Der troede man lige det var godt vejr o.o

Årstid: Forår, selvom det er svært at tro
Dag: Fredag
Tid: 6-7 om aftenen
Sted: Queets River
Omgivelser: Ingen
Vejr: Himlen er fyldt med sorte skyer og det regner
Påklædning: Jeans og en sort hættetrøje

Micah sad på bænken nær det urolige vand, og skulede op mod himlen. Da han forlod huset havde vejret været virkeligt lovende, men knap var han nået ned til floden, inden det trak op til uvejr, og gav sig til at regne. Men han nægtede at lade sig gå på af det!
Regnen gled stille ned over hans ansigt, og klistrede hans hår fast til panden. Han pustede en vanddråbe væk fra næsetippen, og nød egentlig vejret alligevel. Det var dejligt bare at sidde og slappe af, og lade regnen skylle alting rent.

Daniella kom gående langs Queets River, med den udtryksløse og glatte maske. Når hendes ansigt var udtryksløst var der ingen der kunne læse hende. Selv ikke engang hendes bedste ven. Det var nok én af hendes mange fordele i livet. Hun havde nemt ved at blotte sig for følelser udenpå.. Daniella lod sit blik glide ud over det mørke vand, mens hendes bare fødder let trådte igennem græsset nær vandkanten.. Hendes øjne blussede rødt op, og hendes lange sorte hår klistrede sig til hendes hals, mens regnen bare skyllede over hende. Daniella havde valgt at iføre sig en lårkort sort kjole som var nedringet ved brystet. Samt én fin kæde af sølv om halsen, hvorpå der hang et knust hjerte i sølv. Tørsten efter blod lagde sig tungt om hende, og da duften af menneske pludselig fyldte hendes næsebor mærkede hun lysten til at dræbe endnu mere. Når hun tænkte over det havde hun ikke fået blod i lidt over et døgn. Hun havde haft for travlt med at tilbringe sin tid med Bill.

Micah hørte ikke denne ukendte pige, da hun var totalt lydløst, men en sjette sans fik ham til at løfte hovedet, og fik øje på denne vidunderligt smukke pige. Hun så så uendeligt... kold? ud, som om hun virkelig have et lorteliv. Men alligevel var det svært at bedømme, fordi hendes ansigt var så glat og ulæseligt. Desuden regnede det også, så det gjorde det endnu sværere at bedømme. Men hun var så smuk, at han ikke kunne tage øjnene fra hende. Som sædvanlig.
"Hej.?" Sagde han tøvende, og rystede lidt vand ud af sit hår.

Regnen skyllede fortsat ned over hendes ansigt, og lagde sig i klumper på hendes øjenvipper. Hun glippede lidt med sine øjenvipper og fik rystet det meste vand af dem. Hendes tunge klistrede sig fast til hendes gane, mens lugten af menneske fyldte hendes læber. Hun måtte prøve og kontrollere sin tørst. Siden hun var blevet alfa havde hun fået større træng efter blod, men var tilgengæld også blevet bedre til at styre sig. Hun lagde sit hovede på skrå og nikkede høfligt til drengen som hilste, inden hun roligt vovede sig hen imod ham. Med langsomme skridt gik hun hen til ham. Langsomt nok til at hun kunne nå og betragte ham.. Hans lidt magre ansigt, og hans sorte pjuskede hår var faktisk hvad de fleste mennesker ville kalde 'sexet'. Daniella brugte aldrig sådan nogle ord. Specielt ikke om mennesker. Men hun måtte da indrømme at ham her havde udseendet med sig.
"Daniella Phoebe Penelope Elizabeth." præsenterede hun sig da hun var ham så nær at hans lugt direkte skar i hendes næse, og hendes øjne blussede endnu mere op, og blev rubin røde. "Trænger jeg mig på?" spurgte hun med sin lyse, og klare englestemme.

"Øøøhm.. Micah.." Sagde han, da han fik kontrol over sin tunge igen, og var i stand til at tale. Hendes stemme... var ubeskrivelig. Så smuk og klar, og det lød nærmest som en sang når hun talte. Så melodisk var hendes stemme.
"Selv...selvfølgelig ikke.." Fremstammede han, og vovede at kigge hende i øjnene. Han kunne have svoret, at de netop var blevet endnu rødere end de var i forvejen. Han kunne slet ikke kigge væk igen.
"Hvorfor sætter du dig ikke ned?" Spurgte han hende brat om, og blev egentlig selv forbløffet. Hvor kom det fra? Men det var helt ubærligt for ham, at hun stod så nært ved ham, og så alligevel ikke. Hun skulle sætte sig ved siden af ham, så han kunne betragtede hende tydeligere. Selvom afstanden imellem dem var kort, var regnen generende alligevel. Han lod blikket glide fra hendes ansigt, og ned af hendes krop. Selvom ansigtet var det første man lagde mærke til, måtte han indrømme, at hun også havde en helt fantastisk krop, og det krævede en del, at tage blikket væk fra den igen. Med besvær løftede han blikket til hendes ansigt igen, og betragtede grådigt hendes ansigtstræk, nærstuderede dem. Han vidste godt, at han sikkert opførte sig upassende, men han kunne ikke gøre for det.

"En fornøjelse at møde dig, Micah." sagde hun og smilede et skævt smil. Hun lød sikkert ikke som én i nutiden, og det ville han garanteret også ligge mærke til. Det tog tid at vende sig til de nye talemåder, da de hele tiden skiftede. Folk snakkede mere og mere uhøfligt til hinanden med tiden, syntes hun. Hun morede sig over hans reaktion på hendes udseende. Ligesom alle andre mennesker var han tydeligvis helt forgabt i hendes ydre. De stakkels mennesker vidste ikke hvilket indre hun havde. Hun var rent ud sagt et monster hvis menneskerne fik lov at sige det. Hun dræbte tusindvis af mennesker, og af den grund ville menneskene garanteret se hende som et monster. Men vampyrer var jo bare ligesom dem. De fulgte fødekæden. Planter blev spist af små dyr. Små dyr af store dyr. Store dyr af mennesker. Mennesker af vampyrer.. Hun lod sin facade falde, og smilede mildt til Micah. "Jo.. Så gør jeg det." sukkede hun lavmælt og sendte et skævt smil, inden hun satte sig ned ved hans side. Tørsten efter blod vred sig stadig dybt inden i hende, men hun ignorerede trængen og betragtede drengen overfor sig.
"Jeg har aldrig set dig her i forks før. Hvor længe har du været i forks?" Spurgte hun silkeblødt.

"I lige måde!" Sagde han hurtigt. Det var rent ud sagt en underdrivelse. Hvad mon der var med de piger? De var jo helt fortryllende, bogstaveligt talt. Med det samme de var i nærheden, opførte han sig som en savlende, uintelligent vandskabning. Han væmmedes ved sig selv, men kunne ikke gøre for det.
"Jeg har boet her i et halv års tid, men er først her for nylig begyndt at bevæge mig ud af mit hus og min arbejdsplads." Forklarede han. Siden han var flyttet til, havde han brugt alt sin tid på at flytte ind og arbejde, da han manglede penge. Det var ikke billigt at betale husleje, så han arbejdede en del. Ikke fordi han havde noget i mod det, han elskede sit arbejde. Men det var nok grunden til at hun ikke havde set ham. Og han havde i hvert fald heller ikke set hende, det ville han helt sikkert have husket!
Han rykkede lidt nærmere hende, bare et par cm, og håbede ikke det generede hende. Han forsøgte ikke at lægge an på hende eller noget, han havde bare virkelig behov for at være tæt på hende. Sådan havde han det også med Melanie, for eksempel. Men hende her var anderledes. Der var noget med hende, en slags uudtalt trussel, der virkede dragende mod ham. Måske var det hendes øjenfarve og hendes ansigtsudtryk?
"Bruger du kontaktlinser?" Brast det ud af ham.

//Du, jeg kommer snart på igen og besvare. skal ud og snakke med en klasse kammerat.//

//Okay, take your time ^^//

//Det trak ud. sorry.//

Hun nikkede langsomt og fugtede sine læber. "Ah... Ser man det.. Hvad arbejder du så med?" spurgte hun med sin klokke klare stemme og sendte et anstrengt smil. De mennesker var fjollede. Tænk at arbejde hele sit liv væk. Mange mennesker gik for meget op i deres arbejde, syntes hun. Hun sad længe og betragtede hans ansigt. Det var så nær hendes. Hun kunne se hver eneste fejl i hans ansigt. De fejl hun ikke selv ejede. Men på trods af at han havde fejl, virkede han stadig så fuldendt og så lykkelig. Og alt hans lykke og glæde smittede af på hans udstråling. Han var virkelig nem at tale med. Og han var åben og havde sagt hej til en fuldkommen fremmed. Det var ikke de typer hun mødte flest af. Derfor måtte hun fortsatte kontrollere sin træng til blod. Hun havde faktisk ikke lyst til at forvandle denne dreng. Hun havde ikke lyst til at udsætte ham for den smerte.
Han virkede så uskyldsren. Han fortjente ikke at gå igennem den form for smerte.
Hun sad og studerede hans ansigt, mens han studerede hendes. Hun bevægede sig overhovedet ikke da han udbrød spørgsmålet; Bruger du kontaktlinser?
"Er det virkelig så tydeligt at jeg bruger kontaktlinser?" skuespillede hun, og smilte skævt. "Jeg ville ellers gerne få mine øjne til at se nogenlunde ægte ud.."

//Helt i orden ^^//

Han kløede sig let i håret.
"Øh. Jeg er ved af uddanne mig til mekaniker." Sagde han, og kiggede undersøgende på hende, for at aflæse hendes reaktion. Det var ikke det sejeste job, men han elskede det. Men okay, folk i Forks plejede jo heller ikke at have fine fornemmelser, men måske var hende her anderledes?
Ved hendes spørgsmål, rystede han langsomt på hovedet, og kiggede nærmere på dem. Han kunne slet ikke se linsen. Man plejede ellers at kunne ane den.
"Nææ, det er det der er det underlige. Man kan lige netop ikke se det! Det ser virkeligt ægte ud, men sådan en øjenfarve er umulig at have fra naturens side, såeh.." Han trak lidt på det. Hendes øjenfarve gjorde hendes ansigt fuldkomment og perfekt, men også temmelig skræmmende. Hun lignede.. ja, han vidste ikke hvad hun lignede, men farven og hendes skønhed, gjorde at hun slet ikke virkede menneskelig.

Hun smilte sit falske englesmil, og nikkede. Den gang hun selv havde været menneske, og havde gået i skole, havde hun kendt op til flere som endte som mekanikere. "Det er da også et udemærket job hvis man interessere sig for biler." sagde hun og kørte sit våde og klistrede hår væk fra halsen. Hun klukkede lattermildt da han sagde at han slet ikke kunne se linsen. "Godt.. Det er netop derfor jeg godt kan lide kontaktlinser. Man kan se helt unaturlig ud.. Øjnene siger meget." sagde hun og smilede, på trods af de indre slåskampe. Hun var så tørstig, men hun var i forks. For det første ville hun ikke bide ham. For det andet, så måtte hun sådan set heller ikke. Det var forbudt at bide én i forks. Sidst det var sket var det jo endt af helvedes til. Hende som havde bidt i forks måtte flygte. Det havde været hendes bedste veninde. Og de havde aldrig set hinanden siden Claires flugt. Hun kiggede længe på Micah's ansigtstræk, og hævede let det ene øjenbryn. "Jeg skræmmer dig da ikke vel?" Spurgte hun fløjlsblødt og smilte charmerende.

Chloe kom gående i regnen, og hørte nogle stemmer. Det lød som om at de var ret tæt på, men hun vidste ikke længere om hun skulle stole på sine sanser. Det endte altid med at gå galt. Pludselig så hun to skikkelser ikke ret langt fra hende. Hun nærmede sig med langsomme og generte skridt. Hun slog blikket ned. Den ene af dem havde hun ser før, det var nemlig Daniella. Hun vidste ikke om hun turde at gå hen og sige hej. Hun stod og tog mod til dig, og så gik hun derhen ad. Så klodset som hun er, snubler hun over en kvist, der ligger midt på jorden. Hun rejser dig hurtigt op, og børste skidtet af sine bukser og ærmer. Nu var hun helt derhenne. Hun slog igen blikket ned, men efter nogle sekunder kiggede hun på Daniella og sage "Hej Daniella, kan du huske mig? Jeg er Chloe." Hun kiggede genert hen på drengen hun snakkede med, men kiggede straks ned i jorden.