Where are you? - Blake

Sted: Gaderne i Seattle
Tid: Mmkring 23:15
Dag: Lørdag
Vejr: Mørk og koldt, men det regner ikke
Omgivelser: En del mennesker som fester
Påklædning: Kjolen og nogle røde stilletter i silke

I Seattles gader var der fest. Åbenbart var det en eller anden dag som de fejrede, og stort set alle menneskerne var godt fulde. Menneskerne ville se det som den fedste fest nogensinde, men der var nogen som så det anderledes. Vampyrene. De så det som paradis. Det var det perfekte sted til at jage lidt og chancen for at nogen lagde mærke til at et par mennesker forsvandt, var utrolig lille. En del vampyre ville hel klart udnytte situationen. En af dem var Jamilah. I dagens anledning havde hun dresset sig lidt op. En rød kjole med røde stilletter. Det ville komme til at matche hendes øjne senere. Når hun havde fået lokket et menneske ind i en gyde og så dræbt personen. Hun var ligeglad om det var en mand eller kvinde. De smagte lige godt og hun var jo til begge køn. Så var det også meget sjovere. Dog var der en person, som hun syntes der manglede. Hendes kæreste, Blake. Hun havde ikke set ham siden den dag de begge var ved Lake Washington. Gad vide hvorfor hun ikke havde set ham siden? Måske var han taget til en anden by eller stat for at jage lidt. Nogle gange kunne man blive træt af kun at jage i staten Washington. Den kunne være ret så deprimerende.
Hun rystede smilende på hovedet og faldt i snak med en gruppe fyre, som alle stirrede beundrende på hende. Og det var før hun åbnede munden, så de blev tryllebundet af hendes smukke og perfekte sølvklokke stemme. Det samme med hendes sølvklokke-i-vinden latter.

Blake kiggede roligt rundt. Kiggede på alle de folk, der kiggede på hans meget underlige stil. Den stil, de ikke var tilfreds med. Han var ikke iført det fineste festtøj. Han bed sig svagt i læben, og kiggede op mod månen. Fuldmåne, perfekt! Varulvene kunne ikke stoppe ham eller vampyrer i at tage menneskerne. Hans tøj bestod af en revnet trøje, som var flænset op langs brystkassen. Hans veltrænede bryst kunne anes, hvis vinden skubbede hans sorte, langærmede skjorte til side. Den var fin. Og den var ikke revet. Den var knappet halvt op, så den var halvt åben. Hans bukser bestod af et par stramme, sorte Jeans, der var revnet bagpå langs benene. Det var egentlig hans kamptøj - forklarede skaderne på tøjet. Han tiltrak megen opmærksomhed, og han fik øje på et nemt bytte. En ung kvinde. Fin og yndefuld, dog mere tiltrækkende, da hendes blod pumpede hårdt. Han kunne mærke det herfra.
Han satte farten lidt op, og eftersom kvinden fik øje på Blake bankede hendes hjerte hurtigere. Han lod rolgt en hånd, den bløde, lokkende hånd ned ad hendes skulder, der var blottet fra hendes blå festkjole. Han fugtede sine læber, pressede de bløde læber op med sin tunge. Han smilede varmt til hende, og gik så videre. Han fortsatte, og kunne mærke, at hendes blik var på ham. Han havde krammet på hende. Han kunne overfalde hende, når han ville.

Jamilah lo sin perfekte sølvklokke latter. I det hun gjorde det, vidste hun at hun havde krammet på drengene. De havde ikke en chance, for at modstå hende, uanset om hun nu gik eller ej. Hun kunne vende tilbage til dem og så lokke en af dem med sig ind i en gyde, hvor han aldrig ville komme ud igen. Eller jo. På en båre eller noget i den stil. Hun vidste ikke hvordan de hentede lig. Men hun foretrak at dræbe sine ofre helt. Sådan beskyttede hun deres art imod menneskerne, som til tider kunne være alt for nysgerrige og stikke deres næser, i ting som ikke ragede dem det mindste.
Hun smilede til drengene og gik lidt væk fra dem. Hun vidste at de kiggede efter hende. Undrede sig over at sådan en smuk pige, havde gidet snakke med dem og beundrede hendes skønhed og resten af hende, som selvfølgelig var gennemsyret perfekt. Hvis de bare vidste hvad hun var, ville de løbe skrigende væk. Men det gjorde de ikke, for de vidste ikke at hun virkelig var en vampyr. Desværre for dem.
Hun sukkede og snusede til luften, for at se om der muligvis, var nogle mennesker som duftede specielt godt for hende. Ikke den aften, men der var en duft, som fik hende til at spærre øjnene op og et smil, brød frem på hendes læber. Blakes duft.

Blake kiggede roligt, og lukkede øjnene. Lod lydende ramme hans ører. Lod duften ramme ham, og lod et vindpust forvilde hans duft af alt væk. Hans koordination blev helt ødelagt, og han måtte åbne sine øjne igen. Han gik ud fra, at andre folk, andre piger også kiggede efter ham. Han bed sig svagt i læben, og kunne kun lige modstå duften af blod. Hvor mon Jamilah var? Han savnede hende. Og han havde ikke set hende siden han kvajede sig den aften. Han kunne tydeligt huske det, men han var ikke ligefrem stolt af det selv.
Han bed sig svagt i læben, da en velkendt duft ramte hans ansigt. Blæste ham omkuld. Og lod hans døde celler i kroppen sætte farten op i løb. Han duftede hende. Snart kunne han høre hende. Og til sidst se hende. Han var så ivrig, at han var lige ved at løbe hurtigere end mennesker kunne. Men pludselig stod han foran hende. Han var mundlam. Hun var smuk som stjernerne. Han åbnede munden, men kunne intet sige. Han tog i stedet hendes hånd, og kyssede den ømt på håndryggen.
Blake kiggede på Jamilah, og smilede varmt. "Du er smuk," sagde han langsomt, følsomt og forsigtigt. Det kunne godt være, hun sad fast i det, der var sket for ikke så langt tid siden. Han bed sig svagt i læben, og slap hendes hånd forsigtigt. Han blinkede kort, og smilede varmt. Lagde hovedet på skrå og åbnede munden igen. "Du er smuk, skat." Han lod sig liste om bag hende, og holdt om hendes liv bagfra.

Jamilah stoppede op, i det hun fik færten af Blake. Hendes tanker begyndte at cirkle om ham. Hvor havde han været se seneste dage? havde han været sur, fordi hun have kvajet sig sidste gang de så hinanden? Lige meget hvad, så havde hun savnet ham utrolig meget. Gad vide hvordan hun dog havde kunne fungere, da han ikke havde været i hendes liv. Nu kunne hun slet ikke forestille sig sit udødelige liv uden ham. Hvad ville der mon ske, hvis han nogensinde forlod hende? Måske ville hun blive så trist, at hun ville opsøge Volturi. Måske ville hun bare gå berskærk og nedlægge alle de byer, som hun kom i nærheden af. Derfor håbede hun at han aldrig ville forlade hende og omvendt. Han betød så ubeskriveligt meget for hende. Man kunne faktisk godt sige at han var hendes liv. Hun levede og åndede for ham. Hvis han ikke var i hendes liv, havde hun ikke noget. Så var hun bare en skabning.. Et monster som burde have været død allerede inden, det fik sit nye og 'bedre' liv.
Hun smilede, da han pludselig stod foran hende. Han gjorde hende som sædvanlig fuldstændig mundlam. Hun havde lyst til at kramme ham så hårdt, at et menneskes knogler ville have været knust til støv. Bare mærke ham mod sin egen krop. Deres kolde, marmor kroppe der rørte ved hinanden. Lod ham tage sin hånd og lo lavt, sin smukke latter da han kyssede hendes håndryg ømt. Hvis hun havde været menneske, havde hun nok været lige så rød i hovedet, som hendes kjole var.
Jamilah så på Blake og smilede varmt. "Tak" sagde hun lavt og så ham direkte i øjnene. Hvis han skulle være i tvivl om hvor vidt, hun stadig kunne lide ham, skulle han bare se hende i øjnene. Det eneste de udtrykte var kærlighed. Udødelig kærlighed. "Du er smuk, elskede" hviskede hun og drejede hovedet let for at kunne se på ham. Lod ham lægge armene omkring sit liv. Nød hver eneste af hans berøringer.

Blake kiggede roligt rundt, og fik øje på de drenge, hun havde fået øje på. "Prøver du at skaffe mad?," hviskede han blidt i hendes øre, og kyssede hende blidt, én gang, på halsen. Han havde stadig om hende, og han smilede varmt til drengene. Han kiggede kort på Jamilah. "Når du har skaffet mad, så mød mig i gyden ... jeg finder også noget mad, så skal det nok blive sjovt," sagde han stille, og smilede. Han gav slip, blinkede til drengene, som så frøs til is. Han smilede kort, og på få sekunder, uden en muskel bevægede sig i Blakes krop, forsvandt han. Han var stået helt stille, indtil han var løbet så hurtigt han kunne.
Han smilede kort, og lod sin krop standse, da en mur ramte hans næse. Han stoppede brak op, og kiggede op ad muren. Ingen kiggede efter ham? Fint. Han løb op ad den, og sprang tilbage ad, hvor efter han landte på sine ben, og knækkede ned i benene, for at ligne, der var slagsmål derinde. Hans tøj lignte det også. Det tiltrak selvfølgelig et par drenge, og deres kærester. Blake lod sig blive usynlig, og gik derind igen. Han blev usynlig, da hans bevægelser gik så hurtigt. Han lod et slagsmål starte, og i al forvirringen fik han en masse slået ud. Han smilede. Flere og flere kom til. Flere og flere blev bevidstløse. Dog skulle politiet også være der. Blake smilede.
Politiet fik det hele stoppet ret hurtigt, og da de ville slæbe de bevidstløse mennesker ud fra gyden blev de slået ned. Men af hvem, det vidste kun Blake. Blake havde svunget sine næver over deres hoveder, og selvom deres hjelme sad stramt, var det ikke til nytte mod en vampyr. Han satte sig roligt på murens kant, og talte. Der var syv mennesker. To kvinder, tre fyre og to politibetjente. Han smilede selv tilfreds, og hoppede ned fra muren. Han tog de bevidst løse kroppe, og løftede dem ind i gyden. Han smilede, og dukkede op ved Jamilah igen. "Jeg har savnet dig," sagde han stille, og kyssede hende blidt på kinden. Han undlod et ord, før kan skilte sine læber helt fra hendes kind. "Så er det nu. Skru charmen på," sagde han roligt, og lod sine hænder glide fra hendes liv, og gik selv langsomt mod gyden, med de tunge skridt, i håb om, at hans udstråling ville tiltrække lidt flere. Og det gjorde det. To yngre piger. Ret uvidne. Ret dumme. Ret døde. At gå ind i gyden, var at gå døden i møde.

Jamilah nikkede. Vidste hvor han så hen, så hun behøvede ikke at følge hans blik. "Vi skal måske spise sammen?" spurgte hun med sin smukke sølvklokke stemme og kærtegnede blidt hans ansigt med fingerspidserne. Hun prøvede at forestille sig Blake jage, men kunne ikke. Han var en engel i hendes øjne, ikke en dræber. For hende var det umuligt at forestille sig ham dræbe uskyldige mennesker. Men hun kendte ham. Vidste hvordan han var. Det vidste hun fra sig selv. De var jo meget ens. Begge vampyre, begge 'kødædere' ikke vegetare. Derfor kunne man godt se de havde samme tankegang. Det hele handlede egentlig om deres overlevelse. Jagten, altså. Men hun ville sagtens kunne undvære menneskeblodet til fordel for dyreblod eller slet ikke noget. Hvis det gjorde Blake glad eller kunne gøre dem tættere eller noget i den stil ville hun gøre det. Han var hendes liv.
Hun smilede efter ham, da han gik. Da han så var forsvundet ud af hendes synsvinkel, lagde hun sit ansigt i de rette folder. Hendes ansigtsudtryk blev såret og hun snøftede lidt. Gik så snøftende over til drengene.. De så bekymrede på hende, de havde vidst allerede glemt Blake igen.. "Han.. han" stammede hun, "Han slog op" hulkede hun så, tåreløs. Det virkede ikke som om de syntes det var underligt. De lagde en arm om hendes skulder. "Kan vi tale ovre i gyden? Der er mere privat" spurgte hun med skælvende stemme. De nikkede, var som smør i hendes hænder. Da Blake kom hen til hende, var hun nødt til at skubbe ham væk, kun for at kunne opretholde sin løgn.
Drengene fulgte stadig lydigt efter hende.

Blake kunne høre, hvordan hun græd, og kunne tydeligt høre hendes løgn. Dog gik han alligevel hen, og blev skubbet væk. Han ventede på, hun havde gjort dem kolde, før han gik ind. Men hvem vidste, om de var skabninger, der ville Jamilah ondt? Med den kjole hun havde på, kunne nogle måske få lysten til at voldtage hende? Og det ville Blake ikke lade folk, uanset, om han så skulle dø for hende, eller om han skulle vise, han var vampyr. Alt hvad der skulle til, bare Jamilah havde det godt. Han smilede kort, da han kunne se nlidt af fyrværkeriet, som blev skudt op i luften. Hvem stod egentlig og gjorde himlen så flot? Og hvad fejrede de egentlig? Blake havde jo selv været et menneske en gang - for langt tid siden. Men han kunne ikke komme op med, hvilken fest det skulle være? Fyrværkeri, karneval af en slags, dog var man fint på den.
Blake kiggede roligt hen mod gyden, der var faktisk gået ret langt tid, og utroligt nok var der stadig blod i gyden, som pumpede ret hurtigt. Han lod stille sin krop trække hen ad gaden. Han betragtede alle gadelysene, som udsendte en særlig festglød: hver og én havde en særlig rolle i festen. Mange gik rundt med de søde, blomstrede hawaii-halskæder, og dansede fulde rundt. Mange folk væltede på gaden, og holdt sammen i slåskamp. Folk var allerede ... utrolig fulde, ville man godt kunne sige. Og det var ikke svært at sige, da en mand væltede oven i Blake, og folk troede, der skulle startes en slåskamp. Blake faldt, og skubbede egentlig bare den tunge mand til side, og fortsatte ind mod gyden. Hans smil var koldt, ondt foførisk. Det var dræbende, lokkende. Det var døden, han førte med ind i gyden.
Døden selv.

Allerede inden hun var trådtt ind i gyden, vidste Jamilah at der lå mennesker. Et par stykker, kunne hun både lugte og høre. Nogles blod pumpede rundt, mens andres stod stille. Blake havde vidst haft travl. Eller var han bare meget sulten? Hun vidste det ikke, for hun havde ikke set grundigt på hans øjne i den korte tid de havde set hinanden før. Måske havde de været kulsorte, måske havde de været røde lige som hendes øjne, ville blive om ganske få minutter, måske kun sekunder. Men hendes tænder løb i vand. Drengene duftede temmelig godt, og deres blod smagte sikkert endnu bedre.. Det var hun helt sikker på, for hun plejede ikke at tage fejl med hensyn til det. Hun havde vist næse for det. En slags fordel, syntes hun selv. For selvom nogle mennesker duftede normalt, kunne deres blod sagtens smage himmelsk. Det bedste blod hun havde smagt, var fra et mennesket der ikke havde duftet specielt godt. Bare sådan normalt.
Hun fik drengene ind i gyden og kort efter lå de alle tre jorden, slået totalt ud. Den havde de vidst ikke set komme. Nok så hun ikke særlig stærk ud, men hun ville sagtens kunne slagte halvdelen af festens mennesker på kort tid. Åbenbart havde drengene undervuderet hende. Hvis de ikke havde gjort det, eller måske bare været lidt mere mistænksomme, så havde de sikkert stadig været i live. Eller mindre bevidstløse.
Hurtigt og nemt fik hun slæbt dem længere ind i den mørke gyde, så folk ikke gloede derind. Heldigvis var en del fulde, så de havde noget andet at tænke på. Skubbede drengene kroppe hen til de andres. Så ventede hun bare på Blake.