltede under der hvor de stod og smilede skævt. Det var koldt og frøs helt vildt, men alligevel kunne hun stå her i top, shorts og sandaler.

"Hmm"sagde han og kiggede dybt ind i øjne på hende, hun var pludselig lavet om , skulle han fortælle historien til hende? Det kunne han jo lige så godt som alle andre men de ældste ville sikkert sige det var løgn, "Okay hvis jeg siger det skal du også love mig ikke fortælle det videre,
Jeg og Kate havde nogle problemer nogle timer før hendes død snakkede vi sammen om alt muligt, vi talte om nogle turer til Frankrig du hørte den aften nok!(og hentydede til aftenen på cafeen) vi snakkede om den der rejse vi blev enige om at de ville skulle afsted men så dukkede Duncan op, han dræbte Kate, jeg så det selv jeg prøvede at slå ham ned men han forsvandt bare ud i det blå og jeg havde ikke noget valg end at flygte hurtigt!"sagde han stille til hende.

Amira stod helt stille uden at sige et ord. Hun lod raseriet over Duncan fylde sig langsomt. Det absurde ar hun havde på sit håndled, begyndte at klø helt vildt, og ubevidst begyndte hun at klø igen.
"Hvis du ikke havde holdt Kate tilbage.. så var hun kommet væk før Duncan fik fat i hende.. Og Shin havde ikke været en vampyr idag" Hun vidste at det ikke var fair at give ham alt skylden, men hun kunne ikke holde til, selv at skulle bære skylden, for at være magtesløs og se på at hendes bedste veninde blev trukket med dybere og dybere ned.
Hun havde ikke været i stand til at gribe ind på noget tidspunkt.

"Jamen jeg ved ikke om hun lever er død, jeg kom væk før jeg så det"Mumlede han til hende.
Hans øjne kiggede ind i hendes øjne så man kunne se han talte sandt,
"Men jeg tror hun er faldet"sagde han med et tår på kinden og kiggede på hende med et lille smil,
Han udseende havde forandret ham man kunne næsten ikke kende ham overhovedet.

Amira rakte frem og tørrede blidt tåren væk "Hun er død Sargas.. det kan du ligeså godt acceptere" Amira bed sig i læben, og vidste at hun aldrig selv ville begynde at acceptere det. "Men hvad er der sket med dig?" spurgte hun så en smule forvirret. Hun havde kun liii genkendt ham, men han var meget anderledes at se på.

"Jeg har været væk i noget tid og det er nok derfor"påpegede han enkelt til hende med et smil.

Hun rynkede forvirret brynene "Ja hvor har du egentlig været?" spurgte hun, holdte en kort pause, men kunne ikke lade være med at tilføje endnu et spørgsmål før han kunne nå at svare på det første "og hvorfor er du ikke alfa mere?" røg det ud af hende.