La Push, åh La Push.. HJÆLP EN KRABBE!! - M ;D

Tid: Sen eftermiddag... Øhm.. 19:12
Omgivelser: Tomt. De fleste er hjemme for at spise eller sådan noget.
Sted: Nede ved kanten selvfølgelig ^^
Vejr: Ved du hvad? For en gangs skyld skinner skolen!! YAAY!

Saria var i menneskeskikkelse selvom hun havde prøvet at være ulv, for så kløede arene ikke helt så meget.. Men alligevel nød hun sit øjeblik her, ved det dejlig kolde vand. Hun havde vist fået feber, hvis det overhovedet var muligt for varulve, selvom det virkede mærkeligt. Hun gned sin næse, og lukkede øjnene. Hun ventede bare på solnedgangen, som hun havde set så mange gange sammen med de mennesker hun elskede. Jake, Emily.. De eneste hun bare kunne mærke stadig var i Forks. Hun havde savnet dem så meget, og gjorde det stadig. Selvom hun lige havde set Jake.
Hun kløede sig på næsen, og kæmpede for ikke at begynde at tude. Hun skulle aldrig være taget afsted.

Emily stirrede forbavset på solen. Hun mærkede tårerne præsse sig på og hun blinkede dem let væk. Hvorfor var hun også gået ned til stranden? ... "Jeg savner vel de gamle tider" Mumlede hun og kløede sig i håret, før hun igen kastede blikket ud over himlens smukke farver. Det blå hav stod i stærk kontrast til de rødlige skyer, hvilket fik solen, der snart ramte havet, til at skinne endnu kraftigere. Hun smilede bedrøvet af det smukke syn, og hendes tanker veg uvilkårligt hen til de folk hun sådan savnede. Jake.. Saii.. Og selvfølgelig alle de andre.. Hun sukkede stille og ville til at sætte sig ned, da noget strejfede hendes næsebor. Hun rynkede øjenbrynene sammen i en koncentreret mine, og spejdede ud over stranden. En ensom lille skiggelse viste sig en 300 meter fra hende. Emily satte i løb, så lydløst som muligt, og stoppede op nogle meter fra pigen. Bare synet af hendes skiggelse tvang flere tårer op i hendes øjne. "Saii?" Peb hun stille og smilede dæmpet.

Saria lå helt stille med lukkede øjne, bag de store solbriller. Hun rullede om på siden, og vippede op med dem, så hun kunne se rigtigt på den unge kvinde der stod et par meter foran hende. Hendes øjne var slørret af alle tårene, men alligevel så hun med det samme hvem det var. "Em?!" peb hun, næsten ligesom Emily.
Hun rejste sig, men blev bare stående foran hende, efter at hun havde taget et par skridt hen imod hende. "M, er det dig?" spurgte hun grådkvalt, selvom det var et totalt dumt spørgsmål. Selvfølgelig var det hende.
Hun lagde armene om sig selv, måske for at sørge for at hun ikke faldt sammen.

// Bliver nød til at smutte T _ T Ses.. ^^ //

Det var lige før Emily snappede efter vejret. Lyden af Sarias stemme opfyldte hende med glæde, så det næsten gjorde ondt. Saria var en af de personer der havde støttet hende gennem alt. Hun smilede med tårerne løbende ned af kinderne. "Ja" hviskede hun. "Ja. Det er mig" Hun tog et skridt mod sin veninde og lagde armene om hende i et halv hulkende knus. "Hvor har jeg bare savnet dig" Mumlede hun. Emily vidste ikke hvad hun havde foretstillet sig at komme hjem til. Men alt virkede så forandret. Folk var nærmest gådet hvert til sit, og havde passet sig selv, eller bare var rejst. Vampyrerne var steget til næsten det dobbelte antal, og hun havde ikke mødt så mange af sine gamle venner endnu, så synet af saria gjorde hende mundlam. Det gjorde hende endnu mere følelsesovervældet, at det var ved La Push, og ved solnedgangen. Hun grinede, selvom grinene lød som svage hulk.

Efter et par øjeblikke lemte Saria sig hårdt ind til Emily. Hun kunne ikke klare tanken om at hun kunne forsvinde igen. Tanken gav hende kvalme. Da Jake havde sagt at han ikke havde set Emily, blev hun bare så bange for at hun ikke var her mere. At hun ikke var her, at hun bare var.. forsvundet.
"Jeg har også savnet dig," gispede hun, med gråden kvælende i halsen. Hun strøg hende over håret, som blev farvet af solnedgangen. Tårene løb ned af hendes ansigt, og hun snøftede igen. "Hvor har du været din idiot." sagde hun kærligt, og blev ved med at stryge hende over håret. Hun var forsvundet sporløst et par uger før Saria var taget til Frankring. Hun havde været så syg af bekymring, men nu var hun bare så overglad for at se hende, at hun ikke var det mindste vred længere.

Emily overvejede svagt om Saria havde hørt at hun var død. Eller.. Det havde aviserne da skrevet. Hun bed sig let i læben. Egentlig havde hun ikke forventet at komme tilbage, og hun havde følt at folk hurtigere ville glemme hende hvis de hørte hun var død. Og hun havde også været i slåskamp. Hun lukkede øjnene og rystede på hovedet for at få billederne af vampyrerne ud af hovedet. For hun havde ikek kunne gøre meget mod 4 vampyrmænd, som havde sat sig for at dræbe hende. Godt nok var hun sluppet derfra...Ved hjælp fra en anden vampyr. Hun havde nu lært at ikke alle vampyrer var nogle fladpandede idioter. Emily grinede halvhjertet "Jeg ved det ikke" Svarede hun ærligt. Hendes fysiske krop havde været et sted i Monaco, men hun selv havde bare svævet rundt et sted mellem bevidstheden. Hun havde ikke spist særlig meget, hvilket havde svækket hendes fysiske form, og derfor havde hun været nødt til at flygte, i stedet for at kæmpe. Emily kunne mærke Sarias hjerte, og smilede for sig selv. "Jeg er glad for at være tilbage"Snøftede hun, og tørrede lidt akavet sine øjne.

"Vi troede alle bare at du var død. Hvorfor sagde du ikke noget? Du har det ikke godt, har du? Der er noget galt med dig. Du er såret, er du ikke? Nogle har været onde imod dig." Tårene vældede op i hendes øjne igen. Emily virkede ikke så stærk mere, hun virkede.. svækket. Ligesom hende selv. Hun tørrede øjnene og næsen, og bed sig i læben. "Fortæl mig alt hvad der skete, vil du ikke nok være sød?" spurgte hun halvkvalt.
Hun slap hendes langsomt, og betragtede hende. Hun så godt nok tyndere ud. Saria blev aldrig tyndere. Hun tog på lige så snart hun så på mad. Men det havde altid været anderledes med Emily. Hun havde altid været så smuk, sød, haft en stålvilje, været hjælpsom. Der havde ikke været noget som helst dårligt ved hende. Aldrig.
"Jeg er også glad for at du er tilbage." sagde hun, nu en smule mere behersket.

Emily kiggede stille på Saria og rynkede på næsen. Hendes øjne var funde af smerte. "Har du været forelsket, sådan rigtigt.. Betingelsesløst?" Spurgte hun stille og satte sig ned ved siden af sin savnede veninde. "Jeg... Forelskede mig forkert" Sagde hun og kiggede ud over havet. Solnedgangen virkede varmere, men luften føltes kold lige nu. "Jeg forelskede mig.. I en" EMily kiggede på Saaria med tårer i øjnene. "Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv for det. Men... En vampyr." Hendes øjne virkede pludseligt mere kolde. Hendes øjne var ellers altid funde af følelser, så det måtte være noget nyt at se hende med den vilje. "Det kunne jeg ikke leve med. Han forsvandt" Hun lagde hænderne over sine øjne. "Og jeg gad ikke at være her mere. Mit liv var lettere meningsløst."Hun kiggede på Saii. "Hvor var jeg egoistisk" mumlede hun og sukkede. "Så jeg gav afkald på alt, og sagde til mig selv at jeg aldrig ville komme tilbage. Så jeg tog til Monaco.. Mellem Frankrig og Italien." Emily sukkede stille og lagde en hånd på sandet under sig. Alle de spørgsmål der vældtede ud af Saria, kunne hun svare på. Men på en eller anden måde var sandheden ubehagelig. Du har det ikke godt, har du? "Nej.." Mumlede hun stille. "Jeg har det forfærdenligt," Der er noget galt med dig.. "Ja." Sagde hun og smilede svagt. "Der er så meget." Du er såret, er du ikke? "Jeg healer hurtigt" Svarede hun kort, uden at tage stilling til at hun egentlig var ret såret. Problemet var at de sår havde sværere ved at heale. Brækket arm. Bid i skulderen og håndledet. Arene lyste dæmpet i den røde sol's lys. Nogle har været onde mod dig. Nu tænkte Emily sig om. Hvad kunne hun sige? Hun havde allerede afsløret sin største hemlighed overfor Saria.. Og nu ville alle andre komme til at vide det. "Jeg er allerede foragtet af mange" sagde hun med et sørgeligt smil. "Så jeg har ikke noget at skjule for dig." Emily lagde sig ned i sandet og smilede svagt. "Jo, der har været mange, der ikke har villet mig godt" Sagde hun stille. "Jeg er blevet lagt i baghold, og har fundet ud af at Italien ikke er et sted for Varulve. Der er vampyre i hvert 3. hus. Italien og Frankrig er nabolande, så der er også mange vampyre i Frankrig, ja, i hele Europa faktisk." Hun smilede skævt og rullede om på maven, så hun kunne kigge op på Saria. "Men nogle har også villet mig godt." Hun smilede svagt. "Jeg blev redet af en vampyr. Faktisk en nyfødt. Jeg er overrasket over at hun tog min lugt så pænt, og at hun ikke var gået amok på mig, med hendes mange kræfter." Emily sukkede stille og trak på skudlrene. Hendes tynde skiggelse var lidt uhyggelig. Hun havde mere end en gang betragtet sig selv i et spejl, og hendes muskler var alt for tydelige, og hendes knogler svage. Hun rynkede let på næsen, og lukkede opgivende øjnene. Siden hun var taget fra forks, havde hun været midt i et mareridt.

//Kreativitets boost? oo' Det var ... langt Oo'

Saria havde altid været kendt af hendes venner som en lytter, og det var hun også nu. Hun lyttede, med et alvorligt udtryk hele tiden. Hun sagde ikke noget, men blev lidt overasket over at hendes bedste veninde var forelsket i en vampyr. Da hun var helt færdig løb tårene ned af Sarias kinder igen. Tænk at Em havde været udefor så meget smerte. Og hun havde haft ondt af sig selv! Det var utroligt. Hun følte en dump smerte i sit bryst. Hun lagde sig ned ved siden af hende, og klemte hendes hånd meget.. meget hårdt.
"M, selvom du er forelsket.. i en.." Hun bed sig hårdt i kinden og så op i himlen, så Emily måske ikke så nemt kunne se hendes ansigt. "Selvom du er forelsket i en vampyr, så er du stadig min elskede Em, og jeg vil.. beskytte dig imod de andre vampyrer, selvom du er stærkere end mig.." Hun lå helt stille, og så bare på den nedgående sol. "Og ja, jeg har gjort så dumme ting fordi jeg var forelsket i nogle, men.. det var bare ikke en vampyr..." Hun bed sig endnu hårdere i læben, stoppede ikke engang da hun kunne smage sit eget blod. Em havde fortalt hende om sig selv, nu kunne hun vel også bare busse ud med det hele.
Hun lo med tårene løbende ned af kinderne. "Jeg var engang forelsket i skolens lækreste fyr, og han tog mig til de mærkeligste fester, og selvfølgelig endte det med et drugrape. Og så holdte jeg mig fra Forks i mere end to år, og jeg var kun 14." Hun lo ved tanken. "De fyre havde de sjoveste ting at lave, de mest.. ja, sindssyge. Jeg ved hvad du.. jeg ved næsten hvad du følte." Hun strøg hende fraværende over hånden.
"Og så da jeg var i Frankrig, blev jeg også overfaldet. De brækkede først mine ben så jeg ikke kunne flygte. Så, efter at jeg var blevet kedlig for dem, tro mig der var gået mange, lange minutter, så begyndte de at... æde et menneske foran mig. Der var gået næsten tre dage før jeg kunne rejse mig.." Hendes ansigt var udtryksløst.
"Men selvfølgelig siger jeg ikke det her for at få melidenhed eller noget, og jeg prøver ikke at sige at jeg ved hvordan det er at være dig, men.. jeg har prøvet noget lignende.

//Yaay.. kreativitet xD//

Emily smilede svagt. Hun kunen se en svag modvilje bland Saria, men var på en eller anden måde stolt over hendes reaktison. Havde det været en hver anden, var de gået amok og havde sagt alt muligt åndsvagt. Sikkert med voltorri klanen og hele molevitten. Hun lagde stille hånden på Sarias skulder og rykkede ind bag ved hende, så hun kunne kramme hende. Hun sukkede stille. "Det er ikke min skyld" Lo hun stille. "Jeg kan bare ikke lade være med at holde af ham. Han jagter dyr for min skyld. Smager på menneskemad, for at underholde mig, og så er han rar... Og selvom han stinker, så er jeg ved at venne mig til det." Emily smilede svagt. "Jeg er tåbelig" Grinede hun dæmpet og trak på skuldrene. "Men det jeg gør er ikke imod reglerne."
Emily stoppede med at grine og kiggede på Saria. "Det gør mig ondt" mumlede hun. Hun skar let ansigt da hun fortalte om de to brækkede ben. "Årh.. Forfærdenligt" Mumlede hun stille, og lod være med at fortælle om hvad de havbde gjordt ved hende. Hun havde prøvet at blive bidt før.. Duncan og Daniella.. Åndsvage vampyre. "Så længe de ikke bed dig" mumlede hun stille, og smilede med melidenhed til sin veninde. "Brækkede ben gør ondt, men ikke i så lang tid, for de healer efter nogle dage." Hun smilede svagt og aede stille hendes hår ned ad rykken på hende. "Mmh... Det er godt du er så stærk" Mumlede Emily stille. Hun ville ønske at hun havde styrken til at vente 3 dage.. og bare gignorere de vampyre der havde gjort det.. 3 dage. Emily skar en grimasse og smilede så svagt. godt de var i sikkerhed her...

Saria gengældte glædeligt Emilys kram. Hun havde bare brug for hende, bare indtil hun havde vænnet sig til Forks igen. Havde fået lidt bedre selvværd, og var kommet over sin jetlag. Så blev aldrig sikkert godt igen. Det håbede hun bare. Og så efter at hun havde fået det lort med Jake overstået. Det var så svært når han havde splittede følelser, men hun ville vente på ham for altid. Med mindre hun oplevede en imprintning, ville hun aldrig kunne elske nogle andre en Jake.
"Selvfølgelig er det ikke din skyld. Han lydder da sjov." Hun trak på skuldrende. Ved nærmere eftertanken kunne det vel ikke være så slemt at date en vampyr. Man kunne ikke komme uden om det, de var virkelig lækre, og havde den sygeste måde at bevæge sig på. Hun var overhovedet ikke frastødt ved tanken. Hun hadede jo kun de vampyrer som havde angrebet hende før, ikke nogle som helst andre. Hun hadede krig... Måske en smule hippie-agtigt. Og så var vampyrdating ikke imod reglerne. Pfft, de lorte regler, altså. Btw, regler er jo til for at blive brudt, ikke? Bare ikke lige varulve-reglerne. Det er de for vigtige til.
"Selvfølgelig gør det dig ikke ondt." fnes hun hysterisk. "Det var jo mig der havde ondt, ikke dig. Heldigvis." Hun sagde det ikke for at være ond, men det var bare sandheden for hende. Det gjorde jo ikke ondt på hende, ikke fysisk. Men hun var alligevel lidt i tvivl. Det havde i hvert fald gjort ondt på hende da Em fortalt om alt hendes lort.

Emily grinede lidt. "Ved nærmere eftertanke" Smilede hun og rejste sig op. Hun ragte en hånd ud til Sai, for at hjælpe hende op. "Har jeg ikke lyst til negative tanker lige nu." Emily's øjne glimtede i aftensolen, og de kiggede drillende på Sai. "Så.. If you are in to som fuuuun," Begyndte hun og grinede allerede. "Then..." Emily greb hurtigt og elegant fat i Saria, og begyndte hysterisk fnisende at løbe ud i vandet. "Lets goo" Hylede hun, mod himlen, og kastede sig selv - med Saria - i vandet.
Emily åbnede let øjnene i vandet. Det gjorde ikke ondt, og hun kunne se nogenlunde. Små fisk svømmede længere fremme, og da de brød vandets overflade, svømmede de hysterisk hurtigt væk fra dem. Emily smilede svagt under vandet. En enkel krabbe kravlede ensomt på havbunden, og skubbede lidt til en sten, så sandet fløj op og dannede et lille tåget stykke vand. Emily mærkede det trykke på hendes lunger, og hun brød hurtigt vandet, og kom op til luften. Hendes lunger sugede taknemmeligt luften til sig, og hun brød grinende ud i en masse host.