Nyt sted. Nye omgivelser. Nye folk at møde. ~ Jamilah ^^

Tøj: En grå cardigan med en sort tanktop inden under. Lyse stramme jeans og et par sorte, korte Allstars

Trods det regnede var Jamilah ikke blevet hjemme. Nej, i stedet havde hun bestemt sig for at tage hen på caféen, som lå i Forks. Noget af det mest normale man kunne gøre. I hvert fald, hvis man var en teenager, som hende. Måske ikke en helt normal teenager, men en teenager som bare ikke blev ældre end atten år. Værre var det ikke. Men teknisk set var jo faktisk tyve år gammel. Hendes aldning var bare stoppet for to år siden, da hun blev bidt i Australien. Vampyren havde ikke været særlig sulten, for den havde kun bidt hende i håndleddet på højre arm. Så havde han eller hun forladt hende, så kun kunne gennemgå forvandlingen alene. Hun havde været meget bange og forvandlingen havde været yderst smertefuld. Dog havde hun klaret det, og hun var flyttet med sin familie til Forks. Der havde det vrimlet med vampyre, så hun havde ikke følt sig alene. Det sværeste havde nok været, at vampyrene ikke måtte dræbe i Forks. Det sagde traktaten, som vampyrene havde lavet med varulvene. I stedet måtte de tage til Port Angeles ellr Seattle. Det var hun egentlig også meget tilfreds med.
Hun sukkede og smilede så. Kort så hun ned af sig selv. Det tøj, som hun havde valgt den dag, var noget af hendes yndlings. Og så så det pænt ud til hendes slanke, perfekte og blege figur og også det røde hår. Det bølgede, som det gjorde helt af sig selv. Hun syntes at hun var heldig med det.
Et kort latter, forlod hendes bleg rosa læber og hun åbnede døren ind til caféen. Med det samme duftede hun en vampyrduft, men det var ikke så usædvanligt. Derfor kiggede hun ikke i retning af duften. I stedet styrede hun mod disken, hvor hun bestilte en kop varm kakao og et stykke chokoladekage.

Jamilah fik hvad hun havde bestilt og så kort over på den anden vampyr. Så den afsky, som hun prøvede at skjule. En smuk, sølvklokke latter forlod hendes rosa læber og hun rystede svagt på hovedet. Den anden vampyr, var sikkert en af de gamle som slet ikke forstod vigtigheden i at være så normal som muligt, og skjule hvad man var. Selvfølgelig ville hun helst heller ikke skjule hvad hun var, men hun gjorde det. For at beskytte sin art, var det vigtig ikke at afsløre det eller dræbe i Forks. Det sidste var nok det allervigtigste. Hvis en vampyr dræbte i Forks, ville der bryde krig ud mellem vampyrene og varulvene. Godt nok, var vampyrene i overtal, men man skulle bestemt ikke undervudere varulvene. Deres tænder var designet til at flå vampyrene fra hinanden og de var utroligt gode jægere. Den måde de kunne kommunikere med hianden på var yderst fantastisk.
Hun smilte til tjeneren, som gav hende hvad hun havde bestilt og styrede mod et tomt bord. Hendes ynde ville få selv den mest yndefulde ballarina til at skamme sig og ligne en vraltende gås ved siden af. Men hvis hun selv kunne have valgt, ville hun aldrig have været blevet forvandlet. De første månder havde været gode, men nu.. Nu var det som om det hele var stilnet af. Vampyrlivet var ikke fantastisk, som nogen af dem ville have det til at være. Der var en masse regler der skulle overholdes, i hvert fald hvis man levede i Forks. Ellers skulle man bare sørge for at holde Volturi'ens regler. Der var måske få, men hvis man ikke overholdt dem, blev man straffet hårdt for det.
Med et lydløst suk, satte hun sig ned og nippede til sin kakao. Selvom hun ikke brød sig om smagen, faktisk hadede hun den, kunne man slet ikke se det i hendes ansigt. End ikke hendes øjne, der var mørke, næsten sorte, af sult.

Jamilah lagde ikke mærke til den anden vampyr, da hun gik hen mod hende. Hun var alt for optaget af at se ud som om hun nød kakaoen, hvilket hun selvfølgelig ikke gjorde. Men for hende var det vigtigt ikke at vise det mindste tegn på væmmelse. Måske smagte det dårligt, men når man ville virke så normal, som muligt hvis man så bort fra den det guddommelige ydre og stemme, så var det godt bare at nippe lidt til noget kaffe, kakao osv. Så virkede man nemlig, i følge hende, mere menneskelig fordi man viste at man havde brug for et basalt behov, som fx. at drikke.
Da vampyren spurgte hende, om hun måtte sætte sig ned så hun op på hende og smilede. Smilet fik hele hendes blege, marmor ansigt til at lyse op, så det om muligt blev endnu smukkere. "Ja, selvfølgelig" svarede hun med sin sølvklokke stemme. Kort skar hun en grimasse af sig selv. Hvorfor skulel deres stemme også lyde så.. smuk? Nogle gange ville hun heller have sin gamle tilbage. Ikke at man ikke kunne høre det var hende. Der var jo stadig hendes accent og hendes stemme lød da også som før. Hendes accent var stadig en blanding af engelsk og australsk og der havde også sneget sig lidt amerikansk ind, men ikke så meget. Tit begyndte hun at grine, når hun hørte hvordan hun snakkede. Men hvis der var noget hun savnede, var det hendes grin. Før havde det været et dejligt hestegrin, man havde kunne høre på lang afstand. Nu var det bare en sølvklokke-agtigt, perfekt latter nærmest.
Da vampyren, sagde undskyld til hende, gjorde hun bare et nik med hovedet og smilte venligt til hende, for at vise det ikke gjorde noget.

I det vampyren tiltalte hende som De, vidste hun med det samme at hun var en af de gamle vampyre. For det var kun dem, der kunne finde på at sige det. Selv var hun jo kun omkring to år gammel, i vampyr år, og derfor sagde hun jo ikke De. Det var alt for formelt til hende, og desuden var der jo ingen der talte sådan. Så vidt hun vidste. Voksne kaldte som man fx en lærer kaldte man endten Hr., Fru., eller Frøken og så deres efternavn bagved. Og nogle af hendes menneskelige venners forældre havde hun da også kaldt dem fx. Hr eller Fru og så deres efternavn. Men det var jo for at være høflig.
Jamilah rettede sin opmærksomhed mod vampyren, da hun præsenterede sig selv. Med et nikkede registrerede hun, at hun havde hørt det. "Hyggeligt at møde dig, Katherine" og smilte til hende. Hun kunne ikke undgå at lægge mærke til det lidt anstrengte smil, som Katherine smilede. Faktisk virkede det lidt som om det ikke var ægte. Hvilket det nok heller ikke var. Det fik hende til at smile lidt mere. For hende virkede det lidt komisk.
"Jeg er Jamilah York" præsenterede hun sig. Det var med vilje hun præsenterede sig sådan. det havde hun altid gjort. For hende lød det mærkeligt, når folk sagde at deres navn var et eller andet. Som om de ikke var dem selv. De hed bare noget, men de var ikke den person. Derfor præsenterede hun sig altid sådan. Hun sagde at var sit navn. Og hun kunne godt lide det og var stolt af det. Hvor mange hed måske hendes navn?
En glad latter forlod hendes læber, da Katherine drak. Hun nød det helt sikkert ikke. Selvom man ikke kunne se det på hende, ikke ret meget, så brød ingen vampyre sig jo om menneske mad eller drikke. "Det smager hæsligt, ikke?" spurgte hun med et smil, så lavt at kun Katherine ville kunne høre det. Selv tog hun endnu en tår af sin kakao.