light or dark, I'm alone- Blake

Omgivelser: Ingen lige nu!
Sted: Skoven
Tid: Eftermiddag.
Vejr: Solen er ikke fremme, lige nu.
Dato:??
Årstid:Forår.

Man kunne høre skridt gennem det fugtige græs, hvor grene lå rundt omkrig. Sådan set over alt, så de knækkede under Millas skridt, som hun nu tog. Hendes hår hang let og en lille smule pjusket ned af hendes skuldre. Men elegant var det stadig, meget endda. Et lille smil plantede sig hen over hendes læber, da hun så sig omkrig. Naturen var smuk, og helt special. Men det mest utrolige var at, den var helt unik. Solen var væk, og himmlen var små grå, men stadig var der så småt lunt. Hun var i ført en hvid, strop trøje som sad lidt stramt.Men ud over det havde hun en sort trje ud over bare sådan en kardigan eller hvad man nu kalder det. Men hendes ben var klædt i stramme cowboy jeans, som sad helt tæt på hendes tynde, men smukke ben. Hun havde også hendes sorte, lidt slidte Converse på.. Der var et par huller hist og her på dem. Men stadig var det altså de eneste Milla ville have på. Men det var også dem som var bedst at gå i efter hendes mening. Hun vandrede enedelig bare lidt rundt, inde i den lidt store skov. Eller hun var også småt faret vild.

Blake kiggede sig lidt omkring. Skoven var stor og meget nem at fare vild i. Han var endda lige kommet, men han var i trætoppene - et sted, man nemt kunne se, hvor man var. Han stoppede lidt op, mens toppen svejede i kronen, fordi Blake var hoppet op i toppen. Den svejede, som kom der vind, men der var ingen vind. Han kiggede sig omkring, og kunne se en lysåbning, faktisk mere en åbning. Han kunne også høre et par knæk, og reagerede hurtigt, voldsomt. Han var allerede i et andet træ, mens han holdt godt fast i træet. Han kunne lugte blod, og det pumpede dejligt, fristende rundt i kroppen på personen. Duften var ikke til at tage fejl af; det var en kvinde, mere end pige. Han blinkede en kort gang, og kiggede rundt. Var der flere, eller var det her hans måltid? Han kunne ikke se nogle, og sprang ned foran hende, men forsvandt hurtigt igen, uden nogen kunne nå at se ham. Dog efterlod han altid en irriterende, irritabel lyd, som gjorde, at den afslørede den retning han løb i. Han stoppede op, og sprang op i et træ nær pigen. Han måtte bare få fat i det blod, der pumpede saftigt i pigens krop. Han lukkede øjnene, og kunne allerede smage blodet i sin mund, eller mere i sine drømme.

Milla vandrede vidre op af den lange bakke, som var placeret midt i skoven. Hun satte sig let på hug da, et lille egern, hoppede hen af skovbunden. Hun smilede let for sig selv og kiggede kort på egnernet, med hendes uskyldige nuttede øjne. "Hej med dig lille ven" hviskede hun til egneret, da hun ler og forsigtigt strøg den ned langs ryggen, før hun elt rejste sig op igen, for at gå videre. Hun kom helt op og stå. Hendes trøje var hoppet lidt op så man kunne se et stykke af hendes slanke stramme, og dog lidt veltrænnet mave. Hun hev let ned i trøjen, men hun kunne ikke få den til at sidde orndeligt. Hun så sig let omkrig der var igen, så igen skade, endnu. Hun smilede let, før hun fortsatte med at vandre lidt. Hun hørte noget oppe fra træet, hvad var det?? Det anede hun ikke. "hvem der?" sagde hun skræmt og sakkede let bagud, mens hun så op på det træ, hvor lyden kom fra. Hendes øjne, lyste let uskyldighed, og rent. Hun dirrede let ved tanken om det var en morder, som pludselig ville springe frem.

Blake betragtede Milla gennem hele turen. Den trøje, der ikke ville sidde. Hendes tendens til at være søde ved dyr og alt. Måske havde hun alligevel bedre af at leve? Bedre af at være uviden om vampyrer og varulve. Hun ville nok ikke kunne dræbe dyr, hvis hun blev sulten. Blake kunne føle den positive, som Milla lukkede ud. Han kunne føle den langt inde i sig. "Jeg er det, du ikke vil se," sagde han, og gemte sig længere ind bag skyggerne. Han kunne ikke afsløre sig selv med de tænder. Hendes blod dunkede hurtigere, da hun var blevet bange. Han satte sig ned i skyggen af et træ, og slog sin kappe over hovedet. Den kappe, man brugte i 1700-tallet. Ret så afslørende. Han sukkede kort, og en kold luftsky kom ud af hans mund. Han forsøgte virkelig, at trække hans tænder ind, men han kunne ikke. Han forsøgte at krybe tættere ind mod skyggerne, men havde ingen chancer. Hvad var oddsene for, ikke at blive set? Og nu kunne han heller ikke smutte, da hun nok ville få øje på det, og først blive rigtig bange. Blake betragtede Millas smukke krop, da han ikke kunne se hendes hoved pga. den hætte.

Milla stoppede med at være bange da hun hørte en stemme.
Hun fulgte stemmen. "Jeg vil gerne se" dig" hviskede, hun stille, og gik hen mod hans skygge.
Hun kom hen foran ham. Hun strøg let hans kappe til side, og satte sig på hug foran ham. Et lille smil bredte sig hen over hendes læber, "Vampyr??" spurgte hun stille. Hun havde stødt på mange vampyrer lige for tiden, den ene nåede at bide hende. Men hun slap væk inden der skete noget. Hun lagde let en hånd på hans kind og mærkede hvor kold den var. "Du er vampyr" hviskede hun og fjernede let hendes hånd. Hun kiggedee på ham, med hendes smukke, baby blå øjne, som lyste af uskyldighed, og ynde. Han var smuk, og hans hud som marmor. Hun smilede stille til ham.
"Du er smuk" hviskede hun æet og ærligt. For det var han smuk, meget smuk endda.

Blake lod sit hoved flytte, da hun ville røre hans hud. "Ja. Jeg er vampyr," sage han roligt, og kiggede på hende. Han kunne se, at han blev lettere gylden. Han kiggede op mod solen. Han kunne mærke, hvordan hans hud langsomt blev til små skinnende diamanter, med marmor mønster. Han kiggede over på hende, med sine helt røde, diamant øjne, som skinnede helligt i solens hede.
Blake betragtede Milla, og det hun sagde. "Det er muligt, jeg er smuk. Men jeg har ikke selv valgt det," sagde han stille, og forsøgte at kravle diskret lidt længere væk fra hende. Han følte sig helt som en monster over for hende. Han bed sig kort i læben, og kiggede over på hende med de helt blodrøde, diamant-skinnende øjne. Han sukkede svagt. "Jeg har ikke valgt det. Vampyrer har en tiltrækningskraft på 110% over for sit offer," sagde han stille, og kiggede ned i jorden, som var helt sort. Ligesom hans grav var, da han blev tildækket med jord - dengang.
Blake betragtede Milla med sine helt røde øjne, mens han forsøgte at kravle lidt længere bag ud. Hun var smuk og yndig. Yndefuld og positiv. God ved dyr osv.. Hun fortjente ikke at dø, men hendes blod, der pumpede i hendes årer ved halsen tiltrak Blake, såm det gjorde helt ondt, at vide, at han havde lyst til at slå Milla ihjel.

"Men du er ikke smuk, fordi du er en vampyr, det er det inde bag dig der er smukt" hviskede hun og betragtede ham, flytte sig væk fra hende. "Du har lyst til at bide mig ikk??" spurgte hun stille og bed sig let i underlæben.
Hun lukkedde let hendes øjne, og mærkede vinden mod hendes bløde, rene hud. Hun betargtede ham trække sig væk. Hun stønnede, let da hun rejste sig let op, og bevægede sig let bagud, før hun åbnede hendes taske, og kiggede kort ned i den. "Jeg vidste det" mumled ehun og trak et lille egerne ud som havde nakket hendes kiks. Hun løftede den let og uskyldigt ned på den fugtige skovbund. Hun satte sig så derefte let på hug og strøg den over hovedet.
u kunne man se hendes flade stramme mave, da hun bukkede sig ned. Hun rødmede let i kinderne, og trak så let ned i trøjen.

Blake kiggede hende i øjnene. "Det inde bagved. Du mener, det hjerte der ikke slår. De døde organer, der ikke lever mere. Den krop uden funktion. Den kolde, følelseladte krop, det lig, uden funktion i verden. Vampyrer er skabt for at dræbe, ikke gavne," sagde han stille, og rejste sig. Han tvivlede kort, men smed så sin kappe. Inde bag kappen gemte der sig en trænet overkrop, med de perfekte overarme til det. Han lod kappen falde til jorde, hvor efter en røgsky af jord opstod. Da vinden tog røgen væk, var Blakes hud allerede godt i gang med at ligne diamanter. Han kiggede kort væk. "De døde mennesker. De ufunktionelle mennesker. Monstre," sagde han stille, og kiggede over på hende igen, med de triste øjne, som stadig var røde. Han samlede kappen op igen, og smed den over til hende. "Din bluse er åbenbart ikke nok til at skjule det, den skal skjule. endnu en ting, der er ufunktionel. Jeg er lige så ubrugelig som din trøje," sagde han stille, og betragtede hende, mens han stadig lyste, og hans hud lignede diamanter.

"Du.. Du er ikke noget MONSTER!" udbrød hun højt. "Man vælger at være den man er, og du er dig, og det er dig som er fantastisk på din egen måde." mumlede hun. Hun greb kappen, "Hvordan tager man sådan en på?? spurgte hun lettere forvirret, mens hun betragtede den sorte kappe, og kiggede til sidst op på ham.
"Der er mange ting ma ikke vælger slev, jeg valgte ikke at blive overfaldet, jeg valgte ikke at min mor skulle dø, jeg valgte ikke at miste min bedste ven, men det er de valg, som kommer af sig selv, det er dem so gør dit liv til specialt.
Alle er forskellige lige som liv, itet live er enst" mumled ehun nøæsten utydeliggt.

"Det er enten monstre, misforstre eller dræbermaskiner, om du vil," sagde han stille. "Men jeg tror, du blev overfaldet på grund af dit udssende. Det er tiltrækkende på mange," sagde han stille, og vovede sig lidt tættere på. Hans hud var gennemtænkt skinnede, og uden en mine stod han bag hende. "Her," sagde han, og tog kappen. "Jeg er født i 1642, så jeg ved alligevel lidt om de 1700 århudreds kapper," sagde han stille, og tog kappen, og slyngede om foran hende. Han slog den langsomt bag over hovedet, og tog hætten ned, som var blevet slået op. Han lod sig langsomt gå bag ud, og betragte hende i kappen. Den sorte kappe, der bare var blevet emre sort, da den havde ramt jorden. "Et monster," sagde han stille, nærmere mumlede han det for sig selv. Han kiggede op mod solen. "Og solen hjælper ikke på, at se mere normal ud," sagde han stille, og kiggede på sin krop. Den skinnede, og for andre, var den nok smuk, men for Blake selv var den modståelig, stødende. Han ville hellere have været død nu, end at være blevet forvandlet.

"Mig? Tiltrækkede! Nej! Det passer ikke" mumlede hun undrede. Hun smilede let til ham. Men rødmede let da han hjalp hende, med a få den, på. Den var en lille smule stor til hende, men det var også fordi hun havdeen meget smal krops bygning. Hun kiggede på ham. "Du er ingen af delene, det er mere mig som er et moster" mumlede hun let.
Hun kiggede hen på ham, og smilede et lille forsigtgt smil til ham.
"Måske ikke mere normal, men mere special end andre" minede hun ham om og strøg sig let gennem det lyse brune hår. Nun kiggede let hen på ham, "Vildu ikke nok tro mig??" spurgte hun stille, og bedede.

Blake kiggede på Milla. "Jo. Du er tiltrækkende. En flot, stram mave. Og et kønt ydre, og en smuk ynde inde i!"
"Det er det, inde i, der tæller," sagde han stille, og kiggede på hende. "Og det inde i, hvor skulle det være?," spurgte han. Han havde gemt sig bag sit halv lange pande hår, og løftede nu sit hoved op fra jorden, hvor han tidligere havde stirret. Han kiggede op med de kolde øjne, da han ikke kunne give andre følelse. Han sukkede stille. Han bed sig kort i læben, og betragtede Milla. "Du er smuk. Og jeg er blevet overført smuk, da jeg skal bruge det til jagt," sagde han stille. "Den ydre skønhed bliver erstattet af det monster indeni mig," sagde han stille.
Blake kiggede over på hende. "Hvordan skal jeg kunne tro en, der aldrig har prøvet det?," sagde han bestemt. "Tænk på. Hvis jeg er sulten, skulle jeg dræbe dig, eller dit egern. Det er ikke rart at se, og det er slet ikke rart at gøre. Vi dræber for at overleve. Men jeg ville ønske, jeg kunne dø." Han betragtede Milla, der stadig havde kappen over sig. Nu blottede hun i det mindste ikke sin mave. "Prøv at forestil dig, jeg kan ikke vise følelser. Jeg kan ikke græde. Jeg er kold," sagde han stille, og kiggede igen væk fra hende. Trist.

"Man vælger selv hvilken indre man vil have, eller det vælger man selv, når ens underbevidst hed ved,at det er sådan" sgade hun tøvede og strøg fosigtigt en lysebrun hår tot væk, fra hendes kønne ansigt.
"Men en ting! Hvis du var sulten, var jeg død nu, det er jeg godt klar over, men du er stadig ikke et monster...efter min mening" mumledé hun lettere utydeligt. Hun smilede let, til ham, men stadig var hendes smil også temli uskikkert. Hun sukkede lydløst og bed sig uskyldigt i underlæben.
Hun var temlig nuttet, når hun sådan bed sig i underlæben, for hun så så uskyldig ud. Hun kiggede hen på ham før hun fjernede blikket. Folk havde nok tænkt at de var komplet skøre, siden de stod så lagt fra hinanden og snakkede.

"Men når man er død, så har man ikke det helt store valg for alt muligt, vel? Ens underbevidsthed virker ikke," sagde han stille, og kiggede op i himlen. Han sukkede stille. "Du ville ikke have været død. Men du havde selv følt dig som et monster," sagde han stille. "Og det ønsker jeg ikke," sagde han så lavt, hun måske kunne høre et par ord i den sætning.
Blake bed sig svagt i læben. "Hvorfor synes du ikke, jeg er et monster? Hvad er det, du ser i mig, hvorfor ser du uden om det faktum af, at jeg er drabelig, morderisk, ulovlig og kriminel? Hvordan kan du se forbi det?," spurgte han stille, og trådte lidt bagud, for at være sikker på, hun ikke var for tæt på ham.
Blake kiggede efter et træ, og sprang op i det med ét hop. Han sad i et træ lige over hende, og betragtede hende med sine sorte øjne, der glitrede, og var et tegn på, at han ikke var sulten. Han gemte sig. Gemte sig fra solen, inde i skyggen.