Okay vejr, i foråret - Christence.

Tid: Eftermiddag.
Vejr: Overskyet, lidt lummert.
Omgivelser: Alligevel ingen mennesker...
Sted: Nede ved vand kanten.
___

Melina kløede sig i håret, og lod huen falde ned på det lyse sand. Hun sad på et stykke drivtømmer, men alligevel med vintertøj på. Hun knappede sin jakke op, og lod også den falde ned på sandet. Et usynligt smil gled over hendes læber, og hun vendte ansigtet op imod solen, som var gemt bag skyerne. Selvom den store, varme kugle var bag ved skyerne, så varmede den alligevel rimelig meget.
Melina lagde et bånd ind i bogen, helt uden at bevæge en muskel i sit ansigt. Hun havde stadig lukkede øjne, med et svagt smil om læberne. Hun trak vejret dybt ind, og smagte på luften.

Det var denne eftermiddag at en totalt smadret Christence bevægede sig ned mod La Push - stranden. Hun havde så let ved at være sig selv hernede, ingen forstyrrede hende som sådan. Kun i ulveskikkelse hvor hendes kobbel højst sandsynligt kunne læse alle hendes tanker. *Åh fred... Bare et par timers fred, inden aftensmaden* tænkte hun og et saligt fredeligt smil, var gledet over hendes læber. Hun gik uden sko på og kun iført et par mini shorts i hvid og en l's t-shirt, hvor hendes former kunne ses. Det var dog ikke noget hun tog sig af. Hun havde lukkede øjne, de var fredeligt lukkede og hun gik bare, vidste hvor hun gik, vidste at hun havde den rette kurs. Hun kunne dufte lugtene i blæsten tydeligt, mere end andre. Havde en del skarpere sanser, fordi hun var en varulv. En ulv, men stadig meget menneskelig. Som Ulv kune kooblet læse alle tanker, som menneske var det kun hende selv. Det var rart på begge måder, men nogle gange ret belastende at gå rundt og vide at en masse andre kunne læse ens tanker. Hun lod sine øjne glide op, blinkede lidt for at vænne sig til synet, inden hun så satte sig på en sten. Mens hun sad der lod hun blikket glide udover vandet. Hendes kroptemperatur var varmere end normale menneskerne, det var noget der kom med ulvedelen.

Melina åbnede øjnene, da hun hørte lyden af skridt i sandet, og lyden af stof som glidder over hud, når folk sætter sig ned. Hun pustede luften ud af en tynd sprække imellem læberne, og tørrede næsen. Der var intet så provokerende at have høfeber. Hun kløede sig i panden, inden hun drejede hovedet imod lydene. Jep, der sad jo en pige, med en ret så stolt skikkelse. Hun var smuk, ingen tvivl om det, og der var et eller andet ved hende, som hun ikke kunne forklare, selv til Sara.
Hun lukkede øjnene igen, og ventede til pigen opdagede den sorte tot hår, som stak op fra drivtømmeret. Det var jo kun et spørgmål om tid. Hun var simpelthen for doven til at sige noget til hende, lige nu. Og tanken om at skulle komme til at sige noget til hende, på italiensk, sneg sig op igennem hendes rygrad. DU ER UDUELIG ET NYT STED. SKIK FØLGE ELLER LAND FLY. hviskede stemmen i hendes baghoved. Hun rystede den af, og klistrede et nyt smil på læben, denne gang var det bare sværer.

Christence var en ret arrogant pige, med et virkelig sygt temperament. Men hendes atitude var meget kølig overfor andre mennesker og det var meget sjældent at hun lukkede nogen ind overhovedet. Mens hun sad på stenen og så udover vandet, fik hun øje på pigen. Den pige der kiggede på hende. Hun hævede et svagt øjenbryn. Hun var albino.. Ingen brun farve, som resten af dem fra reservatet havde det. Hun var anderledes, udenfor. Hun sukkede af det og lukkede så øjenne i, åbnede dem dog op kort efter igen, mens hun så på pigen, med et ret ligegyldigt blik. Langsomt lod hun hånden glide gennem sit sorte hår, som hver morgen blev glattet. Det skulle sidde perfekt, skulle man være anderledes, kunne man vel ligeså godt gøre noget ud af det. Kunne man ikke? Hun sukkede svagt. I det mindste var det kun unge fra reservatet der vidste at hun hørte til der, De fleste andre ville nok tro hun var et helt almindeligt menenske. Bortset fra at hun ahvde samme varme temperatur som dem fra reservatet. Det var dog sjældent at folk turde røre hende, som om hun var så anderledes, at de var bange for at hun ville smitte dem. Eller måske var det bare fordi hun virkede så kold? Indeni havde hun bare allermest brug for en der forstod, hvor svært det var. En der ville forstå. En der ikke ville håne hendes hudfarve. Hun kunne ikke gøre for det, men hun bebrejdede sin far det. Det var ikke en i slægten. Hendes mor havde haft en affære, med den mand der havde været med til at skabe Christence. Senere hen havde manden stukket halen imellem benene. Kryster.

HVAD LAVER DU HER? DU KUNNE VÆRE SAMMEN MED DE ANDRE, DEM LIGESOM DIG. FOLK DER ER LIGESÅ MÆRKELIGE, GRIMME OG ORIGINALE, LIGESOM DIG. OG DU FORLOD DEM! Stemmen piskede hende, næsten, og hun klemte sig sammen. Hun viste at hun havde forladt de andre idianere i skoven, dengang hun boede i Italien, men de virkede som om de havde forstået, at hun ville tage ud for at lede efter Steffan. Men nu havde hun fundet ham, skulle hun så tage tilbage? Nej, hun kunne jo ikke rejse fra ham nu! Men hvad hvis katten i baghovedet havde ret - det kunne kun være en kat, sådan som den krassede på hendes kranium - og at indianerne havde mere brug for hende, en Steffan havde? Steffan var sikkert ligeglad med hende, hvad skulle han med hende? Der havde jo nok været en grund til at han var skredet, ikke? Hun klemte sig endnu mere sammen, og bed sig hårdt i læben for ikke at begynde at klynke. Alligevel gispede hun lavt. Gid at Sara var her, så hun kunne slå hende. Melina havde ikke godt af at side sådan, med tankerne strejfende for langt væk. Sara var bange for at hun ville blive sindssyg... "Li ho lasciati!" hvinede hun til stemmen i baghovedet, og rev sig på armen. Det fik stemmen til at tie i et par sekunder.

Hun sad bare der, på stenen og betragtede den skikkelse der ikke var så langt fra hende, pludselig sprang hun så ned fra stenen og gik stille hen imod skikkelsen, måske skulle hun sige hej? Bare for at være høflig, for engang skyld. Men hun ville kun gøre det, fordi pigen havde set hen imod hende. Christence havde fået farvet håret sort, sådan havde det været siden hun havde været et halvt år gammelt. Hendes hår var blevet farvet en gang i måneden, for ellers ville det være lyst. En farve der slet ikke passede ind i reservatet. Hun sukkede svagt, mens hun så stoppede op, få meter fra pigen. "Heej?" hilste hun, med sin kolde undertone. Hendes blå øjne hvilede på pigen, mens hun ventede på svar.

Melina spærrede øjnene op, som om hun lige var vågnet fra en trance, men det lykkedes for hende at smile svagt, bare et normalt smil. "H.. Hej." Hun blev lidt overasket i hendes tankemylder, intet andet.
Pigen som stod foran hende, mindede hende virkelig om en af indianderne, fra Perla Bianca. Hun havde haft de smukkeste blå øjne, som man bare ikke kunne lade være med at stirre på, og det mørkeste hår, som man ikke kunne lade være med at røre ved. Men hendes personlighed gjorde næste ndet hele, hun har kold som is. Og grunden var bare at hendes far havde slået hendes mor til døde, med pigens eget træsværd. Men hvem ville ikke også blive bitter af det?
"Mmm, smukt vejr, ikke?" Hun smilede skævt, og måtte koncentrere sig for at stemmen ikke skulle lyde hysterisk.