En overskyet måne i natten

Dato: D. 23 November.
Årstid: Efterår.
Dag: Tirsdag
Vejr: Næsten overskyet..
Sted: Skoven
Tid: 21.00
Omgivelser: Alt og intet... Hvem ved, hvad mørket har at byde på?

Mørket sank sig over Forks. Skyer lagde sig som et tykt tæppe over Forks, og gemte derved den ellers så smukke halvmåne. Træerne stod hist og her, med sine tykke skygger, gemte på alt det, som man aldrig ville komme til at vide, hvad nogensinde var. Bladene havde lagt sig i de farverige gule og brune bunker, som svagt skar sig lys igennem det svagt tunge mørke. Let løftede en skikkelse hovedet, kastede sit blik roligt fremad, og mærkede svagt månens skær bryde frem. Let kastede det sig svage skær over skoven. Skikkelser kom og skikkelser gik, men hvem vidste egentlig, hvad det skete herinde?
Angelique’s skridt hørtes over den smattede og klamme skovbund, som dækkede skoven. Træerne stod, hvor de stod bedst. Deres tunge skygger dannede billeder i Angelique’s hoved, men ingen af dem tænkte hun yderligere over. En enkelt hovedrysten var nok, og så vendte hun blot vejen mod den nordlige del af skoven. Angelique nød mest at være i den nordlige midte, men hun vidste ikke, hvad der var så spændende her. Efterhånden vidste hun ikke så meget længere. Hun følte sig mere et bæst, en varulv, end et menneske. Det hele tog så hårdt fat om hende, klemte og maste hende fast, der, hvor hun troede hun ville være bristet for længst. Men hun holdt sig stadig kørende, helt som normalt. Hendes tanker, som allerede føltes sprængfarlige, holdt på en masse, som kun få fik et indblik i. En af dem var Mocca.
Med blikket vendt kun fremad, havde hun sat sin retning. Den nordlige midte af skoven bar det fantastiske præg over sig. Hun huskede så mange minder fra denne del af midten. Det var en lille del af skoven, men alligevel betød den meget for Angelique. Mere, end man lige kunne forestille sig. Hun løftede let hovedet, holdt en stolt og let gang, som hun havde øvet sig i længe. Nu mestrede hun den godt, men glæden var ikke til at finde. Noget overskyggede det hele.
Tankerne lagde sig nu så småt i hi, som sneen allerede havde. Tankerne tyndede ud, da hun nærmede sig der, hvor hun ønskede blot at være alene. Hun følte månelyset følge hende, som var det et spotlight, som holdt sit fokus på hende. Hun vidste godt, at det ikke var sådan, men sådan rungede hendes tankerne fremad, brød igennem til hendes øjne, hvor et lettere fascineret blik nu kom til syne.
Månelyset skinnede over denne smukke plads. Det var næsten i midten af skoven, og i den nordlige del. Med et smil satte Angelique kursen derover. Hun plantede sig på en stor kampesten, som hun netop lige kunne komme op på. Hendes fødder med de smukke brune støvler, hev hun op til sig. Dette var en syn, som var værd at nyde, hvis man vidste, hvad man skulle tro, tænke eller bare se efter.
En overskyet måne i natten

Dominic sad i et træ ved den nordlige del af skoven, han fandt altid noget spændende at lave der men der kom nok intet idag fordi han havde intet sjovt fundet og han var i et lille sindssygt barns drillehumør. Han kunne høre noget rettede sig op med et drillende grin igen og hoppede lidt højere op så han ville kunne se hvad der foregik og hvem der kom, men pludselig fik han en utrolig kvælende lugt i næsen hvilket kun tydede på én ting, varulv!
Han rejste sig op på grenen og kiggede rundt i skoven, men kunne intet finde desværre, det ville sikkert ha' været en sjov kamp og han havde sikkert fået dræbt hvalpen fordi han var i sit, psykopatiske humør og ville godt få dræbt en hvalp.. Han vidste at den ikke var særlig stærk, sikkert så stærk som den sidste hvalp han næsten havde dræbt så det ville ikke blive noget problem for ham, men han kunne uheldigvis ikke finde den så han måtte sikkert gå væk fra skoven i kedsomhed.
Han kunne mærke vinden i håret, men med vinden kom der den skide lugt igen som var så modbydelig og frastødende, men han kunne ikke lade være med at blive draget imod duften så han begyndte at hoppe rundt i træerne.
Han havde en sort jakke på, et par meget mørkeblå jeans på med sorte sko på fødderne. Han kunne mærke lugten blive kraftigere i sin næse og blev ved med at løbe imod den imens han fik et galnings ansigt frem, hans anden personlighed var dukket op..

En stank fyldte skoven. Luften var som tykt forurenet af noget klamt, som hun ikke rigtig kunne indentificere, ikke nu, hvor vinden kom bag fra hende. Stanken var godt nok kun svag, men alligevel rev den i Angelique's næse, som ville denne stank flå hende i stykker, blot som en lille advarelse. Og Angelique lyttede...
Savnet på sneen fra den forrige uge var stor. Hun manglede sneen at rulle sig, at more sig i med dem, hun holdt allermest af, af hendes venner. Hun savnede den måde sneen havde lagt sig over træer, buske og lignende, som var det blevet strøet, så alt ville blive perfekt. Hun savnede den hvide farve, det lys, som sneen gav. Dog savnede hun ikke kulden. Helst ville hun sidde inden for og nyde synet af den dalende sne, men ikke være ude i den som sådan.
Selvom den sorte vinterjakke var en unødvendighed, trak Angelique den alligevl yderligere omkring sig, som om hun blot stadig var et almindeligt menneske, som mærkede kulden sætte sine spor i hendes hus, danne kuldegysninger, som ville gnave dybt ind, til kulden var så bidende, så hård, at den ville uudholdelig - Men denne tid var forbi. Endnu en ting, som savnet holdt sin utrygge og uvenlige hånd over. Alt holdt Angelique på afstand med et savn på den ene eller anden måde. Men heldigvis havde hun Mocca hos sig... Det var vigtigst!
Let trak hun vejret, lydløst og roligt. Hun vidste, at en fare ville komme tættere på, men om det var en slem eller knap så slem en, kunne Angelique ikke afgøre - Kun, at det ville blive en meget stinkende oplevelse med denne stank, som hele tiden satte sig i hendes nærvær... Nærmere og nærmere, som nød det at pine hende med denne... Denne forfærdelige stank! Hun skar ansigt af det. Var der et stinkyr, som var på vej, eller hvad? Hun nøs, ikke ventet, men et nys kom. Hun rystede let på hovedet, som altid, efter et nys. Hun rynkede let på næsen, hun var opmærksom på alt nu. Det hele kunne meget vel være begyndelsen på et frygteligt mareridt. Hellere være vågen end uviden, som Angelique altid havde i tankerne. Hun ønskede ikke, at være uviden, hvis en fare kom på færde, og dette var allerede alarmerende nok. Hun skulle enten væk, eller være opsat på alt, der kunne ske.
Hendes øjne fastgjorde sig på pukter yderst...
- Dette kunne meget vel være herfra, hor det hele ville komme fra...