Endnu engang i live.. (Dominic)

Claire sukkede stille og så op imod stjernerne. Hun trak vejret meget tungt og det lød ikke særlig godt. Hun havde det ikke spor dårligt, hun havde bare fået en masse menneskeblod at drikke. Men stadig, hendes øjne var fuldstændig blodrøde og kogende. Det som de nærmest altid var. Hvor man kunne skimte hendes vildskab og hævngærighed. Hun havde ledt efter sin søster i flere dage, men nej, ingen steder var hun overhovedet. Endda nu hvor det var at hun havde brug for hjælp, var hun der ikke. Hun vidste at hendes søster tit havde hjulpet hende med at slukke hendes tørst. Madelaine vidste bare hvad det var der gjorde Claire mæt. Men nu hvor hun ikke kunne finde hendes søster, var hun hele tiden sulten! Hun prøvede at slappe af, men hvad var der at gøre? Der kom en let brise og det fik hende til at kigge op. Ingen skyer overhovedet og masser af stjerner! Dét fik hende til at slappe af en smule. Hun så lidt over imod Forks, hun kunne se byen nærmest lyse op på grund af lygtepælene. Hvor var det smukt det hele. Verdenen var så smuk, når bare der ikke rigtig var andre omkring hende. Når hun ikke var tørstig og når hun var rolig. Og det var hun bare overhovedet ikke så tit. Det var meget sjældent at hun overhovedet kunne slappe af. Men når man så på hende og ikke lagde mærke til hendes øjne. Hvis de nu bare var de helt krystalblå øjne hun plejede at have. Ville man tro at hun var en hel harmløs tøs. En som ikke kunne gøre en flue fortræd eller noget andet. Hun var så smuk når hun ikke længere var tørstig. Men tid var ikke længere hendes. Den tid hvor hun var mæt når hun havde drukket ét menneskes blod, var ovre. Hun kunne ikke længere bare leve med ét menneske. Nej, hun skulle have mere og mere. Hun var begyndt at blive helt psykisk afhængig af det. Og hvis nogen kom hende i vejen, blev hun bare rasende. Hun ville ikke lade nogen stoppe hende med at gøre mennesker fortræd. De skulle lide alle sammen! Hvis hende og hendes søster ikke længere havde deres lykkelige menneskeliv, var der ingen der skulle have det lykkelige menneskeliv. Hun kunne huske dengang de var små og stadig havde deres forældre. Dengang de var meget mere glade. De havde leget rundt på græsplænen imens at deres forældre så grinene til. Deres forældre elskede dem mere end noget andet. Deres forældre var dem der havde elsket dem altid. Dem der aldrig stoppede med at elske dem, før de blev dræbt af denne vampyr. Det var denne vampyr der havde ødelagt Claires og Madelaines liv. Men hvorfor? Bare på grund af at denne vampyr havde været sulten. Hvorfor skulle det lige gå ud over deres familie? Ellers ville Claire bare dø som en gammel dame. Hun ønskede virkelig nogen gange at det bare havde endt på den måde. At hun døde som gammel. Men andre gange var hun nu meget glad for at være en vampyr.
Hun lagde sig ned på græsset og så lidt op imod himlen. "Mor og far.. jeg håber virkelig ikke at I er skuffede over mig" hviskede hun roligt. End ikke en vampyr ville kunne høre det hun sagde. Hun kunne mærke at hun var blevet en lille smule trist, men hendes vilde øjne var der stadig. Claire kunne ikke ændre sig og hun forbandede sig selv ved det. Nogen gange ville hun bare ønske at hun var død. Eller også ville hun ønske at hun aldrig nogensinde havde fået sin hukommelse tilbage. Men det ville så betyde at hun aldrig havde fået Daniella at se. Hun elskede Daniella og derfor ville hun ikke dø, før det var at Daniella ville blive myrdet. Hun ville ikke dø, før Daniella bad hende om at dræbe hende. Først bagefter det, ville hun gå med til at hun skulle dø.

Hun grinte let af at høre på ham. Hun kunne nærmest mærke at han lige nu ikke ville slås. Men hun var stadig klar på at han ville angribe. Dog skubbede hun blidt til ham og så ham i øjnene. "Tja.. der er jo nogen gange.. hvor folk bare rejser og kommer tilbage igen" hun grinte muntert og så op imod himlen, men meget hurtigt over på ham igen. "Men jeg har skam også savnet dig Dom.." sagde hun roligt og man kunne nærmest mærke kulden fra hendes stemme. Dette føltes dejligt syntes hun. At kunne opføre sig sådan overfor en, som ikke ville bære nag for hende bagefter. Det var så perfekt. Dom var helt klart en af hendes yndlings skabelser. Hun havde jo bidt så mange, men de havde ikke respekteret hende. Men Dominic. Han var nu noget særligt. Selvom at det var at han skulle lære så mange ting, var han stadig en af hendes yndling. Især fordi at han lyttede til hende, han ville nærmest lystre hende hele tiden. Hun ville dog ikke misbruge det. Hun ville have at han skulle have det godt. Han havde ikke været så glad for sit menneskeliv kunne hun huske. Så det hun havde givet ham, havde rent faktisk været en gave. Det var ikke så tit at hun var så blid imod andre. Dengang var det godt nok kun på grund af tørst. Dengang havde hun været skide ligeglad med hans følelser, hvad hans historie var eller noget. Nej, hun havde blot bidt ham og lod ham ligge på jorden. Hun havde stået der og set på imens at han led og havde kun nydt det på sin egen lille måde. Men nu hvor det var at hun havde lært ham at kende, tænkte hun tilbage. Hele hendes hukommelse var jo fuldstændig klart. Der kunne hun huske hans smerte indhugget i ansigtet. Hun kunne huske at dette rent faktisk var godt for ham. Så derfor var hun stolt af ham. Hun vidste at han vidste det.. men de viste aldrig over for hinanden, at de rent faktisk holdte meget af hinanden. De delte noget.. de delte en hemmelighed mente hun selv. Hun vidste selvfølgelig ikke med ham. Men hun vidste at hun ikke ville miste ham på noget tidspunkt. Hun ville beskytte ham så godt som hun nu kunne. Ligesom at hun ville beskytte alle sine andre venner.. hvad var det dog hun tænkte på? Imens at hun stod her og snakkede sammen med Dominic, kom hun i tanke om alle disse ting.. var hun ved at blive blød?