I skyggen - Blake

Årstid: Irl
Dato: Irl
Dag: Lørdag
Omgivelser: En masse træer, en sø og en masse dyr
Vejr: Solen skinner, det er varmt og der er ikke en eneste sky på himlen
Tid: Omkring 15.00
Sted: Lake Washington

I skyggen af et træ, sad en utrolig bleg pige. Nogle ville mene hun var smuk, andre ikke. Selv ville hun ikke. Pigen havde lukkede øjne. Hvis man ikke vidste bedre ville man tro hun sov. Hun trak dårlig nok vejret og så ret fedfyldt ud. Hun var dog vågen. Hun kunne faktisk aldrig sove. Med andre ord - hun var vampyr. Pigen var Jamilah.
Hun åbnede sine øjne, for lige at tjekke der ikke var nogen i nærheden, som hun måske ikke havde opdaget. Det var der ikke. Ingen vampyre, varulve, hybrider eller mennesker - endnu. Måske var det bare et spørgsmål om tid, før en af disse væsner dukkede op. Det havde hun ikke det mindste imod. Faktisk ville hun gerne have lidt selvskab. Vejret var også så godt! Hvem ville ikke tage ud til Lake Washington for at nyde naturen og vejret? Måske nogle vampyre, som var bange for at blive set, når de glimtrede, men ellers ville hun gætte på ingen. Dog var der indtil videre ikke andre end hende i miles omkreds. Hun kunne godt lide at have det hele for sig selv. Det ville dog ikke skade med lidt selskab

Blake kiggede rundt efter noget, men kunne ikke finde det. Det noget viste sig at være hans byttedyr. Han havde blod om munden, og hans tænder var ude. Han var aggresiv, og voldelig. Men da han trådte ud i solen, hævede han hurtigt armene som parade for solen, men han fik stadig et chok. Hans tænder røg tilbage, blodet forsvandt, og han begyndte stille at lyse op, som et nytændt bål. Mere og mere varme, og mere og mere lys. Blake kiggede rundt efter skygge, og kunne kun finde ét sted; optaget. Typsik. Ét træ, én person under det træ, og én skygge. Desuden kunne han heller ikke bare vise over for personen, at han lyste sådan op. Han blev panisk, og sprang efter personen, som viste sig at blive til en kvinde ... en ung kvinde.
Blake blev helt genert, og rejste sig bare op. Han rakte hånden frem som tegn på, han ville hjælpe hende op; det mindste man da kunne gøre, nu hav alligevel også havde valgt at overfalde hende. En smule høflighed, og gentle-man flød i hans årer. Men mest bare ren rå vold, og kolde blikke, og ingen nåde. Blake kunne godt være sød, men foretrak ikke at vise en mine, eller følelse. Med hans kolde ansigt, og facade rakte han hånden frem, og fik fremstammet disse ord, da han stadig var ret flov over overfaldelsen. "Undskyld."

Jamilah så bare roligt på vampyren, da han sprang efter hende. Hun foretrak ikke en mine og rykkede sig ikke en millimeter. Hun havde faktisk fået et chok, for hun havde ikke kunne dufte ham. Måske havde hun ikke været helt vågen alligevel. Ellers var hun blevet så vant til vampyr duften, at hun ikke længere lagde mærke til den.Da han så stoppede op, smilede hun venligt til ham. Hendes blege ansigt lyste nærmest op.
"Nej, jeg undskylder! Vil du sidde her?" Hendes mørke øjne, som viste hun ikke havde spist i et stykke tid, var nysgerrige og interesserede. Det var et stykke tid siden, hun havde snakket med en fra det modsatte køn. De kunne være ret så interessante at snakke med. Desuden virkede ham her en del ældre end hende. Hun kunne godt lide ældre vampyre.

Blake satte sig roligt ned, og trak sine knæ op til ansigtet. Han var ikke ret tryg ved dette. Normalt holdte han folk på afstand, uanset, hvem eller hvad de så var. Han kunne mærke, hvordan hele hans krop gav efter frygten for at noget ville ske, og han begyndte at ryste. Han udelod sit navn, og høfligheden var væk. Lige nu gjaldt det om at bevare roen. Hvis Blake havde haft et hjerte, ville det sikkert havde slået sig selv ud af brystkassen. Han bed sig let i underlæben, og hans tænder var pænt rettet ind til et varmt, og smukt smil, der glimtede svagt i solen. Han sukkede, og kiggede roligt ind i hendes øjne. Hans røde øjne, der gengav solens farve, i andre nuancer. Og derefter, da han drejede hovedet lidt, blev solen reflekteret tilbage, hvor efter solen fik skiftet farve i hans øjne.

Jamilah smilede bare svagt. Han var faktisk en smule komisk. Han rystede helt. Måske var han nervøs? Det var ret sødt hvis han var nervøs. Det var mest sådan noget mennesker var. Hun havde i hvert fald aldrig mødt en vampyr, der var nervøs eller noget. Aldrig. Eller.. Ikke så vidt hun kunne huske. Men hun mente stærkt at hun ikke havde mødt, nogen vampyre der var nervøse. Måske var denne vampyr meget menneskelig.
"Jamilah" Hun præsenterede sig selv, selvom han ikke havde gjort det. Lidt høflig var man vel alligevel. Men det var sikkert de ældre vampyre, som var de mest høflige.
Hun beragtede hans øjne. De var røde. De var utrolig flotte til ham. Det var de måse til enhver vampyr, men de klædte ham virkelig.

Blake kiggede lige ud frem for sig, mens hans røde og fyldige læber flyttede sig i hans silhuet. "Smukt navn," sagde han roligt, og havde endelig genvundet sin besindelse. Han drejede langsomt hovedet, og sendte hende et smil med sine hvide tænder, og uden sine hugtænder. Han lod smilet blegne langsomt, hvor efter han kiggede op mod solen, som var blevet skygget, Han rystede liet på hovedet, hvorfor skulle alt det med dagslys og sollys være så svært? Han lod sit hoved dreje en smule, og kiggede lettere skråt hen mod pigen. Hun var ret smuk, den blege hud. Og de smukke læber. Hun var i det hele taget strålende, og speciel. Han drejede hovedet tilbage mod solen, mens han langsomt åbnede munden. "Jeg er lidt over 375 år gammel. Eller, det vil sige; jeg er sytten," sagde han roligt, og smilede stille.

Jamilah så undersøgende på ham. Hun lagde dog ikke ret meget mærke til at han kiggede på hende. "Tak" mumlede hun og smilede. Hun kunne også selv godt lide sit navn. Det var specielt.
Hun rystede svagt på hovedet og fortsatte med at betragte ham. Han så utrolig godt ud, selv af en vampyr. Nogle vampyre var bare smukkere end andre. Ham her var en af tilfældende. Hans læber, hans øjne.. Alt virkede bare som om det passe perfekt sammen. Hans krop var heller ikke værst. Alt ved ham hang bare sammen.
"Jeg er 2 år gammel, som vampyr og 18 som menneske" hun smilede skævt.

Blake smilede stille. "Så står vi lige. Jeg er ældst, og yngst. Og du er det samme," sagde han stille, mens hans røde øjne lyste højtideligt op i solens stråler, som kun ramte han om øjnene. Blake kiggede fortsat svagt og diskret på hende. "You know, you are pretty beautiful," sagde han med britisk accent. Den raslende, smukke og romantiske stemme, der skar gennem luften. En blød, britisk stemme, som lod sig hænge i luften, og afbrød den rolige stilhed for få sekunder. Han lod sin krop glide ned ad træstammen, hvilket resulterede i, at hans trøje - uheldigvis - blev trukket højt op, så hans veltrænede overkrop kom til syne. Han bed sig let i læben, og blev hurtigt benægtende og forlegen. Han trak sig hurtigt op, og hans hænder trak aggresivt sin trøje ned, mens hans tænder kom til syne. Han hvæsede kort af trøjen, hvor efter hans tænder forsvandt igen.

"Ja, for jeg er både yngst og ældst" sagde hun med et skævt smil. Lagde mærke til hvordan solens stråler, kun lige ramte ham omkring øjnene. Det fik dem til at blive endnu flottere end de allerede var. De fik nærmest flere røde nuancer. "So are you" sagde hun med sin blandede accent, der både var britisk og australsk. Hun hadede den, for når hun snakkede lød det åndsvagt. Men hun kunne virkelig godt lide hans accent. Den var sådan rigtig.. Britisk! Let, rolig og elegant. Præcis som den skulle være.
Da hans trøje gled op, kunne hun ikke lade være med at kigge imponeret på hans veltrænede overkrop. Damn, den knægt havde en flot krop. Hvis hun havde været menneske, ville hun højst sansynligt have savlet eller kastet sig for fødderne af ham.
Da han aggresivt trak sin trøje ned og derefter hvæsede af den, lo hun.

Blake nikkede anerkendende. Han smilede roligt. "I'm not than you are," sagde han lettere protesterende, dog stadig med den rungende, smukke klang, der sad fast i luften, og skar roligt gennem luften hen til hende. Han lod sine tænder skjule bag sine fyldige røde læber, da de var ret blodige, og lange. Ret så advarende. Han var lettere træt af, at være vampyr nogle gange. Han kiggede på hende. Han havde for langst duftet, at hun var vampyr. Men det skulle han vel ikke sige? Det var vel lige meget. Eftersom hun selv havde afsløret sin alder, så var det vel logisk. "Er du slet ikke træt af, at du er blevet bidt?," spurgte han stille, og drejede hovedet, og fumlede lidt med øjenkontakten. Men med lidt held, fik han trukket sine røde øjne ind i hendes sorte. Han afventede svar, mens et lille smil spillede over hendes læber. Hun var utrolig smuk, og det var vel ikke en hemmelighed.

Jamilah rystede svagt på hovedet. "Yes, you are" insisterede hun med sin blandede accent. Den var dog mest præget af britisk, da hun var født i England og hendes forældre også snakkede med britisk accent, selv efter de var flyttet til Australien og til USA. Dog var der en smule australsk i hendes, som hun virkelig hadede. Hans accent lød jo så.. Perfekt, lige som alt andet ved ham.
Hun indåndede svagt hans vampyrduft. Vampyre duftede godt for hende, men hans duft var bare så lækker! Lidt lige som med mennesker, som kunne dufte rigtig godt pga. af deres blod.
Jamilah lagde sin venstre hånd over sit ar, fra da hun var blevet bidt. Kun en vampyr ville kunne se det. Det sad på hendes underarm lige ved håndleddet. Hun syntes det var utrolig smukt. "Joh, jeg ville hellere være menneske, hvor fjollet det end lyder" Hun smilede skævt og så direkte ind i hans smukke, røde øjne. "Hvad med dig?"

Blake smilede roligt, og lyttede til de ord, hun sagde. Hendes søde, og saftige stemme dækkede over den australske accent, som ødelagde det lidt for hende. Han lyttede fortsat til de ord, hun sagde til ham. Han rystede svagt på hovedet. "You are beautiful. And I'm not more than you are," sagde han bestemt, stadig med den sprøde og dog bløde britiske accent, som lagde et specielt præg på, hvordan hans stemme lød ret dyb.
Blake betragtede hende, og smilede varmt. "Hvem bed dig?," spurgte han stille, og kiggede hende stadig i øjnene. Han kiggede på hende. "Jeg ved ikke, hvordan det er at være menneske. Jeg er født sådan," sagde han, og kiggede ned ad sig selv, som var han et misfostor. Han smilede. "Eller ... jeg ved det faktisk ikke, hvis jeg skal være ærlig. Det er over 375 år siden, alligevel," sagde han stille, og smilede svagt til hende.

Jamilah lyttede opmærksomt det til det han sagde. Hun kunne virkelig godt lide hans stemme. Accenten gjorde den endu bedre! Den var sådan sprød, men stadig blød. Ligesom den skulle være. Hun var utrolig fascineret af hans stemme. "We are both beautiful" sagde hun bestemt og smilede svagt. Selv kunne hun ikke lide sit smukke udseende. Det var jo det, som lokkede ofrene mest. Det fik hende til at føle sig som et monster, som hun slet, slet ikke ville være overhovedet.
"Jeg ved det ikke.. Men hvis jeg møder personen dræber jeg ham eller hende" Hendes øjne der før havde vist glæde, viste hun var bestemt hun var med det hun sagde. Hvis man ikke kunne høre det på stemmen, kunne man klart se det i øjnene.
"Jeg kan godt lide ældre fyre" sagde hun og lo kort.

Blake smilede "And you are mostly," sagde han bestemt, og smilede varmt til hende, mens hans øjne stadig glimtede svagt i solens skær, der kun lige ramte hans øjne. Han kunne pludselig se, at hun var blevet meget oprevet, og han ville ønske, han kunne gøre noget ved det. "Rolig," sagde han, og lod en hånd køre hen til overfladen af hendes hånd, og forsøgte stille, at berolige hende ved at kærtegne hendes håndryg. Han kiggede hende stadig i øjnene, mens hans smil blegnede svagt. "Slap af. Han eller hun er ikke det værd," sagde han stille, og kiggede hende stadig i øjnene.
Blake smilede over hendes ord. "Så er der større chancer hos dig, for mig," sagde han i sjov, og smilede varmt til hende, mens hans røde øjne stadig glitrede diamant-agtigt i solens varme stråler.

Jamilah smilede. Hvis hun havde været menneske, ville hun helt sikkert have rødmet. "Thank you" mumlede hun en smule genert og overgav sig så, kunne man vel sige. Det var rart at nogen fortalte hende at hun var smuk, selvom hun godt vidste det. Det betød bare lidt mere når en smuk, vampyr dreng fortalte en det
Hun sukkede og smilede svagt. Det at han rørte hende hånd, beroligede hende. Desuden føltes det faktisk dejligt. Hun plejede ikke at røre andre folk, ikke en gang vampyr. Denne her vampyr og hendes bedsteveninde, var nok de eneste som hun ville lade røre hende."Du har ret, men jeg vil ikke være sådan her" sagde hun lavt og så ham stadig i øjnene. Hans øjne beroligede hende.
"Har jeg chance hos dig?" jokede hun.

Blake smilede. "Don't thank me. Thank yourself. It's not my work, that you're so beautiful," sagde han stille, og smilede beroligende til hende. Han kiggede hende stadig blidt i øjnene, mens han forsøgte at genskabe den forrige kontakt. Han kiggede på hende, mens hans røde læber forsøgte at sige mere, men det kunne de bare ikke.
Blake kiggede på hende. "Jeg ved livet er uretfærdigt ... men, at du ikke acceptere det, gør det ikke lettere for dig. Du bremser dig selv, hvis du ikke vil være sådan her. For sådan er dit liv .. desværre fremover. Og tro mig. Når du finder din kærlighed, bare tanken om, at du lever evigt. Den er uyggelig dejlig," sagde han stille, og kiggede på hende, med et lille smil, mens hovedet var lagt halvt på skrå. Han løftede langsomt sin arm, og nussede kærligt hendes kind, mens han stadig havde øjenkontakt. "Accepter det. Ellers sidder du fast her for evigt," sagde han uroligt.
"You can try, and see?," sagde han lettere alvorligt. Han havde sporet hendes ikke-alvorlige stemme, men han lod sin stemme lyde alvorlig, hvilket han også var.

"I haven't done anything" Hun smilede og hende mørke øjne glimtede kort. Det var vel teknisk set hendes forældre og vampyren, som havde forvandlet hende, der havde gjort at hun var så smuk som hun var. Men hun syntes stadig at mellem vampyren og hende, så var han smukkest. Måske også fordi hun ikke tændte på sig selv.
"Tro det eller ej, men jeg kan godt lide det. Jeg kan leve forevigt uden at blive ældre eller få en eneste rynke" Hun lo, men hun var fuldkommen alvorlig. Før hun var blevet forvandlet, havde hun altid været bange for at blive ældre. Nu blev hun det aldrig! Det var vel, så og sige en slags gave hun havde fået. Uden rigtig at ville have den, men hun kunne lide det. "Men hvornår finder jeg mon så denne kærlighed?" Hun løftede spørgende sine øjenbryn.
"Why don't you try and see, if you have any chances with me?

"Well ... you can always say that," sagde han stille, og betragtede hende. Hun var virkelig smuk og sød. For ikke at beskrive hende som; dejlig. Han smilede roligt, og kiggede på hende. Hun var en smuk, dejlig vampyr, og det kunne hun ikke sige ham imod! Og slet ikke, fordi han havde egentlig ikke sagt noget om det! - endnu.
Blake lo svagt, med den dybe stemme. "Ja. Jeg ved jo, hvordan det er. Men det er et helved, hvis man ikke har noget at lave, så går det helt galt," sagde han roligt. "Uden kærlighed, og uden arbejde, så kommer du til at kede dig," sagde han bestemt, og det kunne hun vel også selv tænke sig til, eller gav det ikke mening?
"How do you want me, to test you?," spurgte han med den britiske accent.

Hun nikkede og betragtede ham. Han var virkelig smuk og utrolig sød. Når hun tæknte sig om havde hun aldrig mødt nogle drenge, der var så søde som han var. Udover at være smuk og sød, så var han også bare total dejlig og fantastisk! Måske var alle drenge, fra gamle dage bare det. Hvis det var tilfældet måtte der gerne komme en hel del flere.
"Tæller skole?"Hun smilede. "Jeg er bare en af de uheldige, som aldrig har haft kæreste på" Hun trak på skulderne. Egentlig betød det ikke så meget for hende. Så længe hun havde sine venner, som hun kunne fjolle med, så klarede hun sig fint.
"You decide"

Blake smilede roligt, mens han betragtede hende snakke. Hun var virkelig smuk og dejlig. Men kunne han sige det til hende? Hvordan skulle han kunne teste hende? Og hvordan skulle han kunne se, hvad hun syntes om ham? Alle disse spørgsmål fløj gennem hans hoved, og forvirrede ham mere end han havde regnet med, det ville. Alle de ord, det var fløj gennem hans hoved, og gjorde hans tanker utydelige.
Blake nussede stadig hendes kind, stadig meget forsigtigt. Han håbede ikke, han var for påtrængende. Han forsøgte sådan set bare at berolige hende, men han ville godt indrømme, det var en underlig teknik. "Aldrig kæreste? Det er lidt utroligt. Har eller er du så forelsket?," spurgte han stille, og smilede varmt.
"How?"

"Jeg har været forelsket mange gange og er det vist også" mumlede hun stille. Hun var vist en smule forelsket i ham. Godt nok havde hun kun lige mødt ham og kendte ikke en gang hans navn, men der var bare et eller andet ved ham, som hun ikke rigtig kunne sætte finger på. Der var et eller andet der gjorde hende rundt på gulvet.. Hun kunne lide det.
"Just.. Do something"

Blake smilede stille. "Sødt. Pigen er forelsket. Tør man spørge i hvem?," spurgte han stille, og fjernede langsomt sin hånd fra hendes kind igen. "But I can feel, you got something on your mind. But what?," spurgte han stille. Han betragtede hendes smukke ansigt, og hendes skønne krop. Alt ved hende matchede, og iuden tvivl, var hun vel også selv glad for at være sådan, som hun nu var. Han betragtede hende gang på gang, med de røde øjne, der kørte lettere rundt på hendes krop. Og bagefter hendes ansigt. Det hele var så smukt, helt guddommeligt.

"You" svarede hun til begge spørgsmål. Hun smilede lettere genert og så ned i græsset. Det var en smule pinligt at indrømme, men det var sandt. Hun håbede ikke han ville blive total underlig eller noget.
Hun så lidt op og betragtede ham. Han var guddommelig smuk. Alt ved ham passede sammen. Han var nok den smukkeste på hele Jorden.

Blake kiggede stadig på hende. Han tog det ikke så tungt, men blev dog lit overrasket. "Wow," sagde han bare, og smilede stadig. Hun var virkelig sød, og hun var ikke bange for sandheden. Han lod sin hånd røre hendes kind igen, og nussede kærligt. "Er du slet ikke ..." Han tav. Han kunne intet finde lige nu, og stod på bar bund for ord. Han kunne mærke en lyst skyde gennem ham. En lyst til at kysse hende, men lod dog være. Indtil videre. Han kiggede på hende, og da hun godt ville have, om kan kunne teste hende, lod han sig læne ind mod hende. Han lod sine røde, fyldige læber ramme hendes, hvor efter en lettere dejlig følelse opstod nede i maven på Blake.

Jamilah kunne ikke lade være med at smile. Det lod til at han var mundlam. Ret komisk faktisk. Men det ville hun også være. Hvem ville ikke være det? Det måtte da være ret overvældende at få af vide, på en eller anden måde.
Hun så op og bed sig svagt i underlæben. Hun vidste ikke rigtig hvad hun skulle sige. Derfor blev hun glad, da hans læber rørte hendes. Det kildede i maven på hende. *Sygt, hvor teenage agtig* Tænkte hun.. Men var egentlig ret ligeglad.

Blake trak sig langsomt tilbage. "Er du okay?," spurgte han roligt, og nussede stadig hendes kind. Hans smil ville ikke forsvinde lige nu. Han var ret så glad, for ikke at sige nærmest lykkelig. Hun var en dejlig pige, en god kysser og en smuk vampyr. Kunne det blive bedre? - fra Blakes side, så kunne det ikke være et bedre ønske. Ikke et bedre sammentraf. Han smilede stille. "Aldrig haft en kæreste før?," spurgte han stille, og betragtede hendes ansigtsudtryk, som snart blev vist. Hendes reaktion på Blakes kys, uden egentlig at have givet hende tegn, eller advarsel for, at han havde gjort det.

Jamilah nikkede. "Ja, er du?" spurgte hun nysgerrigt og nød at han nussede hendes kind. Det føltes dejligt. Bare det at hun snakkede med ham var dejligt. Han var en dejlig fyr, en fantastisk kysser og en utrolig smuk vampyr. Det kunne umuligt blive bedre i hendes øjne. Hvis hun kunne fryse tiden, ville hun helt klart have gjort det.
Hun rystede på hovedet.

Blake smilede. "Jeg har aldrig haft det bedre," sagde han stille, og smilede varmt til hende. Han rejste sig langsomt op, og gik om bag hende. Han satte sig ned igen, og lod armene glide om hendes mave, hvor efter han trak hende tæt indtil sig. "Jeg ville ønske, at det her var sket for langt tid siden," sagde han, og kyssede hende forsigtigt på halsen. Han smilede, og nussede hende ved maven, kærligt. Han betragtede hendes skønhed, som skinnede mere end solen.
"Er det noget, vi skal gøre noget ved?," spurgte han stille, og smilede varmt til hende.

Jamilah smilede. Det føltes dejligt, da han lagde sine arme rundt om hende. De var så tæt på hinanden, at hun kunne mærke hans mavemuskler. Tanken om dem, fik hende til at smile lidt mere. "Samme her" mumlede hun og nød at stærke arme rundt om sig. Hun følte sig tryg. Det havde hun aldrig før gjort. I hvert fald ikke hos en anden person.
Hun sukkede af nydelse, da han forsigtigt kyssede hende på halsen og nussede hendes mave. "Hva synes du?"

Blake smilede stille, og nussede stadig hendes mave. Han kiggede på hende, og kyssede hende blidt i håret en gang. Han kiggede op mod solen, hvor efter han sukkede svagt. "Jeg vil vise dig noget, når det en gang bliver nat," sagde han med et lille smil, og nussede stadig hendes mave. Han betragtede hendes skønhed, som blev ved med at skinne. Hun var virkelig smuk, og det kunne hun ikke sige fra! Hun var en guddommelig smuk vampyr. Flottere end de fleste vampyrer, han havde set.
Blake smilede svagt. "Hvad jeg synes? Jeg synes, det her er rart," sagde han med et lille smil. "Det er dit eget valg. Jeg har spurgt dig," sagde han roligt, og kiggede hende i øjnene.

"Jeg glæder mig" mumlede hun og smilede da han kyssede hende i håret. Det føltes dejligt. Det at han nussede hendes mave, var endnu dejligere. Det kildede lidt. Hun drejede hovedet lidt, så hun kunne se ham. Smilede så. Hans skønhed var overvældende. Han var virkelig smuk. Guddommelig smuk, selv af en vampyr.
"Ka' du lige omformulere dit spørgsmål, så jeg kan forstå det korrekt?" Hun var ikke helt sikker på hvad han mente.

"Det er dit valg. Om du vil glæde dig," sagde han stille, og kunne ikke lade være med at smile. Han kiggede på hende, og da hun drejede hovedet, kunne han ikke lade være med, at kysse hende blidt igen. Denne gang med følelser lagt i kysset. Han kiggede stadig på hende, og trak sig så tilbage. Han smilede svagt, og kunne ikke lade være med at smile. Hun var så dejlig, sød, smuk og guddommelig, i det hele taget. Og det ville hun altid være i hans øjne,
"Omformulere det? Som i: ... Vil du ... være ... min? Danne par med ..." han tøvede let, og var ikke sikker. Han var ret nervøs. "mig?," hviskede han blidt i hendes øre.

"Det gør jeg skam" forsikrede hun ham om. Hun kunne nærmest ikke vente til at se, hvad han ville vise hende. Hun smilede, da han kyssede og kyssede selv forsigtigt tilbage. Trak sig så også lidt tilbage. Hun forstod ikke, hvordan hun kunne være så heldig, at møde en så sød fyr! Han var alt hvad hun ville have. Han var dejlig, smuk, sød og guddommelig.
Hun kunne ikke lade være med at spærre øjnene lidt op. Hun var totalt overvældet. Hun stoppede helt med at trække vejret. Hun behøvede jo faktisk ikke trække vejret, så der skete ikke noget. Hun smilede så. "Ja" hviskede hun forsigtigt i hans øre.

Blake smilede stille. "Jeg er ked af, du aldrig har haft en kæreste før. Men jeg håber, du bliver lykkelig hos mig," sagde han stille, og kiggede på hende. Han kiggede op mod solen. "Typisk, så er solop- og nedgangen altid så smuk, men den kan jeg desværre ikke overvære med dig, da vi jo er ... vampyrer," sagde han stille, og lod sine hænder stadig nusse hendes mave. Han havde godt om hende, og hun lå helt tæt indtil ham, eftersom han 'holdt hende fast' tæt på ham, som om han ikke ville af med hende igen. Hvilket han heller ikke ville.
Han smilede stille. "Du er ikke klar voer, hvor lykkelig du gør mig," sagde han stille, og nussede hendes kind med den ene hånd, og den anden nussede han hendes mave med.

Jamilah smilede svagt."Det er jeg sikker på jeg bliver" sagde hun stille og fulgte hans blik. Rystede forsigtigt på hovedet af ham. "De er smukke og solen får os til at blive endnu smukkere!" Hun lagde en hånd på hans kind og nussede ham forsigtigt. Hun kunne godt lide at de lå så tæt. Det var behageligt og hun følte sig virkelig tryg. "Se selv" mumlede hun og stak sin anden hånd ud i solskinnet. Den begyndte at funkle, som var hendes hud lavet af diamanter.
"Du er ikke klar over, hvor lykkelig du gør mig" sagde hun og kyssede ham forsigtigt.

Blake kyssede blidt igen, da han modtog et kys. Det gav stadig en dejlig fornemmelse. Han smilede roligt, og nussede hendes kind kærligt. Han smilede roligt. "Jeg er bange for ... jeg ikke er forelsket i dig. Jeg ... elsker dig," sagde han, og syntes det var ret forlegent, at elske en så hurtigt. Han smilede dog stadig, og kyssede hende igen. Han kunne ikke få nok. Hver gang han modtog et kys, blev han mere ivrig efter det næste. "Your kiss is my drug. Every kiss you give, I want more. And I get high, and very happy," sagde han stille, og kyssede hende på panden.
"Jo. Og det er umulgit, at jeg gør dig emre lykkelig, end du gør mig," sagde han bestemt.

Jamilah smilede og fortsatte med at kysse ham. "Jeg.. elsker.. også dig" sagde hun og var en smule forlegen. Det var helt sikkert ikke normalt at elske nogen så hurtigt, men de var jo vampyre! Hvad var der overhovedet normalt ved dem? Hun smilede stadig og nød at han kyssede hende. Hver gang de kyssede var hun ivrig efter det næste. "The same here.." hviskede hun og kyssede ham blidt på halsen et par gange. "Nej, du gør mig lykkeligere end jeg gør dig" sagde hun lige så bestemt.

Blake lod kysset blive lidt heftigere, og kyssede fortsat, bare lidt hurtigere. Han sukkede svagt af nydelse, og smilede. Det var så dejligt, så nydende, så .. perfekt øjeblik. Han kunne sidde sådan her for evigt. Det var helt sikkert. Og for evigt var også et godt ord at bruge, da de levede for evigt. Indtil sølv kom i vejen. Han følte en lykke, der var helt utrolig. "Maybe, but you kiss like a dream," sagde han stille, og kyssede hende blidt på panden, så på næsen, og derefter på munden, og der blev han ved med at kysse. Han nød det utrolig meget, så han fik helt gåsehud. "Du er min lykke," sagde han bestemt.

Jamilah sukkede ret tydeligt af nydelse. Det var så dejligt, så fantastisk.. så perfekt. Hun kunne blive ved forevigt.. Det var en tanke hun specielt godt kunne lide. De levede jo forevigt. Det var nok en af de første gang hun var glad for sit evige liv. Nu havde hun Blake til at dele det med. Hvor fantastisk var det ikke lige?
"So do you" mumlede hun og kyssede ham forsigtigt på siden af halsen, på kinden og på munden til sidst. Hun nød det så meget.. Det var helt vildt. "Og du er min"

Blake smilede. Jamilah var kun hans, og det var hans drøm. Drømmen var virkelighed. Det underlige ved det var, at hun ikke kendte hans navn. Han smilede roligt. Han kyssede roligt, og dog heftigt igen. Han kunne bare ikke få det dejlige smil væk. "En dejlig dag, og en perfekt pige," sagde han konstaterende. Han kiggede hende i øjnene, som stadig var røde, dog bare mørkerøde. Det var også lidt tid siden han havde spist nu.
"Jeg er ikke din. Jeg er KUN din alene!," sagde han bestemt, og smilede varmt til hende. Han plantede et kys i hendes pande, og kyssede så uafbrudt videre.

Jamilah smilede. Der var dog kun en ting som generede hende. Hun kendte ikke hans navn. "Du fortalte aldrig hvad du hed" sagde hun stille og gengælde hans kys. Han var hendes, og det var fantastisk. Dog følte hun ikke nogen ejerfornemmelse over ham. Som en eller anden en gang havde sagt: Hvis du elsker nogen lad dem gå, for hvis de elsker dig kommer de tilbage. Det kunne hun godt se var meget fornuftigt. "En dejlig dag og en perfekt dreng, for mig" sagde hun med et smil. Så ham i øjnene. Hans øjne var blevet mørkerøde. Han var sikkert sulten. Det var hun selv. Hendes øjne var helt mørke.
"Kun min" gentog hun.

Blake kiggede på hende. "Kig," sagde han, og lod sit hoved hvile på hendes skuldre, mens han pegede ud mod solen. Den var ved at forsvinde, og man kunne mærke, hvordan varmen forlod søen. Han smilede stille, og kiggede på hende. "Mit navn ... er det nødvendigt?," spurgte han drillende, og prikkede hende blidt i siden. "Blake." Han smilede stille. "Og dit er stadig Jamilah. Et smukt navn, til en smuk pige," sagde han stille, og lod sine arme omfavne hende, stadig. "Jeg tror aldrig, jeg kommer væk igen. Jeg vil ikke væk fra dig," sagde han stille, og kyssede hende ved øret. Han betragtede natten, som blev mere og mere tydelig, og klokken måtte mindst være ... elleve. "Jeg er kun din," sagde han stille, og kiggede ud mod natten.

Jamilah gjorde som han sagde og så hen hvor han pegede. Smilede, da hun så at det var solen der var ved at gå ned. "Du ved godt vi ikke dør af solen ikke?" spurgte hun forsigtigt. Nogle vampyre troede vel på de historier, som menneskerne havde fundet på. Det havde hun selv gjort engang, men det meste var jo bare myter. Også det med sølv, vievand og en pæl.
"Blake.. Smukt navn til en smuk dreng" sagde hun og kyssede ham på munden. Da han omfavnede hende, bevægede hun sig tættere ind til ham. "Jeg vil aldrig væk.. Og slet ikke fra dig" Hun sukkede af nydelse, da han kyssede hende ved øret. "Og jeg er kun din" nærmest hviskede hun og fulgte hans blik.

Blake smilede. "Du er virkelig smuk." Han smilede roligt. "Du tænder mig helt hvis jeg skal være hudløs ærlig," sagde han, og kiggede kort væk. Han kyssede hende kort ved halsen, og kiggede ud mod søen. "Du ved godt, hvad man siger om søen, ikke?," spurgte han stille, mens hans blik lå på søen. Han drejede blikket over mod Jamilah. Pigen han elskede. Den smukke pige, der tændte ham.
"Men ... det er lidt synd, at jeg ikke er smuk," sagde han stille. "I hvert fald ikke smukkere end dig," sagde han stille, og smilede glad. Han ville aldrig af med hende igen. Hun var så dejlig, og så pokkers smuk. Han kiggede hende varm ti øjnene, og nussede kærligt hendes kind. "Jeg vil stadig godt vise dig noget," sagde han, og kyssede hende blidt.

"Og du tænder mig" indrømmede hun og så kort ned. Hun smilede og nød kysset på sin hals. Fulgte hans blik ud mod søen. Rystede så svagt på hovedet. "Nej, hvad siger man?" spurgte hun oprigtig nysgerrigt. Hun havde ikke hørt nogen historier om søen. Eller det kunne godt være, men at hun så bare ikke havde hørt efter.
"Du er smuk!" sagde hun bestemt. "Mindst lige så smuk som mig" Hun smilede til ham og kyssede ham blidt på halsen. Han var så dejlig og mega smuk. Hun ville aldrig af med ham.
"Hvad vil du vise mig" spurgte hun og gengældte blidt kysset.

Blake kiggede undrende på hende. "Har du aldrig hørt, at den sø er kold, og derfor er folk tit i fare for, at drukne?," spurgte han stille. Han nussede hendes kind, og kyssede hende blidt. Et dejligt kys. De kys, som han havde drømt om. Den pige, han havde drømt om. Den pige han endelig havde fået. Han betragtede hende. Ud over månen, så var hun den, der lyste hans vej op. Hun gjorde ham lykkelig, det kunne han mærke, og han var sikker!
"Men du er smukkere, end jeg er. Din krop er smuk, du er smuk. Dit smil er smukt. Du tænder mig." Han kyssede hende blidt på kinden, og hen mod munden, men stoppede ved mundvigen. Han smilede, og kyssede hende forsigtigt, blidt på munden, et ømt kys.
"Kom med," sagde han stille, og rejste sig op. Han rakte hånden ud efter hende, mens et smil lå plantet på hans fyldige, røde læber.

"Jo, men måske har folk bare ikke vist hvor dyb den er" hun trak på skulderne. Søen så i hvert fald ret dyb ud. Hun havde aldrig badet i den eller noget, men vandet var ret mørkt - også om dagen. Hun smilede og gengældte hans kys. Det var et dejligt kys af den som hun længe havde drømt om. Han ville gøre hende lykkelig, det var hun sikker på.
"Du er smukkere end mig. Alt ved dig er smukt. Din krop, dine øjne og dit smil, alt! Du tænder mig" Hun hviskede og nød kyssende. Gengældte hans kys. Smilede forsigtigt.
Hun tog hans hånd og rejste sig op. "Hvad skal vi?"

"Det er ikke rigtigt," sagde han, og gik hen til søen. Han smilede roligt, og tog sin hånd ned i søen. "Folk dør pga. kulden. Folk kan ikke komme derned. Men ... vores blod kan ikke fryse til is," sagde han stille, og smilede. "Vores blod kan ikke blive stoppet af kulden," sagde han stille. "Jeg vil vise dig bunden af søen. Se, hvad folk kaster i den. Og hvor smuk den er om natten, med månen som lagn over søen, så den ikke skal fryse i løbet af natten," sagde han stille. Han rakte hånden frem mod hende, og smilede stille. Han betragtede hende, mens hans smil blev lidt mindre. Han mente det. "Kan du svømme?," spurgte han stille, og gik hen mod vandkanten. Han kiggede tilbage på hende, og ventede på, hun gik ned mod ham.

Hun lyttede interesseret til hvad han sagde. Hun var sikker på at han havde ret. Det lød ret logisk at folk døde pga. af kulden. Hun havde fået fortalt at søen var utrolig kold mange gange, men havde aldrig rigtig tænkt ret meget over det. "Der er fordele ved at være vampyr" Hun smilede.
"Jeg vil rigtig gerne have du viser mig den" sagde hunn og tog hans hånd igen. Smilede til ham og klemte blidt hans hånd. Hun nikede så. Måske var hun ikke verdens bedste svømmer, men hun kunne da svømme.
Gik ned mod ham.

Blake smilede roligt, mens han betragtede hendes sorte øjne. "Der er altid fordele for os vampyrer. Vi har adgang flere forskellige steder hen, hvor dødelige mennesker ikke har," sagde han med et lille smil, og kyssede hende. Han kiggede ned ad hende. "Og du vil bade i det der?," spurgte han stille. Han hentydede til hendes trøje, i det mindste. Han smilede stille. "Når man kommer op af en helt kold sø, om natten, er det rart at have - bare lidt - tøj, som kan holde en 'varm'," sagde han stille, og kyssede hende på panden. Han smilede, og afventede hendes svar. Han ville i hvert fald have sin trøje af! Han lod sine hænder få fat i bluse kanten, og trak stille op i trøjen, hvor efter han smed den hen under træet. Han afventede hendes reaktion.