New moon by Lake Washington!

Sted:; Lake Washington
Tid:; omkring 10 om aften
Omgivelser:; Ingen
Vejr:; Koldt, mørkt og ingen skyer
Påklædning:; En sort nederdel og en blå hættetrøje og sorte sneakers.

Cecilia havde løbet i sin ulveform ned til Lake Washington. Det var længe siden hun havde været
ude at løbe i ulveform, da hendes mor havde travlt med at sætte hende til en masse så
hun ikke havde tid. Cecilias mor var meget imod alt det ulvehalløj, allermest fordi at det kun var hendes far der var
en "del" af stammen, da hendes mor bare havde giftet sig ind i familien. Der for var hun sneget sig ud så
hendes mor ikke fandt ud af det.
Cecilia skiftede til menneskeform og tog sit tøj på og gik ned mod vandet. Selvom det var kold havde Cecilia ingen
problemmer med at holde varmen. Hun satte sig ned lidt væk fra vandkanten og så lidt på den månen. Den var
ny og lyst derfor ikke rigtigt himlen op, men det gjorde de mange stjerner så til gengæld. Hun sukkede lidt og bed sig i læben.

Sydney havde siddet på en bænk et stykke tid nu i det en duft af Varulv ramte hendes næse " adr" mumlede hun men blev alligvel sidden hun var iført en hvid strop kjolen og bare fødder hun lavede en grimnasse da lugten blev ved med gernere hende fulgte hun den til sidst og så at ulvetøs sad længere henne hun skar grimasse skulle lige til at gå da en gren knækkede under hendes ene fod " fordømt" mumlede hun vendte sig om imod hvalpen hendes røde øjene lyste af had

Cecilia kunne lugte en blodsuger der var i nærhende, og lidt efter hørte hun en gren
knække. Hun vendte langsomt hovedet mod hende og snerede af hende.
Cecilia hadede vampyr, ikke på grund af at de fovandlede hende til et stor ulv der var tvunget til at
løbe og forsvare folk hun ikke kendte helt tiden, men fordi at de dræbte uskyldige mennesker, og man kunne aldrig
vide sig sikker i nærheden af en igle. Måske havde de taget nogle af hendes venner, man kunne aldrig
vide sig sikker.
Cecilia rejste sig hurtigt op og sparkede sine sko af. Så gik de i hvert fald ikke i stykker, hvis hun var nødt til at forvandle
sig, tøjet måtte hun vil bare ofre. Hun havde i hvert fald ikke lyst til at miste livet på grund af det. Men hun tog hættetrøjen af
og inden under havde hun en lysere blå top på.
"Hvad laver du her, igle" spurgte hun vredt og koldt. Hun stod helt stille, men var klar hvis vampyren ville komme for tæt på.

" Som om det kommer dig ved" hvæsede hun køligt hun kunne ikke se hvorfor det ragede den lille hvalp noget hun følte sig åndsvag ved at stod og snakke med den de lugtede afskyligt hun forsatte med stirre på hende men hun gjorde ingen tegn til ville angribe da det var spild af tid hun bed sig svagt læben så hendes hugtænder blev syndlige " men jeg kan da godt gå hvis jeg gernere hvalpen" sagde hun rynkede svagt på næsen men hn turdte ikke vænne ryggen til bæstet da man aldrig kunne vide

"Jeg kan nemt se hvad det komme mig ved." svarede hun i samme kolde tone som
før. "Du løber rundt og dræber uskyldige mennesker og det er mit job at dræbe sådanne ting
som dig." tilføjede hun stadig med en ond kold stemme. Hun ville normalt aldrig snakke til folk på den måde, men
de folk ville sikkert heller ikke løbe rundt og dræbe uskyldige folk. "Det ville være dejligt hvis du skrider, så kan det være at her kommer til at lugte normalt igen"bed hun efter hende.
Cecilia havde overhovedet ikke lyst til at forlade stedet, for hun var der først og blodsugeren ville hade hvis hun blev der.

Sydney stirrede koldt på hende hun blinkede ingen gang " til info så har spist" sagde hun bare for drille hun grinede kort og hånligt hun slikkede sig om læben for understrege sin mæthed " når men synes ikke det kommer hvalpe ved hvad jeg laver" sagde hun og ville ikke svare

Det gav et lille sæt i Cecilia da hun sagde at hun havde spist. Cecilia's krop begyndte at ryste og hun kunne
mærke varmen brede sig ud i fingerspidserne, men hun slappede af i kroppen. Hvis blodsugeren ikke havde
dræb i Forks, var der ikke noget hun kunne gøre.
Cecilia pustede ud og rettede blikket mod den døde ting der stod lidt væk fra hende. "Hvordan kan du leve med dig selv?
hvordan kan du gå rundt og dræbe uskyldige mennesker, tage folk fra deres familie?" spurgte hun vredt og ville
se om stenen overhovedet forstod alvoren i hendes snak.

Da hun blev spurgte spurgte hun ikke lige med det første men et selvtilfredst smil bredte sig på hendes læber hun kunne tydeligt se at hun gik hvalpen på hun overvejede sit svar nøje hun smílede endnu breder da hun lige om få sekunder ville svare på hvalpens sprøgsmål " jah sagen er den jeg fortrækker mennske blod frem for dyr og det engtlig ikke så svært når først man sat tænderne i dem" sagde hun og håbede det provokerede ulven så meget at hun ville reaslutat ud af det hun bed svagt læben før hun igen smilede men denne gang et koldt og køligt smil