Der troede man lige det var godt vejr o.o (2)

Årstid: Forår, selvom det er svært at tro
Dag: Fredag
Tid: 6-7 om aftenen
Sted: Queets River
Omgivelser: Ingen
Vejr: Himlen er fyldt med sorte skyer og det regner
Påklædning: Jeans og en sort hættetrøje

------------------------------------------------------------------------------------------------------------


Han kløede sig let i håret.
"Øh. Jeg er ved af uddanne mig til mekaniker." Sagde han, og kiggede undersøgende på hende, for at aflæse hendes reaktion. Det var ikke det sejeste job, men han elskede det. Men okay, folk i Forks plejede jo heller ikke at have fine fornemmelser, men måske var hende her anderledes?
Ved hendes spørgsmål, rystede han langsomt på hovedet, og kiggede nærmere på dem. Han kunne slet ikke se linsen. Man plejede ellers at kunne ane den.
"Nææ, det er det der er det underlige. Man kan lige netop ikke se det! Det ser virkeligt ægte ud, men sådan en øjenfarve er umulig at have fra naturens side, såeh.." Han trak lidt på det. Hendes øjenfarve gjorde hendes ansigt fuldkomment og perfekt, men også temmelig skræmmende. Hun lignede.. ja, han vidste ikke hvad hun lignede, men farven og hendes skønhed, gjorde at hun slet ikke virkede menneskelig.

Hun smilte sit falske englesmil, og nikkede. Den gang hun selv havde været menneske, og havde gået i skole, havde hun kendt op til flere som endte som mekanikere. "Det er da også et udemærket job hvis man interessere sig for biler." sagde hun og kørte sit våde og klistrede hår væk fra halsen. Hun klukkede lattermildt da han sagde at han slet ikke kunne se linsen. "Godt.. Det er netop derfor jeg godt kan lide kontaktlinser. Man kan se helt unaturlig ud.. Øjnene siger meget." sagde hun og smilede, på trods af de indre slåskampe. Hun var så tørstig, men hun var i forks. For det første ville hun ikke bide ham. For det andet, så måtte hun sådan set heller ikke. Det var forbudt at bide én i forks. Sidst det var sket var det jo endt af helvedes til. Hende som havde bidt i forks måtte flygte. Det havde været hendes bedste veninde. Og de havde aldrig set hinanden siden Claires flugt. Hun kiggede længe på Micah's ansigtstræk, og hævede let det ene øjenbryn. "Jeg skræmmer dig da ikke vel?" Spurgte hun fløjlsblødt og smilte charmerende.

Han nikkede, og var enig med hende.
"Det er nemlig lige det det er." Samtykkede han. Han elskede at reparere ting, og kunne derfor også nemt være blevet blikkenslager. Men han elskede alligevel mere at reparere køretøjer, så det var mekaniker han var blevet.
Han nikkede langsomt, og tænkte ved sig selv, at hvis øjnene sagde meget om personen, så havde han et seriøst problem, for Daniellas øjne var ikke blide og varme og venlige. De var ondskabsfulde og brændende. Den ildrøde farve var direkte mareridtsfremkaldende.
Han så på hende, og trak ikke vejret i et par sekunder. Så tog han sig sammen. Hun var bare en pige, for Guds skyld! Desuden var han pinlig berørt over at det var så tydeligt at hun skræmte ham.
"En smule." Indrømmede han ærgeligt, og tav ved synes af hendes smil.

Hun forstod faktisk slet ikke folk som ville være mekanikere.. Det var virkelig ikke noget for hende. Det var arbejde generalt ikke. Det var en fordel for hende at hun slet ikke behøvede at arbejde.. Hun behøvede slet ikke penge. Mad fik hun ved bare at dræbe. Hun havde intet hus og skulle derfor ikke betale for at bo nogle steder. Hun havde stortset kun 3 sæt tøj at skifte i mellem. Og det var også fint nok for hende.. Hun klukkede for sig selv. Det var tydeligt at mærke på ham at hun faktisk skræmte ham en smule. Det morede hende altid at se folk skræmt. Det var vel bare sådan en vampyr ting.. Hendes røde øjne glitrede faretruende og så smilede hun hånligt til ham. "En smule? .. Du har ellers god grund til at være bange. Jeg bider." Sagt ironisk. Men det var jo noget om sagen. Hun smilede et lillet tandsmil. Men kun et lillet et. Hun måtte jo sørge for at hun ikke kom til at vise ham sine skarpe tænder.

Han gengældte ikke smilet med det samme, kiggede bare granskende på hende, og smilede så et lille, skævt smil.
"Hvorfor er det at jeg tror på dig?" Mumlede han lavt, og tvang øjnene væk fra hendes øjne. Så foretrak han at kigge på resten af hendes perfekte ansigt. Det var ikke nær så uhyggeligt. Han kløede sig åndsfraværende på armen, og tænkte. Hendes skønhed mindede ham om Melanie, men hendes øjne havde været ravfarvede og glitrende. En mild farve. I forhold til Daniella, var forskellen næsten skræmmende.

Hun smilede ondt og vendte blikket væk fra ham.. Hans duft fyldte hendes næsebor og hun måtte virkelig holde sig i skindet for ikke at bide ham. Hun var virkelig tæt på at sige fuck det, og bide ham.. Men da hun ikke ville opleve det samme som Claire lod hun være. Både for sin egen skyld. Og så for Bills. "Du har ingen grund til at være bange. Jeg prøver ikke at skræmme dig." sagde hun med et ligegyldigt blik rettet mod vandet. "Jeg gør dig ingenting." hvislede hun, med sit blik fortsat rettede ud mod vandet. Hun rykkede overhovedet ikke sit blik. Tanken om Claire fyldte næsten mere end tanken om blod. Hun savnede sin veninde. Meget endda.. Hun kørte en hånd hen og holde ved næsen, mens hun lukkede sine øjne let i. Det var umuligt at ignorere den forbandende blodtørst..