Overskyet - Aaron

Dato: Irl
Dag: Irl
Årstid: Irl
Tid: Omkring kl. 16.00
Sted: Skoven
Vejr: Som altid overskyet, men en smule lunt
Omgivelser: En masse træer..

Sam gik rundt i skoven i menneskeskikkelse. Hun var ikke rigtig i humør til ulveskikkelse. Det eneste der kunne få hende i ulveskikkelse lige nu, var nok en uheldig vampyr der havde forvildet sig ind i reservatet. Men det turde de sikkert ikke. Så brød de traktaten og så var der krig. Det var der ingen af dem der ønkede, så vidt hun vidste. Men det ville da altid være dejligt at slås lidt med vampyrene. Man lærte da at kæmpe, så det var altid noget.
Hun anede ikke helt hvordan hun var endt herude i skoven. Hun havde vel bare brug for lidt luft. At komme lidt væk hjemmefra og fra sine forældre. De kunne være så belastende! De blev ved med at tale om hende fravær i skolen og hendes karaktere der nærmets styrt dykkede. Men de vidste jo bare ikke hvad hun fik dagen til at gå med. Noget der måske var en lille bitte smule vigtigere end engelsk, biologi og alt muligt mærkeligt matematik. Var det ikke vigtigere at beskytte menneskerne fra at blive tømt for blod?
Hun sukkede og fortsatte gennem skoven.

Aaron gik, ligesom Sam, rundt ude i skoven, men han var modvilligt blevet afsted. Hans far mente at der var fare på færre og havde derfor sendt ham afsted ud i skoven, p.g.a. sin opgave var han i ulve-skikkelse. Han vandrede rundt i mellem nogle træer og fik et kort glimt af Sam. Hjertet røg op i halsen på ham og han begyndte at antage menneskeskikkelse igen, begyndte langsomt at gå hen i mod hende, let usikker på benene.
Fordi han netop havde været forvandlet var de før lange bukser blevet korte, lyse denim shorts. Han havde af samme grund heller ingen trøje på. Aaron stoppede nogle meter fra hende og studerede hendes ansigt "Sam?" Sagde han pludseligt og med meget roligere stemme ned han havde troet muligt.

Sam havde ikke lagt mærke til om der var nogen i nærheden. Derfor blev hun forskrækket, da hun hørte nogen sige hendes navn, ikke særlig langt fra hende. Omkring et par meter. Hun drejede hovedet og fik øje på Aaron, hendes historiesidemand. Først så hun glad ud. Så huskede hun hvad der var sket tidligere og det glade blev erstatet af irritation. Hun begyndte at knurre af ham og hendes hænder rystede.
"Hvad vil du?"

Aaron smilede overbærende til hende og lænede sig op af at træ med armene overkors "Rolig nu, du skulle tage en slapper med dét dér, inden du har ordenligt styr på det.." Sagde han med en varm og rolig, dog provokerende, stemme. Han havde ikke den fjerneste idé om hvor al den rolighed kom fra, han ville faktisk ikke være blevet overrasket hvis han var gået på hende i ulve-skikkelse i stedet for. Men det passede ham nu fint at det var ham der var rolig og hende der var den anspændte, så kunne han få lov til at lege 'voksen og fornuftig'. Aaron trak på skulderne ved hendes spørgsmål, "Tale, hvis ikke med dig, så i hvert fald til dig.." Sagde han smilende og kløede sig på kinden.

Som svar på hans "ordre" knurrede hun bare endnu mere af ham. Hun var stadig sur på ham efter hvad der skete. Han var flippet fuldstændig ud efter hun havde fortalt hun havde en kæreste. Hun overvejede at lyve og sige det var en pige.. Hun kaldte jo egentlig også Steffen for Steffie.. Steffie kunne jo sagtens være for Stephanie eller noget i den retning.
hun lagde armene over kors og så afventende på ham. Hun havde ikke tænkt sig at snakke særlig meget til ham.

Aaron trak let på hendes gentagene knurren "Jeg taler af erfaring, du ender med at gøre noget dumt.." Sagde han og gav et bekræftende nik. Han skrabede let med foden i den fugtige jord, før han igen søgte efter hendes blik "Jeg- Jeg.. Kunne evt. hjælpe dig med det?" Sagde han, hentydede til hendes lille problem med hendes næsten ufrivillige forvandligner, jo oftere han kunne være nær hende - jo bedre.

Sam valgte ikke at kommentere det første han sagde og fnøs bare af ham. Hun kunne sagtens styre sit temperament! Bare ikke når hun var virkelig gal eller rasende. Så var det at hun forvandlede dig.
"Desværre, men Annika kan hjælpe mig" svarede hun koldt og så på ham med et ligegyldigt blik.

Aaron nikkede og trak på skulderne "Jeg ser bare gerne at du får styr på det, så du ikke render rundt og forvandler dig foran menneskerne.." Sagde han med en stille latter. Han rynkede let panden og så skævt på hende "Sam, hvad er helt nøjagtigt jeg har gjort dig?" Spurgte han stille og meget alvorligt, han lagde hovedet let på skrå og fugtede sine læber med tunge spidsen, han hadede når vejret blev 'varmt' - hans løber blev altid så tørre.

"Hvem tror du, at du er? Annika?" spurgte Sam irriteret. Aaron opførte sig som om han var leder af kobblet eller noget. Det gjorde hende endnu mere vred at han opførte sig sådan. Specielt fordi at Annika var det og fordi hun var næstkommanderende i Annikas kobbel. Altså lig med at hun bestemte når Annika ikke var der.
"Kan du huske caféen?"

Steffen kom løbende i ulveskikkelse rundt i skoven. Kontrol over når han forvandlede sig havde han dog lidt så han kunne kontrollere sig sådan så han ikke bare forvandlede sig midt på gaden så menneskene så ham.
Da han var ikke langt fra Sammie og en fremmed stoppede han op, snuste lidt og sate af imod Sammie. Hurtigt dukkede han op fra en busk, hans sorte pels røg lidt frem og tilbage pågrund af en lille brise. Lidt efter stod han i fuld menneskeskikkelse, men nøgen. Heldigvis havde han gemt noget tøj rundt omkring i skoven som han godt kunne huske hvor lå, og lidt efter var han påklædt med et par underbukser og shorts, men ingen trøje så man kunne se hans muskuløse krop.
Han løb over til Sammie med et smil, men det forsvandt hurtigt da han så den fremmede "hvem er du?" spurgte han med en lille knurren i stemmen.

Aaron rystede voldsomt på hovedet, hun skulle bare vide hvem han var! "Dét tror jeg bestemt ikke, jeg bare at det kommer til at gå lige så meget ud over mig hvis du laver rav i den.." Hans stemme var rolig, ikke spor bebrejdende - mere voksen end nogensinde før. Han sukkede højlydt og opgivende som følge af hendes svar, han rettede sig op og trådte et skridt tættere på hende "Jamen hvad havde jeg gjort dig derinde?" Sagde han stille og opgivende.
Da drengen dukkede op ved hendes side, så han hurtigt ned over ham. Han så ned, med et smørret smil "Aaron O'Harol." De fleste af ulvene genkendte hans navn, da han jo havde det fra hans far.. En af stammens øverste.

"Du ved godt jeg er næstkommanderende ikke?" knurrede Sam. Hun var irriteret over hans være måde. Han burde være irrieret og vred! Ikke rolig og kølig. Hvis han joinede Annikas kobbel, ville hun nok flejne fuldstændig ud. Hun kunne ikke ikke klare ham, efter det der skete i caféen. Da han spurgte hende smilede hun hånligt. "Du begyndte at tude over jeg har en kæreste" svarede hun.
Da hun fik øje på Steffen lyste hun op. "Det er Aaron, min historiemakker.." forklarede hun og lavede en håndbevægelse ud mod ham. "Aaaron, mød min kæreste, Steffen"

Da han hørte hans navn ringede der ingen klokke, intet. Da hun præsenterede ham gjorde han intet, gav ham ikke hånden eller noget fordi han ikke helt stolede på denne 'Aaron' som han nu hed. Da han så på Sammie smilte han lidt og kyssede hendes kind en enkelt gang, men stirrede nu på Aaron igen da han ikke ville slippe ham af syne. "Som du nu ved, er jeg Steffen Longstreet" forklarede han og holdte en arm om hendes talje imens han stirrede på Aaron.


//Har ikk den helt store kreativitet d;//

Aaron ignorerede hendes påtale, koncentrede sig i stedet for om Steffen. Han holdte sin rolige go ligegyldige facade og betragtede kortvarrigt Sam før han igen sled blikket over i mod Steffen, 'den anden'. "Det vidste jeg skam godt i forvejen at du var.. Jeg misunder dig." Han var ærlig, for ærlig. Det var som om en anden styrrede ham, Aaron plejede slet ikke at opføre sig om han gjorde nu. Han lagde igen armene overkors, overvejede at gå et par skridt længere tilbage, men var klar over at Steffen ville opfatte det som et tegn på respekt og dét havde han bestemt ikke noget tilovers af til ham.

Sam smulede glad, da Steffen kyssede hende på kinden. Så ham kort i øjnene. Hun var glad for at han var kommet. Ellers havde hun sikkert revet hovedet af Aaron. Steffen beroligede hende på en eller anden måde. Hun lagde begge arme rundt om livet på ham. Trak sig helt ind til ham. Nød at mærke hans varme, muskuløse krop.
"Han blev sur, da jeg var på café forleden" forklarede hun Steffen. Dog kiggede hun konstant på Aaron.

"Hvorfor fanden blev du sur? Sur over jeg kommer sammen med Sam? eller hvad?" spurgte han Aaron om, var det virkelig det han var blevet sur over? Kæft noget værre noget at blive sur over medmindre .. Aaron også var forelsket i Sam? Men hvis han var, så fik han aldrig Sam, medmindre hun forlod ham frem for Aaron. Han fjernede ikke blikket fra Aaron og holdte alligevel stadig om Sammie's talje med den ene arm imens hun trykkede sig tæt ind til ham.

Aaron rystede på hovedet af Sam "Jeg blev ikke sur, bare lidt negativ.." Han så ligegyldigt og let overlegen på Steffen "Nej nok nærmere at hun kommer sammen med dig, ikke omvendt. Jeg tager mig ikke så meget af hvad eller hvem du render rundt med.." Sagde han langsomt og kløede sig på skulderen. Han brød sig ikke om deres omfavnelse, den fik ham til at ville flænse Steffen i stumper og stykker og dét ville han ikke.. Han måtte ikke komme op at toppes med flere ulve, det måtte han bare ikke.

Sam rystede på hovedet af Aaron. "Du begyndte at græde!" sagde hun i en hånlig tone. Hun kunne godt huske hans røde øjne. De havde helt sikkert ikke været røde af raseri. Nu hun tænkte sig om, måtte det være ret nedern at græde som dreng. Ens venner troede vel noget knap så godt om en..
Hun så kort op på Steffen og så tilbage på Aaron. "Er du forelsket i mig?" spurgte hun ham så.

Da Sammie fortalte at han begyndte at græde tænkte han virkelig over mange ting lige nu. Han kunne regne ud at Aaron også var forelsket i hende, derfor opførte han sig som han gjorde "beklager Aaron, men Sam er min og ingen kan tage hende fra mig!" sagde han hårdt og knurrede af Aaron imens han stadig holdte om hende.
Han stod klar hvis aaron pludselig flippede ud, men vidste ikke om han var den type eller noget.

Aaron skævede tvært til hende "Jeg vil ikke benægte at jeg var tæt på, men jeg græd ikke.." Svarede han surt. Hans blik flakkede og blev kort varrigt usikkert ved hendes spørgsmål, han så op, fast ind i hende øjne "Ja.. Desværre, har jo set dit sande jeg nu.." Svarede han med tilkæmpet rolig stemme. Han blinkede langsomt og uden at fortrække en mine der kunne afsløre ham, sprang han. I springet antog han igen sin ulve skikkelse, en kæmpe, sølvgrå ulv med matte øjne. Han var sat af i mod Steffen, hvis han ramte hvor han ville, ville det uden tvivl slå ham omkuld.

Sam kunne ikke undgå at blive såret over det han sagde. Det føltes som en mavepuster. Hun var da overhovedet ikke snobbet eller noget i den retning. Hun var bare ikke interesseret i Aaron og det kunne han åbenbart ikke tage. Var det måske hendes skyld, hun var faldet for Steffen og ikke ham? Sidst hun tjekkede bestemte man ikke selv, hvem man blev forelsket i.
Hun fór tilbage, da han sprang op og skiftede skikkelse. Hun stirrede på ham med store øjne. Hun var ikke bange snare meget overrasket. Hun holdt endnu bedre fat om Steffen, selvom han sikkert ville angribe.

Da han så Aaron hoppe imod ham, skubbede han Sammie væk for at hun ikke skulle blive ramt. I Sidste sekund forvandlede han sig til den sorte ulv han nu engang var og tog imod slaget hvilket væltede ham omkuld. Han snerrede og så på Aaron med dræberøjne. Han slog imod Aarons hoved for at distrahere ham og så også skubbe ham væk.
Han tænkte på at Sammie ikke skulle blive skadet og ville få Aaron væk fra hende så han kunne slåse med Aaron og var glad for at Sammie ikke ville komme til skade under slåskampen.

Aaron var glad for at Steffen skubbede Sam væk, han ville blive ulykkelig hvis han ramte hende. Han ønskede slet ikke at slås i mod Steffen, det var nok noget af det dummeste han havde gjort i langt tid. Han angreb ikke med det samme efter Steffen var kommet på benene, i stedet gik han bare snerrenede rundt - ventede på et angreb, takkede stille sin far for den ekstra træning.

Da Steffen forvandlede sig, kunne hun ikke lade være med at være en smule imponeret. Selv som ulv var han lækker! Hun smilede lidt ved tanken, før alvoren gik helt op for hende. Hvis nogen af dem kom til skade, ville hun flå dem! Det havde været okay, hvis det havde været for sjov, men det her var alvor. Hun sukkede. *Drenge!* Tænkte hun og vendte øjne..
"Stop for helvede!" råbte hun af dem begge. Dog havde hun svært ved at tro de ville lytte efter hvad hun sagde.

Han hørte ikke Sam og løb imod Aaron, men ændrede retning så han var ved hans side og bankede poten imod Aarons ansigt.
Lige nu kunne han ikke helt kontrollere sin vrede over at Aaron havde angrebet ham hvilket var for meget! Men inden i ham var en kamp igang for om han skulle kunne kontrollere sig, eller om han skulle forblive ulv og miste forstanden helt eller noget ..

Aaron opfangede Sams råb, men ignorerede det, han ville ikke stoppe før Steffen antog menneske-skikkelse igen. Han opfattede lidt forsent at Steffen ændrede retning, men nåede dog at rykke sit store hoved en lille smule, så hans pote kun daskede ham smerteligt over snuden. Han smilede triumfrende, efter mange års træning havde han lært at den der åbnede et angreb var den svageste. I det Steffens pote havde ramt ham, kastede han sig frem og åbnede gabet, parat til at sætte tænderne i hans ben, som der var kommet en direkte åbning til, som følge af angrebet.

Da det var tydeligt ingen af dem havde hørt hende, tog hun hurtigt sit tøj af. Det kunne måske fange deres opmærksomhed. De var for latterlige begge to! Det var jo sådan man gjorde i folkeskolen! Kunne de ikke bare tage sig sammen?
Hun sukkede og skiftede skikkelse. I stedet for en nøgen pige, var der nu en stor, hvid ulv. "STOP FOR FANDEN!" råbte hun i tankerne og bad til at de kunne høre hende. Hvis ikke.. Ja, hvad skulle hun så gøre? Tæve dem? Hun kunne jo umuligt tæve Steffen.. Måske Aaron, men det var en helt, helt anden sag.
Hun løb hen i mod dem.

Han kunne nu endelig høre Sam og kom til sig selv. Da han så Aarons gab fik han et chok, ramte jorden og satte af for at få Sam ned så hun ikke ville blive ramt i stedet for ham. Hurtigt forvandlede han sig til menneskeskikkelse igen og hoppede imod Sam. Dette måtte få en ende, han ville jo ikke skade nogle, men havde ladet ulven få kontrol over ham i dette slagsmål med Aaron, men ikke mere.

Luna kom gående hen til de andre hun knurrede vredt og hende hvide tænder var synlige, hvilket så lidt skræmmende ud til hendes nat sorte pels. Aaron var der, og det var derfor hun også var der. Hun kendte ikke de to andre, og kunne ikke høre deres tanker, ligesom at de ike kunne høre hendes, da hun ikke var en del af koblet, og på den måde heller ikke forbundet via deres tanke system. Det var faktisk kun hendes brors tanker hun kunne høre/læse, og hun så alt, hvilket fik hende til at tænke på vampyren..men det lagde hun hurtigt til side så han ike så de tanker.
Hun var meget lille mindre end de tre andre ulve, hun var sikkert den mindste ulv i hele reservatet. Men hun havde affundet sig med sin str og var stadig lige så stærk som de andre ulve*Aaron? hvad har du nu rodet dig ud i?* tænkte hun bebrejdendeen dag mister jeg dig, fordi at du går til angreb på en som er stærkere end dig selv!*tænkte hun og man kunne høre at det var noget der pinte hende. Hun kiggede på de to andre andre og snerrede skræmmende af dem, hendes brune øjne var vilde..

Aaron var så forblendet af kampens rus at han ikke tog sig af Sam, han hørte hende knapt nok. Han koncentrerede sig i stedet for den ny ankommende, Luna. Han drejede hovedet og sendte en forbandet masse bande ord i hendes retning, *Han er ikke stærkere end mig..*, han var igen lykkelig over at når han henvendte sig til hende var det ene og alene kun hende det hørte det. I det Steffen igen var menneskeskikkelse igen og løb hen i mod Sam, havde han vendt ryggen til Aaron. Hvilket fik ham til at sætte af i et spring, med gabet åbnet og de syle spidse tænder, på vej ind i skulderen på ham - det var i hvert fald hans mål.

Sam drejede hovedet og så på den anden ulv. Utrolig lille, sort ulv. Det var sikkert en pige. Sådan duftede det. Hun var ikke meget større end en almindelig ulv var. Rimelig underligt, men hun var sikkert stærk alligevel. Det var varulvene jo. Måske ikke lige så stærke som vampyrene, men det gik. Så længe de var hurtigere. Hun knurrede af den nye ulv.
Da Steffen skiftede til menneskeskikkelse, havde hun lyst til at slå ham. Man vendte ikke ryggen til sin fjende lige midt i en kamp! Dog ville hun nok ikke slå ham. Måske daske, men det var det.
Da Aaron sprang efter Steffen reagere hun hurtigt. Hun puffede hårdt Steffen bag sig, så han sikkert ville ramme et træ eller noget i den stil. Hun sendte ham hurtigt et undskyldende blik. Det var jo kun kærligt ment. Så sprang hun lyn hurtigt efter Aaron. Hun havde åbnet munden, så hendes sylespidse tænder kom til sine. Sigtede efter hans hals. Hvis hun ikke ramte der, var hun klar til at flå ham med sine klør.

Han ramte rigtigt nok et træ, men lidt for højt oppe og gled ned over en gren som rev hul i hans ryg. Han kunne mærke smerten, men var hurtigt optaget af det Sam og aaron havde gang i, hvad fanden var han for en?! Lod sin kæreste klare hans slåskampe.. Hvad skete der lige for ham?!

*nej det er han måske ikke, men han er heller ikke svagere, og de er to mod..totænkte hun irriteret, for selvfølgelig ville hun være med ham, lige meget hvad*medmindre han angriber vincent..*tænkte hun men gemte hurtigt minde om deres lidenskabelige kys væk, og håbede inderligt at han ike havde set dem.
Hun kiggede på pigen, der gik efter hendes brors hals, et frygtindgydende brøl lød og Luna var sprunget på hende og havde bidt sig fast i pigens ryg og fået hende væk fra AaronDu rør ikke min bror*tænkte hun vredt, selvom pigen ikke kunne høre det, var budskabet vidst meget tydeligt.
Hun gav slip på hende og hendes øjne lyste af raserihan gør ikke andet end at elske dig og hvad er så takken?tænkte hun vredt og sendte end masse bandeord efter hende