Havet after dark

Dato :: d. 18. November
Årstid :: Efterår
Dag :: Fredag
Vejr :: Stjerneklart og køligt.
Sted :: På stranden
Tid :: 20:30
Omgivelser :: Well... det er jo mørkt, så det kan man ikke se (Skummelt!)

Amira sad på knæ i sandet, med lukkede øjne. Hun nynnede lavt en sang, som hun kunne huske hun havde hørt som barn, med et let smil på læben. Hun koncentrerede sig om den salte havlugt, og bølgernes faste brusen. Kulden rørte hende ikke det mindste, men hun ville give alt hvad hun havde... Nå ja næsten alt... for at kunne mærke den klare kølige luft. Hun sukkede af lykke, for det var her, lige nu, og lige her, at hun, Amira skulle være. Ingen andre steder. Hun nød følelsen af frigørelse fra dagens pligter og lænede hovedet tilbage, imens hun borede fingrene ned i det fugtige sand. Hun åbnede øjnene, for at opdage at himlen var fuld af stjerneskud. Hun smilede.

Lewis gik langsomt rundt nede ved stranden. Det var en af de ting han godt kunne lide ved forks, det havde en strand.

Amiras ører skærpede sig, da hun hørte nogle gå rundt i sandet. Hun så ud i luften, fra den ene til den anden side, men fik selvfølgelig ikke øje på nogen, fordi at det var så mørkt.
"Hallo?" kaldte hun ud i mørket, mens tankerne kredsede om forsvarsposition.

Lewis kiggede rundt efter personen. *Gid det ikke var så fandens mørkt her* tænkte han halvsurt, men træk så på skuldrene, der var jo ikke ligefrem et solskinsland hvor han kom fra. "JA!?" råbte han tilbage.

Amira smilede lidt og slappede af. "Bliv stående hvor du er, jeg kommer hen til dig" Sagde hun og rejste. Hun gik i retningen af stemmen, indtil hun stod overfor en mørk skikkelse, så tonede hans ansigtstræk og krop frem og smilede prøvende til ham "Hej" sagde hun så.

"Hej" sagde han med et lille smil, men holdte sig lidt på vagt efter mødet med hende Rosalinn.

Hun rakte sin hånd frem, men trak den hurtigt tilbage "Jeg hedder Amira" sagde hun, taknemmelig over at mørket skjulte hendes rasende rødmen over sigselv.

"Lewis" sagde han med et varmt smil og kiggede på hende.

Hun mødte langsomt hans blik, og smilede så til ham "Hvad laver du herude så sent Lewis?" spurgte hun interesseret.

"Jeg tænker bedre udenfor og i sådan et herligt vejr" sagde han med et stort grin og glemte helt at passe på om hun kunne være ven med rosalinn.

Hun grinede "Også mig..." hun så op i himlen "Har du lagt mærke til hvor mange stjerneskud der er her iaften?" spurgte hun

"Ja det er en smuk aften" sagde han med et smil og kiggede selv op.

Hun grinede og satte sig i sandet "Såh... vi har da ikke set hinanden før?" spurgte hun og så op på ham

"Medmindre du har holdt øje med alle der flyttede ind i nat" sagde han mens han bare grinte.

Hun smilede og lod som om hun ærgede sig "Aigh, goddammit, og så lige den aften jeg ikke tjekker" sagde hun og grinede til ham "Jamen hvor kommer du så fra??" spurgte hun

"Canada, Calgary for at være mere præcis" sagde han med et smil.

Hun så interesseret på ham "virkelig? jeg har aldrig været i Canada! er det anderledes fra amerika?" hun smilede og tilføjede "sætter du dig ikke ned? jeg får hold i nakken!"

"Ja, det er bare koldere og der flere skove" sagde han og grinte lidt før han satte sig ned.

Hun fnisede ved tanken om at hun skulle synes at et sted var koldere end andre.

"Hvad er så morsomt?" spurgte han med et smil

Hun stak ham i siden med en finger "Ikke stikke næsen i andre folks sager" sagde hun drillende.

Han smilte lidt og gjorde det samme på hende, lige under ribbene. "Man skal heller ikke grine af det andre siger" sagde han og smilte.

Hun grinede "Hav respekt for de ældre... med mindre... hvor gammel er du?" hun så nysgerrigt op og ned af ham

"17" sagde han lidt overrasket.

"HAH, så er jeg ældre end dig!" Udbrød hun triumferende

"Som hvad? 67 år?" sagde han drillende.

Hun smilede stort "Er mine rynker så tydelige?" spurgte hun og blinkede til ham

"Nej da... Poserne under øjne skjuler dem godt" grinte han og lod sig dumpe op på ryggen.

Hun rakte tunge til ham, og betragtede ham så lidt "Du er pæn" sukkede hun så.

"Øøøøh.... Tak" sagde han overlumpet over det hun sagde.

Hun grinede undskyldnene "Det må du undskylde, jeg har det med at sige hvad jeg tænker på"

"Det er da bedre end at tænkehvad man ville sige" sagde han og stor smilte over hende.

Hu grinede og så frem for sig "Jah... sådan har jeg aldrig tænkt over det før" hun lagde sig ned ved siden af ham

"Du må begynde at se tingene fra en anden vinkel" sagde han med et smil.

"Ja du må hellere begynde at diktere hvad jeg skal tænke" sagde hun drillende, og vendte sig på siden, så hun kunne se på ham.

"Øøøh gi mig penge" sagde han med et grin og kiggede på hende.

Hun grinede "Desværre, har ingen" hun så på ham som om hun syntes det var ærgeligt

"Nåårh ja, men du skal bare huske du skylder mig, så du gi bare en øl eller noget næste gang" grinte han.

Hun grinede "Åårh jeg kunne godt bruge en øl, har ikke fået i hundrede år!" hun sukkede og så ud i luften

"Jamen var du ikke kun 67?" spurgte han og kiggede på hende.

Hun grinede og gav ham et dask i baghovedet "Luk din sø ko!" sagde hun "Har du øl hjemme hos dig`?" spurgte hun så

"Nej, men jeg har noget vin... og nogle sommersby, hvis min søster ikke har taget dem" sagde han med et lille skuldertræk.

Hun spærrede øjnene op og så bedene på ham "Gir du?" spurgte hun

Han så drillende på hende "Er du ikke lidt for gammel?" spurgte han med grinendne.

"Luk da!" grinede hun og satte sig hurtigt over ham med benene på hver sin side "er du kilden?" spurgte hun drillende.

"Nix. Det har min søster udryddet mens vi var syv.

//Sove//

Hun grinede ondt "Jamen så må jeg jo bare kysse dig!" sagde hun drillende, og så kyssede hun ham hurtigt på munden "Hah, og opfør dig så ordenligt!" hun rejste sig med et drillende smil

"Hey det var snyd" sagde han mens han rødmede let.

Hun grinede og rakte tunge af ham "Så kan du da bare invitere mig hjem!" sagde hun drillende