En fredelig spadseretur i rolige omgivelser.

Tid. Klokken nærmer sig de 2 om natten.
Sted. I nærheden af Queets River.
Omgivelser. Ingen.
Vejr. Månen er oppe, det er lidt koldt og der er vindstille.
Påklædning. En sort frakke der går til knæerne, sorte vanter og en hue trukket ned over øerne, da det har været en kold dag.

William havde netop fået fri fra sit arbejde på hospitalet, og var på vej hjem. Da han kom udenfor bed han mærke i, at stjernerne var fremme, hvilket var usædvanligt her - de kunne som regel ikke ses. Derfor parkerede han sin bil i nærheden af Queets River, stod ud, og spadserede den sidste halve km. mod floden, og nød den kølige efterårs aften.
Hans ånde stod i en hvid sky ud fra ham, da han roligt åndede ud og ind, og kulden satte farve i hans blege kinder. For en gang skyld kunne han smile lidt, og mene det.

Påklædning: Jakken, et par stramme sorte jeans, et rødt halstørklæde, sorte vanter, en rød hue og et par grå, korte støvler

Jamilah sad på en bænk nede ved Queets River. Der havde hun siddet hele aftenen og nu også natten. Bare siddet frem for sig uden at bevæge sig. Faktisk havde hun ikke rørt en muskel, siden hun havde sat sig ned. Heldigvis havde der ikke været nogen mennesker. Måske var det også meget godt. Både fordi hun ikke rigtig havde haft lyst, til at snakke med nogen.. Og så fordi hun ikke havde spist i ca fjorten dage. Derfor var hendes øjne helt mørke. Tørsten kradsede også hele tiden i halsen. Ikke at det generede hende. Hun havde vænnet sig til at drikke blod med et par ugers mellemrum. Det var ganske dejligt. Så var der færre mennesker der døde i omegnen. Eller bare i staten. Egentlig en meget dejlig tanke.
Hun så op mod himlen. Et smil bredte sig på hendes bleg rosa læber. Stjernerne så man ikke så tit i Forks. Byen var jo under et nærmest konstant skydække. Derfor, når de endelig viste sig, så tog hun ud til et øde sted for at se dem. Og hun blev altid siddende lige indtil det blev morgen.
Et glad suk undslap hendes læber og hun snusede forsigtigt til luften. Det første åndedræt i et par timer. Og hun blev temmelig forskrækket.

//Håber det er ok, at jeg joinede ^^//

//Det er mere end okay (-:

Han nærmede sig floden, med raske skridt, og nød at gå. Nød at mærke blodet i hans årer rulle hurtigere, som eftervirkninger af kulden, nød at mærke den stille, kolde vind i hans hår, og bare få noget luft. Væk fra hospitalslugtene- og lydene, og ud i fri natur. Han elskede natur, men nød den bare så sjældent.
Mørket havde for længst sunkets sig, men han var ikke utryg. Han kunne godt passe på sig selv, og desuden frygtede han ikke fysisk smerte, eller døden, mere. Han var hinsides frygt. I hvert fald den slags frygt.
Da han nåede floden, så han til sin enorme forbavselse, en skikkelse sidde på en af bænkene dernede. Han stirrede forbløffet, men gik så nærmere. Det lignede at det var en pige. Ingen fare overhoved. Han slentrede roligt nærmere.

Et menneske. Duften af menneske sneg sig ind på hende og overfaldt hende. Fik hende til at stoppe med at trække vejret. Tørsten blev voldsommere. Den kradsede endnu mere i halsen end den plejede. Svagt snusede hun til luften. Igen måtte hun hurtigt stoppe. Menneskets blod duftede så godt! Det dunkede rundt i kroppen på mennesket. Talte til hende. Nærmest bad hende og at drikke det. Sådan lød det i hendes øre. Det fik hende til at knibe de bleg rosa læber sammen. Nej! Hun ville ikke spise endnu. Og da slet ikke et uskyldigt menneske, som bare tilfældigvis havde kørt ud til Queets River. Så vidt hun kunne høre og dufte, var det en mand. En uskyldig mand. Han ville sikkert nyde natur. Hun nænnede ikke at dræbe ham. Så ond var hun ikke. På en måde syntes hun, at han mindede om hende. Uskyldig. Han skulle ikke lide samme skæbne, som hun havde.
Helt hendes krop blev helt stiv, som et bræt da han nærmede sig. Kun meget svagt turde hun trække vejret. Og kun for at han ikke skulle tro, at hun var død. Han lugtede af hospital, så han arbejdede der sikkert. Måske som læge eller sygeplejerske. Det var næsten kun derfor hun trak vejret. Sagde intet. Det ville måske også være mærkeligt hvis hun kunne gøre ham. Eller måske ikke for hende, men for ham.
Hun vred svagt sine hænder.

//Okay xD//

Han lagde ikke mærke til noget underligt med pigen. Det eneste der var lidt underligt, var det faktum at hun sad alene ved floden, midt om natten. Men på den anden side - det gjorde han jo også. Hun nød vel også bare den smukke stjerneklare himmel, og den friske, kølige luft. Akkurat som han gjorde. Da han var kommet helt hen til hende, sendte han hende et let smil, selvom han ikke var sikker på at hun kunne se det. Det var jo trods alt mørkt.
"Godaften," sagde han med sin ret neutrale, mørke stemme, og stoppede op. Han håbede ikke at han havde forskrækket hende, det var jo ikke sikkert hun havde set ham. Han skulle bare vide...

Klokkeklart hørte hun hvordan han nærmede sig hende. Hun regnede med at han havde set hende, ellers måtte han være blind eller bare meget uopmærksom. I følge hende, var de fleste mennesker uopmærksomme. Eller nok bare ikke så kloge. Det var som om de mente, at det perfekte ikke kunne være dødsens farligt. Ligesom var vampyrene var. Gennemsyret og absurd perfekte.. og dødsens farlige. Ikke at hun ikke kunne lide mennesker. Det kunne hun skam godt. Også når det ikke handlede om at drikke deres blod. Faktisk havde hun jo været forelsket i en, men menneskerne kunne være flinke og var tit meget snaksagelige. Det var meget rart, at snakke med nogen som ikke kendte til væsnerne. Nogle gange fik det hende til at glemme hvad hun egentlig var. Et monster. Et blodsugende monster. Derfor kunne hun godt lide dem.
Hun rettede lidt på et lange, røde halstørklæde og knugede sine vantede hænder. "Godaften" hilste hun også. Hendes stemme lød som sølvklokker og var ligesom alt andet ved hende perfekt. Hun hadede sin stemme og latter. Dog ikke når hun jagede. Der var det nogle gode våben, ud over udseendet og styrken. Sådan at hvis de ikke blev tryllebundet med det samme, så skulle hun bare snakke og grine lidt. Så var menneskerne som smør mellem hendes hænder. For det meste.
Hun drejede hovedet kort og et venligt smil bredte sig på hendes bleg rosa læber. Smilet fik det blege, nok mere hvide, marmor ansigt til at lyse lidt op.

Han lyttede betaget til hans latter, og hendes vandklare stemme. Den næsten umulige perfektion, som de fleste piger han havde mødt, besad. Hvad mon deres hemmelighed var? Hun lyste næsten op i mørket, som en rødhåret engel, og han blev målløs af hendes skønhed. Han var helt flov over sig selv, så han sparkede sig selv indvendigt, og tog sig gevaldigt sammen, rømmede sig, og gik lidt nærmere hende.
Han gengældte hendes smil, lidt tøvende og forsigtigt, og slog så ud med hånden, mod pladsen ved siden af hende.
"Må man holde dig med selvskab lidt?" Spurgte han hende venligt om. Da han stod så tæt på hende, blev han endnu en gang forundret over hende. Det var som om et usynligt lys skinnede på hende, og tydeliggjorde hendes smukke træk. De rene ansigtstræk, det smukke hår, og de skinnende mørke øjne, i farver som han aldrig havde set før.

Smilet på hendes bleg rosa læber, blev lidt større da hun kunne se hvor betaget han var af lyden af hendes stemme. Hun bebrejede ham ikke. Hvis hun havde været menneske og talt eller bare mødt en vampyr, ville hun nok have savlet over personen. Den gang ville hun have gjort alt for at være perfekt og fastfrosset i sin alder. Nu ville hun være så uperfekt som muligt og være gammel med rynker og det hele. Desværre, kunne det ikke lade sig gøre. Der var jo ingen kur mod at være vampyr. Det ville ellers have været rart. Nogle gange ville det være rart, at kunne tage sig en time på øjet, i stedet for at være lysvågen hele tiden. Hun havde sikkert også nogle svagt lillasorte render under øjnene. Kun fordi hun ikke have drukket blod. De var sikkert bare svære at se i mørket. Eller måske ikke mod hendes næsten hvide hud.
Nikkede. "Ja, selvfølgelig" svarede hun venligt, med sin sølvklokke stemme. Hun var holdt op med at tænke over den. Eller hun prøvede da. Det kunne være svært. Og nogle gange når hun talte, blev hun da også selv fascineret af sin stemme. Den var smuk! Det samme med hendes latter, og det gjorde hende lidt bange. Før havde hun jo haft et rigtigt hestegrin, nu lød hendes latter som sølvklokker i vinden. Første gang hun havde hørt sin nye latter, havde det løbet hende koldt ned af ryggen.
Hun vendte sine mørke, næsten sorte, øjne mod mennesket og betragtede ham med et nysgerrigt blik. Han så ret godt ud, af et menneske af være. Han var ret høj, men ikke ranglet. Hans hud var lys og så ret ren ud. Kindbenene markeret og næsen lige. Dog var hans øjne, det som hun bedst kunne lide. De var lysegrå, med et blåligt skær. Utrolig pæne.

"Mange tak," sagde han venligt, med hans mørke, bløde stemme, og satte sig på kanten af bænken, og gned forsigtigt lidt varme i hans hænder. De var efterhånden stivfrosne, og ville sikkert falde af i morgen. Men skidt. Den tid, den sorg.
"Jeg hedder forresten William Andrew Campbell," udbrød han, efter nogle sekunder, og vendte sit hoved mod hende. Blev lidt chokeret, over at være så tæt på hende, men skjulte det meget godt. På tættere hold, lagde han mærke til nogle dybe, blå-lilla mærker under hendes øjne. Det lignede ikke at hun havde sovet i.. ja, i lang tid! Men han spurgte ikke ind til det. Måske var der en grund til det, og han ville ikke snage. de havde jo først lige mødt hinanden, og så ville han ikke gå lige i flæsket på hende. Hvis hun ville, fortalte hun det måske på et tidspunkt. og indtil da, ville han gerne snakke lidt med hende. Hun så rigtig sød ud. Han kiggede hende ind i øjnene, og opdagede forbløffet, at de var sorte. Man kunne ikke se hvor irisen begyndte, og pupilen endte. Men hun havde vel kontaktlinser, tænkte han. Eller også spillede lyset, eller manglen på samme, ham et puds.

Lyden af hans mørke, bløde stemme virkede beroligende. Den fik hende til at slappe af og ikke sidde stiv, som et bræt. Altså hun sad stadig med ret ryg, men overhovedet ikke anspændt, meget mere afslappet. Hun nikkede en enkelt gang, da han satte sig på kanten af bænken. Lagde mærke til hvordan han gned sine hænder, for at varme dem op. Hun tog sine vanter af og rakte dem til ham. Da hun gjorde det, afslørede hun et par blege, slanke og elegante hænder. Fingerne var lange og slanke. "Her" sagde hun med blid stemme.
"Jeg er Jamilah May York" præsenterede hun sig, men undgik at række hånden frem for at trykke hans. Han ville sikkert kommentere hendes kolde hud, og det ville ikke være særlig godt. Specielt når han duftede så meget af hospital. Han kunne jo være læge eller sygeplejerske.
Lagde mærke til hans lidt chokerede ansigtsudtryk. Måske han havde lagt mærke til hendes dybe, blålilla mærker under øjnene. Så slemme kunne de da ikke være.. Eller kunne de? Hun havde jo ikke spist i ca fjorten dage, så det kunne de sikkert. Men de kunne da ikke være så chokerende. Eller var det bare, at se hende så tæt på. Ja, det måtte være det. Den forklaring godtog hun.
Hun smilede, så man kunne se hendes hvide tænder. Han så forbløffet ud. Han havde sikkert set hendes øjenfarve. Han ville have gloet endnu mere, hvis hun havde spist eller det havde været en uge siden. Så ville de have været blodrøde eller mørkerøde.

Han blev lidt flov. Nu synes hun nok at hun blev nødt til at låne ham sine handsker, og hun frøs sikkert selv.
"Behold dem hellere selv, du har sikkert selv brug for dem, har jeg ret?" Han lod en finger strejfe hendes hånd, og udstødte et lille gisp, pga. kulden. Selv var hans hænder stivfrosne, mens hendes var om muligt endnu koldere! Næsten dobbelt så kolde ville han sige.
"Ja, jeg skal da lige love for at du har brug for dem!" Mumlede han, og skubbede dem blidt tilbage mod hende selv. "Dine hænder er endnu koldere end mine!"
"Det er hyggeligt at møde dig Jamilah, selvom jeg må indrømme at omstændighederne er lidt speciele." Han smilede et kort, skævt smil, der virkelig klædte hans ansigt godt, og fik ham til at se en del kønnere ud. Og mere åben. Trods det, smilede han sjældent. Han synes ikke rigtigt, at han havde særlig meget grund til at smile. Hans liv havde ikke ligefrem været en dans på roser, så smil, det var et sjældent syn hos ham. Hendes tænder var meget pæne og regelmæssige, og det kunne han godt lide. Det var noget af det første han lagde mærke til, hos piger. Pæne tænder. Og de var meget hvide. Var sikkert blevet bleget hos en tandlæge, tænkte han, mens han så lidt på hende.

Da han strejfede hendes hånd, trak hun den hurtigt til sig. Hvis hun havde kunne, ville hun nok have rødmet. "Nej" sagde hun slog kort blikket ned. Så så hun op igen. "Jeg fryser ikke, så tag dem bare!" insisterede hun venligt, men bestemt og lagde vanterne på hans lår. Tog så hænderne til sig igen, inden han kunne nå at røre hendes hænder igen. Hun borede nærmest sine hænder ned i lommerne. Ikke fordi hun ikke vil have, at han ikke rørte hende, men fordi at han sikkert bare ville blive ved med at snakke om hendes kolde hud. Stille spørgsmål. Hun var ikke dårlig til at lyve, men hun ville helst ikke lyve. Derfor var det nemmere bare at sørge for, at hun ikke blev rørt.
"I lige måde, William, og jeg er enig. Hvorfor er du taget herud?" spurgte hun oprigtig nysgerrig. Måske var han kommet ud for at se på stjernerne lige som hende. De var så så smukke ud på himlen.
Hun smilede lidt, da han også smilede. Hans skæve smil klædte ham.

Han rynkede let panden da hun trak hånden til sig, og undrede sig over hendes bevægelse. Det vasr næsten som om hun var bange for at blive rørt. Men han lod det ligge. Sådan var der jo nogle der var. Han trak let på skuldrene, og tog handskerne på. De var ikke varme indeni, de var iskolde, så han gøs let, da han trak dem på. Men snart efter begyndte de at varme, og han så kort på sine hænder.
"Fordi jeg elsker naturen, især om natten. Så er her så fredeligt," sagde han mildt, og kastede et kærligt blik omkring sig. "Og nu da stjernerne var oppe, er det endnu smukkere at være her." Han lagde nakken tilbage, og kiggede op i den mørke himmel, med de lysende stjener hist og pist. Så smukt.

Hun sendte ham et undskyldende smil, og bed sig svagt i underlæben. Ups! Hun havde helt glemt at de ville være iskolde, når han tog dem på. Men mennesker var trods alt 37 grader varme hele tiden, så de blev sikkert varme hurtigt. I det mindste lod det til, at han ville droppe emnet om hendes kolde hænder. Det gjorde hende utrolig lettet. Så skulle hun ikke lyve om det, og sige at hun havde en led af dårlig blodomløb eller en eller anden meget sjælden sygdom, som gjorde at man fik kold hud.
"Jeg er fuldkommen enig med dig" sagde hun med et blidt smil, på sine blege læber. Rettede sine mørke øjne, mod den mindst lige så mørke himmel. Dog lyste de mange stjerner den op og gjorde den endnu smukkere. Der var ingen lys eller stjerner i hendes øjne. Kun mørke. Men det ville snart ændre sig. I løbet af de næste dage, skulle hun have fat i noget blod. Alt andet end dyreblod. Det brød hun sig ikke så meget om.
Hun vendte sine mørke øjne mod ham igen, nysgerrig. Den kliniske, sterile duft hang virkelig i luften omkring ham. Derfor kunne hun ikke lade være med at spørge: "Arbejder du på et hospital?". Først da hun havde sagt ordene, fortrød hun. Det var jo normalt for hende, at kunne lugte noget og så spørge. Normalt omgav hun sig heller ikke så meget med mennesker. Faktisk mest de andre væsner, som vampyrene og varulvene. Derfor glemte hun nogen gange, at menneskerne ikke havde supersanser. De kunne jo ikke dufte så godt. Hun håbede bare, at han ikke syntes det var lidt for mærkeligt.

Han så på hende, med et lille smil på læberne. Det var dejligt at møde en person, der værdsætte det smukke i livet, som fx naturen, i stedet for bare at gå op i materielle ting, som tøj og makeup. Der var ikke noget værre end overfladiske mennesker, mente han. Egoistiske folk, der kun tænkte på sig selv, kunne virkelig få hans pis i kog.
"Dejligt med en der er enig." Sagde han, med sin blide stemme, og ved hendes næste spørgsmål smilede han igen et hurtigt skævt smil. Han tænkte bare, at hun måske havde set ham dernede. Hvis hun boede her i Forks, var der jo en stor sandsynlighed for det. Han fandt ikke spørgsmålet mistænkeligt overhoved. Men han var jo heller ikke overtroisk på nogen måde, og hvis folk fortalte ham, at der levede mytoriske væsener omkring ham, ville han nok grine af dem. Han var helt nede på jorden.
"Ja, jeg arbejder som læge. Du har måske set mig dernede?" Han så venligt på hende, med sine varme øjne, der også var så alvorlige.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare. Skulle hun sige at hun havde set ham, eller skulle hun sige sandheden og fortælle at det havde hun ikke? Hun ville nok helst lyve, for det ville være meget nemmere. Inden hun kunne nå at bestemme sig, røg ordene ud af munden på hende, inden hun kunne stoppe dem. "Nej, jeg har ikke set dig der.. Faktisk er jeg aldrig på hospitalet" indrømmede hun pludselig og spærrede kort sine sorte øjne op. Hvorfor havde hun sagt det? Ville han ikke undre sig overfor hun så, havde kunne gætte at han arbejdede der? For ingen af hendes venner, kom jo på hospitalet heller. For så ville lægerne, da glo noget når de prøvede at finde puls eller lytte efter hjerterytmen. Nok ville de egentlig glo, ligeså snart de rørte huden på dem. Vampyrenes hud var jo lige så kold som is. Varulvenes det modsatte. De var febervarme. Måske var det derfor de begge helede hurtigt. Så menneskerne ikke fandt ud af det, når de skulle undersøges af læger. Det var da meget smart.
Forsigtigt bed hun sig i læben. Hvor var hun dog dum! Hvis han blev mistænksom eller noget, kunne hun jo bringe dem alle sammen i fare. Også Blake. Da hun tænkte på ham, stoppede hun helt med at trække vejret og en glimt af savn, gled over hendes blege, smukke ansigt. Hun sænkede sit mørke blik.

Han hævede et øjenbryn, og et glimt af overraskelse viste sig i hans øjne. Så rynkede han panden, men fandt hurtigt et muntert blik frem igen. Men kun muntert på overfladen.
"Så er det sku' godt klaret at du ved jeg arbejder på et hospital. Hvordan gættede du det?" I stemmen lurede ægte nysgerrighed, men han undrede sig stadigvæk. Hvis hun aldrig kom der, hvordan vidste hun det så? En pludselig bølge af kvalme skyllede ind over ham, uden at han vidste hvorfor. Han skubbede følelsen væk, og koncentrerede sig om pigen ved siden af ham, kiggede undersøgende på hende, søgte hendes blik. Han havde godt lagt mærke til udtrykket i hendes ansigt, lige efter hun havde sagt det - hun havde næsten virket skræmt, som om hun var kommet til at tale over sig. Og det var det, der havde vakt hans nysgerrighed, noget som sjældent skete.

Hun så hvordan han hævede et øjenbryn, og hvordan et overraskett glimt viste sig i hans øjne. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Mennesker var jo nysgerrige, så hvorfor havde hun snakket over sig? Hvor var hun dog åndssvag. Men ordene var bare røget ud af hende. Måske var det fordi hun plejede at lyve så meget. Måske ville hendes underbevidsthed ikke have at hun skulle lyve overfor menneskerne mere. Eller nok ikke det her menneske. Hun anede det ikke. Underbevidstheden var noget mærkeligt noget.
Hun vred sine hænder og bed sig tænkende i underlæben. "Altså.. Jeg kan dufte det.. Du dufter meget klinisk, sterilt og.. sødt" indrømmede hun så. Dog ville hun nok ikke fortælle ham, hvorfor han duftede sødt. For det var jo teknisk set ikke ham, der duftede sødt. Det var hans blod der duftede sødt. Hun skulle bruge alle sine kræfter på ikke at tage fat i hans nakke eller håndled og bare sætte tænderne i ham. Det var svært, men hun prøvede at holde ud.
Hvis han blev ved med at bore i det, ville hun nok fortælle ham sandheden og så ville hun nok være nødt til at dræbe ham. Desværre, for han var jo meget flink og sød. Men vampyrene og varulvene, og for den sags skyld også de mystiske hybrider, måtte ikke fortælle hemmeligheden. Hun mente det stod i traktaten og den var hun nødt til at overholde. For ellers udbrød der krig mellem ulvene. Og de sidste hun ønskede, var en krig. Ikke i Forks, der ville nok dø alt, alt for mange. Både mennesker, vampyre, varulve og hybrider. Tanken fik hende kort til at gyse.

Williams øjenbryn røg om muligt endnu længere op i panden, og rynkerne blev dybere. Han så på hende, med overraskede og skeptiske øjne. Det havde han dælme aldrig fået af vide før. Aldrig havde han troet, at folk kunne lugte at han arbejdede på et Hospital. Men så smilede han et hurtigt smil til hende.
"Tja, det er du den første der har været i stand til at lugte. Du må have en usædvanlig god lugtesans." Han kiggede stadig undersøgende på hende, men lænede sig så hen imod hende, så han var få cm. fra hende, og snusede drillende.
"Tja, jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan lugte, hvor du arbejder." Så lænede han sig tilbage igen, stadig med blikket låst fast på hende, og om hans læber sås stadig et lille, drillende smil. Indeni var han stadig forvirret, og kunne ikke få det til at give mening. mennsker havde altså ikke sådan en god lugtesans. Og han kunne ikke selv lugte noget ved sig. Men måske var det fordi han var på hospitalet hele tiden. Han var vel blevet vandt til lugten dernede.

Et lidt nervøst smil, viste sig på Jamilahs bleg rosa læber. Hvad skulle hun gøre? Når han nu arbejdede på et hospital, var han sikkert ret klog. Men det gik ikke at han fik hemmeligheden ud af hende, for så var hun nødt til at dræbe ham. Desværre kunne hun først det hvis han begav sig uden for Forks. Forks var jo en slags helle for menneskerne, uden at de selv vidste det. For i Forks måtte vampyrene ikke dræbe eller drikke blod. Det stod i traktaten, som de havde lavet med ulvene, og den skulle overholdes. Ellers udbrød der krig mellem dem. Det måtte bare ikke ske. Det skulle undgås, for enhver pris.
Hun nikkede. "Tro mig - det har jeg" mumlede hun med et skævt smil. Hun kunne jo lugte ham på laang afstand. Men det vidste han jo ikke. For chancen for at han kendte til vampyre, varulve etc. var lille. Og hvorfor skulle han også tro på det? Han var jo sikkert højt uddannet når han arbejdede på hospitalet. Sådanne mennesker troede jo ikke på gamle skrøner og skræmmehistorier. De ville have fakta. Sandheden. Men når sandheden nu var at væsnerne fandtes, så var det vel en smule svært at tro på. Eller bare svært ikke at blive en lille smule skræmt.
"Jeg arbejder ikke, jeg går stadig i skole" indrømmede hun og smilede, lidt mere sikker. Måske kunne hun få samtalen hen på et andet emnet. Hvis hun var heldig, ville han ikke bore særlig længe i hendes usædvanligt gode lugtesans.