Kan dagen blive bedre O.o

Dato: 3. September
Dag: Lørdag
Tid: 9.00
Vejr: Det regner
Sted: På Cafeén
Omgivelser: Ikke særlig mange, fordi det er så tidligt

Victoria sad for sig selv henne i hjørnet og kiggede ud på regnen, de faldt så stille og blødt og hun blev helt optaget af det, hun tænkte på Cecilie der havde tilgivet hende, Emilys vrede og sorg over ikke at kunne være sammen med hende mere, men den værste var at Nonec ikke havde snakket til hende siden den dag hun blev bidt, hun så nedtrykt ud på regnen og sukkede tungt, *mån alt bliver som det var før* tænkte hun og sukkede igen, hun ville så gerne tale med ham igen, men hun var bange for at det blev værrer end det var i forvejen

Dato: 3. September
Dag: Lørdag
Tid: 9.00
Vejr: Det regner
Sted: På Cafeén
Omgivelser: Ikke særlig mange, fordi det er så tidligt

Victoria sad for sig selv henne i hjørnet og kiggede ud på regnen, de faldt så stille og blødt og hun blev helt optaget af det, hun tænkte på Cecilie der havde tilgivet hende, Emilys vrede og sorg over ikke at kunne være sammen med hende mere, men den værste var at Nonec ikke havde snakket til hende siden den dag hun blev bidt, hun så nedtrykt ud på regnen og sukkede tungt, *mån alt bliver som det var før* tænkte hun og sukkede igen, hun ville så gerne tale med ham igen, men hun var bange for at det blev værrer end det var i forvejen

Pludelig matraliserede Nonec sig i regnen.
Han stod, med sin hånd på glasset og så på Vic, med sine lyse blege blå øjne.
Han var rolig helt ind i sine knogler.
Han holdte hendes blik fast for at læse det.

Victoria så roligt på Nonec og blev ikke forskrækket over at han pludselig stod der, hun blev lidt trist og tænkte om hun skulle gå ud til ham men hun turde ikke, hun kiggede ned på sig selv istedet, tænk at hun kunne være så bange

Han vendte sig om, og kom ind af døren.
Da han kom hen til Vic satte han sig foran hende.
Tavs, var han og hans øjne sagde hellerikke meget.
Han så bare tomt på hende et stykke tid.
"Undskyld." sagde han så endelig, utrolig roligt.

Victoria sukkede og så op på Nonec, "det gør ikke noget, jeg siger også undskyld" svarede hun stille og så ned i sine hænder igen

Han holdte vredt hende blik fast.
"Vic, det er min skyld! Jeg skulle ikke have gjort det!"
Han var pludelig vred.
Han bankede sin næve i bordet, så hårdt at der kom en bule, i pladen.
Alle i caféen så på dem, men han ignorerede det.

Victoria så roligt på Nonec og tog sig ikke af at folk kiggede på dem, hun rørte sig ikke, lidt efter folk havde vendt sig væk fra dem trækkede hun vejert igen og sukkede, "jeg ved ikke hvad jeg skal sige, jeg er ikke sur eller skuffet, jeg er stadig forvirret selvom jeg siger til mig selv hele tiden at det skal jeg ikke være" svarede hun og så trist på Nonec

Han smilede, igen sig selv.
Alt af alt var han utrolig humør syg.
"Hvad siger dine søstre? Du har tit talt om dem. Rita og Haley?"

Victoria trak på skulderne, "de siger ikke så meget, de er bare glade for at kunne være sammen med mig" svarede hun og smilte svagt til Nonec

"Du sagde vel ikke..." han så på hende, med store øjne.
Han så væk.
Det var ikke godt hvis hun havde sagt det, men han ville selv have sagt det til sin familie, hvis han havde haft en.
Det var tre måneder siden han havde set Jake.

Victoria trak på skulderne, "jeg kan ikke huske ret meget fra den nat, jeg kom hjem, jeg havde det virkelig dårligt stadigvæk, mine søstre blev bekymret de prøvede at få mig med på hospitalet, men jeg gav mig ikke, så da jeg vågnede næste dag, fik jeg et chok af mig selv, jeg skyndte mig hurtigt ned for at se om jeg havde gjort dem noget jeg ikke kunne huske, men alt var ved det samme" svarede hun stille og så på Nonec, "men jeg regner med at jeg snart siger det, også må jeg bide dem, for jeg vil ikke se dem dø når jeg ikke kan leve uden dem" sagde hun og kiggede ned i bordet igen

"Det forstår jeg..."
Han rakte sin hånd ud for at ae hendes kind, men stoppede og trak sin hånd tilbage.
Han så ud af vinduet.
Hvis jeg bare viste med sikkerhed, om Jake var i fare...
Han lagde sin pande mod det kolde vindues glas.

Victoria sukkede igen, "det er godt at se dig og Cecilie er blevet gode venner igen" sagde hun og prøvede at lyde glad men det var svært for hende at skjule at hun stadig var ked af det, men hun smilte svagt og kiggede på Nonec

"Vi er faktisk blevet forlovet." sagde han tørt.
Ikke fordi at han var ked af det, men fordi at det var Vic han sagde det til.
"Du må undskylde mig igen." sagde han og så op på hende, med tomme øjne.

// Logger om ca 10 min //

Victoria smilte svagt, "det lyder dejligt, jeg er glad på dine vegne" sagde hun og kiggede på ham igen, " det gør ikke noget" svarede hun stille bagefter

//okay^^//

Han smilede, tøvene til hende, dennegang et rigtigt smil.
Et af hans dejlige et ^^

Victoria smilte igen, "hvornår skal i så giftes?" spurgte hun nysgerrit og kiggede på Nonec

Han grinede og trak på skuldrene.
"Vi er ikke engang fyldt 18. Jeg ville ikke kunne klare at blive gift, når man ikke skal have børn, og børn er sådan nogle små møgunger."
Han grinede igen og smilede varmt.

Victoria smilede, "børn er da dejlige og søde" svarede hun og smågrinte

Han smilede.
Når han og Cecilie var klar, så ville han ikke tøve, med at gifte sig.
Han grinede for sig selv.

Victoria smilede, " jeg vil selv have nogen når den tid kommer" svarede hun stille og kiggede ud af vinduet

Han smilede af hende.
"Jamen, det kan jeg godt forstå."

Victoria så smilende tilbage på Nonec, "så for Cecilie også det drømmebryllup hun sikkert har drømt om" sagde hun og smilede igen

Nonec lo igen, denne gang lidt tøvene.
"Jeg er ikke sikker på, at jeg overlever et blomster bryllup."
Han lo, igen lidt tøvene.
"Jeg håber at det bliver et godt bryllup. Man får kun sådan en chance en gang i livet."