Sne vejr

Dato :: 6 Dec.
Årstid :: Vinter ^^
Dag :: AARGH? Hvad betyder det?!
Vejr :: Let snevejr.
Sted :: Inde i caféen
Tid :: 13:24
Omgivelser :: Ret tomt.


Saria frøs let, i det kolde vejr, så havde tænkt sig at få en kop varm kakao.
Hun var kun derinde fordi der ingen vampyre var, for det ville ødelægge kakaoen.
Hun strøj noget af hendes sorte hår om bag øret.
Hun trak på skuldrene af sig selv, for hun kunne ikke forstå sig selv.
Hun frøs lidt, og var gået ind og købt en kop kakao, men havde ikke tænkt at tage en jakke på, for hun havde trods alt bar mave, og bare arme, da hun havde dristet sig til at tage noget andet tøj på end hun plejede.
Men hun frøs jo ikke rigtigt.

Victoria skyndte sig ind på cafén fordi hun frøs, hun havde selvfølgelig glemt sine vanter så hun stod i døren og pustede på dem, fordi det også gjorde ondt på hendes hænder, hun så sig lidt omkring inden hun gik længere ind, men der var næsten ikke nogen herinde, så gik over og satte sig ved et bord, imens hun bestildte en kop varm kakao, hun ville bare gerne blive varm igen

Saria sad og så ned i sin kop, uden at se op.
Hun viste at der lige var trådt et menneske ind i caféen men prøvede at ignorere hende.
Hun viste jo ikke noget om hendes natur, så hvorfor være nærvøs.
Saria satte koppen fra sig på bordet og bankede let på kanten af den.
Hun pustede ned i den, og så ud i snevejret.

Victoria fik øje på en pige, hun var meget pæn der hvor Victoria så hende fra, da hun havde fået sin kop, rejste hun sig og gik over til hende, "hej, du er altså virkelig pæn" sagde Victoria og smilede

Saria sendte hende et lidt, overasket smil, selvom hun prøvede at lade som om at det tit blev sagt til hende.
"Jamen tak." sagde hun og smilede normalt igen.
Hun så igen ud af vinduet.
"Altså, du er da hellerikke så sløset." smilee hun så.

Victoria smilede tilbage, "tak, og øh jeg hedder Victoria Shiina Moon" sagde hun og ragte pigen hånden for at hilse ordenligt på hende

Saria trykkede silkeblødt hendes hånd.
"Saria Wolf Hawk Fullmoon. Hyggeligt at møde dem, Victoria. Må jeg kalde dig Vic? Det hedder min kusine."
Hun smilede og drak noget af sin kop.

Victoria smilede, "bare slå dig løs, du må kalde mig næsten alt, må jeg kalde dig Sari?" spurgte Victoria og slap hendes hånd og så på hende

"Top."
Saria smilede til menneske pigen og rakte en småkage til hende.
"Jeg var også lidt sulten. Det er chokolade, og vanilie."

Victoria tog småkagen og smagte på den, " den smager godt, må jeg sætte mig?" spurgte hun og pegede på stolen ved siden af Saria

"Ja, selfølgelig." sagde Saria, som allerede var ved at blive glad for det lille menneske.
"Nå, men hvor bor du?" spurgte hun og drak noget mere kakao.

// Sorry, jeg kan lige have noget at spise og så skal jeg ud og male! //

Victoria satte sig og tykkede hurtigt færdigt, " jeg bor i Forks, tæt ved skoven, hvad med dig?" spurgte Victoria og smilede til Saria, hun begyndte og synes rigtig godt om hende

//okay det er i orden, så skrives vi bare senere^^//

"Jeg bror også tæt på skoven, men ret langt væk, fra andre huse." svarede hun, kort for hovedet.
Hun tænkte lidt på sit hus, og sit klaver.
Hun proppede tænksomt en småkage i munden og skyllede den ned med noget kakao.

Victoria nikkede imens hun lyttede og drak noget af sin kakao, " har du nogen søskende?" spurgte hun ligeud og så på Saria igen

"En halvbror, ved navn Eric. Jeg havde engang en lillesøster, men jeg ved ikke rigtig lige hvad... Hmm."
Saria bed sig tænksomt i underlæben og rystede på hovedet.
"Hvad med dig?" spurgte hun og smilede igen.

Victoria trak på skulderen, "jeg har en tvillingesøster ved navn Rita og en storesøster der hedder Hayley" svarede Victoria og smilede til Saria igen

"Jamen, det lyder da dejligt."
Saria smilede blødt, som silke, måske lidt overmenneskeligt og bundede sin kakao.
Hun konstanterede, da hun så ud af vinduet, at det var holdt op med at sne, og solen var så småt ved at komme frem bag de hvide skyer.

Victoria skar ansigt, "ikke altid, for meget tøsefnider i huset nogen gange" smågrinte Victoria lidt og fulgte Sarias blik ud af vinduet, hvor det var ved at klare op

Saria lo over hendes opstød, og så på hende.
"Jamen, er du da ikke til tøsefnider? Vil du have noget? Jeg skal have en blåbær muffin."

Victoria rystede på hovedet og grinte, "nej tak, spis du bare, hmm jeg kan være lidt drenget så nogen gange frastøder jeg tøsefnider fordi jeg synes det er for tøsset og jeg gider heler ikke altid at høre på det" smågrinte Victoria igen og smilede til Saria

Saria smilede, for sådan havde hun det også.
"Nå, det kan godt været at det er lidt mærkeligt at jeg spørger..." startede Saria og støg en af hendes ravnsorte lokker om bag ved øret.
"Hvad et din største hemmelighed?"

Victoria så overrasket på Saria og smilede så og tænkte sig om, "jeg er meget overtroisk, tror jeg" og smågrinte af sig selv, "hvad med dig?" spurgte Victoria og lagde smilende sit hoved så skrå

Saria smilede for sig selv.
"Tja, jeg ved ikke hvorfor jeg lige viser dig den her.." sagde Saria og rystede på hovedet med et ret mærkeligt smil.
"Er du sikker på at du vil se?" spurgte hun og borrede sine øjne ind i Victoria's.

Victoria nikkede nysgerrit, og smilede, "jeg kan godt lide at se nye ting" svarede hun og så på Saria med store øjne

Saria trak forsigtigt i en kæde, som havde været næsten usynligt om hendes hals.
Selglet for enden af kæden, glimtede svagt, ikke kun på grund af det svage lys fra vinduerne.
"Er den ikke smuk..." mumlede hun. "Og kraftfuld.."

"Jeg har et par stykker mere." mulede hun og trak nogle flere op.

Victoria fulge nysgerrit og overrasket halskæderne som Saria havde taget op, "nøj, hvor er de flotte" sagde hun stille og smilede til Saria

"Går du selv med smykker?" spurgte hun nysgerigt, og proppede dem ned i toppen igen.

Victoria nikkede og tog en blå sten op under blusen og viste Saria den

"Hvor smukt.." mumlede hun.

// Skal lige spise.

Victoria nikkede og tog den ind under blusen igen og kiggede rundt, "min mor gav mig den inden hun døde" svarede hun stille og smilede til Saria

//okay^^//

"Jeg har en svaghed over for smykker, så jeg laver selv." sagde Saria med et smil.
"Hvor har din mor fået diamanter fra?"

Victoria trak på skulderne, "min mor var advokat, hun tjente godt og havde forbindelser" svarede hun og smilede til Saria

Nonec, kom baglæns gåenen ind i Caféen. Først kunne han ikke se nogle, men så fik han øje på to sild, ovre ved et bord Oo'
Han trippede der hen og smilede til dem. "Yoh, mine damer."

Victoria vendte hovedet mod en dreng der snakkede til dem, "Hej" svarede hun og så på ham

"Nonec, dig?" spurgte han og rakte hende sin let blege hånd.

Hun tog hans hånd og klemte den blidt, "Victoria" svarede hun og smilede

"Hyggeligt at møde dig Nonec" smilede Victoria og slap hans hånd

Victoria smilede til Nonec, "er du ny i Forks?" spurgte hun nysgerrigt

"Ja, mig og min storebror flyttede hertil i sidste uge. Vi er stadig igang med at pakke ud." Han lod sin hånd-ryg løbe igennem sit kulsorte hår, og blinkede til hende, med sine isblå øjne. Han syntes godt om pigen, ved navn Victoria.

Victoria så Nonec blinke til hende og rystede bare på hovedet imens hun smilede, "så er vi to, jeg er også ny" forklarede hun og smilede

"Jamen, hvorfor flyttede du så til Forks?" spurgte han nysterigt og satte sig ved et tomt bord, og gjorde plads til hende, på bænken.

Victoria smilede, "på grund af en ulykke, dig?" spurgte hun og så på ham

"Min storebror tog mig med sig, da han ville ud og fotografere, og imens døde min mor og far." svarede han brysk, men smilede så igen. "Det er der ikke noget at gøre ved.."

Victoria nikkede forstående, "jeg ved hvordan det er, jeg har selv prøvet det" svarede hun stille

Han tog hendes hånd og klemte den. "Det gør ondt." mumlede han.

Victoria nikkede stille og lagde sin anden hånd på Nonec´s der lå på hendes hånd, "ja det gør det" mumlede hun selv og så på ham

Han så ind i hendes øjne, og en velkendt følse, knugede om hans hjerte. Han lagde armene om hende, og pressede hendes blidt ind til sig. Han lagde sit hoved, i hendes orange hår, og snusede ind til hende. Han brummede fredsomligt.

Victoria krammede blidt Nonec og agede hans sorte hår, imens hun beroligede ham, hun var ligeglad med at hun lige havde mødt ham, bare hun kunne trøste ham

"Dit mobil nr?" spurgte han så pludseligt og rodede i hans lomme. "Tja, for jeg vil da ikke skildes for sådan en skønhed som dig." drillede han, pludselig i sit gamle jeg, igen.