Mørke og regn.. Kunne det være bedre?? - BD'L ^^

Sted: Gaderne i Seattle.
Tid: Ca. 23:30.
Vejr: Mørk, koldt og støvregn.
Omgivelser: Næsten ingen folk, men få er der jo.
Påklædning: En sort nederdel og blå leggings, et par grønne sneakers og en grå jakke med en orange t-shirt indenunder.

Melina havde fået tidlig fri fra skole og var derfor taget til Seattle. Det var længe siden hun havde været der, da hun brugte det meste af sin tid sammen med Sara eller Sam. Men hun syntes at det var på tide at komme lidt ud så hun kørte til Seattle for at finde noget pænt tøj. Det var også lykkes hende. Hun havde 3 poser med på slæb. Hun havde siddet på en café det meste af tiden hvor hun lavede de få lektier hun ikke havde nået og da caféen lukkede begyndte hun at gå ind i byen igen.
Det mindede hende lidt om Paris, som hun så godt kendte fordi hun var født og opvokset der. Hende og Sara havde leget tagfat og gemmeleg i gyderne og på stræderne... Gode tider.

Den unge mand, som kom gående, med en let unaturlig elegance og lethed, bar en lys skjorte, mørke bukser, og sko, der gav en lyd fra sig, hver gang de stødte mod det hårde underlag. Han gik uden noget i hænderne, og med blikket rettet mod jorden. Den unge mand var Blaise.
Blaise havde intet han skulle, og gik hvileløst rundt, mens klokken nærmede sig 00.00. Han drejede rundt om et hjørne, og fik så færten af noget, som vækkede hans interesse. Et menneske! Selvfølgelig havde han mødt sådan et eksemplar før, og han ville udentvivl havde blevet mere begajstret hvis det havde været en vampyr, eller sågar en ulv, men ligenu var et menneske bedre end ingenting. og Blaise ville mere end gerne fordrive den langsomt-gående tid, med lidt unødig selvskab, end at forsætte sin hvileløse vandring, gennem den mørktlagte by.
Derfor satte han retning mod mennesket, der kort efter kom til syne, gående mod ham..
Blaise smilede usynligt.

Godt nok var Melina en pige som næsten lagde mærket til alt, bare ikke lige nu. Hendes tanker var alt for langt væk, for der var trods alt ret langt imellem Forks og Paris. Hun så ned på asfalten, og gik videre. Så hørte hun skridt på asfalten og opdagede at hun ikke længere var alene. Det kom som et lille chok, men det kunne man ikke se under hendes udtryksløse maske.
Hun begyndte at stirre på ham, og stod stille. Var det bare mørket og regnen, eller var han virkelig så overnaturlig lækker? Hun strøg en våd tot hår om bag øret, og kneb øjnene lidt sammen. Øjnene var mørkere end sædvanligt, men det ville man sikkert bare tro var mørket, hvis man overhovedet kendte hende nok til at vide det. Hun trak den grå jakke tættere om sig og betragtede ham, imens hun prøvede at se normal ud..

Blaise, hvis syn, var langt bedre end menesket, studrede hende uforstyrret, mens han trådte tættere på.
Det var utroligt så end, mennesker alligevel reagere når de så en, der tydeligvis ikke var menneskelig, som ham selv.
Denne reaktion morede ham hver gang, og Blaise kunne ikke lade vær med at udnytte det, bare for sin egen morskab skyld.
Der gik ikke lang tid, før han stod foran hende, med en passende afstand, selvfølgelig.
Blaise nikkede kort, og lod sine mørke øjne se på hende, med en falsk nysgerrighed.
,,Du ser ud til at have købt en masse.." han så mod poserne, med et let hævet øjenbryn.
Blaise lagde hovedet på skrå og lyttede, til noget, hun uden tvivl ikke ville kunne høre, eller fornemme..
det lød som om at de ville få gæster..
Selvom Blaise fornemmede dette, rykkede han sig ikke, eller så meget som tog blikket fra hende et øjeblik.

Det gibbede svagt i hende da han stoppede foran hende, og igen da talte til hende. Man kunne ikke forklare hans stemme, men den gav hende gåsehud, på en måde god og dårlig måde. Lidt ligesom Mikey. Men anderledes. Ham her var en mand. Eller i hvert fald mere moden end Mikey, og det var det der gav hende gåsehud.
"Ja.. Jeg har købt en kjole.." Resten ville være for mærkeligt. Hun havde også købt undertøj og sko, men... hun var ikke en af de der piger som elskede at købe sko.
Hun så på ham, med et svagt smil. Nogle ville måske se ned i jorden, men ikke hende. Hun var ikke bange, ikke genert eller noget. Nogle kunne tro at hun var genert, men hun var bare asocial.
Lige pludselig mærkede hun noget mærkeligt ude i fingerspidserne, men hun lagde ikke så meget mærket til det, pga. gåsehuden.

Blaise så ind i hendes øjne, siden hun endnu holdt øjenkontakten. Hans mørke øjne, som var umulige at læse... og dog? et svagt strejf af noget der ikke kunne placeres, lå gemt i dem.
Han blinkede ikke. Nikkede kun, med sin påtagede venlighed, og svarede med en rolig tone.
,,mmh.. Skal du til fest, eller trangte du bare til noget nyt?" emnet var kedeligt, og Blaise tog sig i ikke at gabe.
Det var sjældent at han synes samtaler som Mennesker kunne forstå, var gode.. Som regel var de kedelige, præcis som det liv de levede. Blaise var lykkelig over at han ikke var menneske...
Igen fornemmede han de fremmede komme nærmere, men det så stadig ikke ud til at mennesket havde opfanget det endnu?
Det overraskede ham gang på gang, at menneskerne, som en race, stadig levede, i bedste velgående - eller næsten i hvertfald.. Men, tænkte han, Blaise, De fik jo også hjælp, af både Ulve og svage vampyre, som ikke ville indse at de var monstre.. De vampyre, Sammentykkede Blaise tavst, var de værste..

Tanken om at de om ikke længe, ikke længere ville være alene, gav hende kraftige kuldegysninger, da hun endelig opdagede følelsen. Underligt nok, ville hun helst være alene med ham. Hun var overhovedet ikke bange. Ikke det mindste.
"Jeg trængte bare til noget nyt." *Hvis Sara da ikke har aftalt noget mere med nogle, uden at jeg ved det endnu. Det er ikke særlig umuligt..* tænkte hun. Hun fornemmede svagt at han kedede sig, men hun forstod det godt. Emnet tøj, kedede hende. Men hendes følelser var en smule i oprør, så hun måtte tage sig sammen for at finde et nyt emne, uden at det skulle lyde mærkeligt. Alligevel valgt hun det dummeste emne hun kunne have valgt.
"Hvad laver du herude, så sent?"

Blaise nikkede, og bemærkede nu, at hun havde opdaget at der kom nolge, som endnu ikke kunne ses.
Hun var ikke helt så langsom, som de fleste mennesker han havde mødt, tænkte han tavst.
Det at hun også valgte at skifte, efter han kun nikkede til det med kjolen, tydede også på, at hun fornemmede hans kedsomhed. Ikke fordi den var svær at overse, mindede han sig om, dog var der alligevel ikke mange mennesker, som kunne fornemme det hos en vampyr.. det ydre fik dem til at blive blinde..
Han hævede kort det ene øjenbryn, og lod et lille smalt smil, pryde hans hvide ansigt, da han svarede, med let stemme.
,, Leder.." et kort, præcist og ærligt svar.
Blaise fandt det ikke nødvendigt at spørge hende om det samme.. Det var logisk. dog spurgte han om noget tilsvarende, for at tage hendes opmærksomhed, fra de fremmede, som hvert sekund kom nærmere. ,,Går du bare alene rundt her? .." dette svar var dog også indlysende, men, Blaise spurgte alligevel..

De fremmede drejede om et nærtliggende hjørne, og trådte mod dem, med lange skygger flyvende foran sig..
Dog var de ikke til at se tydeligt, da de stadig var for langt væk..

Det var ikke længere gåsehud, men en snigende frygt som gled over hende. En frygt der varslede at nogle var på vej hen imod dem. Hun lukkede langsomt hånden, og knugede den så hårdt sammen. Men han fjernede hendes opmærksomhed ved den snigende frygt, da han svarede. Det var et svar hun overhovedet ikke havde regnet med.
"Leder? Efter hvad?" Nu mærkede hun en anden følelse, nemlig nysgerrighed. Hun var en af de mest nysgerrige piger, som nogensinde havde været indianer, hos PB'erne. Og hendes tid i skoven, havde også gjorde hende årvågen, følsom og meget mere. Det var ikke så nemt at skjule ting for hende. Ikke engang fødselsdagsgaver.
"Jeg er alene. For en halv time var jeg sammen med nogle andre, nogle af mine veninder. Men de tog hjem." Hun lød måske en smule såret eller vred, men det var bare fordi at de var taget hjem, uden at sige noget til hende. Hun havde ikke været særlig glade for de piger, men hun havde i det mindste gået i klasse med dem. Men hun havde aldrig stolet på dem. Hun stolede ikke på nogle.

Blaise mærkede hendes stigende uro, og kunne ikke lade være med at nyde det..
frygt.. Det bedste ved menneskerne, tænkte han, udentvivl.
Men som han regnede med, ville hans enkle svar, skabe den splittelse i frygten, som hun følte, og denne splittelse ville føre til nysgerrighed. på dette punkt, var alle væsner ens.
Han lagde roligt hovedet på skrå og svarede, velvidende at det kun vill pirre hendes nysgerrighed.
,, Åhr.. Det er mere end en ting..." han sagde det i en hvis ligegyldig tone.

De fremmede var nu så tæt på at man kunne, især med vampyr øjne, se deres detaljer.
Det var 3, to kvinder og en mand. Manden gik i midten, han havde lyst kort klippet hår, dybtliggende øjne, og et lille smil, sat på sine blege læber. De unge kvinder, havde henholdsvis mørkt og lysebrunt hår, begge langt. Ligesom deres mandlige ledsager, var de begge smukke.
Derudover bar de alle lange sorte jakker, og deres øjenfarve var ens, øjnene var røde..
Den eneste som smilte var manden, og de stoppede alle nogle meter derfra.

Blaise smilede halvt til Mennesket, han endnu ikke kendte navnet på, og sagde så lavt, ,, Det ser ud til at vi har fået gæster, Vil du hilse?" han drejede selv hovedet, og ventede på at de tre fremmede ville sige deres grund til at dukke op.

Den snigende frygt blev til skrækindjagende frygt og panik, men klog som hun var, løb hun ikke. Hun viste bare af intuition at det ville være meget usmart af hende. Meget dumt, altså. Det pirrede hende at hun ikke nåede at spørge manden hvad man mente, men glemte det da de tre skikkelser kom så tæt på at hun kunne se dem.
Hendes pupiller trak sig sammen af bare chok, men det lagde man ikke mærket til, fordi hendes øjne var så sorte. En vampyr ville se det, men ikke et menneske. Hun havde slet ikke i tankerne at svare, og hun håbede desperat at hun havde været usynlig. Men selvfølgelig ville det være umuligt, i hvert fald for et menneske.
Hun slog øjnene ned, og trak jakken tættere om sig. Hendes hjerte bankede hurtigere, og hun tvang sig selv til ikke at se på dem, men det var svært.. De var så smukke på en frygtindgydende måde, og deres øjne...

,, Jeg troede du var hurtigere.. men siden du har ventet.. så har du intet imod at vi også for lidt sjov, vel?" det var manden der snakkede. Hans tonefald var lavt, og nærmest slikkende. Det var tydeligt at Manden kun snakkede til Blaise, og ikke skænkede pigen et værdigt blik eller ord. Kvinderne derimod så udelukkende på mennesket, ved Blaise.
,, Hm..? Drop det, Aiden.. " Blaise stemme lød rolig.. ,, Du ved jo at jeg ikke lader dig.." Blaise så på de to kvinder,, Eller dine to.. gæster?" han sendte dem et smil, og øjnene blev straks kolde og hårde.. ,, Husk nu aftalen.. Den skulle ikke glemmes vel?" han blnkede og stemmen var forsat kold. Rolig, men kold..
I et øjeblik undrede Blaise sig over, hvorfor han egentlig hjalp dette menneske, forsvarede det. Det plejede han ikke.. Men han brød sig mere om mennesket, end denne vampyr.. og ja, så delte han ikke..

dog så det ikke ud til at Vampyren Aiden, ville give så let op.. ,, Jamen.. Blaise.. Den der? kom nu.." han sagde det nærmest bedende.. Kvinderne havde holdt sig tavst, og den ene, med det lydebrune hår, havde nærmet sig pigen, med en barnlig nysgerrighed.. Blaise sagde intet til det, faktisk så det ud som om han kun så, og holdt øje med Han vampyren..

,, Er du sikker på du ikke vil med os" hviskede den nysgerrige kvinde, til menneskepigen, med en kælen stemme, Lav,ja nærmest en hvisken..

Melina var bange for at hun ved at være her, havde rodet sig ud i noget virkelig slemt. Noget meget værre end bandekring, eller noget andet farligt. Men hun var uheldig, og dette var ikke første gang et skete. så hun gjorde ikke som hendes krop gerne ville, hun stod standhaftig, selvom hendes krop ville krylle sig sammen og skrige. Hun følte at fyren beskyttede hende, men hun var ikke sikker. De snakkede om noget internt, hun ikke forstod. Hun hadede at være holdt udenfor.
Hun havde det som om at det var hende som.. Aiden og hans to tøser snakkede om. Hvem var de, og hvad ville de med hende? Og kendte de virkelig fyren?
Selvom hun prøvede at være stille, forlod et lille gisp hendes læber, da den utrolig smukke brunet tog nogle svævende skridt hen imod hende. Og hun stivnede da hun begyndte at tale til hende, med hendes fine stemme. Den var svær at høre, fordi hun viskede, men den var som klokkeklang og alligevel så rubust at den var bestemt.
"Jeg..." hun tog en dyb indånding, diskret. Det var nu hun skulle gøre det. Sige fra. Hun kunne vælge imellem fyren, og den mærkelig samling af de her... mærkelige mennesker.
"Jeg har faktisk en aftale." Hun rynkede øjenbrynene en smule, og var faktisk ligeglad med hvad de troede. Rigtigt, hun havde en aftale. Hun skulle spille Ludo med Sara... Men måske ville de bare tro, at hende og fyren var sammen? Hun var faktisk ligeglad, bare de ville lade dem være i fred.

// Sikke meget krea?? xD //